Rocky Blue

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 feb. 2014
  • Opdateret: 19 sep. 2014
  • Status: Igang
En bøsse, en badboy, en drama queen og en blondine. 4 mennesker, 4 egoer, én drøm. Og desværre også kun én skole. Så da de fire træder ind på Rocky Blue Music Academy i den tro, at de skal eje skolen som de plejer, uvidende om hinandens eksistens, får de sig noget af et chok. For de bliver sat på den umulige opgave at starte et band op, -sammen. Året bliver noget af en tumult, fyldt med kærlighed, udfordringer og ikke mindst musik. Et år, ingen af dem nogen sinde vil glemme.

34Likes
26Kommentarer
1584Visninger
AA

11. Kissing in the rain

”Lad mig minde min håbløst forelskede og fulde veninde om, at november snart er omme,” Råbte Miles overdrevet højt, selvom Ally –desværre- sagtens kunne høre ham.

Hun prustede, og satte sig op. Faktisk var hun jo egentlig i et fantastisk humør. Aftenen havde været fantastisk, og selvom det altid havde været imod hendes principper at feste i hverdagen, så havde det været det hele værd. Hun havde danset helt tæt med Tyler, -selvom Ryan Warble kun afspillede techno. Alt i alt havde det været en god aften, bortset fra da Gemma så sit snit til at danse med Tyler da Ally selv skulle hente drinks. Og hun var næsten sikker på at hun havde scoret ham. Kun næsten.

Nej det der virkelig var irriterende, var en evindelig dunken i hendes hoved, som ingen ende ville tage. Hun havde det som om hun kunne eksplodere når som helst, og det tog en del på humøret.

”Jeg har virkelig ikke tid til at tænke på jul nu. Sorry Miles,” sukkede hun, og rejste sig op for at febrilsk lede efter den blomstrede kjole med de tilsvarende plateau-støvler, hun engang havde købt i Port Angeles. Miles lo sagte, og holdt smørret begge dele op.

”Jeg har matematik niveáu 1 med K om et par minutter. Så vi ses!” Smilede han, og lukkede den smukt dekorerede dør.

Ally kastede et længselsfuldt blik hen på sin kridhvide Stagg guitar, der havde ligget urørt i flere dage, og hun lovede sig selv med amager og halshug at hun ville finde tid til den og noget seriøs sangskrivning senere på dagen. Når hun havde fået scoret Tyler.

 

Kaylee sad og skrev små sedler med Miles. De var begge meget imod at man på Akademiet også skulle have normale timer, -det gav overhovedet ikke nogen mening, når alle der var her var sikret en musikkarriere. Men det var det nu ikke det der var det basale emne. Det var Miles’ nye flirt, Dexter. Kaylee havde kun mødt ham en enkelt gang, men hun var glad på hans vegne, selvom hun nu var den eneste kærlighedsforladte.

Hun kunne godt lide at fnise og skrive med Miles mens Mr. Warber’s snak flød i baggrunden, men efterhånden som samtalen udviklede sig blev hun mere og mere deprimeret. Var hun virkelig kærlighedsforladt? Var der virkelig ingen drenge der synes hun var interessant? Eller var hun bare for god til dem?

For sandheden var, at Kaylee i sit liv kun havde haft en kæreste. Men han var flyttet til Washington med sine forældre. Det var helt tilbage da hun var 13. Men hun var helt sikker på at det var kærlighed. Og hun var sønderknust da de sagde farvel. Siden havde hun været alene. Selvfølgelig væltet sig i veninder og sin mors famøsitet, men aldrig havde hun været i et fast forhold. Hun savnede det som bare satans.

 Ligesom i alle highschool-filmene blev hun i samme øjeblik afbrudt af læreren.

”Kaylee? Du kunne vel ikke svare os på det, vel?” Lød det pludselig.

Hun gispede højt, da hun mærkede Warbers hånd på hendes skulder.

”Og det er sådan her det går, når man ikke lytter efter i timerne. Frøken, vi ved udmærket godt at du er meget talentfuld, men du behøver ikke være så langt hævet over os andre, at du ikke kan lytte efter i timen, ligesom dine klassekammerater gør.”

Nogen fra den bagerste del af rækkerne fnisede, og Kaylee sendte Jessica og Wallis et ondt blik. Hun afskyede de to. Men det værste var, at alle nu kiggede på hende. Det her var ikke godt for hendes ry, især ikke op til Skoleballet. Og hvis hun nu ikke blev inviteret af nogen..? Hun gøs ved tanken, mens timen fortsatte. Varner havde fået sympati med hende. Han var ikke den første.

 

Miles kiggede endnu engang sig selv i sit lille spejl, og forsøgte at få sin vejrtrækning i ro. Han var glad for at Dexter ikke havde inviteret ham på café, for så var han nemlig sikker på at han ville spilde kaffe på sin nye Marc Jacobs jakke. Den lysegrå, med filtknapper.

Han havde flere gange skrevet panikbeskeder til Kaylee, men han havde ikke nænnet at sende dem. Selvom han havde brug for nogen til at fortælle ham at det nok skulle gå, synes han stadig at det var synd for Kaylee. Hendes kræsenhed var faldet lige tilbage i hovedet på hende.

Det var vel egentlig hendes egen skyld, synes Miles, men han måtte minde sig selv om at han som ven var nødt til at støtte hende. I det samme fik han øje på en skikkelse der var på vej over broen. Dexter nærmest svævede hen over jorden, og Miles’ hjerte fløj straks op i halsen. Han var bare så forbandet perfekt.

Dexter kom tættere og tættere på, og snart stod han lige foran bænken. Han satte sig ned. ”Hej,” smilede han skævt. Miles rettede sig lidt op. ”Hejsa,” svarede han, og glattede per automatik sine bukser. ”Jeg er helt vild med din jakke, hvor har du fået den?” Spurgte Dexter, oprigtig interesseret, og Miles’ selvtillid blev med det samme boostet med 75%. ”Faktisk fik jeg den for ingen penge i en second-hand shop!” Miles smilede stolt, og Dexter så imponeret ud.

”Jeg har også lige gjort et par scoops,” svarede han, og viste Miles et par slidte Ray Chord støvler. Miles gispede.

”Jeg elsker dem!” Hvinede han, og var indvendig lettet over, at de havde noget at snakke om.

”Jeg så jeres flash,” Dexter lo, og rykkede helt diskret tættere på. Det gjorde ikke Miles noget. ”Hvad synes du så?” Miles huskede tilbage, og besluttede ikke at fortælle, at han faktisk også så ham.

Dexter rømmede sig, og viste et perfekt tandsæt. ”Jeg synes det var perfekt. Lige i skabet! Og se lige hvor mange subscribes i allerede har!”

Miles tog sig til panden. ”Åh gud! Det har jeg slet ikke tjekket!” Han hev lynhurtigt sin mobil op af tasken, og gik ind på Youtube. Ganske rigtigt. Der var over 3500 abonnementer, og flere kommentarer til deres video, end han overhovedet kunne tælle til. Han rystede på hovedet.

”Det kan da ikke passe,” gispede han, og pakkede telefonen væk. I det samme mærkede han en let berøring på sin hånd.

Han tog en dyb indånding, og vendte sig igen mod Dexter. Langsomt drejede han sin hånd, så han kunne fortsætte mønstrene inde i hånden.

Dexter kiggede op, og Miles kiggede fortryllet ind i de blå grønne øjne. Langsomt kom de tættere på hinanden, indtil deres næser næsten rørte hinanden. Miles havde kysset mange piger, men aldrig en dreng. Hans hjerte bankede derud af, men han fik ikke tid til at tænke mere, før Dexter blidt havde trykket sine kølige læber mod hans.

 

Ally åbnede sin iPhone da endnu en sms tikkede ind, men hun orkede ikke at svare på den. Siden Sheila var begyndt at komme sammen med Tylers ven, Dylan, som oven i købet havde taget hendes mødom ved en omgang fuldemandssex, havde hun skrevet til Ally hver evig eneste gang der var sket noget nyt i deres forhold.

Denne gang havde Dylan stået uden for hendes vindue med sin trompet for at gøre et nyligt skænderi godt igen. Selvfølgelig var det romantisk – men Ally var led og ked af kærligheden, og hun gad virkelig ikke høre om Sheilas stormende forelskelse.

Hun bladrede endnu engang listen igennem af fyre der havde spurgt hende om ballet, og standsede da hun nåede til den sidste. Reed Edwards. Det var ikke engang en time siden han havde inviteret hende til ballet, og han var som den eneste kommet på venteliste. Efter Tyler, selvfølgelig.

Hun havde set mange piger gå rundt med de kønt dekorerede cirkler, de gerne viste frem for alle og enhver. Men hver gang hun så dem blev hun så irriteret. Det var måske det eneste hun og Kaylee kunne finde ud af. At gå rundt på gangene sammen og forsikre alle der var så dumme at spørge, om at de ikke havde fundet høj nok kvalitet. Hvilket jo var sandt.

Ally tog fat i sin guitar, og slog op på en af de sidste ledige sider i notesbogen.

 

"There was a time

Before us

Before me

 

There were something

We weren’t good enough to see

 

There were peace and love

No clouds from above

 

Regrets

Nothing more than darkness

Mistakes

Bringing me down

Under the surface

Where I’m drowning in my own regrets

 

I don’t mean to destroy

But I’m a failure

And crushing myself

 

I don’t get perfection

At least not yours

They tell me not to worry

You are so much more

Than you are telling yourself

 

Regrets

Nothing else than darkness

Mistakes

Bringing me down

 

And I’m drowning

And I’m falling

I’ll never be perfect

Cause I regret Everything I have done

And I have been

Now the only thing I need a start

Deep down In my regrets* "

Mens Ally spillede de sidste toner, åbnede døren sig, og ind trådte han. Smukkere end noget andet, og Ally kiggede væk for ikke at blive blændet.

”Jeg tænkte nok at du var her.” Smilede han, men han fastholdt sin attitude, og bevarede sit totale pokerface.

”Lyttede du?” Spurgte Ally, og kunne mærke at hun rødmede. Hun skyndte sig at klappe bogen sammen og proppe den i tasken. Tyler smilede stadig skævt.

”Måske en lille smule,” han grinede, og lænede sig op af flygelet, præcis ligesom han havde gjort den første dag.

Ally forsøgte diskret at skjule sine kinder med sit hår, men det lykkedes ikke.

”Såeh, hvad laver du her?” Hun lovpriste sit spejl hun havde øvet sig med derhjemme. ”Tja. Først ville jeg sige tak. For notesbogen,” han blinkede, og Ally fandt mod til at blinke igen. Det havde han ikke regnet med.

”Det var så lidt,” smilede hun, og tog sin guitar over skulderen.

”Og vent!” Tyler stoppede hende da hun var ved at gå. Ally vendte sig om, og så forbavset ud. Var det nu?

”Jeg har en middag for to på Youst til gode, og jeg mangler en at tage med.” Ally stoppede med at trække vejret.

”Ja?” Svarede hun så normalt som hun kunne. Det kunne ikke blive bedre.

”…Så jeg tænkte om du kunne foreslå en? Jeg ved du har et meget bredt netværk.” Han smilede venligt, og Ally stivnede. Hun havde tolket det helt forkert, og tårerne pressede sig på.

”So-rry, det tror… jeg ikke.. jeg kan hjælpe med,” hun forsøgte febrilsk at holde tårerne inde, men forgæves. Så løb hun ud. ”Jeg skal nå noget,” nåede hun at forklare, inden hun stormede ud på gangen.

 

*Sangen i dette kapitel har jeg, og kun jeg rettigheder til. Det er min egen tekst, og derfor kan i desværre ikke bruge den, uanset hvad. :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...