Before - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 jan. 2014
  • Opdateret: 20 feb. 2014
  • Status: Igang
Da Junes forældre tager til Califonien, må June bo hos denne Liam. Hun er nervøs for opholdet, da hun tvivler på at deres forhold stadig kan holde. Men alting syner godt, indtil flere problemer lægger sig til rette. June får tilsyneladende skylden for alt, hvilket giver hende mere og mere hjemve. Da hende, Liam og hans ven involveres i en tragisk ulykke, ændres alt. June ligger i koma.. Hukommelsen over de seneste uger er gået tabt, og hun husker ikke noget om Liam. Hvordan er hun relateret til ham? Hvad kommer der til at ske, når hun er til stede psykisk, men ikke har nogen fysisk følelse?

21Likes
34Kommentarer
1491Visninger
AA

1. Prolog

Vejen lå udstrakt i en lang bane foran os, som virkede så endeløst. Den høje træers grønne kroner, strakte sig langt ud over vejen og kastede smukke skygger. Solen trængte kun svagt igennem på den vej, som skabte et kønt mosaikmønster på asfalten.

Mit blik var rettet ud af vinduet, trods Liam forsøgte ihærdigt at tage kontakt til mig. Jeg gad ikke mere, jeg gad ikke at have skylden mere. Trods jeg kun havde boet med ham i knap tre uger, var alt gået galt over den seneste uge.

”Forhelved June, du kan sgu da ikke ignorere mig?” sagde han højlydt, så jeg himlende med øjnene, rettede blikket mod ham ”Det kan du da se jeg kan” bed jeg ham af, hvilket fik Zayn til at sukke højlydt fra bagsædet. Jeg drejede hovedet, for at sende ham et truende blik. Han sendte blot et endnu mere koldt blik tilbage, så jeg med et suk så på Liam ”Hvad fanden er der med jer?” halvråbte jeg. Liam så ud til at tage en dybere indånding, da han kort rettede blikket mod mig ”Med os? Hvem er det der er skyld i alt det her rod?” Mit blik lynede, da han sagde disse ord.

”Ja, det er jo selvfølgelig mig, fordi at det er lettere at skyde skylden på mig” knurrede jeg lavmeldt, mens jeg kiggede gennemborende på Liam. Mens Liam kom med et ”Hold nu op”, mumlede Zayn et tørt ”Godt at du ved det” Fra sin plads bag mig. Det fik mig til at vende mig i sædet, med et hårdt ryk ”Hold din kæft!” skreg jeg af ham, så han blot så vredt på mig.

Liam mumlede et eller andet, hvilket fik mig til at hæve et øjenbryn. Jeg undlod at sige noget, og i en mindre periode, hvilede en tung stilhed over bilen. Med et fnys lænede jeg mig tungt tilbage i sædet, og foldede armene over kors. Vejen buede længere fremme, og mit blik fulgte vejen, som vi hele tiden nærmede os svinget. Lige inden svinget, gled mit blik ind i skoven. En sort fugl lettede forvildet fra den mørke skovbund, hvor flere faldne blade hvilede.

Bilen gled let rundt i svinget, og endnu et stykke vej var banet for os. Træerne blev få, efterhånden som vi nåede længere hen ad vejen. ”Jeg tror snart at vi er der” meddelte Liam, forbavsende roligt. Han var ikke typen som bar nag, og det havde han aldrig været. Zayn derimod, var en lidt anden type.

”Så lad os se om vi kan få nogle gode dage, uden June skal spolere det” mumlede Zayn køligt, præcist højt nok til at jeg kunne nå at høre det. ”Narrøv” snarrede jeg ad ham, hvilket fik ham til at hvæse et ”Bitch” tilbage. Det var der jeg ikke kunne styre mig mere, så jeg vendte mig lynhurtigt, mens jeg råbte ad ham. Liam var allerede godt træt af os, så han knurrede at vi skulle stoppe, samtidigt med at han prøvede at hive mig tilbage i sædet.

”Tag dig sammen June, du har lavet nok lort allerede” sagde han højlydt. ”Liam, du-” kom det fra Zayn, men Liam så på ham, og cuttede ham af ”Zayn, bare hold mund, okay?” sagde han mere irriteret, da jeg slog blikket ud af forruden.

De store bogstaver på det rødhvid malede skiltet, var det eneste som fyldte mit hoved. De store, fede bogstaver dannede tilsammen ordet ”ROAD CLOSED” og inden længe gik det op for mig, at bilen var på vej imod en kollision. ”Liam!” skreg jeg, hvilket fik ham til at se frem. Et hurtigt ryk i rattet, ledte bilen væk fra skiltet, men hen imod et nyt. Ihærdigt forsøgte Liam at få bilen på en ny kurs, men for sent. Hjulene ramte forhøjningen for foden af skiltet, og hele bilen krængede. Inden for få tusindedele af et sekund, vendte alt på hovedet, og et stød gik igennem min nakke. Jorden og bilens tag var et øjeblik flettet sammen, inden energien i kollisionen, fik skubbet bilen op igen. De utallige kolbøtter fortsatte, og da en smerte skød gennem mig, sortnede alt for mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...