Before - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 jan. 2014
  • Opdateret: 20 feb. 2014
  • Status: Igang
Da Junes forældre tager til Califonien, må June bo hos denne Liam. Hun er nervøs for opholdet, da hun tvivler på at deres forhold stadig kan holde. Men alting syner godt, indtil flere problemer lægger sig til rette. June får tilsyneladende skylden for alt, hvilket giver hende mere og mere hjemve. Da hende, Liam og hans ven involveres i en tragisk ulykke, ændres alt. June ligger i koma.. Hukommelsen over de seneste uger er gået tabt, og hun husker ikke noget om Liam. Hvordan er hun relateret til ham? Hvad kommer der til at ske, når hun er til stede psykisk, men ikke har nogen fysisk følelse?

21Likes
34Kommentarer
1493Visninger
AA

6. Kapitel 5

 

Endnu en gang, havde min mor været her. Hun var lige gået, for 5 minutter siden. Denne gang med et nyt håb, men såmænd ikke fordi jeg havde gjort noget - jeg lignede stadig et lig. Men faktisk kendte jeg ikke engang selv grunden. Hun var bare sprunget op, hvilket jeg kunne høre på hendes bevægelser og stolebenene som skrabede mod gulvet, og havde åbenbart idéen.

Jeg havde ikke en anelse om hvad hun havde fundet på, men jeg var ikke særligt sikker på at det hjalp uanset. For det var mere mig der havde ’glemt’, hvordan man kommunikerer med sin krop. Forbindelsen mellem sjæl og fysik var åbenbart forsvundet, og nu var jeg splittet i to. Sådan føltes det i hvert fald.

Dagene gik bare, og jeg lå her. Fik mine flashbacks, men siden i går havde jeg ikke kunnet komme på noget. Min hukommelse så ud til at forsvinde, jo længere jeg kom, i puslespillet om hvad der skete. Jeg havde så mange spørgsmål, som væltede rundt i mit hoved. Ingen af dem kunne jeg finde svar på, hverken i mine tanker eller via ganske normal, logisk tænkning.

Det var forfærdeligt at være her, inderst inde ønskede jeg nok bare at de slukkede for respiratoren. Det var ikke fedt at mærke familiens sorg så nært, især ikke når de ikke troede på det mere. Troede på at jeg nogensinde ville slå øjnene op. Omvendt, troede jeg heller ikke på at jeg kunne finde kontakte med min krop igen. Det virkede underligt, for førhen kunne jeg altid styre min krop, ikke? Det her lyder fuldstændigt ude på landet, men dengang var det bare ulogisk, at jeg en dag ville ende her, uden nogen chance for at fortælle folk at jeg faktisk levede. At min sjæl var der endnu. Og seriøst, det her ender et eller andet sted, hvor jeg ikke engang selv aner hvad jeg snakker om.

Noget andet der var helt ved siden af, var at høre lægerne snakke om mig. Se dét var skræmmende! Alle de snakke om alt muligt lægeviden, som jeg alligevel aldrig ville lære at forstå. At høre dem snakke om organdonering, hvor jeg bare indvendigt skreg efter at komme væk, inden de realiserede deres sjove idéer. Skræmmende, men sandt.

Et kort øjeblik lod jeg endnu engang mine tanker overtage mig, da døren gik op med et klik. Eftersom de klikkende skridt kendetegnede overlægen, måtte jeg sukke let indvendigt. Mere prikken og stikken i mig. Typisk, trods jeg ikke kunne mærke det alligevel, brød jeg mig ikke om de nærværende stemmer og følelsen af at der står fire læger og stirrer intenst på en.

De begyndte den sædvanelige snak om hvorvidt det var muligt for mig at vågne endnu. Det endte faktisk med at lægerne stod og diskuterede, da de havde hver deres mening. Jeg følte mig lidt som den der flue på væggen, som ingen lagde mærke til. Trods alt gik det op for dem at de var på arbejde, og havde en ret stram plan. For pludseligt fik de alle travlt, og skyndte sig ud af stuen.

Alene igen.

Alene. Jeg var alene. Roligt lod jeg blikket søge rundt i lejligheden, som lagde tag over flere lækre rum. Jeg gik med rolige skridt ind i den lyse stue, hvor sofaer var placeret omkring et kønt stuebord af glas. Et tæppe var placeret under bordet, og fremme på væggen, hang et stort fladskærms tv. Min hånd lod sig glide over det vedligeholdte læder på den ene sofa, mens blikket skiftede retning, mod en hvid dør i træ. Med fingerspidserne skubbede jeg døren op, som afslørede et pænt værelse. Sengen og indretningen informerede mig hurtigt om, at jeg var endt i soveværelset. Et øjeblik blev jeg stående i døråbningen, mens jeg så rundt i værelset. At der kun var et enkelt vindue i modsætning til de fleste andre rum, mørkelagde næsten rummet. Himlen udenfor havde også en dyb grå farve, som ikke lod meget lys slippe igennem fra oven.

Jeg snurrede langsomt rundt, så mit blik igen blev mødt af stuen. Først nu lagde jeg mærke til pejsen, som var bygget op i et gammelt look. Robuste sten, muret sammen på gammel maner. Men alligevel bragte det ikke et gammelt udtryk over rummet, da små billeder i fine rammer lod sig placere oven på pejsen, og en brændekurv for indretningens skyld, var lavet i nyt, lyst træ.

Køkkenet var mere hen imod den afslappede, hyggelige stil. Med klinker på bordene og lyse trælister, fik hele rummet et enormt behageligt miljø. Jeg sukkede let, da det store vægur ikke viste mere end lidt over 3. Jeg skulle være alene her, indtil klokken 4. Mit blik gled over et skinnende, rødt æble, som var lagt let på skrå, i den flettede frugtkurv. Trods den moderigtige indretning i mange rum, var her stadig et tydeligt præg af ’hjem’. To fingre lod jeg glide over æblet, som var så friskt og blankt, at jeg kunne tyde de små refleksioner på skrællen. En hylende lyd fik mig til at se ned mod gaden, hvor en af de velkendte britiske ambulancer rasede forbi i farten.

Jeg vendte mig væk fra vinduet, for at betragte indretningen bag mig. En kombination af et køleskab og en fryser, fyldte en større del af bagvæggen. I forlængelse af køleskabssiden, var der et længere stykke af bordplade. Under den glatte overflade, befandt der sig de lyse træskabe, i afpoleret træ. I det ene hjørne af bordpladen, stod en samling af skarpe køkkenknive, som var ophængt på en magnetstribe.

Efter at have nærstuderet køkkenet, vandrede jeg ind i stuen. Kedsomt satte jeg mig i den ene af de dyre lædersofaer, og greb ud efter fjernbetjeningen. Jeg kunne lige så godt få tiden til at gå, på en eller anden måde. Rastløst zappede jeg gennem hver enkelt af de talrige kanaler, men faldt ikke over en eneste spændende sending. På én kanal var der en udsendelse om Amazonas rengskove, mens der på en anden var en eller anden film som berettede om en stormagt i 1900-tallet.

Med et suk slukkede jeg fjernsynet og lænede mig tilbage. Jeg hadede at være alene, især når jeg befandt mig et sted, hvor der inter var at give sig til. Men han var ligeglad, han forlod mig og tænkte kun på sig selv og sin karriere. Men hvor det lignede ham, jeg havde aldrig forstået ham. Heller ikke dengang.

Igen måtte hukommelsen stoppe brat, og forlade mig med tusindvis af spørgsmål. Hvornår var det, og hvem var det hos?

 

Døren gik igen op og hvor jeg forventede det sædvanelige tilsyn af lægerne, var skridtene med en anden lyd. Døren klappede langsomt i bag personen, og jeg spidsede ører. Lyden af trin kom nærmere, og det lød til at skikkelsen dumpede ned på en stol ved min side.

”Hey” lød en stemme. Inderst inde virkede den velkendt, men alligevel kunne jeg ikke fastslå hvem den tilhørte. Der var et eller andet inde i mig, som rørte uroligt på sig. Der var et eller andet velkendt ved stemmen, det var jeg sikker på. Det virkede nærmest som om at stemmen skræmte mig.

”Det er mig,” sagde stemmen, hvilket blot forvirrede mig mere ”..Liam” tilføjede den, hvilket fik mig til at stivne. Dén Liam? Der lød et suk, og jeg kæmpede for at huske hvordan han så ud. Men igen var mine tanker rodede, og jeg kom ikke frem til noget billede af hvordan han i virkeligheden så ud.

”Jeg ved ikke hvorfor jeg overhovedet er her” mumlede han fortsat ”Jeg mener, du kan jo alligevel ikke høre mig, vel? Jeg sidder og snakker til en halvdød person” Hans stemme var steget fra en mumlen, til et direkte toneleje. Det skræmte mig lidt at han virkede så angribende og bare... Tænkte sådan. Havde han allerede erklæret mig død?

Nogle sekundkorte flashbacks fyldte mit hoved. Glimt fra da jeg var hos Liam. De dukkede bare op, og fyldte mit syn ud. De var korte, mærkeligt anspændte - det var som om at det var taget ud fra en sort/hvid film, hvor rollerne var fyldt ud af håndstyrede dukker. Det hele var mærkeligt stillet op.

Jeg var godt klar over at det ikke havde været sådan, men det var uhyggeligt som det kom frem i mit hoved. Ingen af glimtene afslørede nok eller varede længe nok, til at kunne sætte et billede sammen. Det hjalp mig ikke yderligere på vej, til at forstå hvorfor jeg var her. Til at forstå hvad der skete, den dag.

”Det her er latterligt” lød det pludseligt fra Liam. Stolebenene skrabede mod gulvet, og lyden af trin fyldte stuen. Da døren klappede, var jeg igen efterladt med en tom fornemmelse i maven. Han var gået.

Så! Sorry at den først kommer nu, publicerede den faktisk i går, men der må være gået noget galt, for den kom i hvert fald ikke ud :) Nu er den her! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...