Before - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 jan. 2014
  • Opdateret: 20 feb. 2014
  • Status: Igang
Da Junes forældre tager til Califonien, må June bo hos denne Liam. Hun er nervøs for opholdet, da hun tvivler på at deres forhold stadig kan holde. Men alting syner godt, indtil flere problemer lægger sig til rette. June får tilsyneladende skylden for alt, hvilket giver hende mere og mere hjemve. Da hende, Liam og hans ven involveres i en tragisk ulykke, ændres alt. June ligger i koma.. Hukommelsen over de seneste uger er gået tabt, og hun husker ikke noget om Liam. Hvordan er hun relateret til ham? Hvad kommer der til at ske, når hun er til stede psykisk, men ikke har nogen fysisk følelse?

21Likes
34Kommentarer
1498Visninger
AA

8. Kapitel 7


Dagen i dag var travl her på hospitalet, gentagende gange brasede folk ind og ud, og lægerne myldrede rundt ude på gangen. En hvis træthed hvilede over mig, selvom jeg stadig grublede over mine seneste flashbacks. Jeg mindedes nemlig ikke at Liam og jeg stadig var uvenner, men han virkede sådan da han var her.

Døren klikkede op med den sædvanelige lyd, men jeg lod mig ikke bemærke af det. Hele dagen var folk strømmet ind og ud af rummet. Men der var noget der alligevel fangede min opmærksomhed, og det var de tøvende skridt. Lægernes skridt kunne som sagt genkendes på de klikkende lyde, fra de hvide træsko. Men dette var anderledes, lyden af trinnene var blødere og langsommere.

”Uhm, hej igen” lød en ret akavet stemme, som jeg hurtigt forbandt med Liam. Det var ham, og han var vendt tilbage. ”Hør, undskyld jeg gik der sidst” sagde han langsomt, det var tydeligt at han følte at han snakkede med et lig ”Men det var mors idé at jeg skulle komme. Jeg.. Ved ikke hvad der gik galt, jeg beskylder nok bare stadig mig selv for alt det her men-” Vent hvad, beskylder dig for hvad? ”-nu er jeg her altså af mig selv, for jeg har tænkt lidt over det” Afsluttede han, med et kort suk.

Jeg hørte det svage bump, da han satte sig på en af stolene ”Kan du huske lige da du kom? Vi tvivlede begge på at vi kunne snakke normalt til hinanden igen” grinede han let. Stemmen var nu tættere på mit ansigt, hvilket betød at han havde placeret sig ved min side. ”Men det gik jo strålende. Vi så på udsigten fra dit værelse, du kunne vidst godt lide det” sagde han, lidt tøvende om hvor meget jeg huskede. Trods alt lå jeg jo også bare og lignede at jeg sov, og hvor nemt er det at føre en samtale med en sovende person? Svært, det er helt sikkert.

Men jeg huskede godt den første dag, der havde vi fået ført nogle normale samtaler, ledt uden om alt det der var sket flere år forinden.

”Kan du huske Louis? Jeg ved ikke hvad der var med jer to, men I havde en eller anden form for duel kørende” sagde han muntert, hvilket fik mig til at reagere. Louis. Ham kunne jeg da godt huske!

Jeg stod lænet op ad bordet, hvor alle drengene havde kastet sig over morgenbordet. Jeg var ikke sulten, så jeg nøjedes med at betragte dem proppe sig med diverse retter. Alle sad om bordet, på nær Louis og jeg selv. Niall og Zayn førte en samtale om gårsdagens oplevelser, mens Liam og Harry forsøgte at finde ud af hvad der var galt med Harrys iPhone.

”Liam det er ikke i indstillinger” mumlede Harry, og tog mobilen fra Liam. Han drejede mobilen i hænderne, mens Liam prøvede at få fat i den igen ”Jo det er!” erklærede Liam hurtigt, men Harry pillede blot ved det gule banancover, mens han ignorerede Liam.

Mit blik gled rundt mellem de fire drenge, som havde omringet det hvide køkkenbord, som var godt rodet allerede. Zayn rejste sig fra bordet, og forsvandt ind i stuen. Niall sluttede sig til diskussionen om mobilen, og selvfølgelig fik han den til at virke med det samme.

”Jeg sagde jo at det ikke var i indstillinger, Liam” sagde Harry triumferende, men Liam grinede blot ”Du var ikke bedre selv, Harry” gav han igen, mens Niall blot stolt kunne holde mobilen i hånden - nu i virkende tilstand. En isende kold fornemmelse gled gennem mig, og da noget vådt ramte min nakke, hvinede jeg højlydt og sprang frem. Et højlydt grin bag mig, afslørede at det var endnu et af Louis’ numre. Hurtigt førte jeg hænderne om i nakken, og forsøgte at fjerne den kolde fornemmelse. Kort efter stod jeg med en isterning i hånden, og forsøgte desperat at fjerne det allerede smeltede vand. Louis fik et surt blik, men han havde for travlt med at grine, til at bide mærke i mit blik.

”2-1” grinede han højt, mens jeg himlede med øjnene. Jeg skulle nok få hævn, det var helt sikkert! Alle drengene grinede af Louis’ lille nummer, mens jeg bare gik ind på mit midlertidige værelse, for at skifte bluse. Hurtigt blev den navy t-shirt fra Jaqueline De Young trukket over hovedet, og jeg iførte med i stedet en grå sweatshirt med tryk.

Jeg funderede i længere tid over, hvordan jeg kunne give Louis gengæld. Umiddelbart kunne jeg ikke komme på nogle lumske idéer, på hvordan jeg kunne få hævn.

Den lille form for krig, som vi havde haft kørende, blev virkeligt mere og mere overdrevet. Jeg husker tydeligt hvor vi endte, og hvordan vi fik erklæret fred. Ellers var det nok endt med at en af os var røget på skadestuen!

Fuglene fløj rundt i store buer og lavede halsbrækkende loops, mens de søgte sommerens insekter i luften. Solen stod lige ned fra himlen, og uden den mindste form for vind, var her ret varmt. Jeg ved ikke hvordan de overhovedet havde båret sig ad med det, men Louis og jeg var placeret i en lille robåd sammen. Ud fra hans lumske smil, vidste jeg at han planlagde endnu et af hans efterhånden regelmæssige numre. Jeg prøvede blot at holde godt øje med ham, som han var motoren i båden.

I noget tid gik det hele fantastisk, og jeg nød hele miljøet her ved søen. To smukke svaner gled hen over den blanke vandoverflade, hvilket gav et helt eventyrligt udseende, med de høje løvtræer i baggrunden. Høje stemmer afbrød mig i mine tanker, og blikket gled mod lyden. Mit blik blev mødt af Niall og Harry, som i deres båd havde en del problemer. Niall var blevet styrmand, og det var tydeligt at han ikke havde nogen som helst kontrol over årerne, som de stod ud til alle retninger. Jeg grinede lavmeldt af dem, det så virkeligt komisk ud.

I samme øjeblik, spredte en kulde sig i min krop og jeg kunne hermed erklære at Louis havde ladt en større portion af det kolde vand, ramme mig ved hjælp af åren. Han grinede højt af mig, og sendte mig et flabet smil ”5-2”, grinede han videre og lod blikket glide over min krop, som var svøbet ind i vådt tøj. Uden videre drejede jeg mig mod ham, placerede hænderne på hans bryst og skubbede til. Først da Louis plaskede rundt i vandet, gik det op for mig hvad jeg havde gjort. Først stirrede jeg chokeret på ham, men da han sendte mig en utilfreds grimasse, kunne jeg ikke holde grinet tilbage.

”Hjælp mig op i stedet for bare at grine” sagde han køligt, mens han prøvede at komme op i båden igen. ”Louis, stop, jeg-” inden jeg nåede videre, tippede båden og så lå jeg ellers også i vandet. Denne gang var det Louis’ tur til at grine.

”Okay” begyndte Louis med et grin ”Lad os slutte fred her, nu må vi stå lige” Han rakte sin våde hånd frem, som jeg tog imod. ”Fred” sagde jeg højtideligt, så Louis fnisede kort ”Fred” gentog han så.


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...