Superstition|One Direction.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 feb. 2014
  • Opdateret: 4 feb. 2014
  • Status: Igang
Zayn og Aimee havde, i som hvad der føltes som altid, været bedste venner, men siden Zayn var blevet medlem af bandet, One Direction, havde deres venskab ændret sig meget. Bla. så de ikke så meget til hinanden længer, og de havde begge fået mange ting at tænke på. Aimee, der altid havde været ret overtroisk, havde fået sit første faste forhold med en der hed Logen. Samt havde Zayn rigtig travlt med bandet og deres tredje album. Hvad sker når de to gamle venner, genfinder kontakten, og gamle følelser begynder at stige op til overfladen igen. Kan deres venskab holde, og er der nogle af dem, der tør tage chancen og risikere deres genfundet venskab?

6Likes
4Kommentarer
423Visninger
AA

2. Kapitel 1.


 

Aimees synsvinkel

For 7 år siden.......

 

 

"Hey vent Zayn!. Det er ikke fair, når du er hurtigere end mig, og når du ved det" råbte jeg efter ham. Jeg kunne høre ham grine to meter foran mig, med min lykkeamulet i hans hule hånd. Han vidste, hvor meget jeg holdte af den lykkeamulet, og han elskede at drille mig med, at jeg var så overtroisk. Noget af det der var så irriterende, når han vidste alt om mig, og jeg mener ALT......Okay, måske ikke alt. Jeg havde formået at holde et par hemmeligheder for mit selv.

Han vidste, hvordan jeg troede at lykkeamuletter bragte held, og at hestesko med snuden ned af betød uheld, samt vidste han, at jeg ikke turede at gå ind i det tomme hus på enden af vejen, vi boede på, og selvfølgelig var han så klog, at det var præcis den vej han var på vej hen mod nu. Det eneste jeg kunne tænke var at en eller anden dag, ville jeg få ham ned med nakken, på den ene eller den anden måde.

Men den næste ting der poppede op i mit hoved var helt uforudsigelig, det var hvor sød han enlig var, når han drillede mig på denne kærlige måde. Jeg skyndte mig at skubbe tanken til side. Mig og Zayn havde kendt hinanden siden jeg var syv år gammel. Det startede med, da jeg flyttede ind i huset ved siden af ham. Jeg kan huske, som var det i går, at han kom hen og spurgte om, jeg havde brug for hjælp med at flytte nogle af min ting ind i huset. Først havde jeg været ret genert, da jeg jo ikke kendte nogle, men jeg havde sagt ja. Efter at han havde hjulpet mig med det, havde han inviteret mig hjem til ham, hvor vi havde hygget os med af snakke og drikke varm kakao.

Jeg mødte også hans søstre, hans far og hans mor Patricia. Patricia havde altid været rigtig sød imod mig, hun havde været lidt som en anden mor for mig. Lad os bare sige at mig og Zayn havde kendt hinanden for altid. Han var lidt som en storbror for mig, og jeg elskede ham, fordi han altid var så flink mod mig. Men siden jeg er blevet 13, og han er blevet 14 er det som om "elskede" blev til mere end på den broragtige måde, men jeg ville ikke ødelægge vores gode venskab ved, at begynde af fortælle ham om hvordan mine følelser havde udviklet sig.

Så jeg holder det hemmeligt både for ham og for alle andre. Men mest af alt, prøver jeg også at overbevise mig selv om, at det ikke er noget, at det nok bare, er fordi han engang imellem var så flink, og at det nogle gange vinder mig lidt over. Bare et lille fup for mit lille skrøbelige hjerte........tror jeg.

Nå, men?

Ja, Zayn havde lokket mig ind i denne tomme hus for enden af vores vej. Jeg gik gennem den mørke stue med mine rystende hænder. Jeg sværger, jeg så mørke, skræmmende skygger over det hele. Lige pludselig kunne jeg mærke hænder på mine skulder, og jeg kunne ikke længere holde skriget inde, jeg skreg af mine lungeres fulde kraft. Da jeg vendte mig om, så jeg, som jeg regnede med, Zayn med det største grin på sit fjæs. Jeg sværge, jeg skal nok få min hævn, og tørre det dumme grin af hans fjæs.

Jeg tog min lykkeamulet ud af hånden på han, slog ham på skulderen og begav mig hen mod døren, som jeg åbnede og smækkede efter mig. Jeg begav mig ned af vores vej, og ned til mig og min families hus. Selv om jeg kunne høre Zayn komme løbende efter mig, stoppede jeg ikke, og jeg vendte mig bestemt ikke om for at snakke om det. Han var gået for langt, og han vidste det. Han plejede af lokke mig derind en gang i mellem, men han skræmte mig aldrig fra vid og sans, han vidste, at jeg var en kylling når det kom til forladte huse.

"Aimee, vent!" råbte han, selv om han ikke var mere end 2 meter bag mig. Jeg ventede ikke, jeg fortsatte hen mod mit egent hus, indtil jeg mærkede hans hånd på min skulder. Jeg sværge, at bare den lille berøring, var nok til at få tårerene frem i øjnene på mig. Jeg var nu sikker på, at hvis jeg vendte mig om, ville de løbe ned af mine kinder. En ting var, at jeg var ked af det, men det andet var, at jeg ikke vidste hvorfor.

Nå, jo nu vidste jeg hvorfor. Zayn plejede aldrig, at skræmme mig fra vid og sans, det var noget af det han gjorde med hans "Buddies" som han kaldte dem. Kunne det være fordi, at jeg ikke ville være en af hans venner, måske var det fordi, jeg ville være mere end det. Jeg begyndte igen af gå for at ryste tanken og tårerene fra mig, jeg gik i en godt stykke tid, men besluttede mig så for at vende mig om i stedet for, og så blev jeg ramt af Zayn, som var løbet direkte ind i mig.

Vi væltede begge to om i græsset, Gud takker jeg for at det var på græsset, og Zayn landede oven på mig. Jeg tror ikke rigtig Zayn vidste hvad der skete, men han løftede sig lidt op på sine albuer, til han var på øjenhøjde med mig. Mit hjerte bankede mod min brystkasse, og jeg var næsten sikker på at Zayn kunne mærke det. Vi lå der og kiggede hinanden i øjnene, og jeg er næsten sikker på, at hans hoved kom tættere på mit. Men så var det, at vinden blæste lige forbi os, og det var som om det bragte Zayn tilbage. Han skyndte sig at rejse sig, og hele hans ansigt lyste af forlegenhed, hvilke bare gav mig lyst til at slå ham. Jeg måtte indse, at mit første kys lige var blevet ødelagt af en vindbrise. Fantastisk. Vent, hvad var der galt med mig?

Jeg gav mig selv en lille peptalk og sagde så "Hvad vil du? Skræmme mig, ja det var sjovt." Zayn gav det udtryk fra sig, som om han ikke rigtigt kunne huske hvad der var sket, men at han tænkte på noget andet. Man fandt så ud af hvad han skulle sige "Undskyld, Aimee. Det var ikke mening at du skulle blive bange, det var jo bare for sjov." Jeg rystede på hovedet og sagde så "Sjov? Du ved at jeg hader det hus, og at når det har noget med det at gøre, er jeg en total kylling," Han trækkede lidt på smilebåndet, og jeg rullede med øjnene. Han sagde "Hvad? det var dig der sagde det, og igen undskyld." 

Jeg vendte mig om og fortsatte mod mit hus. Det var først da jeg var ved vores veranda, at jeg mærkede en hånd på mit håndled, igen vendte jeg mig om og jeg mødte igen de brune øjne, som jeg havde elsket, siden jeg for første gang havde set ind i dem, da jeg var syv år gammel. "Please, lad vær med at være sur på mig, du ved, hvor meget jeg hader det." sagde Zayn. Jeg tænkte på at pine ham lidt endnu, men selvfølgelig kunne jeg aldrig være rigtig sur på ham, så i stedet for kastede jeg mig i hans arme og gav han et kram. Han krammede igen, men det var som om, noget havde ændret sig mellem os, jeg vidste ikke hvad, men det føltes.....Rigtigt.

 

 


Det var så første kapitel på min historie "Superstition"

Jeg håber i kan lide den, i må meget gerne lige skrive en kommentar.

Hvad tror i der sker i kapitel 2?

Hvad syndes i om hovedpersonerne?

Hvad vil i gerne have der skal ske?

Hvad kan jeg gøre bedre? Ris/ros modtages.

Så vil jeg gerne sige, at jeg er rigtig glad for, at i læser med, og jeg håber at i kan lide historien :-)

Knuz @Song4ever

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...