Before - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 jan. 2014
  • Opdateret: 20 feb. 2014
  • Status: Igang
Da Junes forældre tager til Califonien, må June bo hos denne Liam. Hun er nervøs for opholdet, da hun tvivler på at deres forhold stadig kan holde. Men alting syner godt, indtil flere problemer lægger sig til rette. June får tilsyneladende skylden for alt, hvilket giver hende mere og mere hjemve. Da hende, Liam og hans ven involveres i en tragisk ulykke, ændres alt. June ligger i koma.. Hukommelsen over de seneste uger er gået tabt, og hun husker ikke noget om Liam. Hvordan er hun relateret til ham? Hvad kommer der til at ske, når hun er til stede psykisk, men ikke har nogen fysisk følelse?

21Likes
34Kommentarer
1481Visninger
AA

10. Kapitel 9

”Og ja.. Jeg lod dig være, fordi at jeg havde det dårligt med mig selv. Ærligt talt, tror jeg ikke at jeg havde regnet med, at du stadig bebrejdede mig for det” Sagde Liam eftertænksomt, og alt efter lydene at bedømme, skiftede han stilling på stolen ”Det er vel ret egoistisk tænkt, er det ikke? Jeg mener, at jeg troede at jeg var tilgivet. Men omvendt: der er gået så mange år. Tag det ikke til dig, jeg snakker om alt og ingenting lige nu” sukkede han til sidst, han lød opgivende. Please Liam, du må ikke gå igen. Jeg følte virkeligt at mine tanker var ved at falde på plads, og jeg huskede mere og mere i takt med at Liam gengav det hele for mig.

I en tid, hvilede der en tung stilhed over rummet, hvor Liam intet sagde. Jeg kunne ligesom kun lytte, men jeg følte det alligevel akavet. En kæmpe træng til at bryde stilheden summede i min mave, men jeg kunne desværre ikke føre det til realisme, uanset hvor hårdt jeg prøvede.

”Jeg går ud fra at du ikke kan høre mig alligevel, men det er vel okay... Jeg mener, jeg har ikke snakket med nogen om det siden. En bør jo være den første, og så er du vel fin når du ikke kommenterer noget” sagde Liam med et let, falsk grin. Han fandt det her latterligt, det var jeg sikker på.

”Well, jeg går ud fra at du ikke husker særligt meget. Hvis du overhovedet husker noget. Omvendt kan det jo godt være at du husker det hele, og du kan også være helt tankefri. Altså-” Han sukkede højlydt ”Glem det, vi lader som om at du ikke husker særligt meget” Jeg kunne lige forestille mig ham, siddende der med et skævt smil. Brunt hår, brune øjne, det velkendte smil og-... Vent lige. Det slog mig, at jeg kunne danne mig et billede af Liam. Om det var sådan han virkeligt så ud, det huskede jeg ikke. Men nu havde jeg i det mindste på fornemmelsen af, hvordan han så ud.

”Det var vidst en søndag, du havde været hos mig i knap 2 uger. Du var stadig ret godt muggen, og var fuldstændig kold over for mig,” sagde han med et let grin ”Selvom stemningen var forbedret, var det ikke det samme som før den diskussion. Jeg tror at du var sur på både mig og Harry, for du snerrede også af ham” tilføjede Liam, mens jeg forsøgte at danne et billede af den dag.

Selvom jeg prøvede at bilde mig selv ind at jeg huskede det, lykkedes det bare ikke rigtigt. For inderst inde, huskede jeg slet ikke den dag. Mine tanker væltede rundt, i et forsøg på at finde gemte eller ituslåede minder frem, fra netop den dag, den søndag.

”Jeg er ikke sikker på hvor vi var på vej hen, men vi gik i hvert fald gennem London. Det er jeg ret så sikker på - det er trods alt noget tid siden” Wait a second, noget tid siden? Sig mig, hvor længe havde jeg så også lige lagt her? En uge... To, måske?

”Men det var der at de her fans stoppede os. Vi troede selvfølgelig at det var de sædvanelige autografer, men nej..”

”Liam” lød en stemme bag os, hvilket afbrød drengene i deres snak og fik os alle til at vende os rundt. De to unge piger som før stod bag os, stod nu lige foran os. De fnisede tøset over at have drengenes opmærksomhed, men den lidt højere af pigerne, valgte at tage ordet ”Joh, øh, det er fedt at møde jer, vi er virkeligt store fans, men det er ikke lige det vi vil nu” begyndte hun, mens hun uroligt pillede ved en snor i hendes bluse.

”Ja?” sagde Liam, for at få dem til at spytte ud. Vi gad trods alt ikke at stå her hele dagen ”Uhm, du skal bare vide at vi støtter dig og din familie uanset hvad. Vi er ligeglad med hvad alle andre siger” sagde hun med et sukkersødt smil, før hun lod blikket flakke lidt rundt mellem Liam og drengene. Liam selv, nikkede langsomt, tydeligvis forvirret ”Eh okay. Tak” sagde han, og forsøgte at bakse et smil op. Jeg kunne ikke lade være med at smile, fordi forvirringen lyste langt ud af ham.

Vi fortsatte og inden vi nåede ret langt væk, lod Liam en hånd glide gennem håret. Han så lidt rundt mellem os andre, mens vi gik. ”Hvad gik det ud på?” kom det fra ham, efter et par sekunder ”Jeg mener det plejer de ikke at sige, og hvorfor kun mig, I andre er jo også-” - ”Hey, se der” afbrød Zayn ham tænksomt, og pegede ind til siden. Vi alle stoppede op og fulgte retningen af hans finger, med blikkene. Vi alle stivnede da vi nåede målet, på et stor skilt hang dagens forside fra den største avis i England.

”PAYNE FAMILIEN PÅ AFVEJE” Stod der med fede, røde bogstaver og nedenunder var der klistret et stort foto på. Jeg bed mig i læben, dette kunne ikke være rigtigt. Et stort billede af en pige, som rodede i sine lommer mens en mand afventende stod foran hende. Baggrunden var sort og lyset dunkelt, hvilket tydeligt beskrev miljøet som beskidt og mistænkeligt. Problemet var så bare, at den pige var mig.

Liams blik veg væk fra forsiden, og direkte mod mig ”Hvad er det her?” spurgte han skarpt, mens jeg slog ud med den ene arm. Jeg bed mig i læben, uden at flytte øjnene fra forsiden. Jeg ønskede bestemt ikke at møde Liams blik lige nu.

Jeg valgte at trække let på skuldrene, mens jeg nærstuderede billedet. Jeg huskede faktisk godt den dag, problemet var bare at artiklen beskrev noget andet end jeg egentligt havde foretaget mig. Liams gennemtrængende blik krævede en forklaring, så jeg sukkede blot ”Jeg var alene hjemme, og så tænkte jeg at jeg kunne gå en tur, for at fordrive tiden. Jeg kender ligesom ikke London så godt, så jeg forvildede mig ind i et.. Mere fattigt kvarter, hvor en mand spurgte mig hvad klokken var. Jeg leder efter min mobil, på det billede” forklarede jeg ærligt, da Zayn afbrød mig.

June Payne blev i fredags set i Londons lumske kvarter, hvor der hyppigt handles med stoffer. Formentlig var June godt i gang med at handle med denne mand, da vores journalist dukkede op” læste han op, inden han så på mig

”Seriøst, jeg lyver ikke” sagde jeg hurtigt, da hans blik virkede mistænksomt. ”For helvede, June” sagde Liam med et hævet toneleje ”Du er sgu da også kun til problemer” - ”Mig? Hvad skulle jeg ellers give mig til? Jeg er alene hjemme den halve dag alligevel, noget er jeg nødt til at lave” - ”Ja, men det der?” - ”Jeg kan da ikke gøre for at jeg havnede i det kvarter, og en åndssvag journalist dukkede op og fangede et perfekt forsidebillede” snerrede jeg af ham, eftersom han tilsyneladende valgte at smide alt lortet på mig.

”Du må sgu da kunne se at det er et kvarter man ikke bør færdes i, og du burde i det mindste være vaks på pressen” blev han ved, mens han så bebrejdende på mig ”Så det er min skyld?” halvråbte jeg, mens jeg arrigt så rundt mellem drengene. De alle virkede til at være på Liams side, i hvert fald støttede de ikke mig.

 

”Jeg troede på dig, bare så du ved det” sagde Liam roligt. Han sukkede kort, da han mindedes den dag ”Jeg var vel bare chokeret og sur over den forside. Ikke på dig, men på pressen. Jeg er ked af at det gik ud over dig” fortsatte han, og der var bare noget over hans toneleje, som gjorde at jeg ikke tvivlede et sekund, på at Liam talte 100% hudløs. Han var generelt en ærlig person, men ingen er perfekte.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...