Better change


1Likes
3Kommentarer
517Visninger
AA

10. Kapitel 10

"Fortæl lidt om dig selv Kira."

Forsøgte Harry sig, men Kira rystede bare på hovedet, og sagde at der ikke var så meget at fortælle. Hun var en ganske normal, gennemsnitlig ung pige på seksten år, der lige var flyttet tværs gennem landet, havde mistet de veninder hun troede altid ville være der for hende, og at hun lige havde mistet sin mor.

"Når du fortæller om dig selv på den måde, virker du meget dyster og ensom. Måske du er ensom, men dyster ved jeg at du ikke er. Det har jeg jo set, bare på den korte tid vi har kendt til hinanden. Det meste harket først set i dag, hvor vi har været rigtigt sammen. Men hvordan var du før i flyttede, før det med dine veninder, og før din mors død?"

Spurgte Harry, og så med en venligt og beroligende smil på Kira, for at sikre sig at hun ikke tog imod hans ord på en måde, det ikke var ment hun skulle tage dem.

Harry havde altid været eftertænksom når han sagde noget til en, der var inde i en skrøbelig periode. Men det var endnu værre nu, med Kira, fordi han ikke kunne finde ud af hvad han følte for hende, eller om det han troede han følte, rent faktisk var rigtige følelser, og ikke bare medlidenhed med hende.

Kira så på Harry et kort øjeblik, mens hun tænkte over hvordan hun egentlig havde været først det med flytningen, der havde gjort hende så sur og ked af det.

"Jeg var meget sammen med mine venner og veninder, og lavede næsten alt sammen med min mor. Hun var den person af alle dem jeg kendte, der betød allermest for mig, og er det stadig. Min far har altid arbejdet meget, så derfor var det vel meget naturligt, at det var min mor jeg fik et tæt forhold til, og ikke ham. Jeg var med garanti også meget sjovere, at hænge ud med, fordi jeg var sammen med dem jeg altid havde været sammen med, og fordi jeg aldrig var blevet mobbet eller andet på skolen. Faktisk var jeg en af de populærestes piger på skolen, hvilket nok er svært for dig at se nu. Specielt når jeg er så stille og indelukket, som jeg nok er blevet siden jeg fik at vide at vi skulle flytte hertil."

Harry nikkede og lyttede, og forestillede sig det hele. Det var ikke svært for ham at forestille Kira som populær, måske det var den gnist i hende, han havde set skyggen af, den første dag han så hende. Måske det var det der tiltalte ham så meget, ikke fordi popularitet sagde ham specielt meget, men fordi han havde kunnet se på hende, at hun ikke altid havde været den stille og triste mus hun var nu. Han havde allerede der kunnet se, at hun normalt var helt anderledes, han havde bare ikke kunne sætte en finger på det. Ikke før nu.

"Hvorfor skulle det være svært at forestille sig, dig som en af de populære piger?"

Spurgte Harry undrende, hvis hun havde været en af de populære pige på sin skole, som Harry var sikker på at hun havde været, så havde hun også haft en masse, eller i hvert fald en del, selvtillid. Hvor var den henne nu? Hvorfor var hun så indelukket og genert, når hun ikke plejede at være det? Harry kunne ikke gøre andet end at gætte sig til svaret, for Kira undgik hans spørgsmål, ved at fortælle ham noget mere fra hendes tid før flytningen.

"Jeg kan huske engang da jeg var lille, og min far som sædvanlig var på arbejde, selvom det var min fødselsdag. Jeg husker hvor såret og ked af det jeg var, og hvad min mor gjorde for st få humøret hos mig op igen. Hun tog mig med hen til min yndlings restaurant, og lod mig vælge præcist det jeg ville have fra menuen. Bagefter tog vi til byens bedste slik butik, og købte en masse slik, og lejede nogle film, fra filmudlejeren lige inde ved siden af. Så tog vi hjem igen, satte filmen på, og hyggede os med alt slikket, til vi begge var ved at revne. Da filmen var slut, drillede min mor mig med, at jeg snart kunne rulle. Jeg drillede hende tilbage som jeg altid gjorde, og da det blev sent, og jeg burde have været i seng, var vi i fuld gang med at lave mine forældre seng, om til et stort prinsesse slot, hvor mig og min mor skulle sove i. Vi lavede endda et stort skilt, hvorpå der stod, at der kun var adgang for piger, så da min far kom hjem måtte han sove på sofaen."

Kira mærkede tårerne presse sig på endnu engang, men denne gang var det glædestårer, ved mindet om en god stund hun havde haft med sin mor som lille.

"Jeg havde mange venner, men min mor var altid den jeg gik først til, hun var min bedsteven."

Harry så ømt på Kira, det var tydeligt at det ikke var triste tårer hun nu græd, som hun ellers havde gjort det tidligere på dagen. For hun havde et vidunderligt smil om læberne, lidt genert, og et fantastisk smukt glimt i øjet. I det sekund Harry så det, blev han sikker på, at han ikke var ved at forelske sig i Kira, for det havde han gjort allerede første dag, han havde bare først indset det nu.

"Vores film begynder snart, vi må hellere gå ind i salen nu, så vi ikke misser den."

Sagde Harry pludselig, og rejste sig med noget at slikket i hænderne, så Kira ikke skulle bærer det hele. Lidt af en gentleman var man vel altid, som Harry altid svarede, når han havde hjulpet en ældre mand eller dame med nogle tunge poser. Han gjorde det ikke for pressens skyld, men ganske enkelt fordi han var mod ældre mennesker, som han ønskede unge mennesker ville være mod ham når han selv blev gammel engang.

"Ja, det må vi nok hellere."

Svarede Kira stille, og rejste sig med sine ting, for at følges med Harry ind til deres pladser. De fandt hurtigt deres pladser, og satte sig godt til rette, så de nu kun ventede på at filmen gik i gang. Det var en film de begge havde hørt meget godt om, så derfor var de hurtigt blevet enige om, at det var den de skulle se.

Harry havde endnu ikke fortalt Kira om planerne han havde bagefter, om at de skulle ud og spise sammen, for han var sikker på at hun ikke ville have ham til at betale det hele, men som han havde fortalt hende, skulle hun bare læne sig tilbage, og nyde det hele.

Filmen faldt i god jord hos dem begge, de morede sig, og havde en god tur i biografen. Da filmen var færdig, og de begge endnu engang sad i bilen, sagde Harry at nu skulle de ud og spise, så skulle han nok kører hende hjem bagefter. Kira vendte blikket over mod ham, og sagde at hun ikke ville have at han brugte alle sine penge på hende. Han skulle hellere bruge dem på sig selv.

"Det er mine penge, derfor bestemmer jeg selv hvem jeg vil bruge dem på. Desuden har jeg sagt til dig en gang, at du skulle læne dig tilbage og nyde det der blev gjort for dig. Det betyder også, at du ikke skal tænke på noget som helst, og allermindst hvor mange penge jeg bruger."

Harry sagde det lidt bestemt, men alligevel også med sit brede smil om læben, for st lade Kira vide at han ikke mente det så hårdt, som det måske lød.

"Jeg overgiver mig, det er tydeligt at jeg ikke har noget at skulle have sagt i denne sag."

Svarede Kira med et genert, men alligevel bredt smil på læberne, mens blikket hvilede på Harry, og hans venlige ansigt. Der var bare et eller andet over ham, der fik hende til at føle sig godt tilpas i hans selskab. Hun havde været en idiot over for ham det første lange stykke tid, men måske det var fordi, hun var bange for at også han ville sårer hende? For normalt var Kira ikke sådan, hun havde bare lært på den hårde måde, at ikke alle vil en det godt, og indtil nu, havde hun kun mødt dem der ikke ville hende det godt.

Men måske Harry var anderledes? Hun håbede det, endda mere end hun selv ville indrømme, for hun var begyndt at kunne lide ham, mere og mere for hvert minut hun var sammen med ham, og hun havde jo været sammen med ham det meste af dagen. Hvad mon egentligt folk fra klassen ville sige i morgen? Når nu hun pludselig var gået ud af klassen, og ikke var kommet tilbage, og at Harry pludselig også var gået, og heller ikke var kommet tilbage? Hun turde ikke tænke på det, og forsøgte derfor at lade være, men alligevel frygtede hun hele tiden, hvordan det skulle blive i skolen den næste dag, for hun vidste jo godt, at hun ikke bare kunne blive ved med at flygte fra skolen, og hendes problemer. På et eller andet tidspunkt, måtte hun se problemerne i øjnene, og på en eller anden måde bekæmpe dem, men hvordan, vidste hun endnu ikke.

"Er der noget galt?"

Spurgte Harry, og rev Kira ud af tankemylderet igen. Hun rystede bare på hovedet, og sagde at det ikke var noget, selvom hun inden i rystede over det hele. Hun havde virkelig, på ingen måde, lyst til at skulle i skole den næste dag, men hun måtte gøre det, for ellers havde Kelsie jo vundet. At lade en mobber vinde, var noget Kira ikke ville finde sig i, hun ville ikke være en af dem der bare lod tingene stå til, hun ville stoppe det, på en eller anden måde, og hun skulle nok finde ud af hvordan og hvorledes, når tiden var inde til det. Måske med hjælp fra Harry, eller andre venner hun ville få imens hun gik på skolen. Hvis ikke, ville hun klarer det helt selv.

 

Harry og Kira havde nu været inde og spise, og sad nu i bilen på vej hjem. Det var efterhånden blevet sen eftermiddag, så de var begge blevet enige om, at det nok var bedst at tage hjem igen. Desuden havde deres klassekammerater for længst fået fri, og Kira havde ikke lyst til at møde nogen af dem ude i byen, for de ville med stor garanti tro, at der foregik noget mellem Harry og hende selv. Noget der jo ikke gjorde, i hvert fald ikke andet end et venskab, der sagtens ville kunne komme til at spire.

"Tak for i dag Harry, det har været rigtig hyggeligt. Jeg tænkte på noget?"

Harry nikkede, og satte sig på førersædet, så han havde ansigtet rettet mod Kira, og hele overkroppen. Kiras blik var et kort sekund, frosset fast ved Harrys brystkasse, hvor hun betragtede den hæve og sænke sig. Men snart efter kom hun ud af den trance lignende tilstand igen, og fik fuldført sin sætning.

"Jeg tænkte på, at hvis du ville, kunne du jo komme forbi i morgen, og hjælpe mig med stilen?"

Harry nikkede, og sagde, med sit brede smil om munden, at det ville han rigtig gerne. Så det aftalte de, inden Kira gik indenfor, hvor hendes far havde stået bag gardinet, for at se hvad der skete mellem hans datter, og Harry Styles. For selv han, kunne se, at de to unge mennesker passede fantastisk sammen, han håbede bare, at de snart selv ville finde ud af det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...