Dæmonernes forbandelse

Dæmoner. De er ikke andet end ammestuehistorier til, at skræmme børn til at gøre som der bliver sagt. Det er hvad mennesker tror. Men hvad folk tror er sjældent rigtigt...

2Likes
3Kommentarer
172Visninger

1. Prolog

 

Jeg gik ned af den grusbelagte sti, og skuttede mig i tågen. Tågen var et almindeligt syn her nede i helvede. Jeg ville ønske jeg kunne komme til menneske verdenen. I menneske verdenen skulle alting være rart og godt. Jeg troede ikke på det, for hvis menneske verdenen var så god hvorfor skulle alle mennesker så havne hernede? Jeg fattede det ikke, men ville alligevel gerne prøve at komme derop.

Lucifer hadede mig. Det var måske fordi at jeg ikke fulgte ham blindt, og fordi jeg aldrig betalte skat? Skat bestod i guld, og jeg havde hørt at Lucifer var så grådig efter det, at han var parat til at dræbe sig eget folk for at få mere af det. Jeg var praktisk talt ligeglad. Han måtte ikke få den smule guld jeg ejede. Hvad skulle han alligevel bruge så meget guld til?

De færreste var imod Lucifer. Mange dæmoner var med ham på grund af hans stærke leder evner. En af hans tricks til at dæmoner ikke skulle få medlidenhed med menneskene var:

"Smerte er godt! Vi er født til at lide og få andre til at lide!" Underligt nok var han den eneste dæmon der ikke ejede et tortur instrument.

Der var tre typer dæmoner: Racik, Erlo og Masir (bedre kendt som djævle). Masir(Djævle) var blevet jaget væk for mange år siden. Erlo var fremherskende og Racik (Som jeg var) var næsten uddøde. Alle så ned på mig, ikke fordi jeg var racik men af en anden grund. Det var mere fordi at jeg ikke torturerede mig selv. Meget mærkeligt for en dæmon.

Jeg kiggede bagud og opdagede Aringknorr. Jeg skyndte mig om bag en lille klippe. Jeg kravlede gennem en lille rende som var i jorden. Der havde været vand engang men det var der ikke mere. Det eneste sted der var vand var på Lucifers bjerg så hvis man ikke betalte skat fik man ingen vand eller mad. Jeg kravlede om bag en større klippe og gik i retning af min hule.

"Rezar!" råbte en person bag mig.

Jeg stivnede. Jeg vidste ikke om jeg skulle løbe ,for Arzingknorr var en brutal morder. Men jeg hørte skridt bag mig og jeg vidste at det var for sent. Langsomt vendte jeg mig om og så ham i øjnene.

Han smilte et ondt smil og trak sin kødkniv frem.

"Hvad med at betale noget skat?" sagde han med grovhed i stemmen.

"Desværre Hr. Jeg har ikke noget på mig. Du må komme igen i morgen."

"Nej!" udbrød han "Det har du sagt i månedsvis. Det er nu eller vi stopper med at give dig rationer." Han stirrede ondt på mig.

Jeg overvejede hans ord et øjeblik. Så sagde jeg:

"Det med rationer har DU sagt i månedsvis. Jeg kan godt klare mig uden jeres hjælp." Jeg kiggede udfordrene på ham. Han så helt forvirret ud og det blev værre da jeg sagde:

"Vi ses en anden dag!" Jeg gik lige forbi ham og råbte:

"Jeg skal nok have te klar."

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...