Before - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 jan. 2014
  • Opdateret: 20 feb. 2014
  • Status: Igang
Da Junes forældre tager til Califonien, må June bo hos denne Liam. Hun er nervøs for opholdet, da hun tvivler på at deres forhold stadig kan holde. Men alting syner godt, indtil flere problemer lægger sig til rette. June får tilsyneladende skylden for alt, hvilket giver hende mere og mere hjemve. Da hende, Liam og hans ven involveres i en tragisk ulykke, ændres alt. June ligger i koma.. Hukommelsen over de seneste uger er gået tabt, og hun husker ikke noget om Liam. Hvordan er hun relateret til ham? Hvad kommer der til at ske, når hun er til stede psykisk, men ikke har nogen fysisk følelse?

21Likes
34Kommentarer
1486Visninger
AA

3. Kapitel 2

 

”Hvad tager du med?” - ”Tjah... Så meget jeg kan få med” Endnu en t-shirt blev foldet hurtigt, og most ned i kufferten ”Jeg aner jo ikke hvor længe jeg skal være der” tilføjede jeg. Sam greb hurtigt en sweater fra mit skab, med et motiv af en isbjørn. Den havde min faster strikket til mig for lang tid siden, og tro mig, jeg hadede den. ”Ejjj!” udbrød hun ”Tag den her med, den er herre sød”

”Sam, nej” mumlede jeg. Hurtigt greb jeg ud efter den afskyelige sweater, men hun flyttede den hurtigt i luften ”Samantha” mumlede jeg, hvilket fik hende til at stivne. Hvis der var noget hun hadede, var det hendes rigtige navn. Efterhånden havde jeg ikke tal på, hvor mange gange hun havde beklaget sig over at hedde Samantha. Jeg havde ikke noget imod det navn, så jeg forstod hende egentligt ikke.

”Det kaldte du mig bare ik-” - ”Okay, okay, rolig nu” afbrød jeg hende med et grin, mens hun bare stirrede koldt på mig. Man skulle ikke kalde hende Samantha, hvis ikke man turde tage chancer. Engang da vi var yngre, hvor vi var på ferie sammen, var hun blevet så arrig over at jeg kaldte hende Samantha, at hun skubbede mig i poolen. Det lyder ikke af meget, men jeg havde faktisk ikke badetøj på. Vi var på vej ud at spise, jeg havde en lillepige kjole på og en fin fletning. Og wupti, så plaskede jeg rundt i poolen. Dengang havde vi været omkring 8-9 år, siden d havde hun da lært at styre sit temperament lidt mere.

”Well, jeg tilgiver dig hvis du vil med på Starbucks” sagde hun derefter. Hvor det lignede hende ”Jamen okay!” sagde jeg med et grin, hvorefter hun hurtigt tilføjede et  ”Du giver!” Men jaja, det var bedre end en sur Samantha.

 

Jeg kunne sagtens huske den dag, vi var taget på Starbucks. Vi var stødt på Sams crush Matt derinde, hvor hun var blevet helt forlegen. Den pige blev fuldstændig genert når hun var i nærheden af ham, og hun lignede helt en lille pige igen. Indtil Matts ven kaldte hende for Samantha, så vendte skuden fuldstændig. Hun bandede som en gammel sømand og gav ham en lang forklaring på, at hun ikke selv havde valgt det lortenavn, og at hun nu hed Sam. Jep, ham fyren blev ikke så lidt chokeret.

 

”Argh, lort” mumlede Sam, mens hun forsøgte at hive jakken op over hovedet, så den skærmede fra regnen. Det så ret sjovt ud, samtidigt med at det ikke rigtigt lykkedes. De tunge dråber var begyndt at falde fra himlen, og inden længe ville det formentlig stå ned i stænger. Jeg sænkede hovedet, for at undgå at få vandet i hovedet.

”Hvor går vi hen?” spurgte jeg, mens jeg desperat kastede et blik hen af gaden. Regnen var allerede taget til, mens den grå himmel kun så mere og mere truende ud. ”Hjem til mig” meddelte Sam, hvilket også var fornuftigt nok. Hun var den af os, som boede tættest på Starbucks caféen. Og når vi siger tættest på, snakker vi om 100 meters forskel, i forhold til mit hus.

I løb nåede vi hurtigt det lyse parcelhus på to etager. Sam og hendes bror havde efterhånden overtaget hele den øverste etage, hvilket passede mig fint. Man kunne altid slippe for påtrængende forældre, hos Sam. Mine forældre var de der tjener-typer, som konstant brasede ind på værelset uden at banke på, blot for at stille det samme spørgsmål som for 10 minutter siden: ”Er i sultne?”

”Hej June” Sams mor smilede venligt til mig, da jeg prustende som en maratonløber, brasede ind i forgangen. Seriøst, min form var ikke den bedste, hvilket ikke var specielt praktisk som for eksempel nu. ”Hej” svarede jeg dog, da jeg endeligt kunne få vejret igen. ”Kom” mumlede Sam, og hev mig med forbi hendes mor. Endnu en speciel ting ved Sam, var at hun ikke ville have at man snakkede med hendes forældre - det fandt hun ekstremt akavet. Hvilket det sådan set også var, men altså et hej?

Inden længe fik vi smidt os på dobbeltsengen, hvor vi blot stirrede op i loftet. ”Møgvejr” mumlede jeg roligt, mens jeg lod blikket falde på det opdelte vindue for enden af værelset. Dråberne gled i hundredevis ned ad det store vindue, mens himlen dannede en kedelig, grå baggrund. Sam var bestemt ikke uenig, som hun vrissede et ja.

”Jeg fatter ikke Zack” mumlede hun med et suk. Roligt drejede jeg mig, så jeg kunne se på hende ”Hvorfor?” spurgte jeg, som denne perfekte ven ”Han finder virkeligt på alle mulige undskyldninger, for at han kan undgå sine pligter. Det ene øjeblik skal han intet, det næste har han ti tons lektier og en aftale med en ven” hun himlede med øjnene, og foldede hænderne under puden.

”Det ligner ham” konkluderede jeg blot, med et let grin. Sam syntes ikke at det var sjovt, og sendte mig blot et muggent blik ”Ja for den da”

Jeg kunne godt huske Zack. Den enormt høje fyr, med det pjuskede, brune hår. Lige så tykt som Sams.

Zack Burnston var Sams bror, og var med sine 20 år hele tre år ældre end os. Han boede stadig hjemme, trods Sam virkeligt gerne ville have ham ud. Hun havde allerede planer om at bruge hans værelse som opbevaring til hendes kæmpe lager af makeup og tøj. Han var den der type, som gerne slap for alt arbejde og som gerne skød skylden på andre. Et ledt svin, var hvad Sam ofte beskrev ham som. Jeg havde i starten godt kunne lide ham, men jeg havde hurtigt fundet ud af hvor ligegyldig han kunne være. Finde på de fedeste løgne, bare for at slippe for skylden.

Og når man taler om solen, ikke? Døren gik op og ind kom han i egen høje person. Eftersom hans blik var rettet direkte mod sengen, behøvede man ikke at analysere nærmere, før man vidste hvad han ville. Sam havde også godt regnet det ud ”Gør plads til de fede” mumlede hun tørt, inden vores udsigt til hinanden blev blokeret af Zacks krop.

”Jamen hej med dig” sagde jeg blot, da han rettede sit alt for smilende ansigt mod mig ”Heeej June” sagde han højt og rodede i mit hår, som jeg hurtigt fik rettet tilbage med en utilfreds grimasse. Et opgivende grynt lød bag Zack, hvilket fik ham til at rotere 190 grader øjeblikkeligt. ”Hej Sammy, min yndlingssøster” sagde han, og krammede hende hårdt. ”Jeg er også din eneste. Slip mig din idiot” kom det fra hende ”Og skrid ud fra mit værelse” tilføjede hun, mens pegefingeren var rettet mod døren.

Han sendte hende blot et sadface, men da hun hævede øjenbrynene, sukkede han alligevel og gik. Sam klappede triumferende en enkelt gang i hænderne og så på mig ”Overvej lige det der” - ”Han må være helt ved siden af sig selv” mumlede jeg tænksomt, mens jeg så på døren. Normalt havde han ignoreret Sams ordrer og lallet rundt og pillet i alle hendes sager. Typisk ham, pisseirriterende og ligeglad med andre.

Den dag havde slet ikke rigtigt haft noget at byde på, men lige nu var det alt hvad jeg kunne huske. Derfra stod min hukommelse af, jeg huskede intet. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...