A demon from the underworld

Resume: Dæmoner eksistere, og det har de altid gjort. Ingen ved, hvorfra de er kommet, eller hvordan de blev til. Nogle tror, at de er børn af djævelen selv og stammer fra helvede. Andre tror, at det er mennesker, der døde og de derefter er blevet til dæmoner, hvis de havde levet sit liv på en dårlig måde.

4Likes
33Kommentarer
312Visninger
AA

5. Jeg har rent faktisk et hold – halvdelen er der bare ikke.

Jeg mærkede et sug i maven af frygt, for selv om, jeg ønskede at se sagen fra dæmonernes synspunkt, var jeg trods alt opvokset med de forfærdelige historier, der var sket under Den Store Dæmonepidemi. Jeg føler ingen (okay, måske en lille smule!) skam ved at sige, at jeg mest af alt havde lyst til at løbe skrigende bort, men min mentor forventede, at jeg kunne gemme mine følelser bort og handle professionelt. Det var tydeligt, at det her var mere, end panik, fordi der slap et par dæmoner fri. Normalt blev vi unge kun tilkaldt, hvis der var en katastrofe, og der var brug for alle de hænder, de kunne få.

 

”Hvilke omstændigheder har jeg at arbejde med?” spurgte jeg et øjeblik efter, at jeg havde svaret. Mine tanker havde varet under et sekund.

 

”Centrum. Over hundrede undslupne dæmoner af forskellige klasser. Civile har søgt tilflugt. Over tredve mand på opgaven. Sørg for at holde dig i baggrunden, og lad de professionelle gøre deres arbejde. Du skal bare holde folk væk og fange de dæmoner, der slipper ud, eller hjælp dine ældre kollegaer, hvis de beder om din hjælp. Forstået? Ingen, og jeg gentager INGEN solomissioner!” min mentor havde holdt et neutralt og erfarent toneleje hele vejen igennem, men ved den sidste sætning, steg det og blev kommanderende. Han brugte mor-stemmen, som jeg yndede at kalde den. Det var den stemme, der ikke tålte nogen modsigelse, og hvis man endda vovede at ignorere den, ville konsekvenserne blive enorme. Jeg hadede, når han brugte den stemme.

På trods af min uoverensstemmelse med stemmen, havde jeg trods alt et job at passe, hvilket jeg ikke havde tænkt mig at løbe fra.

 

”Forstået!” svarede jeg, klikkede på afbryd-knappen, gemte min pose med bøger af vejen, hvorpå jeg havde klistret en næsten usynlig sender på, så jeg kunne finde den, hvis en eller anden idiot valgte at stjæle den (Hvilket ville være utrolig dumt. Derfor ville vedkommende være en idiot. Det giver faktisk sig selv. Jeg fatter ikke, at jeg forklarer det her, når jeg kunne komme videre med historien… okay! Videre!)og løb mod centrum, mens jeg sikrede mig, at mit udstyr var, hvor det skulle være: et sammenklappeligt net på en stang til at fange de mindre dæmoner, en strømpistol med forskellige niveauer til at uskadeliggøre alle slags dæmoner, en førstehjælpskasse, en bog, hvori der stod forskellige magiske ord, der kunne bruges mod dæmoner og forskellige nærkampsvåben.

Jeg tjekkede ikke om, mine forældre var med, for de var alligevel ikke en del af mit team. Familie havde ingen betydning, når man er en dæmonjæger på mission.

Jeg nåede hurtigt centrum, hvor der havde samlet sig en stor cirkel af dæmonjægere, der sørgede for at holde et stadigt voksende antal dæmoner i skak, mens nogle gik i flæsket på væsnerne. Mine forældre havde tydeligvis været bag mig det meste af turen, for de sluttede sig hurtigt til gruppen af dæmonjægere og fik en hurtig opdatering. Dette opfangede jeg kun ud af øjenkrogen, mens jeg ledte efter mit eget team.

”Kantas!” sagde en stemme, jeg genkendte. Jeg vendte mig hurtigt om mod den talende, der var en pige med lyst hår, der var sat op i en stram fletning, med blå øjne og en atletisk kropsbygning. Selv om hun mindede om en pige, der hørte til et eventyr, gerne gemt væk i et slot, der blev bevogtet af en drage, udviste udtrykket i hendes øjne en helt anden historie: Hun ville uden tvivl gå ned af de berømte trapper, tage en tvekamp med dragen, vinde dens respekt (den ville nærmere frygte hende) og flyve ud mod solnedgangen, for at lede efter den kujonagtige prins, så han kunne overdrage slottet til hende og blive hendes personlige, flotte tjener. Pigen hed Misa Goldrake og hun var vores kaptajn.

”Goldrake!” svarede jeg og gav hende et respektfuldt nik. Jeg respekterede hende fuldt ud, for hun var den bedste leder, et team kunne ønske sig. Selv om hun virkede hård, var hun venlig (på den seje måde) og gav ikke så meget for formaliteterne, men det bedste af det hele var, at hun så os som kammerater, og ikke som folk, der rent faktisk var under hendes kommando.

Goldrake nikkede tilbage og gav mig en opdatering på, hvad der var sket under min løbetur.

”Der er kommet flere dæmoner til, og de er i overtal, men som vi alle ved, er dæmoner dårlige til at samarbejde, for de tænker kun på sig selv. De prøver at holde sig ude af krydsilden, mens nogle af de mere overmodige angriber uden sans for taktik. Hvis vi fortsætter på denne måde, vil vi kunne klare den, men de bliver hele tiden flere og flere, og vi bliver nødt til at udvide vores cirkel, for at de ikke skal rende os over ende. Det ironiske er, at cirklen af vores folk vil blive tyndere, og derfor vil det blive nemmere for dæmonerne at bryde igennem. Det ser kort sagt sort ud for os, og der er ikke noget, vi kan gøre.” Goldrake forsøgte at holde et neutralt ansigtsudtrykt, men uroligheden og frygten skinnede alligevel igennem som skygger, der falder på et gardin.

Endnu en gang nikkede jeg.

”Hvor er de andre?” spurgte jeg for at lede opmærksomheden over på vores to manglende holdkammerater.

”Porter er kørt på hospitalet. Hans far blev skadet. Det var meget alvorligt. Jaloc er på vej. Han var i den anden ende af byen.” Erik Porter var en dreng, der altid var i godt humør, og sørgede for at holde os andre oppe, hvis vi var nede. Han havde altid et stort smil klistret på munden, brunt hår og brune øjne. Han var en slags lillebror for os alle sammen. Stefan Jaloc var altid meget stille, men en meget god dæmonjæger. Giv ham et hvilket som helst slags våben, og han ville være i stand til at benytte det fuldt ud. Derimod var han ikke særlig god til alt det, der omhandlede magi. Det gjorde ham nervøs. Han var faktisk lidt skræmmende, for med hans meget spinkle kropsbygning og personlighed, ville man forvente, at han brugte al sin fritid med en bog i hånden for at lære så meget, som overhovedet muligt, men i det øjeblik, der var et våben inden for hans rækkevidde (hvilket var næsten altid, for en rigtig dæmonjæger har altid dit grej i nærheden) ville han blive til en kampsoldat.

For tredje gang nikkede jeg. På holdet var jeg mest kendt for, at holde min mund lukket så længe det var unødvendigt at åbne den og holde sammen på os. Mest af alt var jeg dog mest kendt for at vide næsten alt, hvad der var værd at vide om magi. Og jeg var god til at gøre brug af den jeg havde.

Jeg vendte tilbage til nutiden, efter at jeg havde introduceret indersiden af min hjerneskal for mit hold, for nu skulle sparkes dæmonrøv! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...