Better change


1Likes
3Kommentarer
511Visninger
AA

11. Kapitel 11

Kira var gået direkte op på værelset, for at undgå sin far lidt endnu, hun ville ikke have sit gode humør ødelagt, hvilket hun vidste det ville blive, hvis hun snakkede med sin far lige nu. Men helt undgik hun ham ikke, for hun så skyggen af ham inde i stuen, siddende i sofaen. Så længe hun ikke snakkede med ham, gik det fint nok, hun havde bare ikke lyst til at tale med ham, for hun var stadig af den overbevisning, at det var hans skyld, og hans skyld alene, at moderen var død. Fordi han havde trukket dem tværs igennem landet, til en hel ny by, havde han ikke gjort det, var hun ikke blevet kørt ned, og derfor heller ikke død.

Men set på den anden side, havde hun sikkert heller aldrig mødt Harry Styles i levende live, hvilket hun også ville have været ligeglad med, fordi hun indtil hun havde mødt ham, havde været overbevist om, at han bare var som alle de andre stjerner. Snobbet og ligeglad med alle der ikke havde en status som berømt. Indtil nu var Harry ikke sådan, og gud hvor Kira håbede, at han aldrig nogensinde ville blive sådan.

Det bankede stille på Kiras dør, med det samme vidste Kira, at det var hendes far. Ham hun ikke ville snakke med, han skulle bare blande sig uden om hendes liv fra nu af, hvis hun havde kunnet, havde hun ikke villet bo hos ham. Men hun havde intet andet valg, for her kendte hun ingen, og at rejse tilbage, og miste kontakten med Harry, ville hun heller ikke, så hun måtte bare bide tænderne sammen.

"Hej skat."

Kira vendte ikke engang blikke mod ham, da han stillede sig bag hende henne ved skrivebordet, hvor hun havde sat sig med det samme hun var kommet ind på værelset. Han tog hendes skammel frem, og satte sig ved siden af hende på den, men heller ikke der vendte hun blikket mod ham. Hun stirrede bare over på Harrys værelse, i håb om at han snart ville komme til syne i vinduet, hvorfor hun så gerne ville se ham allerede, vidste hun ikke helt. Hun vidste det nok godt, hun ville bare ikke indrømme det for sig selv, fordi hun endnu engang var bange for, at hun endte med at blive såret igen. En ting hun var blevet af en fyr, så mange gange før, at hun end ikke kunne huske hvor mange gange det var mere. Hun var holdt op med at tælle, da hun var blevet såret fire gange.

"Vil du ikke godt snart snakke med mig igen? Jeg ved slet ikke hvordan du går rundt og har det, jeg vil jo bare gerne hjælpe."

Kira vendte sig vredt om mod sin far nu, ville han bare hjælpe? Hvis han ville have hjulpet, havde han ikke slæbt sin familie så langt igennem landet, på grund af et skide job, så havde han set, at de havde haft det godt der hvor de var. Når han ikke var der!

"Hvad vil du hjælpe med? Du vil ikke hjælpe en skid, du vil bare smadre familien fuldstændig! Havde du ikke slæbt os tværs gennem landet, havde mor stadig været i live. Det er din skyld at hun er død, fordi du endnu engang skulle lege familiens overhoved, og være pisse ligeglad med hvordan vi havde det."

Kira var ligeglad med hvor hårde hendes ord var, hendes far havde som altid, ødelagt båndet mellem Kira og hendes mor. Hver gang havde de måttet kæmpe for at få det tilbage, og når de havde gjort det, kom han endnu engang og ødelagde det hele. Kira og hendes mor ville have været bedre stedt, hvis hendes far ikke boede sammen med dem, og ikke altid skulle ødelægge det hele.

Kiras far så forbavset på sin datter, det var ikke lige det han havde regnet med at hun ville sige, det var heller ikke sådan han havde regnet med at hun havde det. Hvordan kunne hun give ham skylden for moderens død? Det var jo ikke hans skyld, at bilen havde kørt hende ned. Det var ganske vist ham der havde fået nyt job, og derfor fået familien til at flytte med tværs gennem landet, men Kiras mor havde vel ikke sagt ja til det, hvis hun ikke havde villet det. Han mente ikke, at han på nogen måde kunne stilles til ansvar for moderens død, det havde været en tragisk ulykke, som kun føreren af bilen havde ansvar i. Ikke Kiras far, det lod han hende også vide, hun skulle ikke begynde at snakke sådan til ham, hun var trods alt hans datter, ikke omvendt.

"Du kan ikke beskylde mig for din mors død, en ulykke er noget der sker ind i mellem, det er tragisk og ulideligt hårdt for dem det går ud over, men det er ikke noget du kan stille mig til ansvar for. Jeg tog imod jobbet, udelukkende for at kunne give dig og din mor et bedre liv, et liv med lidt flere penge at gøre godt for. Jeg ved at du har det hårdt over din mors død, men du må ikke give mig skylden for noget jeg ikke er herre over."

Han lød hårdere end han havde villet det, hvilket bare fik Kira til at blive endnu mere vred. Hvordan kunne han stå og lades som ingenting? Hun havde ikke engang set ham græde over moderens død, savnede han hende overhovedet ikke? Havde hun bare været der, og ikke betydet noget for ham?

"Hold dog din kæft! Du snakker som om du rent faktisk ved hvad du taler om! Du kender intet til hvordan jeg går og har det, og har aldrig gjort det, for du har aldrig været der for mig og mor! Du har altid sat dit arbejde før os, det var også det du gjorde, da du tog beslutningen om at vi skulle flytte hertil! Du tænker ikke på andre end dig selv, så lad være med at lade som om du gør det!"

Kira rejste sig, og gik hen i mod døren, hun magtede ikke at stå og skændes med sin far, for hun vidste at han alligevel ikke ville fatte noget som helst. Men da hun skulle til at gå, stoppede hendes far hende, og trak hende med sig hen på sengen, hvor han satte sig ned, og bad hende om at gøre det samme.

"Der er ingen grund til at vi står og råber og skriger af hinanden, lad og tale stille og roligt om det hele. Fortæl mig hvordan du i virkeligheden har det Kira, jeg ved at jeg ikke har været den bedste far for dig, eller den bedste mand for din mor. Men jeg har trods alt gjort det hele, for at kunne tjene penge, til at i to kunne have det godt, det har altid været det eneste der betød noget for mig. For hvis i ikke havde det godt, havde jeg det heller ikke godt. Jeg ved også godt at jeg aldrig har sagt hvor meget jeg egentligt elsker dig, men jeg har aldrig været god til det med at udtrykke mine følelser, heller ikke overfor din mor, uanset hvor gerne jeg har villet det, vidste jeg bare ikke hvordan jeg skulle vise jer det. Kun ved at arbejde meget, og tjene mange penge, følte jeg, at jeg viste jer hvor meget i betød for mig, men jeg kan se at det har virket på den fuldstændig modsatte måde, har det ikke?"

Kira nikkede, hun havde allermest lyst til stadig at råbe af ham, men de ting han lige havde sagt, fik hende til at indse, at hun måske heller ikke ligefrem havde gjort så meget selv, for at være sammen med sin far. Hun havde nok været ret grov mod ham, når han endelig havde været hjemme, men det var jo netop fordi han aldrig var hjemme, at hun ville vise ham, at hun ikke mente at det var okay at gøre tingene på den måde. Hun havde altid oplevet det, som at han forsøgte at flygte fra sin familie, men at han så fik kolde fødder, og kom tilbage i ny og næ. Kira havde aldrig følt at hendes far elskede hende, hun havde følt det stik modsatte, fordi han aldrig havde været der for Kira og hendes mor, det havde altid kun været Kira og hendes mor, ikke Kira, hendes og hende far.

"Jo, det har det. Jeg har altid følt det som om, at du forsøgte at flygte fra mig og mor, men at du var en kujon og kom krybende tilbage, bare for at ødelægge det for mig og mor igen. Du kunne få mor til hvad som helst, og hun støttede dig i alt. Du snoede hende om din lillefinger, og jeg hadede at se hvordan du gang på gang skuffede hende, ved endnu engang at vælge jobbet frem for hende og mig. Jeg hadede dig, som jeg aldrig har hadet noget før."

Det gjorde ondt på Kiras far at hører dette, men det var nok det han havde brug for, for at indse at han ikke havde gjort noget godt for familien, men at han tvært i mod kun havde gjort det stik modsatte. han havde forsøgt at vise sin kærlighed til dem, på en helt forkert måde, han havde givet dem fornemmelsen af, at han ville købe deres tillid og kærlighed til ham.

"Det er jeg ked af, at du har følt det sådan, det har aldrig været min hensigt. At tjene mange penge til jer, har nok bare været min måde, hvorpå jeg viste for jer hvor meget i betød for os, men jeg kan se nu, at det har haft den modsatte virkning. Det er jeg virkelig ked af Kira, jeg har vist ikke rigtigt været der, når du har haft brug for mig."

Kira rystede på hovedet, og sagde at det havde han i hvert fald ikke, han var jo yderst sjældent hjemme til hendes fødselsdage. Og han var aldrig med når der skete noget stort for hende, henne på skolen, han havde aldrig været der for Kira, som en far burde være det.

"men det kan du nå at lave om, hvis du virkelig gerne vil det. Jeg gider bare ikke at skulle minde dig om alt muligt, for det burde komme naturligt til dig."

Kiras far nikkede, og sagde at han ville gøre sit bedste, for at blive en bedre far, der var der mere for hende.

"Skal vi ikke tage ned på slik hjørnet, og købe noget slik, og leje en film?"

Spurgte Kiras far, da de havde givet hinanden en form for forsonings kram. Kira kom endnu engang til at tænke på den fødselsdag, hvor hendes far endnu engang ikke kom hjem. Hvor hendes mor havde taget hende med ned i byens slik butik, og de havde lejet en film, og senere lavet et slot over forældrenes seng. Det bragte tårer frem, og selvom Kira forsøgte at holde dem tilbage, lykkedes det ikke helt. Hendes far så undrende på hende, og spurgte om han havde sagt noget forkert?

"Nej, jeg kom bare til at tænke på en af de gange, hvor du ikke kom hjem til min fødselsdag, hvor mor tog mig med ned i slik butikken, og vi lejede en film. Det var der hvor vi havde lavet et slot inde på jeres seng, og skrevet en seddel på døren derind til, at du måtte finde et andet sted at sove. Hun gjorde alt det, for at få mig i bedre humør, fordi du endnu engang havde såret mig ved at sige at du nåede hjem, og så endnu engang ikke nåede det."

Kiras far nikkede, og sagde at han godt kunne huske det. Det havde fået ham til at tænke meget over det, men han havde ikke vidst hvad han skulle gøre, og i stedet for at finde ud af det, havde han blot begravet sig i endnu mere arbejde, for at flygte fra problemerne, en ting han vist havde gjort alt for meget igennem Kiras barndom. Det kunne Kira kun give ham ret i, men hendes far fortalte ham, at han havde måttet sove i badekarret, fordi hendes mor havde låst døren ind til stuen, og ind til Kiras værelse, så han havde ikke haft andre steder at sove. Det fik dem begge til at le, for det badekar de havde haft, var ikke ret langt, og Kiras far var næsten to meter høj, så selv Kira kunne tydeligt se et billede ofr sig, med at hendes far lå sammenkrøllet nede i badekarret, og lo lidt over at han måttet have sovet elendigt.

"Det gjorde jeg også, men jeg havde helt sikkert fortjent det, det tænkte jeg bare ikke over på det tidspunkt."

De lo lidt mere sammen, og Kira tørrede tårerne bort, så de kunne gå ned i og hente slik, og leje en god film. Kiras far, havde sagt at Kira måtte vælge hvilke film de skulle se, og at hun ville få fri den næste dag, så de to kunne tage ned i centeret for at købe noget nyt tøj til Kira, så hun var bedre udrustet til at skulle i skole igen.

"Jeg har ikke vidst det før nu far, men jeg tror faktisk at jeg elsker dig."

Sagde Kira, og lagde sin arm om ryggen på sin far, som hun lod trykke sig tæt ind til ham. Det føltes faktisk rart, at have talt ud med sin far om det der havde været i mellem dem, måske der alligevel var håb for dem. Måske kunne de alligevel finde hinanden igen, som de havde haft det da Kira var helt lille. Der havde det været hendes far der havde været hendes et og alt, men så var han begyndt på en masse arbejde, og havde derfor ikke så meget tid til Kira mere. Men nu så det ud til, at han rent faktisk havde forstået, at han havde forvoldt mere skade, end gavn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...