Before - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 jan. 2014
  • Opdateret: 20 feb. 2014
  • Status: Igang
Da Junes forældre tager til Califonien, må June bo hos denne Liam. Hun er nervøs for opholdet, da hun tvivler på at deres forhold stadig kan holde. Men alting syner godt, indtil flere problemer lægger sig til rette. June får tilsyneladende skylden for alt, hvilket giver hende mere og mere hjemve. Da hende, Liam og hans ven involveres i en tragisk ulykke, ændres alt. June ligger i koma.. Hukommelsen over de seneste uger er gået tabt, og hun husker ikke noget om Liam. Hvordan er hun relateret til ham? Hvad kommer der til at ske, når hun er til stede psykisk, men ikke har nogen fysisk følelse?

21Likes
34Kommentarer
1489Visninger
AA

12. Epilog

Jeg kunne ikke lade Liam gøre det. Trods han på en måde havde afgjort hans valg, tøvede han. Hvor svært er det ikke også lige, at slå sin søster ihjel?

Minderne var ikke få, og al den tid jeg havde kendt Liam, bar på både gode og dårlige perioder. Men alt i alt havde han trods alt altid været min bror, ikke en dag var gået i mit 17 år lange liv, uden at Liam havde været derude et sted. Nu var det snart slut, slut med at høre hans velkendte, beroligende stemme og slut med at se hans kønne, brune øjne, skinne om kap med lyset.

Hvad hans plan var, anede jeg ikke og kendte jeg ham godt nok, ville jeg mene at han ikke havde tænkt længere end hertil. Han vidste ikke hvad der skulle ske bagefter, hvad hvis pressen fik nys om det? At den berømte, rolige og modne Liam Payne fra det store boyband One Direction, havde taget livet af sin egen søster?

Men alt i alt var Liam modig, han satsede alting ved det her og tænkte tilsyneladende kun på at befri mig fra det her. Det var jeg egentligt taknemlig nok over for, men at forlade verden helt var ikke en rar tanke. Jeg håbede sådan at han ville indse at han ingen skyld havde, og at han ville leve videre. Tålmodigt ventede jeg på at Liam for alvor sagde farvel, og pressede sin finger mod den postkasserøde knap. Det hele stod så klart for mig, og så alligevel ikke. Selvom jeg ikke ønskede at forlade jorden, ønskede jeg heller ikke at ligge her mere. Det var nok, og jeg var bange for at de utallige flashbacks ville blive ved med at hjemsøge mig.

”Vi ses June, jeg elsker dig” dette var hans endeligt, og om et splitsekund ville jeg være befriet fra denne trance. Jeg ville være fri for tanker, bekymringer og flashbacks. Smerten bed jeg i mig, jeg vidste at det snart var slut. Jeg elsker også dig, Liam.

Stilheden hvilede over rummet, og blev ved med det. Der skete intet, Liam sagde intet. Det hvide loft omfavnede rummet, og lignede så mange andre lofter. Men det her ville være det sidste jeg så, før jeg gik bort. Jeg ville aldrig kunne fortælle min bror at jeg også elskede ham, trods alt det her var sket. Selvfølgelig hadede jeg ham ikke, og havde aldrig gjort det. Jeg havde bare haft svært ved at tro på at jeg elskede ham, når han forrådte os på den måde.

Wait, what.

Loft?

Jeg glippede med øjnene, og lod blikket glide til siden hvor Liam måbende så på mig ”J-June” sagde han nærmest hviskende, hvilket fik et enormt smil til at falde omkring mine læber. Jeg var for alvor tilbage i min krop igen! Forsigtigt fik jeg mig sat op i sengen, min krop var stiv og fuld af slanger som bare helvede. Men det var alt sammen lige meget nu. Liam kastede sig om halsen på mig, og var jeg ikke helt galt på den, banede tårerne sig også vej ned ad kinderne på ham. Det var skønt at kunne bevæge sig igen, det var skønt at kunne smile, skønt at kunne være tilstede.

Fra den her dag af, ville jeg aldrig tage livet for givet igen. Hvem ved, måske ville alt ende brat endnu en gang, så jeg besluttede mig for at leve livet for hvert sekund og være 100% tilstede hele tiden. Sidst men ikke mindst, ville jeg aldrig give slip på Liam igen. Nu vidste jeg at han havde brug for mig, ligesom jeg havde brug for ham.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...