Better change


1Likes
3Kommentarer
509Visninger
AA

4. Kapitel 4

Harry var først gået sent hjem, ovre fra Kiras hus, fordi hun ikke kunne falde i søvn, på grund af filmen der blev ved med at kører for hendes indre. Hun havde brug for en ven, og han var vant til at være oppe til langt ud på natten, når han og drengene spillede koncerter rundt om i landet. 

"Hvordan gik det derovre?" 

Spurgte hans mor, da han trådte ind af gangdøren, hun havde siddet oppe og ventet på at han kom tilbage, mest fordi hun ikke kunne sove, men også for at kunne varme noget mad til ham.  

"Det gik vel som man kunne forvente, hun brød sammen så snart jeg satte mig ved hende, ude ved træet bagerst i haven. Hun sagde egentligt ikke så meget, hun sad bare og stirrede mens jeg holdt om hende. " 

Hans mor så sigende på ham, men han rystede bare på hovedet, for det var slet ikke sådan det skulle forstås. Kira havde haft brug for en ven, og han var der, som han altid var når nogen havde brug for en ven. 

"Hvis det er sådan du vil tolke, så held og lykke med det, for hun havde bare brug for en ven. "

Moderen smilede, og sagde at hun bare havde drillet ham en anelse, at hun godt vidste at han som altid bare var der for andre, når de havde brug for en at støtte sig til. 

"Jeg går op på værelset, jeg skal skrive videre på den sang der. "

Igen nikkede moderen, og sagde at hun nok skulle komme op med noget mad til ham, så han i det mindste fik sig et måltid mad, der var lidt mere nærende end det, han og drengene nok havde indtaget hjemme hos Liam. 

Endnu engang satte Harry sig hen foran skrivebordet, for at skrive på sin sang, men også denne gang, kunne han ikke finde på mere end et par linjer. Et par linjer der kom som et lyn fra en klar himmel, som om han havde tænkt på det i flere år, men bare ikke havde vidst hvilken melodi og sang han kunne putte dem i. 

Dagens linjer kom til at lyde sådan: Whenever you need a friend, i´ll be there. I will be your shoulder, and I will be there for you for ever my love. Han syntes selv at det lød godt med den melodi han indtil videre havde skrevet, men det irriterede ham grænseløst at han ikke kunne komme med mere end et par linjer af gangen. Men der var et eller andet der stoppede ham i at skrive mere, men hvad det var kunne han ikke sige, det var nok det der irriterede ham mest, for drengene ventede på flere sange fra ham. De lavede alle sammen sange, men her på det sidste, havde Harry ganske enkelt ikke kunne finde på nogle, eller det kunne han godt, men ikke nogen der ville kunne blive til noget godt. Nu var han i det mindste begyndt at kunne finde på et par linjer om dagen, så lidt positivt kunne han da se på det.

"Her har du lidt mad og drikke, bliv nu ikke for længe oppe, du har brug for søvnen. " 

Harry nikkede, og lovede at han nok snart skulle gå i seng. Men da han havde spist, satte han sig over i sengen og tog høretelefoner på, og satte sig til at hører musik, i håbet om at blive træt. Det havde ikke den ønskede virkning, for hans tanker kørte i ring omkring Kira. Han vidste at hun mere end noget andet, ville have brug for venner og veninder nu, men hvordan kunne han selv hjælpe hende? 

 

I mellemtiden, lå Kira og sov oppe på værelset, uvidende om at Harry var gået hjem til sig selv igen, og næsten uvidende om, at han havde været til stede. Hun følte intet andet end en enorm tomhed, som hun vidste aldrig ville forsvinde helt, måske den ville blive mindre, men den ville aldrig kunne forsvinde helt. For hvordan skulle hun nogensinde kunne glemme sin mor? Hende der havde født hende, og givet hende livet, og som havde været der for hende i alle de svære stunder? Hun havde jo praktisk talt været enlig mor, fordi Kiras far altid var på arbejde, og sjældent var hjemme af samme grund. 

Hun havde på ingen måde en rolig nat, for filmen kørte rundt i drømmene igen og igen, med hvordan hun så sin mors tomme blik, og hørte de sidste ord. Det skulle have været hende, og ikke hendes mor der var død i den ulykke, for hvem havde Kira nu at gå til med sine problemer? Det var også hendes fars skyld, det var ham der havde overtalt hendes mor til at flytte! Havde han ikke gjort det, havde hun stadig været i live, og sammen ville de have det ligeså godt som de altid havde haft det. Måske ikke med så mange penge, som de ville få nu, men hvad kunne penge gøre, når man lige havde mistet en man inderligt elskede, og havde svært ved at undvære? 

Igennem nattens løb, opbyggede Kira et had til byen og alt hvad der var i den, men allermest til sin far. For det var udelukkende hans skyld, at de var flyttet dertil! Lige nu var Kira ligeglad med ikke at kende nogen i byen, og det at have mistet sine venner fordi hun skulle flytte, det eneste der betød noget for hende nu, var at hun aldrig ville få sin mor at se igen. Det sidste år som "barn", det vigtigste år, måtte hun klarer sig selv. 

Kira havde ingen andre end sig selv, for hvem skulle hun tale med ud over sin far? Ham ville hun på ingen måde tale med, hvorfor skulle hun? Hun havde ikke brug for ham, eller for nogen som helst andre end sin mor, og når hun ikke kunne have hende hos sig, hvorfor skulle hun så have nogen som helst hos sig?

 

"Kira? Jeg har lavet lidt mad til dig. "

Sagde hendes far lavt, og gik hen imod skrivebordet, hvor han satte bakken med mad. Præcist som hendes mor altid havde gjort det, og med nøjagtigt samme ord! Hvorfor skulle han forsøge at overtage hendes rolle? Den var der ingen andre end hende selv der kunne spille, og da mindst af alle ham! Han kendte hende jo stort set ikke mere, fordi han aldrig var hjemme, så han skulle slet ikke prøve på at overtage hendes mors rolle, til det var han alt for elendig og dum. Ja tilmed uvidende! 

"Du bliver nød til at spise noget. " 

Sagde han stille, og satte sig på sengen ved siden af hende. Men Kira vendte bare ryggen mod ham, og så ind i væggen. Efter nogen tid, rejste hendes far sig, og forlod værelset. Da hun var sikker på at han var gået, satte hun sig op i sengen, og stirrede olmt på bakken med mad, der stadig stod på skrivebordet. Men hun ville ikke have noget af hans mad, hun ville slet ikke have noget med ham at gøre! 

Det bankede stille på døren, og uden at vente på svar, trådte Harry ind på hendes værelse. Hun var ligeglad med at hun stadig havde tøjet fra i går på, for hvad var meningen egentlig med at gøre noget ud af sig selv, når man alligevel endte som jord og muld?

"Hvordan går?" 

Kira så bare op på ham, og spurgte spydigt om han skulle spørge fra hendes far, og om det ikke var ham der havde tilkaldt Harry, både nu og i går? 

"Nej, jeg spørger fordi jeg selv gerne vil vide det. Og jo, din far tilkaldte mig i går, fordi han var bekymret for dig, og tænkte at jeg måske havde mere held med at hjælpe dig igennem alt det her."

Kira rystede bare på hovedet af ham, hun troede ikke på ham, for hvorfor skulle en sangstjerne som ham, dog interessere sig for en ganske almindelig, og kedelig pige som hende når han kunne få en eller anden åndsvag model der sultede sig selv, bare for at kunne få gode jobs? 

Hun sagde ikke et ord mere, og lod som om Harry slet ikke var der. Han havde absolut ingenting at gøre her i huset! Kira havde ikke brug for at alle hans fornemme venner fik at vide, præcist hvordan hun havde det, eller om hvad der var sket, selvom det nok allerede stod i mange af landets aviser. 

Hvad med familien derhjemme? Fik de det at vide igennem en eller anden dum avis, der ikke kunne holde snotten for sig selv, og så en tragisk dødsulykke som fantastisk læsestof? 

"Jeg vil kun hjælpe dig Kira, men hvis du ikke snakker med mig, bliver det svært for mig."

Sagde Harry pludselig stille, fordi han ikke ville lyde hård eller sårer hende endnu mere end hun var lige nu. Men Kira fik den modsatte reaktion, hun blev ikke ked af den måde han sagde det på, eller det han sagde. Hun blev rasende! For hvorfor fanden skulle en som ham, pludselig lade som om han ville være venner med en ganske almindelig veninde, når han med garanti kun ville bruge hende som et emne til medierne, og så bare droppe al kontakt med hende, når medierne ikke længere var interesseret i hende, og moderens frygtelige skæbne?

"Hvad fanden bilder du dig ind? At komme her og lade som om du vil være min ven? Jeg skal ikke være et eller andet medie emne, hvor jeg bliver fremstillet som en svag og stakkels tøs der har mistet sin mor, blot for at du kan ligne en helt og rigtig ven!"

Harry så forbløffet på Kira, al mens hun lukkede vreden ud mod ham. Han vidste inderst inde godt, at vreden ikke var rettet mod ham direkte, men at han bare var blevet en form for syndebuk, fordi hun ikke vidste hvordan hun ellers skulle udtrykke sine følelser.

"Jeg vil ikke bruge dig som noget som helst, jeg regnede bare med at du havde brug for en ven, og ville være der for dig. Men hvis du vil have at jeg går, så gør jeg det."

Svarede han forvirret og en anelse såret, han havde aldrig tænkt på at ville udstille hende i medierne, for han vidste hvordan de var, de sp ting og sager, og dragende deres egne konklusioner ud fra det, ligeglad med hvad det måtte skabe af konsekvenser for den de skrev om, og ligeglad med at de kunne ødelægge end hel del, fordi de spredte rygter og løgne, bare for at have noget at skrive om, og for ikke at miste sit job.

Kira nikkede bare og så vredt på ham, afventende. Harry nikkede bare, som tegn på at han havde forstået budskabet, men han ville ikke lade hende vide, at hendes ord faktisk havde ramt ham hårdt.

"Du ved hvor jeg bor, hvis du nu skulle skifte mening, eller bare har brug for en at tale med."

Sagde han kort, inden han rejste sig fra sengen, og forlod værelset. Kira fik en anelse ondt af ham, det havde ikke været hendes mening, at lade vreden over sin far, gå ud over Harry. Så hun rejste sig langsomt fra sengen, og ville gå ned efter ham, inden han gik ud af huset igen. Hun ville undskylde overfor ham, lige indtil hun hørte ham tale med hendes far.

"Fik du talt med hende?"

Hun vidste det! Det var hendes far der havde sendt bud efter Harry endnu engang, det var ikke Harry selv der var kommet, som han ellers havde sagt at det var, for mindre end fem minutter siden!

Hun blev ikke stående i døren længe nok til at høre hvad de mere talte om omkring hende, for hun smækkede døren i, og løb hen og smeds sig grædende på sengen. Hvad skulle hun nu gøre? Hun var helt alene nu, alle var imod hende.

 

Harry stod og snakkede lidt med Kiras far, men undlod at fortælle ham hvordan hun havde været. Der var ingen grund til at skabe problemer for hende, hun havde det hårdt nok i forvejen. Men på vej over til sig selv igen, kunne han alligevel ikke lade være med at tænke over, om det faktisk var ham hun havde noget imod, eller om det bare var sorgen over sin mors død, der fik hende til at reagere så voldsomt. Han frygtede det første, men håbede på det sidste.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...