Bag facaden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 jan. 2014
  • Opdateret: 11 aug. 2014
  • Status: Igang
Jeg gemmer mig. Jeg vil ikke ses som den jeg er! Lina er en pige på 17, hun gemmer sig bag humor, men hvad lægger der bag hendes "maske"?

0Likes
0Kommentarer
286Visninger
AA

1. "maske" sat

 

At føle sig tom og hul, at leve i skjul. Intet føltes optimalt, der er noget som må være galt. Jeg gemmer mig bag min "maske," mens jeg mærker mit hjerte blive til akse. Jeg skjuler på al balladen, så ingen kan se hvad der gemmer sig bag facaden.

 

Vækkeuret ringer biiib biiib biiib.

Mine øjne åbnes og lyset trænger ind. Pis så starter hverdagen igen.

Jeg slukker vækkeuret med en stønnen og sparker min varme dyne af, selvom jeg allerhelst vil beholde den på, bare gemme mig under den, uden at give verden udenfor en chance.

 Kom nu Lina!

Skælder min indre optimist højlydt. Jeg sukker af hende og putter hende i baggrunden. Tøjet kommer hurtigt på, sort igen.

Jeg placerer mig foran spejlet og en rødhåret pige stirrer tilbage. Hendes øjne er grønne, men man kan se tristheden bag dem, hendes læber er smalle og det ligner at hun surmuler, fregner er tegnet hist og her.

lidt makeup hjælper på det sørgmodige blik. Jeg trækker vejret langsomt ind og pigen i spejlet gør det samme.

Så er det nu, hele showet starter forfra igen. Jeg sætter min "maske" på plads. Først smilet, så øjnene og derefter ryggen. Min dør åbnes og mor titter frem. Man kan tydelige se at hun er min mor. Det røde hår og det grønne blik er ens.

"Godmorgen Lina. Morgenmaden er klar."

Jeg fniser og nikker så håret kommer ned i øjnene på mig.

hun lukker døren efter sig og jeg kigger tilbage i spejlet.

øjnene er klare og muntre, læberne smiler, som om jeg tænker på en indforstået joke og ryggen er rank. Væk er den pige fra før, eller væk er hun ikke, du ville aldrig kunne gætte, at hun gemmer sig bag den muntre facade. Dette er mit liv, eller dette var mit liv.

Bag facaden

 

Stolen hviner da jeg trækker den ud fra bordet. Far ser op fra avisen og rynker brynene. Jeg trækker undskyldende på skulderene. Min søster Kia kommer dansende ned og snupper et toastbrød i farten, hun har hovedtelefoner på og man kan høre tonerne fra sangen Animals. Far ryster på hovedet og læser grundigt videre, som om alt hvad der står er hans problem. Jeg spiser min morgenmad hurtigt inden min bror også kommer ned.

"Hey alle sammen!" pis forsent.

Han klapper mig på skulderen inden han går videre.

Jeg er den mindste, så kommer min bror og derefter min søster.

Der er hele seks år imellem mig og mine søskende. Søskende og søskende.

Min bror var, hvis sandheden skulle frem ikke min rigtige bror ligesom min søster Kia var, og min far var ikke min rigtige far.

Mine forældre blev skilt og min mor giftede sig hurtigt igen, hvorimod min rigtige far kun lige for nylig giftede sig.

Jeg kiggede over på min stedfar han hed Keld, men jeg så ham, som min rigtige far fordi min egen nærmest ikke kendte mig mere ikke efter han giftede sig på ny.

Min bror Chris drillede min søster Kia. De grinede og skubbede til hinanden. Jeg rejste mig inden det gav mig kvalme.

Min skoletaske blev snuppet i farten og cyklen blev nærmest kastet ud i trafikken.

Mine ben trampede alt hvad de kunne op ad den lange bakke. Jeg så ned på mine smalle hænder.

Selvom det var sommer gik jeg med lange ærmer. Mine venner havde tit spurgt mig hvorfor, jeg grinede altid bare og sagde at jeg ikke kunne lide mine arme, men sandheden var, at jeg ikke ville have dem til at se mine ar.

Mine grimme lange hvide ar. Jeg rystede på hovedet over tankerne og cyklede videre.

Musikken i mine øre blev skruet højt på, alt for højt op ville nogle påstå, men musik var det eneste i hele verden, som forstod mig. Musikken kunne fange mine følelser og musikken kunne hjælpe mig til at holde "masken" hvor den skulle være.

Jeg skubbede mine hovedtelefoner ned for at give tankerne bedre plads. Gad vide, hvor lang tid siden det engentelig var jeg sidst havde følt mig glad uden "masken"?

Jeg havde været så inde i mine egne tanker, at da skolen tårnede sig over mig, sukkede jeg lidt for højt.

"Hold da fast der er nok en, som er trist idag hva?"

Jeg bremsede op  og vendte mig om ved den ukendte stemme.

En dreng, han lignede en på min egen alder, stoppede lige ved siden af mig og sendte et tandpasta smil fra øre til øre til mig.

han var lækker det måtte jeg give ham, de fleste piger ville nok rødme eller begynde at blive nervød, men ikke mig. Jeg følte ingenting tom, som en skal.

selv med den tomme følelse satte jeg "masken" på plads og fniste.

"Nej da jeg kom bare i tanke om at jeg ikke har læst lektier." jeg smilede stort og gav ham hånden.

"Lina, er du ny?"

Han smilede, men de blå øjne smilede ikke med.

"Daniel og ja det er jeg. Ups jeg kommer også forsent på første dag ses."

Han cyklede forbi og hen til den store gård med alle de andre cykler.

Hans sorte hår flagrede efter ham i vinden.

skuldre langt hår ikke alle der har det, som dreng. Tænkte jeg for mig selv.

Jeg kom i tanke om hans sidste sætning og så på min mobil. Pis osse! Jeg kom også forsent hvis jeg ikke skyndte mig!

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...