Better change


1Likes
3Kommentarer
508Visninger
AA

5. Kapitel 5

Kira satte sig over ved sit skrivebord og stirrede på maden, hun var ikke sulten, og havde bestemt ikke lyst til at spise faderens morgenmad. Så hun gav sig til at se ud af vinduet, for at se hvordan alles liv gled videre, hvor hendes eget føltes som om det var gået i stå. Hvordan skulle hun klarer sig nu? Det var altid hendes mor, der havde været der for hende, når hun havde haft det svært, eller når hun var ked af det. Nu var begge dele en realitet, men hun havde ikke den fjerneste anelse om hvordan hun skulle klarer sig igennem alt det her, uden sin mor.

Hun så op mod himmelen, og hviskede til sin mor. Hun havde aldrig troet på gud, og gjorde det bestemt heller ikke nu, men hun var sikker på at selvom hendes mor var død, kunne hun enten se eller hører Kira, eller måske begge dele. 

"Hvad skal jeg gøre mor? Uden dig ved jeg ingenting. Det er fars skyld det hele, havde han ikke overtalt dig til at flytte hertil, var alt det her ikke sket for os. Vi kunne have været sammen, og glade som vi altid har været det, men det kan vi ikke nu. Jeg har brug for dig, mere end noget som helst andet, det skulle ikke have været dig der lå under den bil, men mig." 

Kira rejste sig igen, og satte sig over på sengen med dynen trukket godt ned over sig, og tæt ind til væggen for at få en anelse tryghed. Hun mærkede hvordan kulden fra væggen stak igennem dynen, som skarpe knive skar igennem brød og kød, men hun var ligeglad, måske kulden kunne hjælpe hende med at finde ud af hvad hun skulle gøre, hvordan hun skulle komme videre i livet uden sin mor. 

 

"Skal du over til Kira igen senere? " 

Spurgte Harrys mor, da han trådte ind i stuen. Han rystede bare på hovedet, og sagde at han nok skulle ned til Liam, så de kunne øve på aftenens koncert. Han ville heller ikke overfor sin mor fortælle Kiras hårde ord, for det kom ikke andre end Kira og ham selv ved. Uanset hvordan man var mod Harry, var han loyal, med mindre han var vidner til noget ulovligt. Det hverken kunne, eller ville han tie stille med, men det var endnu ikke sket, heldigvis. 

"Er der noget galt? Du virker pludselig så mut? " 

Harry rystede på hovedet, og forklarede at han bare var træt, og ville gå op for at lægge sig inden han skulle hjem til Liam. Hans mor nikkede bare, og satte sig forvirret ned i sofaen igen, og lod som om hun så tv, som hun havde gjort det inden Harry var kommet ind til hende.

Harry satte sig endnu engang hen til skrivebordet, for at skrive videre på sangen, men kunne ikke komme på mere end to linjer, som de to forgangne dage. Denne gang kom sætningerne til at lyde således: You slammed the door, when I stood outside. But honey, all you have to do, is to knock on my door and i´ll be ready to help you again my love. Han stirrede længe på papiret, med de nu seks linjer. De hang ikke sammen, men når han fik linjer nok, skulle han bare sætte dem sammen, så de rent faktisk kom til at passe sammen, og lyde godt. Men det så ud til, at der endnu ville gå noget tid, før det ville blive aktuelt. 

Han vendte blikket mod gaden, og så hvordan folk stressede frem og tilbage, sikkert fordi det var ved at være jul, og folk endnu ikke vidste hvad de skulle give deres kære i julegaver. Harry havde købt sine, men alligevel føltes det som om der var noget der manglede, hvad det var, kunne han ikke sætte ord på, måske det bare var noget han forestillede sig. 

Han lagde sig over i sengen, med ansigtet mod væggen. Den var ligeså tom som han følte sig, han så længe på den, og tænkte over hvad han måske kunne gøre for at hjælpe Kira, men kunne ikke komme på noget. Hvis hun ikke ville have hans hjælp, så fint! Så skulle hun blive fri for den, denne gang måtte hun komme til ham, han ville ikke gøre sig selv mere til grin overfor hende endnu engang! 

 

"Kira, der er telefon til dig." 

Kira slog øjnene op, og så ind i sin fars øjne. Hun rystede bare på hovedet, som tegn på at hun ikke ville tale med nogen. Han nikkede bare, og forlod værelset. Endnu engang hørte Kira hvordan han talte om hende, om at han var bekymret for hende, fordi hun hverken ville tale med ham, eller sin nye ven. Så blev der stille et stykke tid, sikkert fordi den han snakkede med svarede ham. 

"Ja, måske har du ret. Jeg håber bare at hun snart vil lukke op, og lade mig, eller Harry hjælpe hende. Jeg er ligeglad hvem, det bekymrer mig bare, at hun allerede lukker sig sådan inde. Når hun gør det allerede nu, hvordan vil det så ikke se ud om en uge, eller en måned." 

Kira så vredt ind på væggen igen, han var bekymret påstod han, jamen det kunne han have undgået, hvis ikke han havde tvunget dem alle tre tværs over landet! Nu måtte han bare smage hvordan det føltes, at være ensom! Hun havde ikke ondt af ham, på nogen måde. Den eneste hun havde ondt af, var sig selv og sin mor. Det var de to der endnu engang måtte lide under faderens beslutninger, det var ikke første gang, og det var sikkert heller ikke sidste gang at han tog åndsvage beslutninger der ville gå ud over alle omkring ham. 

Det var sket en gang før, da han havde sagt sit job op, fordi han ikke kunne enes med chefen. Dengang havde Kiras forældre været utroligt tæt på, at gå hver til sit, men far bed sin stædighed i sig, og tog imod tilbuddet om en lidt lavere stilling, hvor han så endnu engang måtte arbejde sig op til samme stilling, som den han lige havde sagt op. Det var det eller familien. 

Måske havde alt set anderledes ud, været bedre, hvis han havde valgt at beholde sin stædighed, i stedet for familien? Måske havde Kira og hendes mor ikke haft så mange skænderier som de havde, når Kiras far var i nærheden. Det var som om han skulle skabe splid imellem dem, fordi han følte sig udenfor, men det var selvforskyldt, det var ham selv der prioriterede jobbet højere end sin familie, ikke Kira og hendes mor. 

Nu havde Kira kun sin far, en idiot hun på alle måder godt ville kunne undværer, for alt var hans skyld! Hun tog sig selv i den vanvittige tanke, at ønske at det havde været ham, i stedet for hendes mor, der havde ligget under den bil, og nu var død. Det var måske uretfærdigt, men Kira var ligeglad, hun følte intet andet end had for sin far, han kunne ikke gøre noget som helst rigtigt, men han forsøgte nu heller ikke så ihærdigt som han burde. Måske han altid havde været ligeglad med sin familie, men bare var blevet hos den, for ikke at tabe ansigt overfor familie og venner? Kira vidste det ikke, men tanken havde efterhånden strejfet hende en del gange. Endnu en ting der var urimelig overfor hendes far, men også endnu en ting Kira var ligeglad med! 

 

"Harry, klokken er ved at være mange, skulle du ikke over til Liam? "

Harry vendte blikket om mod døren, hvori hans mor stod, og så undrende på ham. Han nikkede, satte sig op, og så på uret der stod på det lille sorte natbord.

"Jo, jeg må være faldet i søvn." 

Svarede han og gabte, men han havde ikke sovet overhovedet, han havde tænkt over en hel masse følelser han ikke kunne genkende at have haft før, men hvad de var, og hvorfor de pludselig var kommet, vidste han ikke. 

"Jeg skal bare lige ordne håret igen, det ser sikkert herrens ud, så smutter jeg." 

Han mor nikkede bare, men blev stående et øjeblik hvor hun bare så på sin søn, hun vidste at det ikke var hele sandheden, men hun vidste også, at hvis han ikkevar klar til at snakke om det endnu, gjorde han det heller ikke. Men hun var alligevel en anelse bekymret, for det var første gang han opførte sig som han gjorde nu. Han virkede mere stille end sædvanligt, og som om han var forvirret over et eller andet. Hun kunne ikke gøre så meget andet, end at håbe at han kom til hende som han plejede, når han var klar til at tale om det. 

"Hvad?" 

Spurgte han, og så undrende på sin mor, som ikke havde rykket sig det mindste.

"Ikke noget." 

Svarede hun bare med et smil, inden hun igen forlod hans værelse. Hun havde forsøgt om hun kunne læse sig til, hvad det var der generede ham, men det kunne hun ikke, han var som en lukket bog, hvilket han ellers aldrig havde været før. 

Han skyndte sig at ordne håret, og gik så ned til bilen, efter at have sagt farvel til sin mor, der stadig var bekymret for ham. 

 

Kira satte sig endnu engang op i sengen, hun måtte vel hellere stå op. Klokken var langt over middag, og indtil videre havde hun bare ligget i sengen. Men hvad skulle hun ellers gøre? Det var den eneste måde hun følte, at tiden var gået i stå på. 

Hun så ned på folk der rendte rundt nede på gaden, hvordan kunne de det? Hvordan kunne de gå og lade som om der ikke var sket noget som helst? Hendes mor var dræbt i en fatal ulykke, og alligevel fortsatte verdenen bare udenfor hendes vindue, som om intet unormalt var hændt. 

Hun satte sig hen ved skrivebordet, og så ned på det, hun havde ikke lyst til at se hvordan verdenen gled videre udenfor, hvordan alt virkede normalt, når det på ingen måde var det. Hun hadede alt og alle, fordi at de ikke sørgede som hun gjorde over sin mors død! 

Det bankede stille på døren, og ind trådte hendes far. Hun fastholdt bare blikket på skrivebordet, og lod som om hun ikke havde set, eller hørt at hendes far stod ved siden af ham. Hun ville ikke tale med ham, hvorfor skulle hun det?

"Du har ikke rørt morgenmaden? Jeg ved godt at det er hårdt, og ser håbløst ud lige nu, men du bliver nød til at spise noget." 

Han satte en tallerken med Kiras yndlingmad foran hende, i håb om at hun så ville spise lidt, men det havde hun ikke i sinde at gøre. Troede han virkelig, at hun ville tale med ham, hvis han kom med hendes yndlings ret? Som om det gjorde noget som helst bedre! 

Han rejste sig for at gå igen, men inden da, lagde han hånden på Kiras ene skulder. Kira trak bare vredt skulderen til sig, og lod sin far forstå at hun på ingen måde ville tale med ham. Det var hans skyld det hele, og det skulle han bøde for nu, ved at føle sig ligeså ensom som hun selv følte sig nu, hvor hun ikke havde sin mor mere.

Han forlod værelset, og tilbage sad en ensom og forvirret Kira, der ikke ønskede andet, end at hendes mor var der, uden hende ville intet nogensinde blive det samme igen. Kira lagde sig hen i sengen igen, hun kunne ikke overskue at stå op, verden udenfor måtte vente, lige nu handlede det om at få smerten mindsket. 

 

"Er der noget galt Harry, du virker lidt fraværende?" 

Zayn så undrende på Harry, det var som om Harry ikke rigtigt var til stede, som om han befandt sig et sted langt væk herfra. Det var ikke så langt væk Harrys tanker befandt sig, men han vidste bare ikke, at det var der de var, han vidste ikke hvorfor han tænkte og følte som han gjorde, for han havde aldrig haft denne følelse før, så han vidste ikke hvad det var.

"Nej? Undskyld, jeg er bare ikke helt vågen i dag." 

Svarede han, og stak drengene et smil, og et løfte om at han nok skulle tage sig sammen, og være mere med i samtalen. Drengene nikkede bare, alle vidste at det ikke var fordi Harry var træt, der var et eller andet der ikke stemte som det skulle, men hvad det var, kunne ingen af dem sætte en finger på og sige. 

Harry anede ikke hvad drengene havde siddet og talt om, så han satte sig til at lytte, men endnu engang gled tankerne hen på den underlige følelse han pludselig havde. Hvorfor havde han det sådan, og hvad var det? Det var en underlig kildrende fornemmelse i maven, som om tusindevis af små dyr fløj forvirret rundt. Men han havde ingen anelse om hvad det var, for han havde som sagt aldrig følt sådan før. 

"Måske du bare skulle tage hjem og få sovet Harry, du ser ret træt ud. "

Sagde Liam, og sendte Harry et venligt smil. Liam havde en lille anelse om hvad det var der var galt, for det var opstået pludseligt, men han sagde ikke noget, for det var tydeligt at det endnu ikke var gået op for Harry selv. 

"Ja måske, jeg skal nok være mere klar i morgen."

Svarede han en anelse fraværende, og sendte drengene et kort smil inden han forlod rummet for at gå ud til bilen, men han havde ingen tanker om at tage hjem, så ville hans mor bare blive endnu mere bekymret for ham, og ende med at stille spørgsmål, som ikke engang han selv kunne svarer på. 

Han besluttede sig for at tage ned i centeret, for at få en kop kakao som han ind i mellem gjorde, når han havde ting at tænke over, eller når han bare havde lyst til en kop varm kakao. Måske det ville kunne klarer ham lidt op, han havde vel lov til at håbe. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...