Better change


1Likes
3Kommentarer
513Visninger
AA

8. Kapitel 8

"Hvor skal vi hen Harry?"

Spurgte Kira, og så hen på Harry, der så koncentreret på vejen fra førersædet i han rimelig smarte bil. Harry smilede bare til hende, og sagde at det fik hun at se om lidt, der var bare noget han ville vise hende, som han ikke havde vist andre.

Kira nikkede, og så på ham ud af øjenkrogen, han så ret godt ud, men gjorde han også det inden i, eller havde han kun et smukt ydre? Hun håbede på, at han var ligeså smuk inden i, for han havde haft ret da han sagde, at hun havde brug for en ven i denne tid. Hun følte sig så ensom, for hvem skulle hun snakke med det om? Hendes veninder var alt for langt væk, og at snakke om sine følelser over telefon, kunne Kira ikke, det virkede forkert på alle måder.

"Er der noget galt? Du ser pludselig så alvorlig ud."

Han så en anelse bekymret på hende, nu havde hun vel ikke allerede fortrudt at give ham en chance, havde hun? Han håbede det ikke, men ud fra hvad han kunne læse på Kiras ansigtsudtryk, var det noget helt andet hun tænkte på lige nu, noget der ikke ligefrem fik hende til at smile.

"Nej, der er ikke noget."

Svarede hun kort, og en anelse for hurtigt til at Harry ville tro på hende, men han ville ikke presse på, hvis hun ikke ville tale om det, så ville hun bare ikke tale om det.

"Jamen okay så."

Sagde han med et bredt smil, i håb om at det kunne muntre hende bare lidt op. Han havde i sinde at vise hende noget, han ikke havde vist til nogen, end ikke til Liam som ellers var hans bedste ven. Det var, og havde altid været det, Harrys helt eget lille fristed. Det lå lidt udenfor byen, men ikke så langt igen, for da han havde været mindre, var det begrænset hvor langt han kunne cykle på sin cykel.

"Så er vi her."

Sagde han, og smilte endnu et bredt smil, der fik en smule af den rødlige farve frem i Kiras kinder. Harry så det dog ikke, for havde han gjort det, var han selv blevet tomat rød i ansigtet, fordi han blev genert. Hvad ville han egentlig gøre, hvis hun nu også kunne lide ham, eller kom til det? Han havde jo aldrig haft en kæreste før, så han vidste ikke rigtigt hvad han skulle stille op med en. Men heldigvis for Harry, havde Liam haft et par stykker, så måske han ville hjælpe Harry igennem det, hvis det nu skulle ske at Kira også forelskede sig i ham. Han vidste jo ikke, at hun allerede var godt på vej til det, det vidste hun jo ikke engang selv endnu, i hvert fald ikke hvor meget endnu.

Kira så sig omkring da hun steg ud af bilen, de stod ved en smuk eng, hvor der lige ved siden af engen, var en endnu smukkere skov. Udsigten herfra var vidunderlig, men det var tydeligvis ikke det her Harry ville vise Kira, for han tog forsigtigt hendes hånd i sin, og trak hende blidt med sig, hen imod skoven.

"Det er et sted jeg altid kom som barn, og stadig kommer, når jeg har en del at tænke over. Jeg har som sagt ikke delt stedet her med nogen, men jeg tænkte at du godt kunne bruge et lille fristed ind i mellem, så derfor vil jeg gerne vise dig det, og dele det med dig."

Harry trak stadig forsigtigt i hende, men vendte sig om og gav hende et forsigtigt smil, ikke det brede som han ellers havde gjort hele tiden, indtil nu, men et stille og forsigtigt smil, næsten et genert smil syntes Kira.

Men hvorfor skulle han være genert sammen med hende? Det var jo ikke hende der var en kendt stjerne, og medlem af et af de mest kendte og vellidte boybands verden over, det var jo ham. Hun rystede bare stille på hovedet, og tænkte ikke mere over det, at kommentere hans pludselige generthed, kunne hun heller ikke rigtigt få sig til, så hun sendte ham bare en venligt smil, samtidig med at hun sagde tak for, at han ville dele sit hemmelige sted med hende.

"Det var da så lidt, det er det venner gør for hinanden, hjælper hinanden når de kan se at den anden har det lidt svært."

Kira nikkede, og smilede mens hun endnu så på udsigten, hun kunne ganske enkelt ikke få nok af den. Harry spurgte om de ikke skulle sætte sig hen på træstammen, og snakke lidt, og nyde skoven selvom det var koldt. Kira nikkede, og sagde at det kunne de da godt.

Harry tog endnu engang Kiras hånd i sin, og tog hende med hen til træstammen, hvor han bredte et tæppe ud, så de ikke sad direkte på den kolde stub. Han havde taget det med fra bilen af, i tilfælde af, at en af dem kom til at fryse. Det var nok mest Kira han havde tænkt på, for det var ikke ligefrem den tykkeste vinterjakke hun havde på.

Lige siden de var kørt forbi det sted, hvor Kira pludselig så alvorlig, ja nærmest bange ud, havde Harry tænkt på hvad det var der var med det sted. Men at spørge ind til det, ville han helst ikke, for sæt nu hun blev ked af det igen, det ville han ikke være grunden til. Men det nagede ham, at han ikke vidste hvorfor, hun pludselig havde set så skræmt ud.

I stedet for at tænke mere over det, gav han sig til at betragte Kira, og se væk hvis hun så på ham lige pludselig, det ville jo være pinligt, hvis hun spurgte om hvorfor han så sådan på hende. Han kunne jo ikke allerede fortælle hende, at han var ved at forelske sig i hende, slet ikke når han ikke selv vidste om han rent faktisk var ved at forelske sig, eller om det bare var fordi han havde en vis ømhed overfor hende, nu hvor hun lige havde mistet sin mor, og havde allermest brug for en ven. En ting var i hvert fald sikkert, han ville gøre hvad han kunne, for at gøre hende glad igen, og få hende til at leve igen. Men hvordan vidste han endnu ikke, han vidste bare at han måtte og skulle finde ud af det, for at se hende trist, gjorde ham selv trist.

Kiras opmærksomhed var rettet mod engen og skoven, den fantastiske natur, og de vidunderlige vinterfugles kvidren. Men af og til, stjal hun sig til at kaste et kort blik over på Harry, men så hurtigt væk, da hun så at han så på hende. Hun rødmede en anelse, hvorfor hun så gerne ville se på ham lige nu, vidste hun ikke. Måske det bare var den magiske stemning der herskede her, der fik hende i et humør hun aldrig havde været i før, så hun let kom til at forveksle det med forelskelse og kærlighed, ja, det måtte helt klart være derfor. Man kunne jo ikke forelske sig i en man lige havde mødt, eller kunne man? Nej, det ville hun ikke tænke på nu, det kunne hun ikke tillade sig, hendes mor var lige død, så hun kunne ikke tillade sig allerede at være glad og lykkelig igen, og da mindst af alt, blive forelsket! Så hun skyndte sig at snakke til Harry, for at dæmpe tanken om de følelser hun måske havde for Harry, for det ville være mere en katastrofalt, hvis han fandt ud af, at hun måske allerede nærede små følelser for ham.

"Du er så stille, hvad tænker du på?"

At snakke til Harry, gav Kira en chance for også at vende sit blik og opmærksomhed, mod ham igen, uden at det ville virke underligt eller pinligt. Harry vendte blikket mod hende endnu engang, for da hun vendte sig mod ham, havde hun set hvor hurtigt han havde vendt blikket bort, men hvorfor vidste hun ikke.

"På da vi kørte herop, der var et sted hvor du pludselig så alvorlig ud, nærmest bange. Er det noget du vil tale om?"

Kira rystede bare på hovedet, og sagde at der ikke rigtigt var noget at tale om. Men tog så kort efter en dyb indånding, og forklarede ham hvad det var, han havde jo trods alt vist hende sit hemmelige sted, så et eller andet måtte hun jo give igen. Desuden kunne hun mærke på sig selv, at hun måske alligevel havde en smule brug for at tale om det.

"Det var fordi vi kørte forbi stedet, hvor min mor blev kørt ned. Og jeg endnu engang så det hele for mig, som jeg gør hver nat i mine drømme. Det er som om det hjemsøger mig, og gør til at jeg ikke sover det meste af natten. Måske det var manglen på søvn der gjorde til, at jeg så hurtigt brød sammen ovre i skolen. Det var ikke meningen at vise den nye klasse at jeg er svag, jeg ville vise dem, at selvom jeg lige har mistet min mor, så var jeg alligevel stærk. Så jeg nøjedes med at skrive det hele ned i hæftet, eller det af det jeg nåede, men så tog hende der Kelsie hæftet, og begyndte at læse det højt. Det var ikke meningen at nogen som helst, andre end mig selv skulle læse det. Det var meningen at jeg ville købe et nyt hæfte, og så skrive stilen deri, jeg havde bare brug for at få det ud af hovedet, og tænkte at mareridtene måske ville stoppe, hvis jeg skrev dem ned i et hæfte, og gemte det væk i et hæfte."

Harry lyttede, og nikkede ind i mellem. Han havde ikke vidst hvor hende mor var blevet kørt ned, han vidste bare at det var et sted midt i byen, så han var kørt så langt fra bymidten som muligt, men havde altså alligevel ramt det sted, der smertede Kira så hårdt at gense. Det havde på ingen måde været hans mening at gøre hende ked af det, tvært i mod.

"Fordi du græder, og viser hvordan du i virkeligheden har det. gør det dig ikke svag. Tvært i mod, viser det bare, at du er stærk, fordi du netop tør vise, at du ind i mellem også kan have brug for en ven. Og med hensyn til Kelsie, hende skal du ikke tage dig af, det er mig og ikke dig hun er ude efter. Hun har været vild med mig længe, eller vild og vild, det er nok mere min status som kendt hun er vild med, fordi hun selv er vild med rampelyset. Og så så hun åbenbart dig som en trussel, fordi du er den nye pige, og tænkte at hun hellere måtte gøre noget ved det, inden du kom for godt ind i det hele på skolen, og blev alt for gode venner med mig."

Kira mærkede hvordan tårerne havde presset sig på, da hun havde fortalt det til Harry, men nu kunne hun ikke lade være med at grine.

"Hvad er der?"

Spurgte Harry undrende, men samtidig glad for at hun ikke længere havde tårer i øjenkrogene.

"Ser Kelsie mig som en trussel? Hvorfor det? Jeg tror aldrig jeg har set en der var smukkere end hende, og så ser hun mig som en trussel, undskyld, men det er da lige til at grine af."

Harry lo med Kira, og så på hende. Så hvordan hendes øjne pludselig lyste op, og var fulde af  glød, en glød som han inderligt håbede at se i dem igen, og endnu mere håbede at være skyld i kom.

"Hvorfor det? Jeg har set en pige der var smukkere end hende, langt smukkere end hende endda."

Harry nåede ikke at tænke over det, før han havde sagt det, og så hurtigt væk, for at undgå at Kira så hans pludselige rødmen. Men Kira sagde ingenting, måske havde hun ikke lagt mærke til det, fordi hun havde lukkede øjne på det tidspunkt? Han håbede det, og lod selv som ingenting, så snart den forbandede rødmen var aftaget igen.

"Fryser du? Kom, jeg kender et sted, hvor de laver den bedste varme kakao der kan købes for penge."

Kira nikkede, og lod endnu engang Harry lægge sin hånd i hendes, og fulgte med ned til bilen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...