Before - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 jan. 2014
  • Opdateret: 20 feb. 2014
  • Status: Igang
Da Junes forældre tager til Califonien, må June bo hos denne Liam. Hun er nervøs for opholdet, da hun tvivler på at deres forhold stadig kan holde. Men alting syner godt, indtil flere problemer lægger sig til rette. June får tilsyneladende skylden for alt, hvilket giver hende mere og mere hjemve. Da hende, Liam og hans ven involveres i en tragisk ulykke, ændres alt. June ligger i koma.. Hukommelsen over de seneste uger er gået tabt, og hun husker ikke noget om Liam. Hvordan er hun relateret til ham? Hvad kommer der til at ske, når hun er til stede psykisk, men ikke har nogen fysisk følelse?

21Likes
34Kommentarer
1488Visninger
AA

2. Kapitel 1


Musikken spillede roligt ud af det efterhånden afblegede anlæg, som min far gav mig dengang i tidernes morgen. Det var dengang jeg stadig ikke satte pris på det jeg havde, det var dengang at jeg krævede det bedste. Men nu havde jeg indset, at selv det som koster langt under det halve, og har et mindre luksuriøst udseende, sagtens kunne være lige så godt. Endda bedre.

”June, skat?” Min mors stemme var alligevel let at genkende, gennem larmen fra anlægget. ”Mmmh?” svarede jeg automatisk, selvom jeg var klar over at hun ikke kunne høre mig. Langsomt lettede jeg min bagdel fra sengen, og tøffede ud fra værelset. Nysgerrigt var mit blik rettet mod køkkenet, hvor min mor stod. Hun smilede svagt da hun så mig, og gik straks hen til mig.

”Der var du. Du ved, far og jeg har jo snakket lidt om at vi ville tage til Californien, og se på det der nye hus, ikke?” jeg nikkede roligt til hende, jo, det var rigtigt nok. ”Vi tager af sted i næste uge” Hun stoppede sætningen, men jeg hævede blot øjenbrynet. Hun havde mere på sinde, det kunne jeg se.

”Jeg tænkte om du ville have noget i mod at bo hos Liam i en periode?” spurgte hun.

 

Døren gik op her ind til, det kunne jeg høre. Det klik havde jeg efterhånden hørt så mange gange, trods jeg ikke kunne se det. Endelig skabte nogle stemmer en anden form for støj, end den vanvittige bippende lyd. Jeg trak vejret tungt og roligt, da tankerne fløj tilbage til før. Jeg kunne god huske den helt normale eftermiddag, hvor jeg havde været i skole siden morgenstunden. Sam og jeg var kommet for sent til første time, eftersom Sam halvvejs til skole, var kommet i tanke om at hun havde glemt sin taske. Ja, hendes taske. Hun var ellers typen som huskede alt det som vi andre glemte, men når det kom til stykket, var hun ikke bedre selv. Hun glemte det der var værre.

Det irriterede mig, at jeg ikke kunne huske mere fra den samtale jeg havde haft med min mor. For at være ærlig, kunne jeg ikke huske hvorfor jeg var her. Det havde ikke taget mig langt tid at gætte, at det var et hospital. Men problemet var, at jeg havde glemt hvorfor jeg var her. Men en ting der undrede mig, var at jeg ikke anede hvem denne Liam var. Navnet sagde mig intet, overhovedet. Uanset hvad grunden til at jeg var her, var, havde det i den grad påvirket min hukommelse. Og så alligevel ikke. For jeg kunne tydeligt huske alle de der ting fra da man var barn, og dagene op til denne snak med min mor. Men derfra kunne jeg intet huske, havde hun slået mig ned med et baseballbat eller hvad? Der var bare noget der sagde mig, at det ikke var den dag det var sket. At jeg endte her.

 

”Kan han overhovedet huske mig?” spurgte jeg tørt, mens min mors blik blev mere opgivende. ”Selvfølgelig kan han det, i legede da meget sammen da I var små” forsøgte hun sig. Med et suk kastede jeg et blik ud af vinduet, hvor sneen var begyndt at falde ”Okay” mumlede jeg, hvilket fik min mor til at sukke lettet ”Det var dejligt, jeg er sikker på at det nok skal blive hyggeligt!” smilede hun, og vendte tilbage til hendes lille bageri i køkkenet. Man skulle virkeligt tro at hun rent faktisk kørte sit eget lille bageri, i hvert fald elskede hun at bage. Hun var den mor-type, som man så i køkkenet hele tiden.

 

En svag dunken var at mærke i mit hoved, jeg vidste ikke hvorfor. Endnu en gang fik jeg et af mine flashbacks, hvor jeg blev afbrudt, før jeg nåede at finde ud af hvem denne Liam var. Hvad jeg vidste, var at jeg havde kendt ham, for ellers ville jeg ikke have sagt ja til at være hos ham. Det var bare hvilken sammenhæng... Var han en ven? Bekendt? Familiemedlem? Jeg anede det virkeligt ikke.

Jeg sukkede for mig selv - selvom min krop ikke sukkede - og forsøgte desperat at huske tilbage. Hvem var han?

 

I få spring kom jeg op af trappen, og gik direkte ind på værelset. Dengang i tidernes morgen hvor vi flyttede til dette hus, havde jeg insisteret på at få netop dette værelse. Selvom det var lille, lå det nærmest afskærmet fra resten af huset. Den lave dør førte ind til at skjult rum, med skånede vægge og et lavt loft. Aftensolen stod ind af kvisten, som var fra dengang hvor huset blev opført. Når jeg havde brug for at fordybe mig i mine tanker, kunne jeg sætte mig der og blot slappe af. Lade tankerne på frit spil.

Som jeg så ofte gjorde, valgte jeg endnu en gang at sætte mig i den brede vindueskarm. Mit blik var låst fast på udsigten over det smukke landskab. Byen var lille, og derfor noget man kunne kalde en landsby. Noget helt andet end selve London, som vores by faktisk hørte ind under. Men selvom afstanden til London var lille, virkede den så stor. Det var to vidt forskellige byer og mens London var Storbritanniens hjerte, var denne lille landsby blot en ødemark. Men jeg klagede ikke, for her havde jeg vokset op. Der var ro og en fantastisk natur. De frodige enge, store søer og skove som lignede noget fra et eventyr. Drømmebyen for et hvert lille barn.

”Junee” lød den søde, lave stemme fra døren. Mit hoved vendtes mod Abby, min afsindigt søde lillesøster. Hun knugede bamsen Boo tæt ind til sig, mens hun traskede ind på mit værelse. ”Hvad så Abby?” spurgte jeg blidt, og strøg en lok af hendes lange, kraftige hår væk fra hendes ansigt. Hun kastede et blik ud af vinduet, uden at slippe Boo et sekund. Uden et ord, klatrede hun op til mig, og satte sig oven på mig ”Jeg savner far” sukkede hun stille. Jeg lænede tungt hovedet op ad vindueskarmen, mens jeg kastede et blik ud af vinduet ”Det gør vi alle sammen” sagde jeg stille, mens jeg forestillede mig min far. Høj, robust og altid med et bredt smil på læben.

”Hvornår kommer far hjem?” spurgte hun stille, hvilket afbrød mine tanker ”Jeg ved det ikke. Snart, vil jeg håbe” - ”Men jeg savner ham” sagde hun stille, og rettede blikket mod mig med et sørgmodigt udtryk ”Jeg er sikker på at han snart kommer hjem” forsikrede jeg ham om, men jeg var ikke selv sikker i mine ord. Dengang han var taget af sted, for at hjælpe i en flygtningelejr et sted i Afrika, havde han lovet at vende hjem ofte. Men tiden mellem besøgene var blevet længere og længere, sidst vi så ham var 3 måneder siden.

Abby rejste sig, efter nogle minutter i en dyb stilhed. Uden et ord, trissede hun roligt ud af mit værelse. Med et suk, lænede jeg hovedet mod vinduet, mens jeg så efter hende. Hun var blevet så indelukket, efter vores far havde været væk i så lang tid. For hver dag der gik, virkede det bare som om at hun sank mere og mere. Trods hun kun var fire år, var det tydeligt at det betød meget for hende, at hun ikke så sin far. Lige fra hun blev født, havde hun haft et meget nært forhold til ham - et forhold som selv jeg aldrig nogensinde havde haft. Tag det ikke som om at jeg ikke kunne lide min far, for det kunne jeg! Han var min far og jeg elskede ham overalt på jorden. Hvad der skuffede mig, var bare at han ikke havde mere til overs for sin familie. Han vidste hvordan Abby især havde det.

Efter lidt tid, valgte jeg også selv at rejse mig. Roligt gik jeg hen til min seng, som jeg dumpede ned på. Trekvartsengen stod helt inde i hjørnet, hvor væggene skrånede kraftigt. Jeg havde selv valgt at den skulle stå der, selvom jeg de første år her i huset, havde knaldet mit hoved op i loftet adskillelige gange når jeg vågnede. Men det havde jeg vænnet mig til, at man ikke skulle sætte sig hurtigt op i sengen.

Jeg greb ud efter min mobil, hvor jeg loggede på Facebook. De sædvanelige statusser røg op, hvilke jeg bladrede ligegyldigt igennem. Det var mest af tidsfordriv, men en status stoppede mig. Det var et billede, som en af mine ’venner’ havde delt. Der var mest én person på billedet som fangede mig, selvom jeg var mere end vant til at se ham overalt.

Hvis jeg virkeligt lod min hjerne knokle, kunne jeg stadig se billedet for mig. Hvad der irriterede mig så groft, var at jeg ikke kunne huske hvem personen var. Fem unge fyre pyntede så fint på billedet, hvor de alle smilede til kameraet. Fyren længst til højre, virkede besynderligt velkendt. Men trækkene stod ikke så tydeligt for mig, så jeg kunne ikke identificere ham yderligere.

En støj som nåede min øregang, informerede mig om at nogen var i rummet. Stemmerne blev højere, mens en dør klappede. Igen. Stemmen havde jeg hørt så mange gange før. Jeg var nået frem til at det var en mand. Voksen, alvorlig og en type der gik alt for meget op i sit arbejde. Det var i hvert fald mit indtryk af ham, og jeg kunne lige forestille mig den korthårede mand med det alvorlige udtryk, klædt i hvidt tøj der kendetegnede hans karriere alt for godt. Et par firkantede briller og fingre som stank langt væk af sprit, så var den der. Så var det jo lige, at jeg slet ikke havde set ham… Det var såmænd heller ikke noget jeg brændte efter, for jeg var ikke i tvivl om at han let kunne se endnu mere kedelig ud, end jeg kunne gætte mig til.


Så er Before skudt i gang! (: Fra i dag, d. 1. marts, vil der komme ét kapitel hver anden dag, indtil konkurrencens slutning. I alt vil der komme 10 kapitler :) Tak til jer der allerede har sat den på favoritlisten! <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...