Better change


1Likes
3Kommentarer
509Visninger
AA

6. Kapitel 6

Det var nu en uge siden Kiras mor blev begravet, og to uger siden hun døde. Kiras savn til hende var stadig stort, og hun havde ikke lyst til andet end at ligge under dynen, og gemme sig for verdenen, lade tiden gå i stå. Men det var i dag hun skulle starte på den nye skole, så hun måtte op og i tøjet, selvom hun på ingen måde havde lyst til at tage i skole nu, gjorde hun det, fordi hun vidste at hendes mor havde ønsket at Kira fik en god uddannelse, så hun kunne klarer sig godt i livet. Kira gjorde det kun for sin mors skyld, ikke fordi hun kunne se hvad hun skulle bruge en uddannelse til mere. Hun kunne ikke rigtigt se meningen med noget som helst mere, for hun havde ikke kun mistet sin mor den dag, hun havde også mistet sin bedste ven, den eneste hun stolede hundrede procent på. 

"Kira, du skal have noget mad inden du tager afsted, vi kører om en halv time." 

Råbte hendes far fra køkkenet, Kira rystede bare på hovedet, hendes far irriterede hende noget så grusomt, fordi han forsøgte at tage moderens plads. Ingen ville nogensinde kunne erstatte den plads, uanset hvor meget de end forsøgte, og da slet ikke hendes far af alle mennesker. 

"Kom nu Kira!" 

Råbte han, endnu engang nede fra enden af trappen. Kira satte sig op i sengen, og så over på komoden, hun havde endnu ikke fundet noget tøj at tage på, så hun havde vel egentligt lidt travlt. Hun fandt noget tøj, tog det på, og gik ned i køkkenet, hvor hun nippede til et stykke brød med ost. Hun hadede ost, men gad ikke fortælle sin far, at man jo ligesom skulle huske at handle ind, så der var lidt mere at vælge i mellem. 

 

Harry havde endnu engang været oppe længe, og sad allerede klar til at tage i skole, selvom der var noget tid endnu. Han havde love Kiras far, at kører Kira hen til skolen, så hun ikke fór vild. Gad vide om hun stadig var så vred? Han håbede det ikke, men det var vel forståeligt at hun var det, eller hvad? Hun havde jo trods alt lige mistet sin mor, kort efter de var flyttet hertil. 

Harry havde set at Kira kunne være sød, eller i hvert fald venlig. Det havde han jo set, da han havde fundet hende i byen, den dag hun var faret vild. Han havde kørt hende tilbage, og selvom hun ikke sagde ordet undskyld, vidste Harry at hun på en måde gjorde det alligevel, på grund af den måde hun snakkede til ham på. 

"Harry, du skal op? Nåh, ja hvorfor undrer det mig ikke, at du allerede er oppe? Har du overhovedet sovet i nat?" 

Harry nikkede, og sagde at han havde sovet hele natten igennem, men at han var vågnet klokken fem i morges, fordi han ikke længere kunne sove. Harry sad endnu engang ved skrivebordet, men han kunne ligesom dagen før, ikke finde på nogle linjer til sangen. Det undrede ham, han havde åbenbart fået inspiration de andre dage, men af hvilket vidste han ikke. Det var bare som om hans hånd bare skrev linjerne ned, uden at tænke over hvilke ord han skrev ned, eller hvor det kom fra. Det var bare som om det kom ud af den blå luft, præcist som et lyn fra en klar himmel. 

Den eneste der rent faktisk vidste hvor inspirationen kom fra, var Liam. Men han ville hverken sige eller gøre noget, før Harry selv kom og ville snakke om det. For det vidste Liam at Harry ville, når han selv havde fundet ud af, hvorfor han pludselig havde det sådan. For Liam vidste også, at Harry endnu ikke havde nogen anelse om hvad det var der foregik, for han havde indtil nu aldrig prøvet det før. 

"Du må hellere se og komme afsted, du skulle nødig komme for sent i skole, heller ikke Kira, nu det er hendes første skoledag på skolen. Måske du skulle gå lidt sammen med hende, og vise hende skolen, så hun føler sig lidt bedre tilpas det nye sted?" 

Harry nikkede, og sagde at han nok skulle holde øje med hende. Imens han tænkte for sig selv, hvis hun overhovedet lod ham gøre det, hvis hun ikke stadig var vred på ham. Hun var et stort mysterium, Harry anede ikke hvad han havde gjort, eller hvorfor hun var så sur på ham.

"Ja, jeg må hellere komme afsted, jeg skal nok vise hende lidt rundt og sådan." 

Svarede han, tog sin jakke på, og forlod værelset, igen med den underlige følelse i maven. Han vidste ikke hvorfor den kom, den kom bare lige pludselig, og forsvandt som den var kommet. Men alligevel forsvandt den ikke helt, den var der altid og ulmede under overfladen, hvis han så bare vidste hvorfor den følelse blev ved med at komme, kunne han få den stoppet! 

Det var ikke en ubehagelig følelse, det var en vidunderlig følelse, der spredte dejlige vibrationer ud i kroppen, men når man ikke vidste hvad det var, gjorde det en nervøs. For sæt nu der var noget der ikke var som det skulle være, han vidste det ikke, men han fandt vel nok ud af det på et tidspunkt, bare ikke nu. For nu skulle han hente Kira, og så ellers bare i skole, inden koncerten med drengene til aften. Måske Kira havde brug for at komme lidt ud, og ville hænge ud med Harry og drengene backstage?

 

"Er du klar til at tage afsted Kira? Harry kommer nok snart og henter dig." 

Han lagde endnu engang sin ene hånd, på Kiras ene skulder. Hun rystede den endnu engang af, tog sin jakke på, og tasken på skuldrene. Hvorfor skulle hendes far absolut også lige blande Harry ind i det her, som om hun ikke havde det svært nok i forvejen. Hun skulle starte på en ny skole, så hun havde på ingen måde brug for, at alles blikke stirrede på hende, som de ville komme til det, når hun steg ud af Harrys bil. 

Hun havde stillet sig ved havelågen for at vente, havde hun kendt vejen til skolen, havde hun gået. Bare for at slippe for at alle så på hende, og med garanti troede noget helt forkert når de så hende stige ud af Harrys bil. Ikke på vilkår om hun ville have noget med en som ham, en total stjernenykker, til trods for at han ikke virkede sådan, var hun sikker på at det kun var et skuespil, for ikke at virke snobbet. 

"Hej Kira, er du klar til at tage afsted?"

Råbte Harry ovre fra sit hus, da han langt om længe kom ud og selvfølgelig skulle han råbe så alle folk på gaden kunne hører det. Hun nikkede bare og gik over mod ham, vrissen og irriteret, han kunne da bestemt ikke gøre mere for, at folk lagde mærke til dem. 

"Er du klar til at starte på skolen?" 

Spurgte Harry, for at undgå den tavse stemning, den stemning som Kira ellers godt kunne lide, for hvorfor skulle hun snakke med en som Harry? Han var en stjerne, en der var hævet over de normale regler! En som kunne parkere hvor han ville, selvom der stod parkering forbudt! 

"Ja." 

Svarede hun bare surt, og vendte endnu engang blikket ud af vinduet, og sukkede. Hun var slet ikke klar til at starte i skole, hun kendte ingen, ikke andre end Harry, og ham ville hun helst ses så lidt med som overhovedet muligt. Hun havde ikke brug for at trænge unødig opmærksomhed, det ville hun komme til, hvis hun rendte rundt med ham, og alle der så hende, ville vide at det var hende, der så sin mor blive kørt ned, og dø. 

Kira ville ikke kendes som den pige, der var ulykkelig efter sin mors død, hun måtte spille hård så folk ikke så hvordan hun havde det i virkeligheden. Virkeligheden var en hel anden, hun var stadig knust inden i, hun følte det stadig som om hun aldrig nogensinde blev glad igen! Hun manglede virkelig sin mor, og der var ikke gået mere end to uger siden sin mors død. Hvordan ville resten af hendes liv så komme til at se ud? En ung pige, ville altid have brug for sin mor, i nogle tilfælde mere end andre. Hun håbede bare, at hun en dag ville kunne se tilbage på sin mor, med et bredt smil i stedet for med løbende tårer. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...