Wicca ~ PAUSE ~

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 jan. 2014
  • Opdateret: 12 feb. 2014
  • Status: Igang
Georgina Lullaby er ond. En ond heks fra Belevura. Da dette blev afgjort, på hendes 13 års fødselsdag, vendte alle hende ryggen. Selv hendes familie. Og efter det lod hun aldrig hende selv elske nogen. Hun sank længere og længere ned i det mørke, der var bestemt hun skulle leve i. Hun levede på sit værelse. Og hun endte med at blive farlig. Hun var på kanten til at blive et monster. Faktisk var hun så tæt på et monster, at hendes håndled bar på hver sit jernarmbånd, der sad en lænke fast til, som sad fast i væggen. Men en dag besluttede hun sig for noget andet. På hendes syttenårs fødselsdag besluttede hun sig for at lave om på sig selv. Hun besluttede sig at tage til Jorden og bevise, at hun ikke var ond. Men noget stod i vejen.

13Likes
30Kommentarer
677Visninger
AA

5. 4. At gå ud som et lys

Jeg må have været bevidstløs, for da jeg vågnede igen, var det eneste jeg kunne huske, at det gennemsigtige rør var begyndt at ryste voldsomt og så bare, sort.

Jeg stilte mig langsomt op, for derefter at mærke en forfærdelig hovedpine.

''Shit..'' hviskede jeg og tog mig til hovedet. Jeg kæmpede mig op at stå, og kiggede rundt omkring da hovedpinen langsomt blev mere udholdeligt. Jeg stod inde i det man nok ville sige en skovs hjerte.

Der var hundrede træer omkring mig. Egetræer, grantræer, og alle de andre træer der lignede hinanden på en prik. Der var mudder og mudrede blade under mine sko. Efterår.

Jeg tog rygsækken af mine skuldre og åbnede det mindste rum i den grå rygsæk. Der var nogen mønter, og et par sedler, der nok skulle hjælpe mig med at overleve de første par dage.

Jeg pustede min ånde ud i mine hænder, hvilket ikke hjalp, da min ånde var ualmindelig kold. Jeg måtte starte med at skaffe mig en vinterjakke.

Og derefter gøre de ting, jeg havde fået besked på var vigtige.

Jeg kunne høre de våde blade blive trampet flade, mens jeg gik.

Da jeg var ude af skoven var jeg utroligt kold, og der begyndte at regne.

Super.

Jeg tog rygsækken af, åbnede det største rum, og stak hånden ned.

Da min hånd følte noget stof, der føltes som regntøj, kiggede jeg ned i rygsækken, og så at der lå en grå regnfrakke (hvad var der med den mand, og farven grå?) og jeg tog den på.

Den klæbede sig heldigvis ikke til huden, som så mange regnfrakker gjorde.

Jeg kunne høre lyden af biler der kørte i regnen, og jeg gik med faste skridt hen mod lyden, der viste sig at være en vej, hvor bilerne kørte.

De kørte som snegle, i forhold til de biler vi havde på Belevura. Så langsomme, at jeg bare kunne gå over, uden at kigge mig for. Så det gjorde jeg.

Jeg slentrede over vejen, og nogen få dyttede af mig. Er det en måde at sige hej på, på Jorden? Det var godt nok en meget larmende hilsen.

Jeg var på vej hen mod en mark, og fløjtede for mig selv, en sang min far havde lært mig, før jeg blev valgt:

 

Jeg går mod bjergets top,

der er lang, langt der op.

Men jeg gir ikke op,

før jeg har vundet bjergets top.

 

Jeg går i flere dage,

Jeg går i flere år,

Men til sidst så ser du mig,

og jeg ved at jeg når det i år.

 

Jeg skal til bjergets top,

for på toppen, på toppen er dit hjerte.

Og det vil jeg vinde, ja det vil jeg vinde.

For så kan jeg kysse det,

og aldrig mere stop.

 

Og det gentager vi så nogen gange, indtil vi ikke kan stoppe med at smile, fordi det er sådan en sød sang.

I første vers, er spørgsmålet, hvad det mon er, der er så vigtigt, på bjergets top.

I andet vers finder man ud af, at det har noget at gøre med et par, eller i hvert fald, en forelskelse.

I tredje og sidste vers, finder man ud af, at det handler om en mand der klatrer i et bjerg, fordi på bjergets top, står pigens hjerte. Han vinder pigens hjerte, når han når til træets top.

Den er så sød, fordi han selvfølgelig til sidst vinder hendes hjerte.

Mens jeg gik, og fløjtede for mig selv, kunne jeg høre en lyd, af blade der blev trådt på, og jeg kunne mærke at et blik hvilede på mig. ''Er der nogen?'' spurgte jeg usikkert, og kiggede omkring. Nu var lydene væk. Mærkeligt. Måske var det bare en fugl.

Jeg gik videre, men lydene begyndte igen, lige så snart jeg selv begyndte at gå.

''Hallo?'' prøvede jeg igen. Intet svar. Jeg gik med langsomme skridt, videre, og lydene begyndte igen. Jeg begyndte at løbe, og lydene blev også hurtigere, i takt med mine fødder.

Jeg var ved at blive en smule nervøs mens jeg løb, da en rod stak ud fra jorden, og jeg faldt med et højt bum, ned på jorden, og slog hoften.

''Av, for helvede!'' skreg jeg, og tog mig til hoften. Det gjorde dobbelt så ondt som menneske, end som heks.

Jeg trykkede forsigtigt der, hvor det gjorde mest ondt, men stoppede igen da smerten blev uhyggeligt stor. Jeg løftede op i min strikketrøje.

Blå og lilla mærker, fyldte det meste af min mave, og mine ribben gjorde utroligt ondt.

Jeg gav slip på min trøje, og lå mig ned på den fugtige, beskidte jord. Jeg kiggede op mod skyerne, der langsomt gav slip på deres vand, og lod det dryppe ned på mit ansigt. Skyerne var frie, frie som fuglen. Jeg var våd og endnu mere kold, da jeg hørte lyde af fødder der kom løbende, over mod mig. Jeg lukkede langsomt øjnene. Det var sikkert også bare en fugl.

Men da lydene kom tættere og tættere på, åbnede jeg øjnene, og satte mig op. En sort skikkelse kom hen imod mig. Jeg prøvede panisk at rejse mig op, men mine ben ville ikke. Da skikkelsen var alt for tæt på, begyndte et hysteri anfald langsomt at komme frem. Jeg satte hænderne beskyttende foran mit bryst.

''Gå! LAD MIG VÆRE! Gååå!'' skreg jeg, ''Hjælp! En eller anden, hjælp mig! HJÆLP!'' fortsatte jeg, og begyndte at græde. ''Vær sød at lade mig være. Vær nu sød..'' begyndte jeg, men min stemme forsvandt, og jeg gik ud som et lys.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...