Before - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 jan. 2014
  • Opdateret: 20 feb. 2014
  • Status: Igang
Da Junes forældre tager til Califonien, må June bo hos denne Liam. Hun er nervøs for opholdet, da hun tvivler på at deres forhold stadig kan holde. Men alting syner godt, indtil flere problemer lægger sig til rette. June får tilsyneladende skylden for alt, hvilket giver hende mere og mere hjemve. Da hende, Liam og hans ven involveres i en tragisk ulykke, ændres alt. June ligger i koma.. Hukommelsen over de seneste uger er gået tabt, og hun husker ikke noget om Liam. Hvordan er hun relateret til ham? Hvad kommer der til at ske, når hun er til stede psykisk, men ikke har nogen fysisk følelse?

21Likes
34Kommentarer
1494Visninger
AA

11. Kapitel 10


Det var begyndt at regne udenfor, hvilket kun gjorde minderne mere skræmmende end nogensinde før. Jeg gyste ved de lede flashbacks, hvor de større skænderi genoptog deres høje tonelejer, inde i mit hoved. Liams stemme i baggrunden, stoppede bestemt ikke disse genoplevelser. Hver gang mine tanker gik i stå, tilføjede han noget som fik minderne til at rase igen. Det var ikke rart. Jeg bad til mig selv om, at han snart ville stoppe. Hvor jeg før havde ønsket så inderligt at jeg vidste hvad der var sket, ønskede jeg lige nu at minderne ville forsvinde. Hvad der var værst, var at jeg var klar over, at jeg slet ikke var nået til det værste.

”Hey June?” lød en stemme bag mig, hvilket fik mig til at se op. Min mobil hvilede i min hånd, og automatisk låste jeg den, da stemmen afbrød mig i at tjekke Twitter. ”Jeg tænkte på.. Vi tager i sommerhus nogle dage, er det okay med dig?” spurgte Liam tøvende, mens han lod en hånd glide gennem frisuren. Vores samtaler havde enten været akavede eller endt i skænderier, i løbet af de sidste dage. Jeg sukkede tungt, men gad ikke tage det her op ”Fint nok, jeg skal nok finde på noget at lave herhjemme” svarede jeg endeligt, med et så roligt toneleje, som jeg nu kunne bakse op.

”Ehm, det var meningen at du var med i ’vi’” indskød Liam, så jeg kort stoppede med at taste koden til min mobil ”Jaja, vi aftaler bare alt muligt uden at snakke med June” sagde jeg tørt, og himlede med øjnene. Liam sukkede tungt, og lavede en irriteret grimasse ”Hold nu op, jeg spørger dig jo nu” - ”Jeg gider ikke diskutere det” og med de ord valgte jeg at stoppe samtalen, for at dumpe ned på sengen, med mobilen i hånden.

”Er det et ja eller et nej?” spurgte Liam forvirret efter et tid, så jeg opgivende sukkede. Blikket røg op på min bror i en fart, mens jeg sendte ham et ondt blik ”Fint, jeg tager med” Bum færdig, og det viste jeg ved at vifte ham ud. Uden et ord forlod han værelset, men han virkede tilfreds med resultatet. Det kunne have været værre, ikke?

I noget tid så jeg hen på døren, han lige var gået ud af. Uden rigtigt at tænke, uden rigtigt at bevæge mig. Yup, jeg var gået i stå. Først der gik det op for mig at jeg ingen information havde fået, så jeg sprang op og sprang hen til døren i ét hop.

”Liam?” råbte jeg ud af døren. Han svarede med et forvirret ja, et eller andet sted i lejligheden ”Hvornår skal vi af sted?” fortsatte jeg, og blev svaret af et ’vi kører om en time’. Fint, god tid. Jeg vandrede roligt tilbage til værelset, da jeg stivnede. Wait, what? En time? Som i 60 minutter? Shit. Jeg sprang af sted, for at kunne nå at pakke til turen. Allerede nu stressede jeg fuldstændigt, mens jeg panisk forsøgte at få overblik over, hvad man burde have med på sådan en time.

Liam grinede let, fra sin plads ved min side ”Er du klar over hvor komisk det var? Du rendte rundt i hele huset, mens jeg blot kunne nyde showet” tilføjede han leende, mens jeg mentalt himlede med øjnene. Jep, Liam som jeg kendte ham. Det her var i hvert fald den en og samme Liam, som så hyppigt vidste sig i mine flashbacks.

Men på et splitsekund, forsvandt Liams grin. Jeg spidsede ører, hvad skete der? Der hvilede en tung stilhed over lokalet, indtil Liam sukkede ”Kan du huske hvad der skete?” spurgte han stille. Nej, hvad? Hvad skete der? Jeg søgte selv efter svar i min hukommelse, men efter at have vendt og drejet den dag flere gange, nåede jeg ikke frem til noget svar og stod hermed stadig på bar bund.

”Vi kørte omkring en time efter” begyndte Liam, men hans stemme var svagere en før. Jeg undrede mig, hvad var der? Han holdte en kort pause, hvor han ligesom overvejede om han skulle fortsætte. Jeg ventede blot i mens, hvor jeg funderede over om jeg overhovedet ønskede at høre resten af historien. Det virkede ikke til at være en positiv fortsættelse, så frygten summede i mig.

”Zayn, du og jeg kørte sammen, mens de andre drenge havde indtaget den anden bil”

 

”Ryk dig” mumlede jeg blot, da Zayn havde placeret sig midt på bagsædet. Han gjorde sig ikke meget mærke af min kommentar, så jeg måtte nærmest brutalt mose min taske ind oven i ham. Mumlende brokkede han sig surt, mens jeg smækkede døren i foran mig. Jeg havde hurtigt lovet mig selv forsædet, jeg nægtede at være bagsædepassagerer hele vejen. Da jeg havde sat mig ind på forsædet, startede Liam bilen, som udsendte en svagt brummende lyd. Mit blik var rettet ud af forruden, hvis billede langsomt begyndte at rulle. Ingen sagde et ord, men jeg var blot lettet. Jeg havde ikke lyst til at snakke med nogen lige nu, især ikke dem.

Min mobil røg op ad lommen, men jeg måtte med et suk lade den glide på plads igen, da den kun rummede sølle 3% strøm endnu. Hvornår lærte jeg at lade min mobil op om natten?

 

Efter en times kørsel, sænkede Liam farten. Vi var omgivet af træer, træer og atter trær. Kun den slidte asfaltvej foran os skar gennem landskabet og end ikke det mindste træhus var til at se.

”Hvor er vi?” spurgte jeg langt om længe. ”Godt spørgsmål” mumlede Liam, hvilket fik mig til at sukke ”Helt ærligt, og du sagde at du saaagtens kunne vejen” snerrede jeg køligt, hvilket fik ham til at himle med øjnene ”Please June, bare tag dig sammen en enkelt gang” sukkede han ”Hvis ikke det var for dine småproblemer med det hele, ville vi slet ikke være taget afsted. Så ville det ikke være nødvendigt” tilføjede han, hvilket fik mig til at måbe.

”Så det her er min skyld? Så det her er en ’ryste-sammen-tur’? Oh my god” sagde jeg opgivende, og så væk. Vejen lå udstrakt i en lang bane foran os, som virkede så endeløst. Den høje træers grønne kroner, strakte sig langt ud over vejen og kastede smukke skygger. Solen trængte kun svagt igennem på den vej, som skabte et kønt mosaikmønster på asfalten. Mit blik var rettet ud af vinduet, trods Liam firsøgte ihærdigt at tage kontakt til mig. Jeg gad ikke mere, jeg gad ikke at have skylden mere. Trods jeg kun havde boet med ham i knap tre uger, var alt gået galt over den seneste uge.

”Forhelved June, du kan sgu da ikke ignorere mig?” sagde han højlydt, så jeg himlende med øjnene, rettede blikket mod ham ”Det kan du da se jeg kan” bed jeg ham af, hvilket fik Zayn til at sukke højlydt fra bagsædet. Jeg drejede hovedet, for at sende ham et truende blik. Han sendte blot et endnu mere koldt blik tilbage, så jeg med et suk så på Liam ”Hvad fanden er der med jer?” halvråbte jeg. Liam så ud til at tage en dybere indånding, da han kort rettede blikket mod mig ”Med os? Hvem er det der er skyld i alt det her rod?” Mit blik lynede, da han sagde disse ord.

”Ja, det er jo selvfølgelig mig, fordi at det er lettere at skyde skylden på mig” knurrede jeg lavmælt, mens jeg kiggede gennemborende på Liam. Mens Liam kom med et ”Hold nu op”, mumlede Zayn et tørt ”Godt at du ved det” Fra sin plads bag mig. Det fik mig til at vende mig i sædet, med et hårdt ryk ”Hold din kæft!” skreg jeg af ham, så han blot så vredt på mig.

Liam mumlede et eller andet, hvilket fik mig til at hæve et øjenbryn. Jeg undlod at sige noget, og i en mindre periode, hvilede en tung stilhed over bilen. Med et fnys lænede jeg mig tungt tilbage i sædet, og foldede armene over kors. Vejen buede længere fremme, og mit blik fulgte vejen, som vi hele tiden nærmede os svinget. Lige inden svinget, gled mit blik ind i skoven. En sort fugl lettede forvildet fra den mørke skovbund, hvor flere faldne blade hvilede.

Bilen gled let rundt i svinget, og endnu et stykke vej var banet for os. Træerne blev få, efterhånden som vi nåede længere hen ad vejen. ”Jeg tror snart at vi er der” meddelte Liam, forbavsende roligt. Han var ikke typen som bar nag, og det havde han aldrig været. Zayn derimod, var en lidt anden type.

”Så lad os se om vi kan få nogle gode dage, uden June skal spolere det” mumlede Zayn køligt, præcist højt nok til at jeg kunne nå at høre det. ”Narrøv” snarrede jeg ad ham, hvilket fik ham til at hvæse et ”Bitch” tilbage. Det var der jeg ikke kunne styre mig mere, så jeg vendte mig lynhurtigt, mens jeg råbte ad ham. Liam var allerede godt træt af os, så han knurrede at vi skulle stoppe, samtidigt med at han prøvede at hive mig tilbage i sædet.

”Tag dig sammen June, du har lavet nok lort allerede” sagde han højlydt. ”Liam, du-” kom det fra Zayn, men Liam så på ham, og cuttede ham af ”Zayn, bare hold mund, okay?” sagde han mere irriteret, da jeg slog blikket ud af forruden.

De store bogstaver på det rødhvid malede skiltet, var det eneste som fyldte mit hoved. De store, fede bogstaver dannede tilsammen ordet ”ROAD CLOSED” og inden længe gik det op for mig, at bilen var på vej imod en kollision. ”Liam!” skreg jeg, hvilket fik ham til at se frem. Et hurtigt ryk i rattet, ledte bilen væk fra skiltet, men hen imod et nyt. Ihærdigt forsøgte Liam at få bilen på en ny kurs, men for sent. Hjulene ramte forhøjningen for foden af skiltet, og hele bilen krængede. Inden for få tusindedele af et sekund, vendte alt på hovedet, og et stød gik igennem min nakke. Jorden og bilens tag var et øjeblik flettet sammen, inden energien i kollisionen, fik skubbet bilen op igen. De utallige kolbøtter fortsatte, og da en smerte skød gennem mig, sortnede alt for mig.

Ulykken. Den stod fuldstændigt klart for mig. Det var dét der skete. Det var derfor Liam tog skylden. Alle mine spørgsmål var besvaret, men jeg følte mig endnu mere tom end nogensinde. Det var mig selv der var skyld i alt det her, det var mig selv som havde gjort at jeg endte her. Jeg følte pludseligt at jeg fortjente det mere en nogle andre, jeg havde virkeligt ikke været fair over for Liam og drengene. En stikkende fornemmelse af skyld befandt sig i min mave, men heldigvis var det kun mig der var havnet her - Liam snakkede til mig lige nu og Zayn.. Zayn. Panikken greb mig, var der sket ham noget?

Som om at Liam læste mine tanker, besvarede han stille mit spørgsmål ”Zayn har det fint” Pludseligt hørte jeg ham rejse sig, og kort troede jeg at han ville gå. ”Jeg er ked af det, June” lød hans stemme pludseligt, ufatteligt tæt på mit øre. Det gibbede i mig, men jeg lyttede stadig.

”Det er mig der har fået dig til at ende her, og den skyld vil aldrig slippe mig. Du har lagt i koma i snart 2 måneder, uden det mindste tegn. Du vil højst sandsynligt ikke vågne, og gør du vil du være hjerneskadet for livet. Det liv fortjener du ikke, June” sagde han, med en dirrende stemme ”Jeg vil aldrig kunne se dig i øjnene igen, når jeg ved at det er mig som er skyld i at du vil være hjerneskadet. Undskyld June, jeg elsker dig, tvivl ikke på det. Det er bare for sent at fortælle dig nu, men det er også for sent at undskylde. Jeg er så ynkelig, bange og mere til” hans stemme var blot en hvisken til sidst, da det gik op for mig hvad der var ved at ske.

Et billede af Liam som hvilede fingeren på den røde, skræmmende sluk knap, fyldte mit indre. Nej, Liam!

”Men jeg er nødt til at gøre det her, og jeg er gør det 100% for din skyld, sis”


Og det her var hermed det sidste kapitel! Epilogen er ude i morgen, så hold øje med movellas ;)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...