Wicca ~ PAUSE ~

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 jan. 2014
  • Opdateret: 12 feb. 2014
  • Status: Igang
Georgina Lullaby er ond. En ond heks fra Belevura. Da dette blev afgjort, på hendes 13 års fødselsdag, vendte alle hende ryggen. Selv hendes familie. Og efter det lod hun aldrig hende selv elske nogen. Hun sank længere og længere ned i det mørke, der var bestemt hun skulle leve i. Hun levede på sit værelse. Og hun endte med at blive farlig. Hun var på kanten til at blive et monster. Faktisk var hun så tæt på et monster, at hendes håndled bar på hver sit jernarmbånd, der sad en lænke fast til, som sad fast i væggen. Men en dag besluttede hun sig for noget andet. På hendes syttenårs fødselsdag besluttede hun sig for at lave om på sig selv. Hun besluttede sig at tage til Jorden og bevise, at hun ikke var ond. Men noget stod i vejen.

13Likes
30Kommentarer
684Visninger
AA

4. 3. Jorden

''Så, fortæl mig. Hvad er det du laver?'' spurgte jeg, efter en halv time, der var gået med at han havde siddet, og bare kigget på mig. Som om han prøvede at aflæse mit ansigt.

''Vis mig din hånd.'' Var det hans svar? Jeg skulle til at bruge mine kræfter på ham, men ombestemte mig, da jeg kom til at tænke på at mine kræfter var ude af kontrol, fordi det var så lang tid siden at jeg havde brugt dem.

Et usikkert okay, var mit svar, og i samme sekund tog han min blege hånd.

Jeg havde regnet med en anden reaktion, da han så min hånd, men han gjorde intet.

Han havde selvfølgelig også set mine kinder og skuldre, der også var hvide med små, grønne, prikker på.

Hans øjenbryn hævede sig en smule. ''Så du vil gerne væk herfra?'' spurgte han. Hvordan kunne han vide det, bare ved at kigge på min hånd?

''Ja,'' svarede jeg bare.

''Hmm,'' Han havde en dyb stemme, lidt ligesom min far. Tanken gav mig kuldegysninger. Min far. Jeg rystede på hovedet, for at få tanken væk. Ham ville jeg ikke tænke på længere.

''Jeg kan hjælpe dig.'' Han kiggede op på mig, og først nogen sekunder efter, gik det op for mig at han ventede et svar. Jeg nikkede bare ivrigt, efter at vide hvordan.

''Hvordan?'' Jeg sukkede over begejstringen i min stemme, da det jo var meningen jeg ville være hård og følelsesløs mod ham. Han smilte. Han kunne også høre begejstringen.

Han flettede sine fingre, og tog et lille glas, med pink, lysende, vand.

Han nikkede hen imod mig, og rakte det til mig. Jeg rystede hurtigt på hovedet. ''Hvad er det der?'' Mine øjne stirrede stift på det lille glas. Den gamle mand sukkede.

''Det her, det får dig til at ligne alle andre mennesker. Efter det, har jeg en maskine som fører dig til Jorden.'' Jeg havde hørt om Jorden. Der skulle være meget.. vand. Og jord. Og græs.

''Er det farligt?'' spurgte jeg, og pludselig følte jeg mig ikke så ond igen. Men jeg vidste det ikke ville vare længe.

Han sukkede igen. ''Selvfølgelig ikke, snut.'' Jeg tog en dyb indånding, og kiggede ned i glasset, med det pink vand. Og så sveg mine øjne. Jeg kløede mig i dem som en pige på fem, og ikke sytten, og drak det. På en gang. Det smagte sødt, men med et strejf af noget, der prikkede på tungen.

Så kiggede jeg ned ad mig selv, og så til min overraskelse, at jeg ikke havde hvid hud, men en let gyldenbrun farve. Så kiggede jeg i et spejl der stod bag ved en masse smykker, på et træbord.

Mit spejlbillede fik mig til at gispe. Så kiggede jeg nærmere på det.

Ikke utroligt tydelige kindben, men heller ikke små babybuttede kinder. Ingen små grønne pletter. Jeg kiggede på mine hænder. Heller ikke på dem. Jeg havde det samme hår, bare en anelse mere blond i det.

Mine øjne var lysende blå. Lidt som den strand der lå tæt på hvor jeg boede.

Jeg havde en grå strikketrøje på, jeans og Converse.

Jeg kiggede hen på den gamle mand, og så at han sad og stirrede på mig. ''Hvad synes du?'' spurgte jeg, nysgerrig efter om jeg virkelig lignede en fra Jorden. Han nikkede anerkendende og kiggede op og ned ad mig.

''Jeg vil vædde med at du bliver populær i skolen,'' sagde han og gik rundt om mig, som hvis han var en designer.

''Jeg har aldrig været populær,'' svarede jeg og kiggede nærmere på mine øjne. Jeg er nu ret flot.

''Er det en udfordring? Skal vi vædde?'' spurgte han med et løftet øjenbryn. Vædde. Hvad var det nu det var? Når ja! Jeg lagde armene over kors.

''Det kan vi godt.'' Jeg var ret så sikker på, at jeg ikke blev populær.

''Okay. Hvis jeg vinder, skal du hjælpe mig med at få min kæreste tilbage, der døde i et stenskred engang vi var ude at gå en tur. Det kan du godt, ikke? Du er jo en heks?'' spurgte han, uden et eneste tegn på usikkerhed, over at jeg havde en chance for at vinde. Eller et eneste tegn på at han overhovedet var ked af det, over det med hans kæreste.

Jeg nikkede, stadig med armene over kors, for at se hård ud. ''Og hvis jeg vinder?'' spurgte jeg. Jeg kunne se han tænkte over det.

''Hvad vil du have?'' endte han med. Jeg tænkte en smule over det. Hvad ville jeg enlig have? Tanken snurrede rundt inde i mig, som en karrusel.

''Hvad kan du tilbyde?'' spurgte jeg til sidst, men spørgsmålet snurrede stadig rundt indeni mig. Rundt og rundt og rundt, og gjorde mig næsten rundtosset. Jeg satte mig forvirret ned, forvirret over, hvorfor jeg aldrig havde spurgt mig selv om det spørgsmål.

''Smykkerne. Dem ved det knuste spejl.'' De fangede min opmærksomhed. Jeg rejste mig og gik hen til de fine smykker, ved siden af de to dele af spejlet. Lod min hånd glide hen over dem. Jeg holdte endda nogen af øreringende op mod ørerne, prøvede ringene, og nær studerede armbånd og halskæder. Der var noget anderledes over dem, end alle de smykker jeg svagt kunne huske min mor havde båret så mange af, da jeg var lille. Jeg spurgte engang om jeg måtte få en af dem, men så råbte hun af mig, og jeg løb ud til min far. Mindet gav mig tårer i øjnene, så jeg vendte igen opmærksomheden mod den gamle mand. ''Er det ægte?'' spurgte jeg, selvom jeg var ret ligeglad. Bare for at understrege, at jeg ikke var billig. Han nikkede. ''Ægte.'' svarede han roligt.

Jeg rakte hånden ud mod ham, og han tog imod den.

''Top,'' sagde jeg og vi så hinanden i øjnene, med et koldt udtryk. Et smil truede med at vise sig, på mit ansigt.

Jeg skulle af sted nu, inden min mor opdagede jeg var væk. Hvis hun nogensinde gjorde. ''Sker der noget ved det?'' spurgte jeg, da det lige faldt mig ind, at der måske kunne ske noget ved det. Han trak på skuldrene.

 

''Jeg har aldrig sendt nogen væk før. Jeg har den, hvis jeg selv vil af sted. Men jeg tror bare bivirkningerne ved det er kvalme, og måske en smule hovedpine. Ikke mere,'' sagde han, og han lød ret sikker, så jeg var ikke urolig.

 

''Okay, lad os gøre det. Hvor er den?'' spurgte jeg, og pludselig havde jeg travlt med det. Travlt med at komme væk fra den verden, jeg havde levet så mange år i, tilbragt flere år med at sidde med lænker om mine håndled, uden nogen, uden noget, i et lille rum, uden noget lys. Ond. Mørk. Alt det der hørte til Den Mørke Side. Noget man havde lavet til dem, der var mørk, så de kunne være sammen, sammen med nogen, uden bare at skulle betragte folk være bange for en. Men jeg fik ikke lov til at være sammen med andre, nogen som mig. Jeg fik intet.

Den gamle mand førte mig hen mod et rum, der var skjult med et tæppe som væg, og trak mig ind i det. Og der stod, en stor maskine, der mindede ekstremt meget om et gennemsigtigt rør. Jeg skulle ind i det.

Jeg stoppede op uden for det. Jeg havde været indelukket længe nok. Jeg bed mig i læben. ''Er der ikke en anden vej? Hvad nu hvis jeg få klaustrofobi? Hvad nu hvis..'' Jeg skulle til at flippe helt ud, da han tyssede på mig.

''Rolig. Tag en dyb indånding. Det tager kun cirka 30 sekunder,'' sagde han roligt, da han kunne se jeg var ved at få et hysteri anfald.

30 sekunder. Det kunne jeg klare. Jeg tog en dyb indåndig, som han foreslog, og gik ind i den.

''Du kan komme tilbage til Belevura med denne,'' sagde han og holdte en lille guld bold op. Jeg kiggede uforstående på den. Han sukkede, ''Når du trykker på den her knap,'' Han pegede på en lille sølv knap, på bolden, ''Så skal du sige ordene Tag Mig Hjem Til Mit Mørke Rige, og du forvandler dig til sort skum, som flyver op mod himlen.'' sagde han. Jeg stirrede på ham for at se om han virkelig var seriøs. Det var han.

''Okay..'' sagde jeg og tog den lille guld bold, og puttede den i lommen på mine jeans.

Han stilte sig op, og rakte en hånd ned til mig. ''Vil du til Jorden nu, eller?'' spurgte han, som om det var verdens mest almindelige ting. Jeg vidste med det samme hvad jeg skulle svare.

''Nu!'' sagde jeg, måske en smule for ivrigt. Men jeg kunne ikke risikere at min familie, eller nogen andre, opdagede at jeg var væk. Han nikkede samtykkende, og så gik han ind i et rum, for derefter at komme tilbage med en grå rygsæk, ''Der er ting i, som nok skal hjælpe dig til at klare de første dage, efter det skal du finde et fritidsjob, komme ind på en skole, og endda få nogen venner.'' sagde han, mens jeg stod målløs og kiggede på ham. Mig? Få venner? Men han kommenterede ikke mit ansigtsudtryk, han fulgte mig bare hen til et lille rum, med et tæppe som dør. Han løftede tæppet, så jeg kunne komme ind.

Der var ret mørkt derinde, da der ikke var andet end en rød og orange lava lampe, til at oplyse det. I midten af rummet stod et gennemsigtigt rør, som jeg vidste, jeg lige præcis kunne være i. Den gamle mand førte mig ind i røret, og satte sig selv henne ved tonsvis af computere, og andre elektriske ting.

''Er du klar?'' spurgte han, og tændte for et eller andet, der fik røret jeg stod i, til at lyse.

Jeg tog en masse dybe indåndinger, tjekkede at jeg havde guld bolden, og tørte mine svedige håndflader af i mine jeans. Så nikkede jeg.

En nedtælling begyndte, og jeg huskede mig selv på, ikke at få et hjerte anfald.

Jeg kunne høre nedtællingen, der talte i takt med mit hjertes banken.

10, 9, 8, 7, 6,

Jeg tog nogen flere dybe indåndinger, og kiggede en smule panisk på den gamle mand. Han gjorde tegn til at jeg skulle være rolig.

5, 4, 3, 2, 1, 0.

Taget åbnede sig, og jeg blev skudt ud til åben himlen.

Det eneste jeg var sikker på i det øjeblik, var at jeg ville være på Jorden om under 30 sekunder.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...