Better change


1Likes
3Kommentarer
519Visninger
AA

1. Kapitel 1

Kira Hatchfield var på vej til den første dag, på den nye skole. Hun kunne sagtens komme på ting hun hellere ville, end at skulle starte på en ny skole, midt i et semester. Men hendes far var blevet forflyttet af sit arbejde, så hele familien måtte følge med.

"Kunne du ikke bare have sagt nej til jobbet? Så vi kunne blive hvor alle vores venner er? "

Spurgte hun gnavent, hun havde ikke i sinde at lade som om det hele var okay, for det var det ikke! Hendes forældre havde slæbt hende med tværs over landet, blot fordi hendes far havde fået en bedre stilling tilbudt, som ikke kunne klares derfra hvor de allerede boede, så Kira måtte flytte skole, og endnu værre. Langt væk fra sine venner og veninder! Hvordan skulle hun helt ærligt kunne klarer at starte midt i et semester, på en hel ny skole hvor hun absolut ikke kendte nogen? Hun hadede sine forældre for at slæbe hende med imod hendes vilje, bare fordi hun kun var sytten og derfor ikke var myndig endnu, kunne de vel ikke tillade sig alt?

"Det har vi snakket om Kira, du skal nok møde en masse nye mennesker, og stifte en masse nye venskaber. Det skal nok gå godt alt sammen, bare vent og se. "

Svarede hendes mor med et blik mod hende i bakspejlet, men Kira tog det ikke roligt, hun sendte sin mor det ondeste blik hun kunne, for at fortælle at hun ikke havde i sinde at stoppe endnu.

"Jeg er ligeglad med nye venner, jeg har venner. Venner som i slæber mig langt væk fra! "

Nu så Kiras far gennemtrængende på hende, med et vredt udtryk i øjnene, han syntes at de havde kæmpet mere end rigeligt med Kira, og at hun var uretfærdig mod dem.

"Så stopper du, du har godt af noget forandring og at møde nye mennesker, desuden var dine gamle venner ikke et godt bekendtskab! "

Kira så måbende på sin far, ikke et godt bekendtskab? Hvad fanden vidste han om det? Han var jo stortset aldrig hjemme alligevel, og hendes mor havde kun mødt Klara. Hun var måske ikke den smarteste at rende rundt med, men hvad fanden skulle de nu blande sig i det for? Hun gik jo heller ikke og sagde til dem hvem de måtte tale med, og hvem de ikke måtte, de bestemte over deres eget liv, så hvorfor måtte hun ikke bestemme over sit eget?

"Hvad helvede ved du om det? Du er jo aldrig hjemme alligevel! "

Kiras mor så alvorligt på hende.

"Den var ikke fair Kira, du ved at din far arbejder hårdt for at give os et godt liv! "

Kira så stædigt på sin mor, det gjorde han da ikke når han slæbte dem tværs over landet, og væk fra alt det de kendte og holdt så meget af.

"Hvis han tænkte på sin familie, ville han ikke slæbe dem med tværs over landet! "

Hendes forældre opgav at snakke fornuft med hende, hun var ikke til at rokke. De var dog begge sikre på, at når hun først så hvor de skulle bo, at hun så ville blive henrykt og glemme alle de sure miner hun havde haft.

"Vi skal bo ved siden af nogle meget spændene personer, nogle som jeg tror du vil kunne lide."

Kira rullede bare med øjnene, og vendte blikket ud af vinduet, måske tavshed ville kunne hjælpe hende med at få forældrene til at fatte budskabet, hvis ikke var de ganske enkelt for tykhovedet til at tænke på andre end sig selv.

 

"Så er vi her, er det ikke et vidunderligt hus Kira?"

Kira svarede ikke, hun gad end ikke vende blikket mod huset, som hun allerede hadede, fordi det ikke var det gode gamle lille hus, hvor hun var født og opvokset. Hvad var meningen med at føde et barn, lad det vokse op et sted, for så at hive det ud af vante omgivelser, på grund af et forbandet job der gav flere penge? Kira kunne virkelig ikke se ideen i at fjerne hendes fra venner og familie, det kunne da hverken gavne dem eller hende ikke at kunne se familien om ikke andet.

Hun tog bare sin ene taske, og gik hen imod den store gangdør, og lod sin far tage sig af resten af hendes ting. Det var ham der havde fået dem til at flytte, så måtte han sandelig også selv klarer at bærer tingene frem og tilbage, det gad hun da virkelig ikke hjælpe ham med, når de end ikke havde spurgt om hun ville flytte, de havde bare taget det som en selvfølge.

"Nu skal jeg vise dig op til dit værelse skat. "

Kira sendte sin mor et dræbende blik, hvorfor skulle hun altid være så fandens pinlig når der kunne være andre mennesker der hørte hende? Kunne hun for en gangs skyld ikke bare holde sin kæft med sit skat, og snuske pis?

"Lad være med at kalde mig det! "

Hendes mor så undskyldende på hende, men Kira var ligeglad, for hun vidste at det ikke var sidste gang hendes mor kaldte hende skat eller snuske, et sted hvor andre mennesker kunne hører hende.

"Se, der er vores nye naboer! "

Sagde hendes mor, og pegede ivrigt hen i mod nogle mennesker der kom gående hen af for torvet, sikkert for at ønske sine nye naboer velkommen til kvarteret. Ikke fordi der på nogen måde var noget at sige velkommen til. Kira ville ikke være her, slet ikke da hun så hvem den unge mand der gik bag sine forældre var. Harry Styles! Skulle hun nu også straffes med at bo ved siden af en som ham?

"Du bliver og siger hej! "

Sagde hendes mor bestemt, og holdt fast i Kiras ene arm, så hun ikke kunne gå derfra. Fedt, tvunget til at møde en eller anden åndsvag stjerne, fra et åndsvagt boyband!

"Hej, og velkommen til kvarteret. Vi har bagt en lille kage til jer, fordi vi vidste at i ville flytte ind i dag. "

Sagde kvinden smilende, og så skiftevis på Kiras mor, og på Kira selv. Hvor forudsigeligt!

"Tak skal i have, vil i ikke med ind og spise kagen? Vi har ganske vist ikke noget bord sat op endnu, men vi har da nogle kasser vi kan bruge? "

Kvinden takkede ja på vegne af sin familie, og fulgte med Kirs mor indenfor. Selvfølgelig masede de voksne sig ind først, så Kira skulle følges ind med Harry. Hun kunne ligeså godt grave sig ned under jorden, der ville hun i det mindste ikke møde hverken Harry eller sine forældre foreløbigt.

"Hej, jeg hedder Harry, rart at møde dig. "

Harry rakte sin hånd frem mod Kira, og ventede på at hun tog imod den, og præsenterede sig selv. Hun havde haft i sinde at lade ham stå der og vifte med hånden, men blikket fra hendes mor sagde, at hun nok hellere måtte gøre det.

"Kira. "

Svarede hun bare kort, og gik indenfor for første gang. Hun havde ikke i sinde at blive nede i køkkenet med sine forældre og naboen, så hun besluttede sig for selv at finde det værelse forældrene havde udtænkt sig skulle være hendes.

Hun gik hen i mod trappen, da hendes mor pludselig sagde hendes navn, i det mindste kaldte hun da ikke for skat.

"Du kan da tage Harry med op på værelset, så kan i sidde der og snakke om teenage ting, lyder det ikke hyggeligt skat?"

Og der var den så, den irriterende lille bemærkning der fik det til at lyde som om Kira stadig bare var en lille møg uge. Hvorfor skulle hun tage Harry med op på værelset? Hun vidste jo ikke engang selv, hvilket der var tiltænkt hende. Sikkert et eller andet lille lorte værelse hun knapt kunne have sine ting i, hun sendte sin mor et irriteret blik over kommentaren skat.

"Ups undskyld, jeg gjorde det vist igen, gjorde jeg ikke? Nå, men dit værelse ligger for enden af gangen til højre, måske vil Harry hjælpe med at bære et par af dine tasker med op?"

Harry nikkede og sagde, at det ville han da gerne. Mens Kira endnu engang sendte sin mor et irriteret blik, hvorfor skulle hun altid blande sig i alt?

"Godt, så kommer jeg op med noget kage om lidt."

Sagde hun smilende, og vendte blikket mod Kiras far og Harrys forældre, hvor jeg dog allerede hadede at bo her, jeg ville bestemt ikke falde til her, det var noget jeg vidste med garanti.

Efter lidt tid gik jeg op af trappen, med Harry lige i hælene! Kunne han ikke bare skride hjem igen, og lade mig være i fred? Jeg havde ikke bedt ham om at komme, og je havde bestemt ikke det ham komme med op. Hvad skulle han der?

"Det må være det der."

Sagde Harry og pegede ned for enden af gangen, Kira så bare på ham, og sagde at det havde hun sådan set allerede regnet ud. Harry tænkte sit om Kira allerede, men sagde ingenting, måske det bare var fordi hun var nervøs over at møde en kendt, eller fordi hun endnu ikke var helt rolig ved at være flyttet. Han havde hørt at de var kommet fra den anden side af landet, så det havde været noget af en kørertur for dem, så måske hun bare var træt.

Han satte forsigtigt hendes kufferter ned, efter at have spurgt hvor hun ville have dem

"Jeg er ligeglad, jeg regner ikke med at blive her ret længe! "

Harry så undrende på hende, hvad mente hun med det? Kunne hun ikke lide at være her?

"Nej det kan jeg ikke, jeg blev slet ikke spurgt om jeg havde noget imod at flytte, mine forældre tvang mig med tværs igennem landet, fordi han har fået et bedre job her. De har hevet mig væk fra familie og venner, og alt hvad jeg kender til og holder af, så nej. Jeg kan ikke lide at være her. "

Vrissede hun, hvorfor skulle han nu blande sig i det også? Havde han ikke et eller andet, bandrelateret noget han kunne tage sig til, i stedet for at stå her, og blande sig i andres ting og sager?

"Så er der kage, du behøver ikke at pakke ud før Harry og hans familie er taget hjem igen, men det må i selvfølgelig selv om hvad i vil. Jeg skal nok lade være med at forstyrre jer mere. "

Kiras mor kom ind og satte tallerkenen med kage, på Kiras skrivebord der lige var blevet båret op af hendes far. Men Kira sendte bare sin mor et irriteret blik igen, og gad end ikke svarer hende. Det var hendes skyld det hele, hendes og fars.

"Skal jeg hjælpe dig med at pakke lidt ud? "

Spurgte Harry venligt, for at få trukket stemningen lidt op, men mødte bare en irriteret mine.

"Dine forældre mener det jo kun godt, din far tog vel jobbet for at få flere penge, til at kunne gøre livet lidt bedre for din mor og dig? "

Kira vendte sig vredt mod Harry, hvad fanden bildte han sig ind? At holde med hendes forældre? Han skulle slet ikke blande sig i det her, det her var en krig mellem Kira selv og hendes forældre, og det skulle ingen udefra kommende komme og blande sig i, slet ikke store berømtheder, der med garanti skulle fortælle det hele til sine bandmedlemmer.

"Hvordan fanden ved du sådan noget? Dig der sikkert får serveret alt med en guldske, fordi du tjener så mange penge, og kan gøre præcis hvad du vil! Bland dig uden om Harry, du kender hverken mig eller min familie, så bland dig uden om! "

Harry så forbavset på hende, han var nu ret sikker på, at hun ikke bare var træt, eller genert eller noget, men at hun rent faktisk var vred og tvær.

"Det må du da undskylde, jeg skal nok lade dig være så, jeg troede bare at når man flyttede til en ny og ukendt by, ville det være rart hvis man kendte bare én person man kunne snakke med. Men med den attitude kommer du ikke langt, hvis du bliver ved sådan der, er der slet ikke nogen der gider tale med dig. Men det er måske sådan du vil have det? Hvis det er, så held og lykke med det da. "

Harry vendte sig om, og gik ud af døren, og ned til forældrene der sad og snakkede mageligt sammen. Kira stod ved døren og lyttede, om han nu skulle sladrer om hvad hun havde sagt, eller hvad han fandt på.

"Jeg bliver desværre nød til at gå, Niall har lige ringet og spurgt hvor jeg blev af, jeg havde helt glemt at vi skulle øve med bandet i dag. Jeg beklager, men det var hyggeligt at møde jer. "

Så hørte Kira dem sige farvel til ham, og derefter skridt der forlod huset. Hun stillede sig hen til vinduet, og så ned på Harry der forsvandt over i deres eget hus, for snart efter at komme ud igen, med et bundt bilnøgler i hånden. Han satte sig hurtigt ind i bilen, bakkede ud, og snart var han ude af syne.

Hvad var det lige der var sket? Hvordan kunne han tillade sig at fortælle hende, at ingen gad snakke med hende? Sådan en storsnudet popstjerne, der ikke huskede det gamle liv som ikke kendt mere, fordi berømmelsen var steget ham til hovedet. Gud ske tak og lov for at han gik, så kunne hun måske få lov at være alene nu, og finde ud af hvordan hun fik forældrene til at skifte mening, og flytte tilbage igen. Måske det endnu ikke var for sent, måske var deres gamle hus ikke blevet solgt endnu? Man kunne have lov at håbe, men uanset hvad, måtte hun arbejde hurtigt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...