Before - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 jan. 2014
  • Opdateret: 20 feb. 2014
  • Status: Igang
Da Junes forældre tager til Califonien, må June bo hos denne Liam. Hun er nervøs for opholdet, da hun tvivler på at deres forhold stadig kan holde. Men alting syner godt, indtil flere problemer lægger sig til rette. June får tilsyneladende skylden for alt, hvilket giver hende mere og mere hjemve. Da hende, Liam og hans ven involveres i en tragisk ulykke, ændres alt. June ligger i koma.. Hukommelsen over de seneste uger er gået tabt, og hun husker ikke noget om Liam. Hvordan er hun relateret til ham? Hvad kommer der til at ske, når hun er til stede psykisk, men ikke har nogen fysisk følelse?

21Likes
34Kommentarer
1483Visninger
AA

5. Kapitel 4


Et af de velkendte numre spillede poppet ud af bilens højtalere, mens den lave brummen fra motoren, blandede sig stille. Teksten til sangen kunne alle efterhånden, det var en af de der ørehængere, som blev spillet i radioen 24/7. Husene gled forbi, og der var blevet flere og flere, efter vi var nået London by. Efterhånden som vi nærmede os kvarteret hvor Liam boede, blev husene mere og mere velhavende. De fine huse blev oftere og oftere med flere etager, som man nærmede sig det finere kvarter her i Londons hjerte.

”Husk at jeg ringer en af dagene. Vi ses snart” informerede min mor mig om, inden hun lod bilen trille afsted. Væk fra mig, hvilket overlod mig til mig selv. Eller… Til Liam. Jeg stod et øjeblik og så fortabt efter bilen, mens den forsvandt hen ad vejen. Jeg snurrede så rundt, og fik trukket den tunge kuffert hen til hoveddøren. Fliserne under mine efterhånden slidte Converse, i en mat grå farve, var pænt lagt og førte en direkte hen til den hvide, blanke hoveddør. Allerede udefra, fik man fornemmelsen af at det her var et hus, hvor indretningen fulgte tid og mode. Om ikke huset så lige så velindrettet ud indenfor?

Jeg strøg en tot hår om bag øret, tog en dyb indånding og lod så den knyttede næve ramme døren, i fire rytmiske slag. Ventetiden virkede længere end den var, men i virkeligheden gik der ikke mange øjeblikke, før døren gled op. Mit blik gled fra dørtrinnet, til ansigtet foran mig. Dér stod han.

Jeg anstrengte mig for at huske hvordan han så ud, men intet stod klart for mig. Hvorfor kunne jeg ikke huske hvad der videre skete? Uanset hvor meget jeg prøvede at huske tilbage, kunne jeg ikke huske mere fra den dag. Jeg mener, denne Liam havde jo åbenbart spillet en ret stor rolle i den seneste tid, så hvorfor huskede jeg intet om ham?

Irriteret fnyste jeg indvendigt af mig selv, mens jeg vendte og drejede min rodede hukommelse. Enkelte brudstykker stod frem for mig, men jeg anede ikke hvor de passede ind. Hele min hukommelse var et stort rod, og ved det vigtigste sted, var der ét stort, sort hul.

Musikken væltede ud af højtalerne, som var placeret overalt. Jeg kunne ikke se noget, men kunne mærke det. Omkring mig var der en masse mennesker, som alle var i højt humør. Det virkede festligt, som om alle fangede rytmen fra bassen i deres kroppe. Jeg strakte en arm ud, men den blev stoppet, da min håndflade ramte en ryg. Hvorfor var jeg blind? En stemme skar gennem musikken, gennem lyden af de glade stemmer, gennem alting. Intet stod helt klart for mig, og stemmen var stadig sløret. Umiddelbart genkendte jeg ikke stemmen, men den gjorde alligevel at jeg vejrede rundt efter, hvor lyden kom fra. Det var noget ved den stemme.

Jeg anede ikke hvor eller hvornår det foregik, eller hvad der skete før og efter. Det var et af de flere brudstykker, som lige nu svømmede rundt i mit hoved. Det var forvirrende, og jeg forstod ikke hvad det var der skete. Flere af disse små øjeblikke var i mit hoved.

Jeg lå i min seng. Min helt egen seng, derhjemme, på mit helt eget værelse. Der var stille, selvfølgelig ud over den velkendte fløjten fra fuglene udenfor. Roligt strakte jeg mig, da det gik op for mig at dagen var en speciel dag. Glad satte jeg mig op i sengen, da det slog mig at min far ikke var hjemme. Med et suk så jeg ned i dynen, men stod alligevel op. Dagen skulle nok blive god alligevel.

Og endnu engang stoppede mindet midt i det hele. Jeg anede ikke hvornår den dag var, eller hvorfor det var en speciel dag. Hvad jeg heller ikke anede, var hvorfor den stod i min hukommelse. Altså hvis jeg ville, kunne jeg tænke tilbage på alt, som var sket før jeg mistede hukommelsen. Selvfølgelig udover alt det, der var sket efter jeg skulle bo hos denne Liam. Men det her brudstykke kom bare frem, uden jeg overhovedet prøvede at huske det. Jeg mindedes ikke at det havde været i de seneste måneder, men jeg kunne ikke være mig sikker.

”June!” lød en stemme, som fik mig til at holde vejret. Eller hvis jeg kunne.. Det var hende. Det var Abby. Jeg kæmpede for at få øjnene op, så jeg kunne give hende en krammer. Bare at høre hendes stemme, var absolut fantastisk. Men jeg ville se hende.  Alle mine kræfter lagde jeg i, i et håb om at bare bevæge mig en millimeter. Eller se hende i et splitsekund. Men intet hjalp, og min vejrtrækning fortsatte stille og roligt. Jeg forsøgte at kalde på hende, men endnu engang lystrede min krop mig ikke. Det var forfærdeligt, som hendes blide stemme fortsatte med at kalde på mig, men mere og mere sørgmodigt for hver gang. Mit hjerte bristede, da jeg hørte hende snøfte.

”Hvorfor svarer hun ikke?” hviskede hun roligt. Det gibbede i mig, da den velkendte stemme svarede hende ”Hun sover bare, Abby” Alt inden i mig gik i stå. Det var ham, min far. Jeg havde ikke troet at han vidste det - at han vidste at jeg lå her. Jeg havde heller ikke troet, at han var kommet hjem for at besøge mig. Det var som om at alt inden i mig græd, og kæmpede for at slippe ud. Kæmpede for at vise verden, at jeg ikke var tabt endnu. Men mit ydre var for stærkt, og havde buret mig selv inde. Jeg var fanget i mig selv. Det var som om at min krop satte tremmer for min vilje, og spærrede min kontrol inde. Jeg kunne ikke mærke noget som helst af min krop, ikke en muskel kunne jeg bevæge eller få kontakt til for den sags skyld.

”Men hun har sovet lang tid nu” beklagede Abby sig fortsat, med hendes lille stemme. Jeg hørte de små trin komme nærmere, og snart hendes blide stemme mod mit øre. ”June du kan godt vågne nu, far er kommet hjem til os” sagde hun stille, men uden en eneste klang af glæde. Det skar i hjertet, at høre hende sådan. Det var tydeligt at der var en del som ønskede mig vågen, især Abby. For hendes skyld ville jeg også helst bare slå øjnene op, og sige at det var en god lur. Men det kunne jeg desværre ikke, for sådan var virkeligheden ikke.

”June” begyndte min far. Jeg lyttede, eftersom jeg ikke kunne ret meget andet. ”Jeg er her nu, selvom du nok ikke kan høre mig. Men se nu at vågne, så du ikke spilder tiden på at dovne den” sagde han med et grin, men jeg vidste at han hverken var sarkastisk eller ironisk. Han prøvede bare at få en lidt anden stemning op, eftersom ingen af os var glade lige nu. Jeg brugte alle mine kræfter på at give ham blot et lille tegn, men som sædvaneligt hjalp intet på min forstenede krop.

Min fars grin forsvandt hurtigt ”Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for at vække dig” sagde ham ømt, inden Abby sprang ind ”Vågner hun aldrig?” sagde hun stille, til min far. ”Jo, jo, selvfølgelig gør hun det, du vågner jo også når du sover, ikke?” - ”..Jo” erklærede hun dog, men lød ikke til at tro ham. De begge virkede til at have mistet håbet fuldstændigt. Hvor længe havde jeg været her? Jeg havde ingen fornemmelse af tid eller måned, så på det område var jeg godt lost.

”Well, sæt bare tingene herind” Han puffede en dør op, og et simpelt, men kønt værelse blottede sig for mig. Uden et ord, trådte jeg ind på værelset, og indåndede den rene duft af nyvasket sengetøj. Sengen var redt, tydeligvis klar til mig. Roligt placerede jeg min slidte kuffert ved siden af sengen, inden jeg slog mit blik ud over vinduet. Jeg mærkede stadig Liam bag mig, som uden et ord sikkert fulgte mit blik.

Langsomt gik jeg hen til vinduet, som afslørede en udsigt ud over Londons tage. Med et direkte udsyn til London Eye længere væk, og aftensolen som kastede et drømmeagtigt skær ud over London, måtte jeg lade et lille ’wow’ slippe ud mellem mine læber. Liam lo lavmeldt og stillede sig hen ved min side ”Det er smukt, ikke?” spurgte han roligt. Jeg nikkede blot, og fik pludseligt fornemmelsen af at opholdet hos Liam, ikke blev så akavet som forventet. Det var længe siden vi sidst havde set hinanden, faktisk så lang tid siden at det kunne tælles i år. Men alligevel virkede det som om at alt var uændret. Som om vi stadig var de personer vi var den gang, og som om at vi stadig kunne få forholdet til at køre, hvis bare vi begge stod ind for det.

Mens Liam stod og kastede et blik ud over Londons efterhånden mørke område, betragtede jeg ham diskret. Han så ældre ud, ja, men det var stadig Liam. Det var stadig den Liam, som jeg altid havde kendt. 


Følger i stadig med? :) Nu kommer vi rigtigt ind i handlingen!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...