Hurtful | SHINee

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 aug. 2014
  • Opdateret: 12 okt. 2014
  • Status: Igang
Forelskelse, huh? Det er ikke altid nemt, især ikke hvis man bliver forelsket i sin bedste ven, som ikke ved noget om det og som bliver ved med at sårer dig, uden at vide det. Det er lige præcis sådan Taemin har det, men hvad kan han gøre? Han prøvede alt på at glemme, men intet hjalp. Så længe man er ved personens side, selvom det kun er som en ven, er det bedre end at personen ville komme til at undgå dig, fordi personen ikke kan elske dig tilbage. Derfor er der nogle personer der bare ikke tør tage chancen, og fortælle om hvad personen virkelig føler, men man bliver jo alligevel såret på en eller anden måde. Key kommer til at såre Taemin meget dybt, vil han kunne holde det ud? #Kan indeholde anstødeligt sprog#

5Likes
15Kommentarer
537Visninger
AA

4. Even When Time Flies You're Still The Only One In My Heart

Taemins synsvinkel

Et halvt år. Der var gået et helt halvt fucking år. Jeg kunne snart ikke klarer det længere, Eunji kom næsten hele tiden forbi, man skulle næsten tro at hun ventede på at blive spurgt, om hun gerne måtte flytte ind.  

Det bankede på døren, jeg sukkede og rejste mig fra sofaen og satte filmen jeg så på pause. Jeg låste døren op og smilede stort, da jeg så hvem der stod foran mig.

"Minho hyung!", sagde jeg med et stort smil og omfavnede ham straks. "Og hej til dig Taeminnie.", sagde han og grinede, han lagde også armene om mig.

Minho tog sine sko og jakke af. Jeg trak ham spændt ind i stuen og over til sofaen, hvor vi satte os.

"Hvordan var Amerika?", spurgte jeg ham om og lagde min ben over hans, så jeg kunne lægge mig ned.

"Hmm... Det var nu lidt svært, men ellers var det sjovt.", sagde han med et lille smil. "Har du så haft det godt? Eller savnede du mig så meget, at du ikke tænkte på andet end mig.", sagde han drillende.

Jeg grinede lidt, før jeg svarede ham. "Jeg havde det okay.", sagde jeg med et lille smil.

"Okay?", spurgte Minho mig undrende om.

Før jeg nåede at svare ham, gik hoveddøren op, og man kunne høre Eunji og Key komme grinende ind. Jeg satte mig ordentlig op og vendte ryggen mod døren, så jeg sad med fronten mod Minho.

"Hej Minnie, vi har lige handlet lidt ind, hvem er din ven?", spurgte Key mig om.

"Det er Minho.", sagde jeg og satte mig ordentlig på sofaen. "Hej jeg hedder Kibum, men du kan bare kalde mig Key. Det her er min.. kæreste Eunji.", sagde Key og smilede svagt.

"Hej, hyggeligt at møde jer.", sagde Minho og smilede tilbage.

Eunji og Key gik ud til køkkenet, for at sætte de ting de havde købt på plads.

"Er du okay?", spurgte Minho mig om.

Jeg rystede på hovedet og lagde armene om ham. Et par tåre gled ned ad kinderne på mig. Jeg vidste ikke, hvad der gik af mig, men jeg kunne ikke holde dem inde. Minho lagde også armene om mig, og lavede beroligende bevægelser på min ryg.

"Du skal nok glemme ham.", hviskede han til mig og trøstede mig.

Jeg svarede ham ikke, jeg lod bare tårerne få frit løb, mens jeg puttede mig ind hos ham.

Efter flere minutter i Minhos arme trak vi os fra hinanden, og jeg tog fjernbetjeningen for at tænde den og se den film jeg så, inden Minho kom.

"Er det okay, vi ser den?", spurgte jeg ham om og smilede svagt. Han nikkede og satte sig godt til rette. Jeg tog skålen med popcorn og satte den på mit skød. Jeg holdte den frem mod ham, han tog et par og proppede dem i munden.

Efter vi havde set filmen færdig, som tog resten af eftermiddagen, gik Minho hjem. Jeg havde ikke rigtig lyst til at lade ham gå, da jeg bare ville føle mig alene, men gjorde det dog alligevel.

Eunji var endnu ikke gået hjem, de sad sikkert inde i Keys værelse og 'hyggede' sig. Jeg sukkede og viklede tæppet, som lå ved siden af mig, om mig, og vandrede ud til køkkenet for at drikke noget vand.

Jeg tog kanden med vand og hældte noget ned i et glas og tog en lille slurk.

Jeg kunne høre døren gå op bag mig, så jeg vendte mig om og smilede svagt. "Vil du hjælpe med at dække bord? Vi skal spise om lidt, og Eunji spiser også med.", sagde Key og gengældte smilet. Jeg nikkede og skulle lige til at gå ud af køkkenet, da han pludselig tog fat om min arm.

"Du ved.. Jeg har lagt mærke til, at du ikke rigtig har været dig selv for tiden, er der noget galt?", spurgte Key mig om.

"Nææ, jeg er da altid sådan her, jeg har det bare lidt dårligt.", løj jeg og trak min arm til mig.

"Er du blevet syg?", spurgte han mig bekymret om og skulle lige, til at lægge sin hånd på min pande, men jeg undveg den.

"Nej det tror jeg ikke, jeg har det bare dårligt.", sagde jeg næsten irriteret. Jeg vidste ikke rigtig hvorfor, men jeg hadede lige pludselig at han bekymrede sig for mig. Jeg løftede mit blik og det mødte straks Keys mørke, bekymrende øjne.

"Du kan altid tale til mig hvis der er noget galt, okay? Vi har trods alt været bedste venner i evigheder.", sagde han og smilede svagt. Han gik tættere på mig og lagde sine arme om mig, vi stod sådan i nogle sekunder, uden at jeg havde lagt mine arme om ham.

"Ja, okay.", mumlede jeg og trak mig fra ham. Jeg vendte mig om og gik ud til stuen, for at lægge tæppet, jeg havde om mig, på sofaen.

Jeg vandrede ud til badeværelset. Jeg stilede mig foran håndvasken og vaskede mit ansigt. "Mon han hørte mit hjerte banke?", mumlede jeg lavt til mig selv og tog et håndklæde for at tørre mig.

Det gjorde han nok ikke, da jeg havde et tæppe om mig, men alligevel syntes jeg, at det bankede ualmindeligt unormalt.

Jeg slukkede lyset og gik ud til stuen, hvor der allerede var dækket bord.

Alt var stillet pænt op, jeg satte mig på min sædvanlige plads og ventede på Key og Eunji.

Efter et par minutters ensomhed kom de endelig ind med maden og satte sig ned.

Jeg tog noget ris og fisk og hældte noget vand ned i mit glas.

Key og Eunji førte en ligegyldig samtale om alt mellem himmel og jord. Jeg sukkede lydløst og drak lidt vand.

"Så oppa, jeg tænkte på om vi ikke skulle flytte sammen?"

Jeg stivnede og kiggede overrasket på hende.

"Eunji-ah tror du ikke, at det går lidt for hurtigt? Vi har kun været sammen i et halvt år, og desuden, så kan jeg ikke lade Taemin bo alene.", sagde Key.

"Nej da, og Taemin har ikke noget i mod det, ik Taemin?", sagde hun og rettede sit blik mod mig.

"Nej det er fint, vi har alligevel boet sammen i flere år.", sagde jeg og prøvede på at lyde okay.

"Så er det klaret! Please oppa~ sig nu bare ja.", plagede Eunji 'sødt' og sendte Key nogle søde blikke.

Jeg havde ikke rigtig lyst til at høre hans svar, så jeg valgte at flygte, selv om det virkede svagt.

"Tak for mad.", sagde jeg lavt og gik ud af lokalet, hvor jeg derefter styrtede ind på mit værelse, og låste døren efter mig.

Jeg havde det forfærdeligt. Jeg havde det som om, at det virkelig var slut, mine chancer var allerede røget ud. Selvom de nok var det, da Key og Eunji fandt sammen for et halvt år siden.

Key elskede hende sikkert rigtig meget. Så der var vel ikke noget, jeg kunne gøre ved det.

Så længe han var glad, var jeg glad, men alligevel følte jeg mig så knust. Smerten var uudholdelig og det føltes som om mit hjerte brændte.

Tårerne strømmede ned ad kinderne på mig. Jeg holdte intet tilbage, hvis jeg skulle glemme ham så skulle jeg først ud med det.

Jeg vidste virkelig ikke, hvad der gik af mig, men jeg fik pludselig lyst til noget. Som jeg aldrig havde tænkt over eller gjort før.

Jeg tog min Samsung og min pung og låste derefter døren op og gik ud til gangen, hvor jeg lynhurtigt fik mine sko og min jakke på.

Da jeg havde lukket døren med et lille smæk, tog jeg min Samsung frem og skrev en besked til Minho.

Keys synsvinkel

Taemin takkede for maden og gik. Jeg kiggede forvirret efter ham. "Skal du ik-", mere noget jeg ikke at sige, før Eunji afbrød mig.

"Oppa~ ! Du kan ikke bare snakke uden om.", sagde Eunji en smule surt. "Eunji-ah du ved jo godt, at jeg gerne vil, men det er bare det, at jeg ikke kan lade Taemin bo alene."

"Og hvorfor ikke det?", spurgte hun mig skeptisk om.

"Taesun studerer jo i England og deres forhold til deres forældre fungerer hellere ikke særlig godt. Så de har kun hinanden. Det er mig der står for husregningerne, og det har jeg selvfølgelig ikke noget i mod, da mine forældre altid fylder min bankkontor op. Taemin har ikke råd til at bo alene, Taesun sender ham selvfølgelig penge, men det er ikke nok.", jeg havde holdt en lille pause og skulle lige til at fortsætte, da Eunji åbnede sin mund.

"Jeg ved godt, at alt det du gør for ham, er rigtig sødt, men han kan da ikke forvente, at du hjælper ham for altid og er det ikke hans eget problem?", sagde hun en smule koldt. Jeg løftede overrasket mine øjenbryn og kiggede samtidig overrasket på hende. Det mente hun ikke, vel?

Inden jeg svarede hende, kunne jeg høre Taemin ude på gangen, det lød lidt som om han skyndte sig, og et par sekunder efter, kunne man høre døren smække i.

Hvorfor fortalte han ikke, hvor han skulle hen? Det plagede han altid at gøre. Jeg skulle lige til at rejse mig op, da Eunji pludselig tog fat om min arm og kiggede på mig med et undrende blik. Jeg sukkede og satte mig ned igen.

"Yah... Lad vær med at sige på den måde. Han er min bedste ven, og jeg så at han havde brug for hjælp. Jeg hadede at se ham så nede og det smil han gik med hver dag.. Jeg ville så gerne hjælpe ham, så det gjorde jeg.", sagde jeg og drak lidt vand. "Vi venter lidt, okay?"

"Okay så.", sagde Eunji, hvis øjne så ned på sine hænder, som lå på sit skød.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...