Before - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 jan. 2014
  • Opdateret: 20 feb. 2014
  • Status: Igang
Da Junes forældre tager til Califonien, må June bo hos denne Liam. Hun er nervøs for opholdet, da hun tvivler på at deres forhold stadig kan holde. Men alting syner godt, indtil flere problemer lægger sig til rette. June får tilsyneladende skylden for alt, hvilket giver hende mere og mere hjemve. Da hende, Liam og hans ven involveres i en tragisk ulykke, ændres alt. June ligger i koma.. Hukommelsen over de seneste uger er gået tabt, og hun husker ikke noget om Liam. Hvordan er hun relateret til ham? Hvad kommer der til at ske, når hun er til stede psykisk, men ikke har nogen fysisk følelse?

21Likes
34Kommentarer
1492Visninger
AA

9. Kapitel 8

”Jeg er faktisk ikke sikker på hvornår det gik galt” sagde Liam, efter en kort pause. Han lød til at tænke sig godt om, før han sukkede kortvarigt ”Jeg ved ikke… Kan du huske den dag, hvor Harry fik ledt os ind på det emne?” tilføjede han efter et øjeblik. Mine tanker vente og drejede sig, mens jeg forsøgte at genskabe dagen i mine lige nu noget mere samlede tanker. Umiddelbart huskede jeg det ikke.

”Det startede med at drengene, kom forbi en morgen..” begyndte Liam med et roligt toneleje ”..Vi førte de sædvanelige samtaler, men Harry tænkte åbenbart tilbage på dengang” sagde han. Jeg bed mig fast i, at han tøvede til sidst i sætningen. Trak let på ordene, som om at han ikke vidste hvilke ord han skulle vælge. Havde han det dårligt med det der var sket?

Mit blik gled hen imod Niall, som havde en indre krig med sig selv om, hvad han skulle putte på den ene halve rundstykke, som stadig befandt sig på tallerkenen. Det var egentligt ret sødt, han havde altid så svært ved at vælge, for han kunne bogstaveligt talt lide det hele. Mange gange sad han med tre eller fire ting, som han slet ikke kunne vælge mellem. Men som regel endte han op med, at vælge dem alle. Typisk Niall, stor appetit og stor kærlighed til mad.

Louis sad som sædvaneligt og fyrede sine syge jokes af, som alle grinede af på nær Harry. Om han befandt sig i sine egne tanker eller bare ikke forstod Louis’ humor, det vidste jeg ikke. Jeg ville nok som regel gætte på det sidste, men lige nu var hans blik meget tankefuldt. Det var uundgåeligt ikke at bemærke, hvordan Harry diskret så mellem Liam og jeg. Den lette rynke i panden på ham, gjorde mig mistænksom. Hvad var der med ham i dag?

Jeg nåede kun at flytte blikket fra Harry til Louis, da Harry rømmede sig. Vi alle klappede i, og så undrende på Harry. Kort så han ned i bordet, men efter det så han direkte på Liam. Hvis ikke det var fordi at jeg efterhånden kendte alle Harrys ansigtsudtryk og kropssprog, ville jeg betegne dette blik som angribende.

”Har du fortrudt det?” spurgte han ud i det blå, hvilket efterlod os alle, og ikke mindst Liam komplet forvirrede. Harry himlede med øjnene, som om at han forventede at vi ville læse hans tanker. På ny lod han læberne skilles og tilføjede hurtigt ”Dengang du forlod dem - June og Karen” hans toneleje var lavt, og Liam kneb øjnene sammen. Jeg fornemmede hurtigt at det emne stadig var et svagt punkt for ham, men det var det tydeligvis for os begge.

Mor og jeg havde begge haft svært ved at forstå og acceptere Liams valg. Men jeg tvivlede ikke på, at Liam også havde haft svært ved at tage det valg. Det havde jeg ikke troet i starten, men efterhånden som tiden var gået, havde jeg indset det. Uanset hvad, var Liam en godhjertet person og han ville aldrig gøre det uden at have fornuften med sig. Men derfor var hans valg stadig ikke i orden, hvis man spurgte mig.

”Det kan du ikke bare spørge om..” begyndte Liam, med et dæmpet toneleje ”Hvorfor?” bed Harry ham af, før han nåede at fortsætte. Liam åbnede munden for at forsvare sig selv, men Harry var hurtigere end ham ”Er du bange for at fortælle det?” snerrede Harry. Vi alle var tydeligvis chokerede over, at Harry pludseligt angreb Liam på den måde. Det lå tydeligvis noget bag det, det kunne selv jeg tyde.

Mit blik veg hurtigt over på Liam, som virkeligt kæmpede for at beherske sig. Jeg kunne se, at Louis ved hans side, overvejede at lægge en hånd på hans skulder. Bare for at berolige ham.

”Fortælle hvad?” forsøgte Liam sig i et roligt toneleje, men det lød mere bittert end down-to-earth agtigt. Harry lænede sig provokerende tilbage i stolen, med et flabet grin ”At du ikke gad dem” - ”Wow, hold op, Harry” sagde Zayn lettere irriteret, mens han så forvirret mellem ham og Liam. Harry ignorerede tydeligvis Zayn, og stirrede fortsat på Liam på en provokerende måde.

”Er det virkeligt hvad du tror?” gav Liam igen, med et hævet toneleje ”Tror du virkeligt at jeg er den person, som bare skrider fordi jeg ikke gider folk?” fortsatte han endnu mere arrigt. Louis realiserede sine overvejelser og lagde en hånd på Liams skulder ”Easy mate” prøvede han sig roligt, men Liam slog hånden væk ”Måske er du sådan en person, men sådan er jeg ikke”

Det var her jeg fik nok af Liams tilsyneladende uskyldighed, og jeg bed tænderne hårdt sammen ”Hvordan er du så?” angreb jeg ham direkte, uden varsel. Liam så hurtigt på mig, hvilket resten af bordet også gjorde. Hvis ikke det var fordi at de havde smadret mit humør så grusomt, havde jeg smilet over Niall, som bare forsøgte at fortsætte den gode stemning og spise sin mad. Liam virkede ikke direkte angribende over for mig, så han hævede blot øjenbrynene, som om at jeg skød med vandpistol, mens han brugte den ægte vare.

”Kender du mig ikke godt nok til at vide det?” spurgte han overraskende roligt. Hans toneleje skræmte mig en smule, for det var så dæmpet og roligt, men man kunne fornemme bitterheden så tydeligt.

Jeg rystede på hovedet ”Åbenbart ikke. Jeg kan ikke kende dig mere Liam, jeg fatter dig ikke. Er du klar over hvor ked af det mor var, da du bare skred fra os alle sammen?” sagde jeg, med et mere eller mindre opfarende toneleje. Liam så mig lige ind i øjnene og selvom blikket skræmte mig, flyttede jeg ikke blikket.

”Måske, men er du kommet ret meget videre siden? Nope. Der er nogen der er nødt til at komme videre, i stedet for at hænge sig i gamle problemer” sagde Liam overdrevet klogt, mens han hævede øjenbrynene en smule. Jeg rystede arrigt på hovedet, da jeg lod mit toneleje stige fra en hævet stemme til en råben ”Gamle problemer? Du flygtede sgu da fra de problemer, hvor mor havde brug for os” Det gibbede let i Niall, som et kort øjeblik stoppede med at tygge på sin rundstykke.

Med et suk, rystede jeg på hovedet ”Du har åbenbart ikke ændret dig siden dengang” sagde jeg. Liam lænede sig en smule fremad, mens han så på mig ”Det har jeg netop. På den positive måde” - ”Hvor er du selvglad” snerrede jeg tørt, og rystede på hovedet. Jeg rejste mig fra bordet, for at forlade rummet.

”Du kan ikke bare gå” forsøgte Liam sig, med et ret irriteret toneleje. Jeg drejede mig straks mod ham, og opdagede at han havde rejst sig. Men det lod jeg mig ikke stoppe af, og så ham direkte i øjnene ”Det kan du tro jeg kan. Jeg følger bare dit eksempel, ikke?” råbte jeg, inden jeg flygtede ind på ’mit’ værelse. 

Så kom det! Sry, er ret presset med tiden :i Derfor er kapitlet ikke rettet igennem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...