Better change


1Likes
3Kommentarer
516Visninger
AA

7. Kapitel 7

"Så er vi her. Jeg skal nok vise dig lidt rundt, hvis det er?" 

Spurgte Harry forsigtigt, Kira havde ikke ligefrem virket specielt glad for at skulle kører med ham, men måske det bare var fordi hun var nervøs for at skulle starte på en ny skole, med en masse nye mennesker på? Han håbede det, men hvorfor han håbede det, kunne han ikke finde ud af. 

"Nej tak, jeg kan godt klarer mig selv."

Harry nikkede bare, og sagde at hvis hun ville have et lift hjem fra skole igen, skulle de så bare mødes ved hans bil, lige efter skole. Kira nikkede bare, steg ud af bilen, og begav sig mod skolen for at finde kontoret, hvor hun skulle stille op den første dag. 

Harry nikkede bare, og steg efter nogen tid ud af bilen, for at gå op til time. Han hilste på klassekammeraterne der endnu gik rundt i gangene, for at komme hen til første time, ingen af dem så ud til at have travlt, til trods for at der ikke var mere end to minutter til at klokken ringede.

"Hey Harry, noget galt?" 

Spurgte Liam, da han satte sig ved siden af Harry inde i klassen. Harry rystede på hovedet, og sagde at han havde det fint, han var bare træt, han havde ikke sovet så godt i nat. Det var ikke engang løgn, han havde ikke sovet særlig godt om natten, fordi han drømte underlige drømme om Kira. 

 

Kira fandt efter nogen tid, endelig kontoret! Det var ikke til at finde rundt på denne skole, den var så stor og uoverskuelig, måske hun alligevel skulle have taget imod tilbuddet fra Harry, om at han gerne ville vise hende rundt. Nej, det skulle hun ikke, hun ville på ingen måde have hjælp af ham, hun skulle ikke være med til at få ham til at ligne en helt, fordi han hjalp en forvirret ny pige. Desuden ville hun jo ikke ses med ham, for hun ville ikke have den slags opmærksomhed som hun ville få, fordi alle så ville tro, at den nye pige kom sammen med Harry, og at det var derfor at hun var flyttet til byen. 

"Du må være den nye pige, der skal starte i niende klasse?" 

Kira nikkede bare genert, hun hadede at stå skoleret for skolens rektor. Specielt på en første skoledag fordi man følte sig som et lille barn, der havde brug for hjælp mod bøllerne i klassen. Kira var bestemt ikke nogen lille pige længere, hun var praktisk talt en ung kvinde, tæt på at være voksen. 

"Nu skal jeg vise dig hen til klassen, og præsenterer dig for dine klassekammerater. Jeg må nok advarer dig, så du ikke besvimer eller noget. Du skal gå i klasse med Niall, Liam, Zayn, Louis og Harry fra One Direction, men de er præcist ligesom alle os andre." 

Sagde rektoren smilende, og lagde en hånd på Kiras skulder, trøstende, sikkert på grund af det med hendes mor. Kira kunne ikke få sig selv til at ryste rektorens hånd af sig, som hun gjorde mod sin far. Det var jo ikke rektorens skyld, hun ville bare være venlig, selvom det fik Kira til at fremstå som en skrøbelig person. Men det var jo lige netop det hun var, en skrøbelig person, fordi hun ikke længere kunne rådfører sig hos sin mor, fordi hun havde mistet den person hun elskede allerhøjest i denne verden. 

Kira smilede venligt til rektoren, som bevis på at hun havde det helt fint, selvom sandheden endnu engang var en helt anden. Hun håbede bare at det virkede troværdigt nok, for hvis hun ikke engang kunne narre rektoren, kunne hun med garanti heller ikke narre klassekammeraterne, og vise dem at hun ikke var svag, eller skrøbelig, så de ville se hende som et nemt mobbe offer. Hvis hun da bare ikke havde været så fandens genert, og nervøs for at skulle starte på en ny skole, det eneste hun ikke var nervøs for, var at møde hele One Direction. 

"Jeg skal nok lade være med at besvime frue, jeg er ikke fan af dem."

Svarede hun venligt, og gav rektoren endnu et venligt smil. Mand hvor var de gange dog lange, det var som om de aldrig nåede hen til klasseværelset. Men endelig nåede de derhen, Kiras hjerte hamrede som en sindsyg, da rektoren stille bankede på, for kort efter at åbne døren derind til, hvor alle mulige fremmede ansigter sad. Okay, nu var fem af ansigterne jo ikke så ukendte, især ikke det ene af dem. Som han sad der på sin plads, så han faktisk ganske pæn ud. Nej, han gjorde bestemt ikke! Han var ligeså opblæst som alle andre stjerner, ikke noget hun havde brug for, og ikke nogen hun burde være sammen med! 

"Godmorgen allesammen, som i jo ved starter Kira herinde i dag, tag godt imod hende, og hvis nogen af jer vil vise hende rundt på skolen, er jeg sikker på at hun vil blive glad for det." 

Klassen sagde venligt godmorgen til rektor og Kira, men Kira så hvordan et par af tøserne sendte hende nogle vrede blikke, hvad kunne hun have gjort for at fortjene sådanne blikke allerede første dag? Hun havde jo ikke mødt dem før. 

"Kom du bare ind Kira, du kan sidde ved siden af Harry, jeg har kunnet se på din adresse, at du bor overfor ham."

Skønt, endnu en der troede at Kira ville blive henrykt over at sidde ved siden af Harry Styles, fra popbandet One Direction som enhver ung pige elskede, og dånede over når hun så ham komme gående på gaden overfor hende. Men i stedet for at bede om en ny plads, satte hun sig bare, desuden var der ikke andre ledige pladser, så hun ville nok ikke komme så langt med en sådan forespørgsel alligevel. Harry smilede bare til hende, og vinkede venligt at hun bare kunne komme, imens han trak stolen ud til hende med den ledige hånd. 

"Ih hvor galant Harry." 

Fnisede de to piger der havde sendt Kira sådan et underligt blik, som om hun havde gjort dem noget. 

"Så, ro i klassen, ikke noget med at mobbe." 

Fortalte rektoren venligt, men bestemt så folk vidste at hun mente det. Inden hun vendte sig for at gå tilbage til kontoret, bød hun endnu engang Kira velkommen til skolen, og sagde at hun inderligt håbede at Kira faldt til. Hun sendte endda Kira et kort forstående blik, som hele klassen så, og bare fik de to piger til at sende endnu vredere blikke mod Kira. Fordømt, kunne de ikke bare lade være med at træde i det?

 

Harry smilede, da han så Kira komme ind i klassen, han vidste godt at hun skulle gå i hans klasse, men det var nu alligevel rart at få det bekræftet. Hvorfor vidste han egentligt ikke, måske fordi at han så kunne holde lidt øje med hende, hjælpe hvis hun fik brug for det. Det gjorde hun sikkert ikke, men det var nu alligevel meget rart, at vide at hvis hun fik brug for hans hjælp, at han så ikke var alt for langt væk fra hende.

Han blev endnu mere smilende, og afslappet da han hørte, at hun skulle sidde ved siden af ham. Det var egentlig underligt at han blev så glad over det, hun var jo så sur på ham, uden at han vidste hvad han havde gjort. Men han så bare et eller andet i hende, hvad vidste han ikke, måske en god ven? 

"Velkommen til." 

Hviskede Harry med et smil, og vendte endnu engang blikket mod sit hæfte, hvor han havde skrevet en hel del ned. Det så ud til, at hun var dumpet ind i klassen lige midt i en engelsk stil, heldigvis havde Kira altid haft let ved at skrive engelsk, forstå det og tale det, så det ville ikke blive noget problem for hende.

"Her har du dit engelskhæfte, dine engelskbøger skal jeg lige ned og hente til dig på biblioteket, men dem behøver du nu heller ikke for at skrive den engelske stil dine klassekammerater er i gang med. Emnet er at skrive en historie, du bestemmer selv om hvad, om den er baseret på virkelige hændelser, eller om den er fuldt ud opdigtet, det eneste krav til opgaven er, at den er skrevet i datid." 

Kira nikkede, og tog imod hæftet for at begynde på sin stil, hun vidste hvad hun ville skrive om. Hun ville skrive om en fortabt ung pige, der for nyligt havde mistet den eneste person hun nogensinde havde stolet nok på, til at fortælle sine inderste hemmeligheder. Det var en pige, der for nyligt havde mistet sin bedsteveninde, og uden helt at vide det, baserede den faktisk på Kiras oplevelse med moderens død, bare skrevet på en anden måde, med en anden dødsårsag, og andre navne, så ingen forhåbentlig kunne regne sig frem til, at hun skrev sin egen historie ned. Det behagede hende ikke, at skrive hændelsen ned, men måske det kunne hjælpe hende til at komme videre efter moderens død. For som hendes mor havde sagt så tit, skulle man aldrig lukke sine følelser helt inde, man kunne altid skrive dem ned på et papir, så de kunne blive sluppet ud, og dermed stoppe med at genere en og hjælpe en til at komme videre. 

Hun havde skrevet en side, da en af de to piger pludselig kom hen til hendes bord, og stillede sig foran hende. Harry så til fra sit bord, men kun skævende, så klassen ikke lagde mærke til det. Han vidste hvor hurtigt det kunne blive fejlfortolket, og det kunne han ikke byde Kira, slet ikke på hendes første dag, at blive drillet, fordi han var blevet fejlfortolket. 

"Hvordan er det så, at starte i klasse med fem kendte fyre?" 

Spurgte pigen hende spidst, snobbet for at være mere præcis. Kira svarede bare, at det vel var fint nok, og håbede at pigen så ville lade hende være igen, men hun blev stående. 

"Er du slet ikke nervøs?" 

Spurgte pigen giftigt, hun forsøgte tydeligvis at gøre Kira genert og flov, men det lykkedes ikke, for Kira var totalt ligeglad med, at drengene var kendte. Da pigen med det blonde hår, forstod at hun ikke kunne ramme Kira på denne måde, tog hun hurtigt fat i Kiras hæfte, og begyndte at læse op for hele klassen. 

Kira forsøgte febrilsk at få fat i det, men den blonde pige gav ikke bare lige slip på det, Kira skulle ydmyges på et groveste, for ingen skulle komme i mellem hende og Harry. Harry havde intet forhold til den blonde, men hun var fast besluttet på, at få ham inden for ganske kort tid, udelukkende for at se sig selv i bladende. 

Harry skulle til at rejse sig og blande sig, da han så Kiras øjne begynde at løbe i vand. Men inden han nåede at gøre noget, var hun løbet ud af døren. 

"Giv mig det hæfte Kelsie!" 

Sagde han bestemt, uden antydningen af et smil på læberne. 

"Hvorfor? Det er da rimelig godt læsestof, det viser bare hvor svag hun er. Sådan en bondetøs." 

Svarede hun bare snerpet, og så på Harry med forførende øjne. Men Harry faldt stadig ikke for hendes blik, for lige nu havde han kun en ting i hovedet, og det var at få fat i hæftet og så finde Kira.

"Hold kæft, og giv mig det hæfte." 

Vrissede han, og hev hæftet ud af Kelsie´s hænder, som stod tilbage med et forbavset udtryk i øjnene, hun havde regnet med at han ville være ligeglad, eller grine af det ligesom resten af klassen, men i stedet for tog han Kiras parti. Inden hun nåede at komme med en spydig og kold kommentar, havde også Harry forladt klasseværelset. 

 

Harry gik gennem skolens mange gange, for at finde Kira, og give hende sit hæfte tilbage. Han forstod godt hvorfor at hun var blevet så ked af, at hendes historie var blevet læst op, det var noget meget personligt hun havde skrevet. Han havde hurtigt fanget, at det hun havde skrevet om, handlede om hende selv og hendes mor. Så det var ikke så underligt at hun tog det så nært, det ville han sikkert også have gjort, men nu måtte han bare finde hende, og forsøge at få hende i godt humør igen. 

"Kira?" 

Forsøgte han, men fik intet svar. Skolen var stor, og Kira ny, så hun kunne nemt være alle mulige steder som end ikke Harry vidste hvor var. Han havde gået på skolen i omkring tre år, men der var stadig steder på skolen, han endnu ikke havde været. 

Han havde gået rundt på skolen i nogen tid, og ledt efter hende, da han pludselig hørte nogle hulk et sted for enden af trappen. Han gik langsomt ned af trappen, kun lige så meget så han akkurat kunne se hvem det var der sad dernede, som han allerede havde regnet ud, var det Kira. Han gik nu helt ned af trappen, og satte sig hen ved siden af hende, til at starte med, uden at sige et ord. 

"Hvad vil du? Kommer du for at trampe mere på mig, end de gjorde oppe i klassen?" 

Harry rystede på hovedet, og smilede til hende. Han forstod hende altså ikke, hvorfor troede hun hele tiden, at han ville være efter hende? Han ville jo netop være hendes ven, og hjælpe hende hvis, eller når hun fik brug for hans hjælp. 

"Hvorfor tror du hele tiden, at jeg vil være efter dig, eller sige det videre til de andre drenge fra bandet?"

Kira så bare på ham, med tårer i øjnene og sagde, at hun ikke kunne fordrage stjerner, fordi de gjorde alt det normale mennesker ikke måtte, som at parkerer steder hvor det normalvis var forbudt, eller springe over i diverse køer. Og at de fleste kendte, var selviske og kun ville være sammen med normale mennesker, for at ligne en stjerne der for en gangs skyld var nede på jorden endnu.

"Jeg vil bare ikke være en del af et spil."

Sagde hun og snøftede, imens hun tørrede en tårer væk fra kinden. Hvor irriterende at hun absolut skulle forklarer sig overfor ham, og at hun samtidig sad og græd. Harry så bare på hende med et smil, et smil der faktisk så ret så charmerende ud, men Kira ville på ingen måde falde for Harry og hans stjerne charme, hun vidste at det bare ville ende galt på et tidspunkt, og så ville der stå journalister overalt i haven, og hakke på hende, for at få saftige detaljer ud om Harry Styles.

"Jeg er ikke sådan, jeg vil rent faktisk gerne være din ven, hvis du vil lade mig være det. Jeg ved at mange ændrer sig når de bliver kendte, men sådan en kendt vil jeg ikke være. Jeg vil altid være den jeg hele tiden har været, og gør hvad jeg kan for ikke at ændrer mig for meget. Og at blive en der udnytter andre, ville aldrig kunne falde mig ind. Lad mig bevise det for dig, lad mig være din ven Kira, jeg ved at du har brug for en."

Kira så på ham, for at gennemskue om han rent faktisk mente det, eller om han bare snakkede for at vinde hende over på sin side. Det så ud til at han rent faktisk mente hvad han sagde, at han i virkeligheden ville være hendes ven, men hvorfor? Han var jo kendt, og kendte en masse andre kendte, så hvorfor være venner med en ganske almindelig og kedelig pige?

"Hvorfor? Hvorfor vil du være min ven? Du kender sikkert så mange kendte, så hvorfor en normal og kedelig pige som mig?"

Spurgte hun forsigtigt, og tørrede endnu en tårer bort, det var da utroligt at de tårer ikke snart stoppede, men Kelsie havde ramt et ømt punkt, et punkt Kira havde forsøgt at skjule. Moderens død tog stadig hårdt på hende, men hun ville ikke have alle muliges medynk, det var hun for stolt til. Hun ville vise at hun var stærk, og kunne klarer sig selv, men da Kelsie havde læst op fra Kiras hæfte, og så på den måde hun gjorde det på, sårede Kira mere end hun ville indrømme.

"Kedelig? Du er da ikke kedelig. Og fordi at kun kende kendte, er ikke altid lige sjovt, for hvor end man går, stopper folk en op, enten fordi de vil have en autograf af mig, eller af dem jeg er sammen med. Hvis man kun kender kendte, er man i rampelyset hele tiden, og det vil jeg ikke være. Misforstå mig nu ikke, jeg kan godt lide at være Harry Styles fra One Direction, men ind i mellem vil jeg bare gerne have lidt privat liv, det kan man ikke altid hvis man kun kender andre kendte. Og så fordi jeg er sikker på, at vi to ville kunne blive rigtig gode venner."

Først nu hvor han endelig sad sammen med Kira, gik det mere og mere op for ham, hvad den underlige følelse i maven skyldtes. For nu hvor han sad sammen med hende igen, kunne han mærke at følelsen var stærkere end den havde været de sidste par dage. Men det kunne da ikke passe, at han allerede var ved at forelske sig i Kira, eller kunne det? Hun så jo fantastisk ud, men det var ikke det han gik efter, når han var sammen med hende, selvom hun indtil nu ikke havde snakket så godt sammen med ham, havde han kunnet mærke en indre glød, en glød han ville tænde mere op for.

Han rystede smilende på hovedet, tænk at han ikke havde tænkt på det noget før, men hvordan skulle han også kunne det? Han havde aldrig været så forelsket før, ja faktisk havde han aldrig været forelsket i nogen før. Han havde været lidt vild med en enkelt eller to, men aldrig været forelsket.

"Kom Kira, jeg tror du har været nok i skole for i dag. Nu skal vi more os lidt, og så kan jeg bevise overfor dig, at jeg ikke er som andre kendte. Så må du selv tage stilling til om du tror mig, eller ej, men giv mig i det mindste et par dage?"

Kira nikkede bare, og tørrede tårerne bort for gud ved hvilken gang. Hun havde virkelig lyst til at lærer Harry at kende, og måske endda blive hans ven, men ikke for enhver pris. Hun måtte være forsigtig, for hun ville ikke såres, hverken af nogen eller af noget, og det kunne hun let blive, når hun var venner med en kendt. Men at give ham en chance, var vel det mindste hun kunne gøre, indtil nu havde han jo kun været venlig mod hende, så måske han rent faktisk havde ment hvad han sagde, om at være hendes ven? Det ville kun tiden vise.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...