A demon from the underworld

Resume: Dæmoner eksistere, og det har de altid gjort. Ingen ved, hvorfra de er kommet, eller hvordan de blev til. Nogle tror, at de er børn af djævelen selv og stammer fra helvede. Andre tror, at det er mennesker, der døde og de derefter er blevet til dæmoner, hvis de havde levet sit liv på en dårlig måde.

4Likes
33Kommentarer
310Visninger
AA

4. Hvis da kun bøgerne var mit problem

Jeg tænkte min plan igennem igen, hvis man da overhovedet kunne kalde tyveri for en plan...

Jeg overvejede, hvordan jeg bedst kunne gribe det an, at stjæle en af troldmændenes bøger, mens jeg lod blikket feje hen over titler på bøger, uden rigtigt at lægge mærke til, hvad der stod. Jeg kom i tanke om, hvordan troldmandsbogen havde været ved at bide hånden af mig, så hvordan ville det være muligt for mig, at få fat i en af dem?

Jeg var blevet spist af mine egne tanker, så der kun var en tom skal tilbage.

”Lyriss? Er du ved at være færdig? Far og jeg skal til at gå nu.” min mor stak hovedet ind i min egen lille verden og afbrød mine tanker. Jeg kom hurtigt til mig selv og skubbede min stak af bøger lidt højere op på min arm, så de gamle bøger var bedre beskyttet mod det hårde, beskidte gulv, der nemt kunne ødelægge dem, hvis jeg tabte dem. En sidste gang, lod jeg blikket feje hen over bøgerne, men der var ikke noget, der fangede min interesse.

”Jeg kommer nu. Jeg skal bare lige låne bøgerne her.” sagde jeg. Min mor kiggede undrende på mig. Hun var ikke vant til, at jeg lånte så mange bøger på én gang. Normalt plejede jeg kun at låne et par bøger, ikke syv.

 

Da vi kom ud af biblioteket, vendte min mor sig om mod mig.

”Hvad skal du med alle de bøger?” hun virkede meget mistænksom, så jeg var nødt til at vildlede hende, og samtidigt få det til at virke troværdigt. Heldigt for mig, at jeg altid har været god til at lyve. Jeg er endnu ikke blevet fanget i det, så de stolede på mig.

For at få mit skuespil til at virke, tøvede jeg lidt med at svare, og sørgede for at jeg kom til at rødme lidt.

”Øhmm… I er jo begge to rigtig gode dæmonjægere…” jeg holdte en pause for at øge effekten som den generte pige, der roste sine forældre.

 Som jeg regnede med, kom der ikke noget svar, så jeg fortsatte.

”Jeg vil rigtig gerne blive lige så god som jer så… så derfor ville jeg finde ud så meget jeg kan om dæmonerne og troldmændene, så jeg kan hjælpe vores samfund med al min magt!” ’at hjælpe samfundet med al sin magt’ var en meget berømt sætning hos dæmonjægerne.

Vi kunne risikere at blive slået ihjel, men samfundet kom altid i første række. Sætningen var hele vores drivkraft, og dét, at jeg var begyndt at benytte den betød, at jeg endelig var ved at blive voksen.

Mine forældre glødede af stolthed, da jeg nævnte sætningen og de nikkede begge anerkendende til mig, og jeg følte det som om, nogen var kommet med en stoppenål og hamret den ind i kraniet på mig. Sådan føltes min dårlige samvittighed.

 

Vi var på vej hjem, da vi hørte lyden af sirener, der kom tættere på. Det var først der, det gik op for mig, at gaderne var menneske tomme. Hvor var alle folk henne? Var der sket en eller anden ulykke, mens vi var på biblioteket? Jeg håbede, at der ikke var sket noget alvorligt, og at vores ”familiedag” ikke ville blive ødelagt, fordi mine forældre blev kaldt ud.

Og præcis som jeg frygtede, begyndte deres telefoner at ringe. De tog den selvfølgelig med det samme, gik lidt væk fra hinanden, så de ikke blev forstyrret af den andens samtale. I midten stod jeg og blandede begge samtaler sammen, men det gik dog hurtigt op for mig, at der var sket noget alvorligt. Mere end en normal dæmonflugt. Det gik faktisk først op for mig, da min telefon ringede og jeg tog den.

”Hallo?” Der var ingen grund til at præsentere sig. Jeg vidste, hvem det var, og min mentor vidste uden tvivl godt, hvem han ringede til.

”Kantas? Vi tror, at dæmonepidemien er brudt ud igen.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...