Better change


1Likes
3Kommentarer
513Visninger
AA

3. Kapitel 3

Kira slog langsomt øjnene op, hun havde ikke den fjerneste lyst til at vågne, for hun havde sovet så godt, og drømt så sødt, som hun ikke havde gjort det i flere måneder efterhånden. Hun satte sig op i sengen, da hun hørte en stille banken på døren, og sagde et søvnigt kom ind. 

"Jeg kommer bare for at spørge, om du vil med din far og mig ind til byen? Vi skal have købt nogle forskellige ting, og måske kunne vi to finde en god tøj butik, og gøre dig helt skoleklar? " 

Kira nikkede og gav sin mor et oprigtigt smil, efter i går, var Kira kommet i tanke om, hvor meget hendes forældre betød for hende, og hvor meget hun stadig havde brug for dem. Det havde ikke været hendes oprindelige mening at være så led og grov mod dem, men det havde bare såret hende så voldsomt, da hun fik at vide at hun skulle forlade sine venner, og sin lille familie, fordi de skulle flytte tværs igennem landet. 

Måske havde Harry haft ret, måske gjorde de virkelig alt dette, fordi de mente at det var det bedste for hende. Måske var det i sandheden hende selv, der havde været selvoptaget og egoistisk og udelukkende tænkt på sig selv. For hvorfor skulle hendes far ellers tage i mod et job så langt væk, bare fordi det gav mange penge? Hvis det ikke var for at tilbyde sin lille familie, et bedre liv end det de allerede havde. Alt dette havde Kira været for såret, til at kunne se, og aldrig i sit liv før, havde hun skammet sig så voldsomt som nu, hun havde været en dum og uvidende møgunge, og hvor måtte hun have såret sine forældre inderligt. Så det mindste hun kunne gøre nu, var at tage med ned i byen, og få en hyggelig dag ud af det med sine forældre.

"Det vil jeg gerne, jeg skal bare lige gøre mig klar og sådan. " 

Forklarede hun, mens hun langsomt fik rettet sig helt op i sengen, og kunne se ordenligt på sin mor.

"Jeg stiller din morgenmad på skrivebordet som jeg plejer, vi kører lige så snart du er klar. " 

Svarede hendes mor lettet over at Kira ikke virkede sur i dag, og glad for at hun langt om længe ville tilbringe tid med sine forældre igen. Hendes mor forlod værelset igen, og lod Kira gøre sig klar. 

Kira rejste sig fra sengen, og tog tøjet på, inden hun satte sig hen ved skrivebordet, til den dejlige morgenmad hendes mor endnu engang havde tilberedt til hende. Så satte hun sig ned, og gik igang med at spise den velduftende mad. Hun tog sig selv i, en enkelt gang at se over mod Harrys hus, for at se om hun eventuelt kunne få øje på ham, men hun kunne ikke se noget som helst. Det kunne i og for sig også være ligemeget, for hun skyldte ham ikke noget, han havde været venlig og havde hjulpet hende dagen før, men det var også det hele, han skulle ikke tro at bare fordi han havde hjulpet hende, at de så straks blev bedstevenner. 

Han var trods alt stadig en berømthed, han havde stadig en af de statusser, som Kira hadede allermest, berømmelse! For med berømmelse, fulgte for det meste også en arrogance, og en fornemhed så slem, at dem der nu var berømte, mente de var højt hævet over alle andre. Men måske var Harry ikke sådan, hun vidste det endnu ikke, det ville kun tiden kunne vise hende. 

Hun fik hurtigt spist maden, og var igang med at sætte sit hår, da hendes far råbte fra for enden af trappen, om hun ikke snart var færdig.

"Jo, jeg kommer nu!" 

Råbte hun tilbage, og viklede elastikken rundt om håret endnu engang, for at være sikker på at den blev siddende, og så løb hun ellers ud af værelset, og ned af trappen hvor hendes forældre stod og ventede på hende. Sammen gik de ud til bilen, og kørte mod byen, der stadig stod som et skræmmende billede for Kira, fordi det var dernede et sted hun var faret vild. Men heldigvis for hende, var Harry kommet forbi, men det undrede hende dog alligevel, at han bare lige pludselig var der? 

 

Harry havde efterhånden været oppe i nogen tid, fordi han ikke havde kunnet sove, så han havde sat sig hen til sit skrivebord, og var begyndt at skrive en tekst til en sang. Men af en eller anden grund sad han fast efter kun få linjer, i stedet kunne han komme med en hel melodi som han sad og spillede om og om igen på klaveret, og skrev noder ned dertil. Men hvor melodien kom fra, vidste han ikke, den lød på en og samme tid, trist men også munter. 

Hans værelse var lydtæt, så hans forældre kunne kun meget svagt hører når han sad og skrev på en melodi. De havde fået lavet det sådan, fordi de var ved at blive vanvittige af de gange hvor Harry ikke kunne sove, fordi så begyndte han altid at komponere nye sange til bandet, også selvom det var midt om natten. For som Harry sagde, hvis han ikke satte sig til at spille melodierne, ville han have glemt dem om morgenen, så det var bare med at få dem skrevet ned, mens han endnu kunne huske tonerne, det resulterede bare i at han tit og ofte kom meget træt i skole, men selvom han var træt, kunne man hverken se eller hører det på ham, fordi han altid var glad uanset hvad der skete. 

Han så over mod Kiras hus, fordi han havde fanget bevægelse ud af øjenkrogen, så hans blik havde automatisk drejet derover mod vinduet, hvor bevægelsen var kommet fra. Han vidste godt hvem der boede der bag gardinet, og tog sig selv i at sidde og se på hende imens hun spiste, hvad der sikkert var hendes morgenmad. Han smilede let for sig selv, altså var hun ikke en der stod tidligt op i weekenden og ferierne, men en der sagtens kunne sove til det engang blev middag, præcist som ham selv. Han blev trukket ud af tankerne om hvad for en pige Kira mon var, da hans mobil gav sig til at ringe. Det var Liam, hvilket faktisk var underligt på denne tid af dagen, for han vågnede som regel ikke før klokken var et om eftermiddagen. 

"Det er Harry? " 

Spurgte han undrende, nervøs for at der måske var noget galt, det var der dog heldigvis ikke, så Harry kunne hurtigt slappe af igen.

"Hey Harry, jeg tænkte på om du ikke kunne komme forbi nu her, så vi kunne få snakket om overraskelses festen for Louis? Niall og Zayn er på vej herover, så det er faktisk kun dig vi mangler, hvis du altså ikke skal noget andet?" 

Harry nikkede, og kom hurtigt i tanke om, at det kunne Liam jo ikke se igennem røret, så han sagde hurtigt at han nok skulle komme, han skulle bare lige ordne håret, så kørte han. Liam forklarede at det var den perfekte dag til at tale om Louis´ overraskelses fest, fordi han skulle besøge sine bedsteforældre, og derfor ikke lige pludselig ville komme rendende hjemme hos Liam, som han ellers gjorde. 

"Ja, jeg skal nok skynde mig. " 

Svarede Harry, og drengene sagde farvel til hinanden så Harry kunne gøre sig klar, og komme afsted. På vej ud til bilen, drejede han lige forbi køkkenet, for at snuppe en bolle, fordi han endnu ikke havde fået morgenmad, fordi han havde haft så travlt med at få skrevet noder ned, og tænkt på en god tekst dertil. Det var stadig ikke lykkedes ham, at komme videre end de enkelte linjer han havde fået skrevet ned, men det plejede at komme til ham, som et lyn fra en klar himmel, så det gjorde det også denne gang. 

"Skal du være sammen med drengene? " 

Spurgte hans mor inde fra stuen, da han havde åbnet gangdøren. Han nikkede bare, og sagde at de skulle snakke om overraskelses festen for Louis, fordi han ikke kunne komme forbi i dag, så de ville kunne gøre det uden forstyrrelser. Han mor nikkede bare, og mindede ham om at han ikke skulle komme for sent hjem, til trods for at det var lørdag. 

"Jeg vil jo så gerne være sammen med dig ind i mellem Harry, og det er så sjældent at du har tid." 

Harry nikkede, og lovede at han nok skulle komme hjem i god tid, til at de kunne nå og have en familie aften, Harry, hans mor og hans papfar, der endnu ikke var kommet hjem fra natarbejdet. 

"Vi ses mor, jeg skriver når jeg kører fra Liam, for at høre om der er noget jeg skal have med hjem." 

Hans mor nikkede bare, og sagde at han skulle hilse de andre fra hende, og at hvis han ville, kunne han da tage lidt småkager med derned. 

"Nej, det er fint nok mor, det gør jeg bare næste gang, for jeg lovede Liam at skynde mig. " 

Men sandheden var måske lidt anderledes, for han havde set Kira og hendes familie gå ud til bilen, så måske de ville få øje på ham, og måske komme over og snakke lidt med ham. Han vidste ikke, at det ikke var hele familien han ville snakke med, men en bestemt af de tre.

Han lukkede gangdøren efter sig, og gik over mod bilen. Han så kort over mod Kiras hus, og så at hendes familie havde set ham, men at de bare hilste venligt på ham, inden de alle tre steg ind i bilen. Alle bortset fra Kira, der ikke så til hans side, hvorfor vidste han ikke, måske hun stadig var sur på sine forældre eller noget? 

 

"Der skulle være en lille café hernede omkring, hvad siger i til at det bliver vores mødested? Så går mig og Kira ned og ser på byens tøjbutikker. " 

Kiras far nikkede, og så gik de hver til sit. Kira med sin mor, og hendes far for sig selv, fordi han havde nogle kedelige ting som han skulle ordne, ikke noget for to unge piger, som hendes mor leende sagde. Kira havde altid elsket sin mors latter, fordi den var så blid og venlig. 

Men denne dag, skulle vise sig, at ændre Kiras liv for altid. Det ville blive en dag hun aldrig ville glemme igen, hun ville altid kunne huske det frygtelige syn. 

 

Harry var nået hjem til Liam, og havde sat sig godt til rette, så de kunne begynde at snakke om hvad der skulle være til overraskelses festen for Louis. Det var snart jul, og dermed også snart Louis´ fødselsdag, og det skulle fejres, da han denne gang fyldte tyve, ville det ikke være nok  med en ganske almindelig lille fest, som de plejede at holde for ham. Så de fire andre drenge fra bandet, havde besluttet, at de i år ville overraske ham med en fest for alle han venner, både med dem han så ofte, men også med dem han ikke havde set længe efterhånden.

Det var Niall der var kommet på den geniale idé at holde festen, og at den helt sikker skulle holdes på et diskotek, hvor en af dem skulle lokke Louis hen. Men eftersom at Louis havde fødsesdag juledag, kunne det ikke blive på hans rigtige fødselsdag, men et par dage før kunne det da blive, så tiden var ved at være knap, de havde ikke mere end lidt over en måned til at få styr på det hele, og til at invitere alle gæsterne. 

Timerne gik, og drengene havde efterhånden fået styr på hvem der skulle stå for hvad, så Harry besluttede sig for at tage hjem igen, så hans mor ikke blev alt for skuffet, klokken var trods alt allerede blevet fire om eftermiddagen, så han måtte nok lige forbi en butik, og købe en æske chokolade til hende, som undskyldning. 

 

"Er det dig Harry? " 

Harry råbte tilbage, at det var det, og gik ind til sin mor i stuen, hvor hun sad og så tv. 

"Undskyld at klokken alligevel blev så meget, men tiden rendte fra os, så jeg har købt denne her til dig. " 

Sagde han og gik hen foran hende, for at række hende æsken med chokolade. Men stoppede i bevægelsen, da han så hendes udtryk i ansigtet.

"Er der noget galt mor?" 

Spurgte han, og satte sig ved siden af hende, mens han lagde chokoladen på sofabordet, og afventede sin mors svar.

"Kiras far har lige været herovre, de var nede i byen i dag, alle tre." 

Harry nikkede, og sagde at han godt havde set at de var taget afsted, men hvordan det kunne give hende det udtryk i ansigtet, hun lignede jo en der havde set et spøgelse. 

"Det kan det på grund af det han kom for at sige til mig, Kira og hendes mor var gået for sig selv, for at se på noget tøj til Kira, så hun var klar til at starte på sin nye skole. Men på vejen derhen, var der en bil der ikke holdt tilbage som den ellers skulle, og kørte ind i Kiras mor. "

Harry blev ligeså bleg i hovedet som sin mor, og spurgte om hun var kommet noget alvorligt til, og om der var sket noget med Kira? 

"Kira har det nogenlunde, men hendes mor blev ramt så hårdt af bilen, at hun ikke kunne overleve kvæstelserne, hun døde i ambulancen på vejen ind til sygehuset, med Kira siddende på forsædet i ambulancen. " 

Harry blev endnu mere bleg, og straks fløj hans tanker over på Kira, og hvordan hun mon havde det nu. Han vidste at hvis der skete hans mor noget lignende, ville han ikke kunne holde sammen på sig selv.

"Tror du at jeg skal gå derover? Og se hvordan Kira har det, og om jeg kan hjælpe hende med noget?" 

Spurgte Harry, og mærkede hvordan han følte med Kira. 

"Hendes far spurgte faktisk om jeg ikke ville spørge dig, for hun sidder bare nede i den bagerste ende af haven, uden jakke eller noget, og vil hverken rører sig ud af flækken, eller svarer ham når han taler til hende. Så måske du kunne hjælpe hende, med at tale med hende?" 

Harry nikkede, og sagde at han i hvert fald ville forsøge at snakke med hende, og om ikke andet, få hende ind i varmen. For udenfor var frostgraderne ved at være høje, og mørket trængte sig voldsomt på efterhånden. 

Han gik ud og tog sin jakke på, for at gå derover. Men hvad skulle han sige? Hvad skulle han gøre? Han havde gudskelov ikke oplevet noget som dette, og håbede for guds skyld, at han aldrig kom til det. Men han vidste at det på ingen måde kunne være nemt for Kira, og at tiden fremover sikkert heller ikke ville blive nem for hende og hendes far. 

Det var som ventet hendes far der åbnede døren, og lukkede Harry ind. Han viste Harry om til haven, og pegede på Kira der sad under et træ for enden af haven med ryggen mod Harry, og sin far. 

"Det gør mig virkelig ondt, jeg skal se om jeg ikke kan få hende indenfor. " 

Kiras far nikkede bare med et svagt smil, som for at sige tak, men det var tydeligt, og forståeligt at smilet ikke nåede op til øjnene, der var rødsprængte, sikkert af at græde, hvilket også var forståeligt, når han lige havde mistet sin kone, og sit barns mor. 

 

Kira var løbet om bag i haven, da hendes far havde parkeret i indkørslen. Hendes far havde været der et par gange siden, for at give hende et tæppe eller noget, men hun skubbede det bare væk hver gang, og svarede ham ikke, når han forsøgte at snakke til hende. Men græde, det kunne hun ikke, lige meget hvor meget hun end ville det. Det var som om der var noget der sad og satte en stopper for tårerne, inden de nåede helt ud til øjnene. Hvad var hun for en datter, der ikke engang kunne græde over sin mors død? Hun måtte absolut være den dårligste datter der fandtes! 

Hun så det for sig igen og igen, hvordan bilen bragede over for rødt og ind i hendes mor, og hørte hvordan hendes mor skreg vildt, mens hun skubbede Kira ind på fortovet så der ikke skete hende noget. Hendes mor tog det hele, Kira havde kun slået håndleddet, da hun tog fra for faldet med hænderne. Hun havde langsomt vendt sig om mod fodgængerfeltet og så efter sin mor, men det eneste hun kunne få øje på, var moderens ene arm, der stak ud fra under bilens motor rum. 

"Mor! "

Havde hun råbt, men der blev ikke svaret, der var stille, ikke en lyd hørte Kira mens hun rejste sig, og løb hen mod bilen, for at komme til sin mor. 

"Mor! " 

Råbte hun igen, men stadig intet svar. 

"Så ring dog efter hjælp, i står bare og glor!" 

Råbte hun hysterisk til de mange mennesker der havde samlet sig rundt om bilen, Kira og hendes mor. Kira satte sig ned på knæ, og lagde hovedet på asfalten for at se under bilen, og få øje på sin mor. Hendes mor lå med åbne øjne, og gispede efter vejret, mens der løb en stribe blod ud af munden, og ned på den hårde frosne asfalt. 

"Mor!" 

Råbte hun fortvivlet, og forsøgte at skubbe bilen væk fra hendes mor, selvom hun udmærket vidste, at det kunne hun ikke. 

"Jeg elsker dig skat." 

Sagde hendes mor svagt, inden hun lukkede øjnene, og vejrtræknings gispene blev kortere og kortere, for til sidst at stoppe helt. Det så det i hvert fald ud til, men hun var stadig i live, lidt endnu. Kira råbte som en vanvittig, om at folk skulle hjælpe hendes mor, i stedet for bare at stå og glo. 

"Vi har ringet efter hjælp, der kommer snart nogen. " 

Forklarede en ung kvinde Kira, men stemmen lød som om den var flere kilometer væk, Kira kunne ikke hører den ordenligt, hun kunne ikke høre andet end bilens brag da den ramte hendes mor, om og om igen. En hul og dump lyd, der gav hende kuldegysninger i hele kroppen.

"Hold ud mor, hjælpen er på vej. Du må ikke give op! Hører du? Du må ikke give op! " 

Råbte hun hele tiden, imens hun kæmpede mod nogle stærke hænder, der forsøgte at få hende væk fra det grusomme syn. Men Kira ville være hos sin mor, nu var det hende der havde brug for Kira, og ikke omvendt. 

"Slip mig!" 

Råbte hun, og skubbede en ung mand hårdt væk fra sig, der forsøgte at få hende væk. Hun lagde hovedet ned på asfalten, og kroppen lagde hun så fladt hun kunne, og masede sig ind under bilen, for at komme ind til sin mor. Hun lagde sin hånd i moderens, og hovedet på hendes brystkasse, for at lade hende vide, at hun stadig var der, at hun ikke ville forlade hende før hjælpen nåede frem. Der gik kun et par minutter, før Kira hørte sirener i det fjerne. 

"Så mor, nu får du hjælp, bar hold ud!" 

Sagde hun febrilsk og holdt krampagtigt fast i sin mors hånd, hun måtte ikke give slip, hun kunne ikke give slip.

Da ambulancen kom, og brandfolket havde fået hendes mor fri fra bilen, blev Kira hjulpet op foran i ambulancen, så hun kunne komme med på sygehuset, både for at blive tjekket, men også for at de vidste hvor hun var, når der var nogen der kom og hentede hende. For alle, selv Kira inderst inde, vidste at hendes mor ikke ville overleve det. 

Igen så Kira moderens blik mod hende, og hørte de svage ord igen og igen.

Jeg elsker dig skat. Jeg elsker dig skat. Jeg elsker dig skat.

"Kira?" 

Hun vendte sig ikke engang om for at se hvem det var, det kunne hun ikke. Hendes krop ville ikke lystre, den sitrede af kulden, men hun var ligeglad, for hun mærkede ikke hvordan kulden lagde sig over hende. Hun hørte bare sin mors sidste ord igen og igen, og så øjnene der stirrede tomt frem for sig, så udtryksløse og svage, det stik modsatte af hvordan de ellers var.

"Kira?" 

Hørte hun igen, men igen kunne hun ikke svarer, hun stirrede bare tomt frem for sig. Hun var tom inden i, det var som om der ikke var noget tilbage inden i hende.

Hun mærkede hvordan stemmen lagde noget over hende, og så, kunne hun langt om længe vende blikket om mod ham. Hun vidste at det var Harry, hun kunne hører hans stemme da han havde kaldt hendes navn. Hun så bare på ham, og mærkede hvordan tårerne endelig pressede sig på. Hun var ligeglad med, at det var Harry der sad der og så det. Det var ligemeget nu, det var alt. Alt var ligemeget, hendes mor havde redet hende, hun havde ofret sig selv for Kira. Det burde ikke have været hende der var død, det burde have været Kira.

Harry trak hende ind til sig, og foldede sin jakke omhyggeligt om hendes kolde krop. Han havde taget den ekstra tykke jakke med derover, han var ligeglad med at kulden bed i ham, nu skulle han bare være der for Kira, for hun havde brug for en ægte ven nu. 

"Kom, du skal ikke sidde herude mere." 

Sagde han, og hjalp hende op at stå. Han støttede hende, men efter kun få skridt, knækkede hun sammen fordi følelserne tog overhånd, men også på grund af kulden der havde tæret så kraftigt på hende allerede. Han tog hende op i armene, og bar hende hen imod terassedøren, som hendes far holdt for dem. Harry bar hende op på hendes egen seng, satte hende i den, og lagde dynen tæt om hende.

Så satte han sig ved siden af hende, og trak hende ind til sig igen, imens han trøstede hende så godt han kunne. Men hvordan skulle man trøste en, der lige havde mistet sin mor, og som havde set det hele ske på den frygteligste måde. Han kunne ikke gøre så meget andet, end at lade hende vide, at han var der for hende, men det var også nok for hende at vide. Det var nok for hende at vide, at Harry rent faktisk ville hjælpe hende. Det var det eneste hun kunne tænke på lige nu, det og så filmen der kørte for hendes indre hele tiden, med hendes mor. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...