Before - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 jan. 2014
  • Opdateret: 20 feb. 2014
  • Status: Igang
Da Junes forældre tager til Califonien, må June bo hos denne Liam. Hun er nervøs for opholdet, da hun tvivler på at deres forhold stadig kan holde. Men alting syner godt, indtil flere problemer lægger sig til rette. June får tilsyneladende skylden for alt, hvilket giver hende mere og mere hjemve. Da hende, Liam og hans ven involveres i en tragisk ulykke, ændres alt. June ligger i koma.. Hukommelsen over de seneste uger er gået tabt, og hun husker ikke noget om Liam. Hvordan er hun relateret til ham? Hvad kommer der til at ske, når hun er til stede psykisk, men ikke har nogen fysisk følelse?

21Likes
34Kommentarer
1498Visninger
AA

7. Kapitel 6


Efter Liams forsvinden, havde jeg haft så mange tanker. Alt omkring ham var mere mystisk end nogensinde før. Jeg ville have svaret på, hvordan jeg var relateret til ham. Jeg havde forsøgt at udelukke nogle muligheder, men jeg kunne forbinde alting på en eller anden måde. Altså, jeg mener alt som overhovedet var fysisk muligt. Han kunne ligesom ikke være min oldefar, vel?

Men hans toneleje havde jeg hørt før. Det der hævede leje, som virkede så opgivende og søgende efter noget at holde fast i. Noget jeg havde oplevet engang.

”Moster Allie! Moster Allie!” råbte jeg for fulde drøn, mens jeg lod mine korte ben føre mig hen over det frodige græstæppe i et hastigt tempo. Håret flagrede omkring mit hoved, mens jeg bevægede mig hen imod kvinden, som kom mig i møde med udspredte arme. Jeg sprang ind i et varmt knus, hvor jeg blev svunget en omgang i min mosters arme. Et lykkeligt smil prægede mit ansigt, da hun satte mig ned igen ”Hej June” sagde hun med den søde klang, som hun altid var kendetegnet ved ”Hvor er du blevet stor!” tilføjede hun med et lysende blik, mens jeg stolt rettede mig op ”Jeg er også 4 år nu” informerede jeg hende modent om, mens jeg placerede en hånd på hoften.

”4 år og smuk som en prinsesse” lo min moster kærligt, mens hun lod en hånd stryge gennem det mørke hår. Jeg smilede stort over hendes erklæring, og greb fat i kjolens bløde stof ”Jeg har også en prinsessekjole” jublede jeg, og hentydede til den fine, lavendelfarvede kjole.

Hun nikkede, og hævede bekræftende øjenbrynene en anelse ”Den er rigtig flot” sagde hun, og lod hånden stryge det blanke stof.

”June?” lød en stemme bag mig, hvilket fik mig til at snurre en omgang. Min mor satte sig på hug foran mig, og sagde med en dæmpet stemme: ”Vil du ikke sige til alle at der er mad?” hun smilede stort, og nikkede mod en forsamling af gæster. Jeg nikkede ivrigt, og strøg lige hen til gruppen af mennesker.

”Vi skal spise!” sagde jeg højlydt, men de lod ikke til at bemærke det, da de grinede højt over et eller andet. Jeg greb fat i min onkels bukseben, og trak forsigtigt i det. Han så straks ned på mig med et smil ”Vi skal ha’ mad nu” sagde jeg, hvilket fik dem alle til at reagere. Min onkel bukkede sig let ned over mig ”Så må vi hellere gå til bords. Hold nu op, en fin kjole du har på i dag” sagde han med et overdrevet toneleje, som blot fik mig til at stråle endnu mere.

Hurtigt fik jeg meddelt til alle gæster, at middagen var klar. Da jeg var sikker i min sag, skyndte jeg mig indenfor, mens alle gæster havde fyldt det lange havebord godt og grundigt op. Hurtigt kom jeg op ad trapperne, og drejede hen til den første dør til venstre. Jeg fik nemt fat i håndtaget, og åbnede døren.

”Vi skal ha’ mad” sagde jeg højt, mens jeg legende puffede døren frem og tilbage. Liam var opslugt af tv’et, men bemærkede min tilstedeværelse ”Gå ud” sagde han hurtigt, uden at værdige mig et blik ”Men mor siger at-” - ”Gå ud fra mit værelse!” råbte han, og kylede en pude efter mig. Jeg trådte hurtigt til siden, og så på ham med blanke øjne ”Men det er min fødselsdag” - ”Og jeg er ligeglad” bed han mig af, og viftede mig ud. Med et snøft trissede jeg ud af værelset og gik ned til min mor i køkkenet. Hun bemærkede min hængemule, og spurgte hurtigt hvad der gik mig på.

”Liam sagde at han var ligeglad med min fødselsdag” sagde jeg betuttet, og så ned i gulvet med et tungt blik ”Åh, det skal du ikke tage dig af, han mener det ikke” sagde hun kærligt, og strøg mig over kinden. Jeg valgte at tro hendes ord, og plantede et forsigtigt smil i ansigtet. Derefter løb jeg ud i haven, hvor gæsterne havde kastet sig over min mors lækre menu. Men mit humør var ikke så højt mere, og det gjorde det ikke bedre at min mormor greb fat i mig, da jeg passerede hende ”Nu er du da snart lige så stor som Liam!” sagde hun med et strålende smil, men jeg trak mig bare væk fra hende ”Nej, han er 7 år” sagde jeg stille, mens jeg fortsatte.

 

Jeg huskede det pludseligt så klart. Hvor det hele pludseligt kom fra, det vidste jeg ikke. Men den dag stod så tydeligt i min hukommelse. Det var min 4 års fødselsdag, og allerede dengang havde Liam spoleret det for mig. En mærkelig fornemmelse af brikker der faldt på plads, fandt sted i mig. Flere brudstykker blev sat sammen og flere spørgsmål besvaret.

Men der var stadig noget, som borede i mine tanker. Svage glimt sprang rundt i mit hoved, og havde gjort det siden Liam var gået. Der var noget lignende, jeg havde oplevet. Jeg forsøgte at lægge alle kræfter i, og forsøge at huske. Desperat forsøgte jeg at lime brudstykkerne sammen, for at danne et bedre billede.

 

”Det kan du ikke mene” sagde jeg med et lavmælt toneleje. Mit blik var slørret af de lumske tårer, som sneg sig frem fra de mørke kroge. Liam var tydeligt frustreret, og lænede sig op ad køkkenskabet. Min mor sagde intet, hun så bare stille og nedtrykt på Liam.

I et øjeblik var der ingen der sagde noget, da jeg endnu en gang brød stilheden, som hvilede over os som en tung dyne. ”Så du svigter os?” hviskede jeg, men med et arrigt tryk. Vredt slog jeg min knyttede næve ned i bordet, og gav Liam et arrigt blik ”Du flygter bare fra problemerne og glemmer os, gør du ikke? Egoistisk, det må jeg sige” snerrede jeg koldt, inden jeg forlod rummet.

”Egoistisk? Ha, se på dig selv, som om du er bedre selv. Jeg er bare realistisk, June” råbte han efter mig, hvilket fik mig til at snurre rundt så hurtigt jeg kunne og storme tilbage i køkkenet ”Realistisk? Kalder du det realistisk at skride til London og glemme os?” gav jeg igen, men min mor så til fra sidelinjen. Hun sagde intet, og så blot skræmt fra mig til Liam og omvendt. Liam sendte mig et hårdt blik, da han skubbede sig væk fra køkkenskabet og gik direkte over til mig. Truende stillede han sig helt op ad mig, og lænede sig så langt frem, at jeg blev tvunget op ad væggen bag mig ”Er det da mere realistisk at blive her, hvor alle er deprimerede?” sagde han køligt, uden at give mig plads til at ånde ud i. ”Det er vores ansvar at hjælpe mor gennem hendes stress, når far er i Afrika” sagde jeg nærmest monotont, hvilket fik mig til at lyde utroligt dukset. Men ordenes værdi i sig selv var nok, det var dem som talte i denne sammenhæng.

”Og det gør vi ved at give hende plads - tror du ikke at hun får det lettere, hvis bare én af os tager os sammen og kommer videre? Men det forstår du nok ikke, du har jo aldrig været den mest logiske af os to” hvislede han, før han drejede rundt på hælen og forlod os. Her stod jeg så alene i køkkenet med min mor, som var på renden til gråd. Vi havde på det sidste haft mange af disse skænderier, hvor det altid ente med at en af os gav den anden det sygeste bitchslap, inden vi skred. Men det her var anderledes på to måder: Mor havde hørt og set det, og Liam kom ikke tilbage igen.

Alt gav pludseligt mening. Jeg kunne nu godt huske den dag, hvor Liam fortalte at han ville bo hos en ven i London. Dengang havde han sagt at det kun ville vare et halvt års tid, men han kom aldrig tilbage. Den dag i dag, var det omkring 3-4 år siden. Siden da var der sket så meget, alt var gået over alles forventninger.

Men der var noget som fyldte min tanker mere end nogensinde, noget som jeg nu var sikker på: Liam var min bror. 


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...