Better change


1Likes
3Kommentarer
519Visninger
AA

2. Kapitel 2

Hele dagen i går, efter at Harry endelig var gået, var gået med at pakke ud, selvom hun ikke ville, var hun blevet tvunget til det af sine forældre, der sagde at hvis hun ikke gjorde det og var færdig eller tæt på i hvert fald, inden aften, ville Kira ikke få sine venner på besøg som de havde lovet hende at hun måtte. Hendes forældre var så uretfærdige, hvorfor kunne de ikke tænke lidt på hende for en gangs skyld?

"Jeg går en tur. "

Råbte hun fra entréen, da hun tog sin jakke og sko på. Der blev mumlet et ja indefra systuen hvor hendes mor var i gang med at sy et eller andet, til Harrys mor, der havde set nogle af Kiras mors ting hun selv havde lavet og syet.

Kira var stadig vred, og så ikke hvor hun gik, hun gik bare. Hun ville væk fra sin familie et stykke tid, bare have lov til at være sig selv. Her var der ikke nogen der forstod hende, ikke andre end hende selv.

 

"Hvad så? Undskyld jeg dumper sådan forbi. "

Sagde Harry, da han var kommet indenfor hjemme hos Liam, hvor Louis, Niall og Zayn sad.

"Det gør ikke noget, du ser lidt oprevet ud, er der noget galt? "

Harry rystede på hovedet, og sagde at det ikke var noget, han havde bare brug for at komme lidt væk. Drengene nikkede, og sagde at han bare kunne sætte sig, og joine dem i et spil Uno.

"Hvordan gik det så i  går? Med at møde hende den nye nabopige? Så hun godt ud, var hun sød? "

Liam så over på Zayn der ikke altid tænkte sig om når han talte, han fik det tit til at lyde som om, at han kun gik efter udseendet hos en pige, men i virkeligheden gik han efter det indre. For hvad betød et godt udseende, hvis det indre ikke også var smukt?

"Det gik vel fint nok, ja hun så rimelig godt ud, men hun var bestemt ikke sød. Hun var arrig over at hendes forældre havde slæbt hende med hertil, og var i det hele taget bare grov. Hun får det bestemt ikke nemt her, hvis hun   bliver ved med at være på den måde, det sagde jeg også til hende, men jeg tror ikke rigtigt at hun vil lytte til det. "

Drengene nikkede, det var derfor han var så oprevet, Harry kunne ikke fordrage, når nogen ødelagde det for sig selv. Han kunne altid se det bedste i folk, og gav sjældent op med at hjælpe folk, men det var dog sjældent gik ham på.

"Er det, det der gør dig oprevet? "

Harry rystede på hovedet, nej, det var det ikke. Det der i virkeligheden gjorde ham oprevet var, at han faktisk syntes at Kira var ufattelig smuk. Han kunne allerede mærke hvordan følelserne spirrede frem, selvom hun havde været så grov mod ham, kunne han alligevel ikke stå for hende. Han havde været mere genert og tilbageholdt end han ellers plejede at være, og det sagde ellers ikke så lidt.

Det eneste sted hvor Harry ikke var genert, var når han stod på scenen sammen med de fire andre medlemmer fra bandet, Zayn, Liam, Niall og Louis, der følte han sig fri, for der vidste han at alle der var der, var der fordi de kunne lide ham og hans stemme. Her skulle han ikke bevise noget overfor sig selv eller andre, her skulle han bare give den gas, med alle der var til stede.

"Lad os komme i gang med at øve. " 

Sagde Niall efter lidt tid, der var blevet stille, og drengene sad bare og så rundt. Der var ikke nogen speciel grund til at de gjorde det, det gjorde de bare ind i mellem. Dagen i går, havde Harry løjet for sine forældre, drengene havde ikke aftalt at øve før i dag, men han måtte finde på et eller andet, så han ikke skulle blive hos Kira. Han kunne godt se det sure i, at forældrene havde slæbt hende tværs igennem landet, til et nyt og ukendt sted, men derfor kunne hun vel godt være venlig mod andre, der ville være det i mod hende. 

I virkeligheden havde Harry kørt rundt omkring, det meste af dagen, for at få tiden til at gå med et eller andet. Han ville ikke besøge en af drengene, da han mente at de ind i mellem koncerter og indspilninger, ikke skulle hænge for meget på hinanden. Han mente ikke det var sundt, men ind i mellem havde de da deres ture i byen, eller spil aftener derhjemme, hvor de hyggede med god musik, spil og god mad. 

 

Kira havde efterhånden gået rundt længe nu, og var begyndt at fryse. Måske det var på tide at gå hjem igen? Hun vendte sig om, for at se hvordan hun kom hjem igen, men hun havde været så rasende på sine forældre, at hun helt havde glemt at se hvor hun var drejet, og hvilke veje hun var kommet fra. Hvordan skulle hun nu finde hjem? Den her by, var fordømt! Første gang hun begav sig ud i byen, fór hun vild. Hvordan ville et liv her, så komme til at gå, hvis hun ikke engang kunne finde hjem? Og at spørge en vildt fremmed om vej, var noget hun så absolut helst ikke gjorde, for hvorfor skulle hun indrømme over for et fremmed menneske, at hun havde begået en fejl ved at begive sig for langt væk hjemmefra?

Hun besluttede sig for at gå hen af vejen derovre, måske ville hun så se noget hun kunne genkende? Det var i hvert fald et forsøg hver, ellers måtte hun jo bide i det sure æble og spørge om vej, men ikke før hun vitterlig havde givet op, og vitterlig ikke kunne finde vejen hjem. 

Hun havde nu vandret rundt i flere timer, og rystede af kulde, hun havde givet op for længst, men der hvor hun befandt sig nu, var der kun mennesker hun ikke turde spørge, fordi de så skumle ud. Hvem vidste hvad de kunne finde på, når de var mange i mod en? 

En tårer trillede ned af hendes kind, som hun drejede om hjørnet ved næste gade, telefonen havde hun selvfølgelig glemt alt om at tage med, så hun kunne ikke engang ringe efter sine forældre. For første gang siden hun havde fået at vide, at de skulle flytte tværs over landet, til en ny by, følte hun ingen vrede overfor sine forældre. Nu havde hun bare en stor brug for at de var hos hende, for deres beskyttende vinger. Aldrig før havde hun følt sig så lille, og hjælpeløs, og følelsen gjorde hende bange. Hun kunne ikke holde tårerne tilbage, og fandt et sted hvor hun kunne stå lidt i fred, så andre ikke så hendes tårer, hvem vidste hvad fremmede folk kunne finde på, når de fandt ud af hvor hjælpeløs hun var lige nu? 

"Kira, er det dig? " 

Hørte hun en stemme kalde, og så i retningen af hvor hun mente den kom fra. Det tog lidt tid før hun så hvor, og hvem stemmen tilhørte og kom fra. Da hun så at det var Harry, skyndte hun at tørre tårerne væk, han skulle ikke have glæden af at se hende græde, sådan et overklasseløg, der helt sikkert troede at alle piger i verden var vilde med ham.

"Ja? "

Svarede hun, men lød ikke så tvær som hun egentligt havde villet, på grund af de klaprende tænder, og kroppen der rystede ukontrolleret af kulde. 

"Du ryster jo helt af kulde, har du gået rundt herude længe? " 

Hun nikkede bare, det kunne han vel tænke sig til, uden at blive nød til at træde i det, for han vidste da med garanti at hun ikke havde gået rundt og frosset sådan, af egen fri vilje.

"Du er faret vild ikke sandt? " 

Hun nikkede bare endnu engang, i mens hun tænkte at han da godt nok var smart, siden han så hurtigt kunne regne den ud. Men inderst inde, uden at vide det, følte hun en taknemmelighed over at se ham stå der foran sig, for nu følte hun sig pludselig ikke så lille og hjælpeløs mere. Men bede ham om hjælp kunne hun ikke få sig selv til, det var under hendes værdighed at spørge en som ham om hjælp. Desuden ville han med garanti bare fortælle medierne, og drengene hvilken helt han var, over at have hjulpet hende hjem. 

"Skal jeg ikke kører dig hjem? Jeg skal alligevel selv hjem nu, så det ville ikke være en omvej. " 

Kira rystede bare på hovedet, og sagde at hun nok selv skulle finde hjem, at han ikke behøvede at blande sig i hendes liv hele tiden. 

"Hvis det er det du vil. "

Svarede han, og vendte sig for at gå, men inden han gik sagde han:

"Men hvis du skifter mening er min bil derovre, jeg kører herfra om fem minutter, er du der ikke når jeg kommer hen til bilen, kører jeg bare hjem, og lader dig være. " 

Kira fnyste bare af ham, som om hun ville have hjælp fra ham. Men på den anden side, var han den eneste hun kendte i byen, og at spørge en vildt fremmed om hjælp, ville vel være værre, end at tage i mod Harrys tilbud om et lift hjem? 

Hun besluttede sig for at gå hen til hans bil, men han skulle ikke tro at de så straks var venner eller noget, og han fik på det bestemteste også at vide, at hun ville være ligeglad, om han så mobbede hende med det resten af hendes dage. 

"Du skiftede mening, det var vel nok godt, ellers var jeg blevet nød til at drikke den her varme kakao selv, og jeg bryder mig ikke vildt meget om det. " 

Sagde han med et smil om læberne, da han langt om længe kom hen til sin bil igen, med en kop der dampede. Han rakte hende koppen inden han åbnede bildøren for hende, og lukkede den igen, da hun havde sat sig godt til rette på passager sædet.

"Du må undskylde at det tog mere end fem minutter, men køen i kaffebaren var lang. " 

Kira nikkede bare, og nippede forsigtigt til den varme kakao, hun skulle nødig brænde sig på den varme væske, og give Harry endnu en ting at tale med alle om. 

"Hvordan vidste du at jeg ville skifte mening? Og hvorfor overhovedet hjælpe mig, når jeg var så grov mod dig i går? "

Spurgte hun mumlende, så Harry knapt kunne hører hvad hun sagde. 

"Fordi jeg tænkte, at du nok ikke var så vild med idéen om at skulle spørge en vildt fremmed om vej. Og fordi at jeg er sikker på, at det ikke var din mening at være grov i går. Du har haft det svært på det sidste, og har det stadig, så at du reagere sådan er vel meget naturlig. Desuden ved jeg, at ingen vil være alene. Det kunne jeg også se på dig da jeg kom hen til dig, og du tørrede tårerne bort. " 

Great, han havde set det. Nu blev det nok det helt store samtale emne, hvordan den byens nye pige havde spillet så hård, for dagen efter at sidde og tude ude foran en eller anden lille bistro butik. 

"Fedt, fortæl du bare dine "drenge", hvordan du måtte hjælpe nabopigen, der sad og græd fordi hun var faret vild. " 

Måbede hun, og så ud af vinduet. Hvorfor skulle alt også lige gå i mod hende nu? Hvad havde hun gjort, siden hun fortjente alt dette? 

"Hvorfor skulle jeg fortælle dem om det? Det vedrører ikke andre. Desuden er det vel forståeligt at man græder, hvis man pludselig ikke kan finde hjem. "

Svarede han med et smil på læben, og skruede op for varmen inden han bakkede ud på vejen, og gav sig til at kører afsted.

"Jeg kører lige rundt lidt, så du kan få varmen, så behøver dine forældre ikke at få noget som helst at vide om det. Jeg siger det heller ikke til nogen, du kan altid stole på at hvad der sker mellem dig og mig, bliver mellem dig og mig, der er ingen grund til at gøre tingene værre end de allerede var. " 

Sagde Harry efter lidt tid, Kira nikkede bare, og tog endnu en tår af den dejlige, velsmagende og dampende kakao. Der var bare stadig en ting hun ikke forstod, hvorfor var Harry så venlig mod hende, når hun havde været sådan en bitch overfor ham? Havde hun været ham, havde hun ladet sig selv sidde og tude, indtil hun blev fundet af sine forældre, eller fordi en eller anden fremmed spurgte om hvad der var galt, hun havde i hvert fald ikke hjulpet sig selv. Så meget vidste hun da, måske var Harry i virkeligheden ikke så slem som hun havde fået ham til at være, i sit hoved. Måske var han stadig som alle andre unge mænd, der ikke havde opnået deres drøm som sanger og rigdom. 

"Tak for hjælpen Harry, det havde du ikke behøvet. " 

Mumlede Kira, da hun åbnede op for selen.

"Det skal du ikke tænke på, hellere det, end at du stadig sad og frøs foran den bistro. " 

Svarede han, og blinkede kækt til hende, inden hun åbnede døren og forlod bilen, for at blive taget i mod af sine bekymrede forældre. 

"Undskyld, jeg gik rundt og glemte alt om tiden. Jeg havde glemt telefonen, så jeg kunne ikke ringe til jer, og sige at jeg bare var sammen med Harry. " 

Hendes forældre nikkede, og sagde at hun måtte huske den en anden gang, de havde været så bekymrede for hende. Men så længe hun var okay, ville de se igennem fingrene med det, og lade det passerer. 

Imens så Kira hen mod Harrys hus, hvor Harry lige var stået ud af bilen, og nu stod og vinkede til hende fra indkørslen, stadig med det kække smil, spillende om sine læber. Nej, måske var han slet ikke så slem, som hun havde gjort ham til i sit hoved. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...