Before - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 jan. 2014
  • Opdateret: 20 feb. 2014
  • Status: Igang
Da Junes forældre tager til Califonien, må June bo hos denne Liam. Hun er nervøs for opholdet, da hun tvivler på at deres forhold stadig kan holde. Men alting syner godt, indtil flere problemer lægger sig til rette. June får tilsyneladende skylden for alt, hvilket giver hende mere og mere hjemve. Da hende, Liam og hans ven involveres i en tragisk ulykke, ændres alt. June ligger i koma.. Hukommelsen over de seneste uger er gået tabt, og hun husker ikke noget om Liam. Hvordan er hun relateret til ham? Hvad kommer der til at ske, når hun er til stede psykisk, men ikke har nogen fysisk følelse?

21Likes
34Kommentarer
1489Visninger
AA

4. Kapitel 3


Et snøft fik mig til at rette min opmærksomhed mod virkeligheden. Jeg følte at nogen var tæt på mig, og så alligevel ikke. Det var sjovt, min krop lystrede mig ikke. Det var som om at det slet ikke var min krop mere..

”Lille skat..” lød en dæmpet stemme, som straks fik mig til at spidse ører. Jeg kendte stemmen, og havde hørt den en del her på det sidste. ”Vil du ikke godt vågne op?” stemmen var blevet en hvisken, og jeg ville vædde den halve arm væk på, at hun lige nu rørte mig. Min mor. Jeg skreg efter at kunne sige bare en lille lyd, men min mund forblev lukket. Jeg kæmpede for at åbne øjnene, og prøvede desperat at få bare én millimeter af min krop til at adlyde. Men intet skete, og min krop forblev stille.

”Vi savner dig sådan..” sagde hun stille, og snøftede. Jeg vidste at hun snart måtte være tømt for tårer, for den første tid jeg havde været her, havde hun grædt 24/7. Hun havde bedt lægerne om at gøre noget, og havde hele tiden sagt at der måtte kunne gøres noget. Men intet hjalp, og jeg forblev i denne tilstand.

”Mig..” fortsatte hun ”..Far, Abby..” Abby. Jeg havde slet ikke tænkt på, at hun også så sin storesøster sådan her. En dårlig samvittighed bragede i mig, men jeg kunne trods alt ikke gøre for det. Eller... Det kunne jeg vel, men sket var sket. ”..Sam og ja, ikke mindst Liam” Liam. Liam. Hvem pokker var han. Jeg skreg efter at få det af vide, men jeg kunne ikke huske det. Jeg kunne ikke huske hvilken relation jeg havde til ham.

”Men lægerne siger at vi skal prøve at få dig til at vågne, ved at bringe minder frem” sagde hun stille. Hun lød langt fra til at tro på sig selv, og jeg vidste at hun heller ikke gjorde det. Hun snakkede til et sovende barn, som nok alligevel aldrig vågnede. Hun havde allerede opgivet, og mistet håbet. Det vidste jeg. Men hun kom alligevel forbi næsten hver eneste dag, hvor hun bare sad og snakkede stille med sig selv. Det havde jeg efterhånden også fundet ud af, for det var tydeligt at ordene ikke var vendt mod mig. Men de her var, og det var det vigtigste.

”Kan du huske Pippi Langstrømpe?” sagde hun, og jeg kunne mærke hendes smil. Jeg smilede også, trods min krop stadig lå og lignede et lig. Selvfølgelig kunne jeg det! Min yndlingsfigur, fra da jeg var lille!

”Jeg har taget denne bog med..” jeg hørte hende bakse med hendes taske, og åbne en bog. Jeg hørte hendes fingre bladre gennem bogen, før hun vendte tilbage til første side. Og så læste hun stille og roligt bogen op for mig. Jeg huskede tydeligt disse aftener, hvor jeg havde insisteret på at høre en af fortællingerne. Som regel nægtede jeg at sove, før hun havde læst to eller tre historier for mig. Allerhelst om Pippi.

Men at forsøge at vække mig på denne måde, troede jeg ikke selv på. Jeg kunne sagtens selv huske tilbage på de minder, uden problemer. Lige fra disse Pippi historier, til den dag jeg stjal en Pokémon figur i børnehaven. Den eneste gang jeg nogen sinde havde stjålet noget, og hold da op hvor fik jeg dårlig samvittighed. Det endte med at jeg græd mig selv i søvn om aftenen, fordi jeg havde så dårlig samvittighed. Men i virkeligheden var der nok alligevel aldrig nogen som opdagede det, da den var på størrelse med en tændstikæske og de havde nærmest hundredevis af den slags figurer.

Et suk afbrød mine tanker ”Det hjælper ikke” beklagede min mor sig stille, endnu en af de gange hun mere eller mindre snakkede til sig selv. ”Please, vågn nu op June” sagde hun stille. Selvom jeg gerne ville slå øjnene op, blev jeg som sædvaneligt liggende, og lignede fortsat et lig, ud over den regelmæssige vejrtrækning. Det værste var, at jeg blev holdt i live af en maskine. En såkaldt respirator. Den styrede min vejrtrækning, og uden den var jeg i hvert fald 100% død. Jeg vidste i princippet ikke om jeg allerede var død, men ikke var sluppet ud af kroppen. Okay, stop. Science fiction for vildt.

”400 gram mel” læste jeg op fra opskriften, mens min mor fandt melet frem fra skabet. Hun nikkede, og hældte det hvide, fine pulver op i en skål, som fyldte det meste af den digitale vægts overflade ud.

Mit blik gled videre ned ad opskriften ”Jeg tager gær” meddelte jeg, og fandt pakken frem i køleskabet. En passende mængde blev skåret, og jeg smuldrede det gråbrune stads ned i det lunkne vand. Det ophældte salt og sukker tilføjede jeg, og rørte derefter grundigt rundt.

”Hvad så, hvordan går det i skolen?” lød det fra min mor, som var optaget af at lede efter olie i køleskabet. Jeg fortsatte med at røre i skålen, mens jeg svarede ”Det går godt” var mit svar, som hun tydeligvis forlangte mere af ”Er der nogle søde drenge?” - ”Mor” mumlede jeg blot, hvilket fik hende til at grine ”Det kunne da godt være”

Jeg valgte ikke at svare, og tilføjede blot det mel, som hun havde vejet af. Hele blandingen blev rørt sammen, mens jeg stod i mine egne tanker. Abby kom ind i køkkenet, hvor hun skyndte sig hen til mig. ”Uh, hvad bager I?” spurgte hun, med et smil som afslørede nogle små, fine mælketænder. Jeg smilede til hende ”Hej Abby. Vi bager boller - vil du hjælpe?” spurgte jeg, hvilket fik hende til at nikke ivrigt.  

Med et let tag, løftede jeg hende op på bordet. Hun så ivrigt på dejen, mens små julelys dansede i øjnene på hende. Det fik mig til at smile, før jeg tippede dejen ud på bordet. ”Ærmerne op” sagde jeg, og hjalp hende med at få dem smøget op ”Og har du vasket hænder?” Hun rystede på hovedet, hvilket fik mig til at nikke hen mod vasken. Hurtigt sprang hun ned fra bordet, og styrtede hen til vasken. Jeg vendte mig mod dejen igen, som jeg strøede en smule mel hen over.

Inden længe kom Abby igen hoppende, og op på bordet igen, det kom hun. Hun var vant til at bage, så hun vidste lige præcis hvordan man æltede dejen. Vores mor var jo ikke ’fritidsbager’ for ingenting, vel? Sammen fik vi hurtigt gjort, så dejen fik en perfekt konsistens. 

Mens jeg nynnede med på de selvsamme melodier i radioen, formede vi store, runde klumper af dejen. Abby fik jobbet at pensle de nyformede boller, med en glinsende olie. Inden længe var bollerne i ovnen, og det duftede hurtigt af det nybagte brød.

”Skal du over til Liam allerede i morgen?” spurgte Abby, efter lidt tid. Jeg nikkede roligt, og aede hende over kinden ”Du skal nok få det sjovt, hos bedstemor og bedstefar” svarede jeg hende med et blidt blik, mens mine tanker faldt på dagen i morgen. Et eller andet sted, glædede jeg mig jo til at se ham igen - men omvendt, var jeg også bange for at vores forhold ikke ville kunne genopbygges. Abby sænkede langsomt blikket, mens hun udstødte et let suk. Hun var ikke på sit højeste lige for tiden, så bare det at kunne bage og have det sjovt, var vigtigt for hende.

”Må jeg ikke komme med?” spurgte hun pludseligt. Jeg rystede hurtigt på hovedet ”Det duer ikke, han har jo også arbejde og sådan” Det var ikke den eneste grund. Jeg ville heller ikke have min lillesøster til at se, hvis jeg og Liam ikke kunne snakke sammen mere. Ikke fordi jeg ikke troede vi kunne det, men det var bare længe siden. Måske for længe siden - der havde kunnet nå at ske mange ting, på det gode stykke tid, hvor jeg ikke havde set ham ”Men jeg vil godt snart se ham igen. Det er længe siden” - ”Ja, det ved jeg godt. Han vil nok også gerne se dig igen, skal du se” opmuntrede jeg hende stille, mens jeg sendte hende et lille smil.

”Abigail?” lød en stemme fra stuen. Vores mor kom til syne i døren, hvor hun smilede ”Vi kører nu” meddelte hun, så Abby nikkede og gik over til hende. De forsvandt begge ud i gangen, hvor de iførte sig deres overtøj. ”Hvor skal I hen?” Spurgte jeg, selvom jeg sikkert havde fået det af vide før ”Jeg skal over og lege med Melody” svarede Abby stolt. Hun var så pavestolt over at have fået så mange venner, som hun kunne lege med efter skole. Lige nu gik hun i børnehaveklasse, hvilket hun var stolt af. Og alle skulle vide det, hvis ordet ’skole’ blev bragt på banen.

Inden længe smækkede husdøren, og genlyden af bildøren lød kort efter. Bilen startede, og bakkede langsomt ud ad den snævre indkørsel. Mens jeg betragtede bilen tage af sted, besluttede jeg mig for at tage over til Sam, denne sidste aften.

Den dag huskede jeg også tydeligt. Sam havde desuden insisteret på at se mig, inden jeg tog hen til Liam, som boede næsten en time fra os. Jeg skulle trods alt kun være der i omkring to uger, men hun ville altså stadig se mig. Det var fint med mig, for hun var også det bedste selvskab jeg havde.


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...