Kom Indenfor


1Likes
0Kommentarer
100Visninger
AA

2. Kapitel 2

"Du må være Kaitlyn." Sagde han gnavent og uvenligt med en dyster stemme der rungede i den store forhal. Pigen nikkede kort. Hun så på ham med et skræmt blik. "Jeg er Albert. Der er visse regler hvis du skal bo her." Da der ikke kom noget svar fra Kaitlyn, fortsatte han: "De er simple. Du må kun være i køkkenet hvor vi spiser kl. 0700, 1200 og 1800," han sagde det som numre, "og på dit værelse. Jeg vil ikke se dig andre steder. Du må ikke larme, og hvis du kommer et sekund for sent til et af måltiderne, er der ikke noget mad til dig! Er det forstået?" Det sidste sagde han med så kraftig en stemme at selv uden forhallen, havde det givet ekko.

De gik op af den rådne trappe og ned ad en lang gang. Der hang billeder hen ad væggen, men der var et af dem, der virkelig fangede Kaitlyns opmærksomhed. "Hvem er det?" Spurgte hun og pegede på et billede af et ungt par. "Det er dem, der boede her før. Melissa og Allan." Albert stod lidt og tøvede, før han sagde: "Der er faktisk en sjov historie bag dem. Manden og damen flyttede ind for over 500 år siden. De dræbte alle, der var på deres grund." Kaitlyn gispede, men Abert lod ikke til at lægge mærke til det. "Ved halloween plejede de at lokke børn ind i selve huset for at skræmme dem fra vid og sans, før de slog dem ihjel. Det morede dem. En dag hørte man skrig inde fra huset, og man fandt dem begge døde den næste dag. Man tror de slog hinanden ihjel. Man siger de hjemsøger huset den dag i dag, og bare venter på deres næste bytte" Han smilede stort, men da han så Kaitlyns skræmte blik tilføjede han: "Men det er selvfølgelig bare røverhistorier. Jeg har boet her så længe, jeg kan huske, og jeg har aldrig nogensinde oplevet noget her." Kaitlyn kiggede på billedet. Damen havde langt lyst hår, der bølgede ned af skuldrene, og var iført en hvid kjole. Hun lignede en engel. Manden havde brunt hår og så så underligt bekendt ud. De så så lykkelige og glade ud. De lignede slet ikke mordere.

Kaitlyn sad i sin seng og læste. Hun tog en slurk af noget te, Albert havde lavet til hende. Da hun satte koppen tilbage på natbordet, åbnede skuffen af sig selv. Kaitlyn undrede sig lidt, men lukkede den bare igen. To sekunder efter åbnede den sig igen, men Kaitlyn lukkede den bare igen. Da det skete for tredje gang, kiggede Kaitlyn ind i skuffen for at finde ud af, hvad der foregik. Hun kiggede ind under bordet. Hun var lige ved at besvime. Der, inde under natbordet sad en pige.

Pigen så ligbleg ud. Hun hviskede >>Løb mens du kan<< med en underlig stemme, som var det vinden, der talte. Kaitlyn tænkte ikke over det to gange. Hun løb fra alt. Ud af værelset og ned af den lange gang. "Hvor skal du hen pigebarn?" Var der en kvindestemme der skreg over det hele. Hun kunne ikke høre, hvor den kom fra. Kaitlyn løb hen til trappen, men lige før hun skulle ned af den, faldt en kæmpe lysekrone ned på den og den faldt sammen. En ond og grusom latter spredte sig i huset. Hvor var Albert. Kaitlyn løb ned ad gangen igen. Hun prøvede at komme ind i de forskellige rum, men de var alle låst. Selv ind til hendes værelse. Kun en var åben. Døren for enden af gangen. Hun løb ind, smækkede døren efter sig. Nu skulle hun bare finde et vindue. Kaitlyn vendte sig om, og der midt i rummet stod en smuk dobbeltseng med lagner, der hang ned fra stativet på sengen. En rigtig prinsesseseng. Midt på sengen lå en kvinde. Kvinden på billedet.

Kaitlyn forsøgte at komme ud, men døren var låst. "Du må da ikke flygte pigebarn." Sagde hun med en stemme, der kunne skære ørene af. "Det er jo bare mig. Jeg er ikke farlig." Hendes ironiske latter spredte sig i rummet, og denne gang var Kaitlyn sikker på, at hendes øre var faldet af.

Man kunne høre skrigene i hele London. Den hæslige latter var ud over det hele. Albert stod uden foran værelset og så til med et grumt smil. Damen fra billedet kom ud af døren. Selvom man kun kunne skimte det, var der ingen tvivl. Værelset var fuld af blod der var sprøjtet over det hele. Damen tøj afslørede også hvor grov hun havde været mod Kaitlyn. "Næste gang er det min tur." Sagde han med et grusomt smil på læben. "Så må du være lokkeren, og du har ødelagt trappen." "Årh slap af. Vi har helt til næste halloween. Vi sagtens nå at få den repareret." Sagde hun med sin skærende latter, og så forsvandt de begge ind gennem en væg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...