Summer love 2 ~ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 mar. 2014
  • Opdateret: 24 dec. 2014
  • Status: Færdig
Dette er 2´eren til Summer Love (Læs helst Summer love, inden denne, for bedre forståelse) Og de endte sammen til sidst! Nina og Niall kæmpede sig igennem det hele og er nu klar til at have et rigtigt forhold sammen. Nina skal være sammen med drengene hele sommeren i USA og ser meget frem til det sammen med Niall... Men når de endelig tror det hele er ok, og de kan elske hinanden, så tager de fejl. For hvad sker der når de sociale medier går endnu tættere på Kærligheds-pigen og gamle venner dukker op, så Nina tvinges ud i et endnu større hvivar af drama og når Niall virkelig elsker Nina af hele sit hjerte og vil beskytte hende i mod alt? Læs det i den ventede toer på Summer Love <3

192Likes
431Kommentarer
88142Visninger
AA

24. The Facade

"And you were strong and I was not
 My illusion, my mistake
 I was careless, I forgot"

James Arthur - Impossible

 

Harry P.O.V

Vi sad alle sammen og prøvede at få tiden til at gå, inden vi snart kørte. Jeg sad sammen med Zayn og prøvede at komme videre i et af hans utallige spil, da han endnu en gang havde opgivet og så rakt telefonen videre til mig. Han mente jeg var bedre til det. Louis gik hurtigt hen og smaskede sig selv ned i dobbeltsengen, der stod inde på værelset, så Liam fnyste lidt af ham. Jeg gav op efter 7. forsøg med Zayns dumme spil og kiggede så på klokken.

"Hvornår kommer Niall og Nina tilbage?" Undrede jeg mig. Louis kiggede hurtigt på klokken og trak på skuldrene.

"Ved jeg ikke... Bare de får løst deres problemer..."

"Han kunne da bare have ladet vær med at være sådan en idiot!" Vi kiggede alle hurtigt chokerede på Zayn, der kiggede undrende på os.

"Hallo! Han er sgu da en idiot." Sagde han og fægtede med armene. Jeg rystede på hovedet, selv om jeg inderst inde, gav ham ret.

Jeg vidste godt, at vi alle sammen syntes at Niall havde været den største idiot nogensinde... Ja, han var jo rent faktisk den største nar. Selvfølgelig havde han prøvet at forklare sig over for os... Men der var stadigvæk noget inden i mig, der tvivlede. Jeg håbede bare på, at han og Nina havde fået snakket ud, siden de var så længe væk.

Det havde faktisk overrasket mig meget, at se de tog af sted sammen efter morgenmaden. Hvilket måske kunne være et tegn på, at de ville få snakket ud, og måske... Blive gode "venner" igen?

Jeg håbede i hvert fald på det. I sær for Niall, der hele de sidste to nætter havde sovet alene, fordi Nina havde sovet sammen med mig... Eller sovet kunne man vel ikke kalde det hun havde gjort. Mere en form for forstyrret og letpåvirkelig søvn, hvor hun aldrig rigtig faldt til ro. Den første nat havde været den værste. Der havde hun ikke sovet overhovedet, men bare ligget og prøvet at kæmpe for at holde tårerne tilbage, mens at jeg havde prøvet at berolige hende.

Den anden nat havde været bedre. Hun havde stadig grædt lidt, men ikke nær så meget som den første nat. Plus hun faktisk også havde sovet en smule. Det var dog ikke den rigtige form for rolige søvn, men mere den urolige. Det måtte have været et mareridt for hende.

Derfor spændte jeg straks i maven, da nogle skridt kunne høres ude ved gangen. Efter 3 år sammen, kunne vi sagtens kende hinanden, bare ved lyden af vores fodtrin. Hvilket gjorde at jeg straks rejste mig fra sofaen og gik ud på gangen, hvor jeg så ham.

Niall.

"Hej." Sagde jeg og gik hen mod ham. Han vendte sig forsigtigt om og stoppede, så jeg gik tættere på ham.

"Hey." Sagde han hurtigt, men jeg glemte lidt at fokusere på det, da jeg hurtigt kiggede rundt.

"Hvor er Nina?" Spurgte jeg. Han kiggede hurtigt ned i gulvet og svang lidt med den ene fod. Han svarede ikke.

"Niall?" Spurgte jeg igen, for at se om han overhovedet havde hørt mig.

"Hun er..." Han stoppede og kiggede så op på mig, så jeg hurtigt så det røde i kanterne af hans øjne. Der var noget galt.

"Niall, hvor er hun?" Spurgte jeg, mens at jeg begyndte at spænde i maven. Han tog hurtigt en dyb indånding, inden han kiggede på mig.

"Væk." Svarede han kort, så jeg straks rynkede brynene.

"Hvordan væk?" Spurgte jeg og prøvede at lede efter et form for svar hos ham, men han blev ved med at kigge væk.

"Hun er på vej hjem." Sagde han lidt efter og kiggede så på mig. Jeg mærkede hurtigt chokket.

"Hjem... som i...?"

"Ja, Harry! Hun er på vej i et fucking fly til London." Sagde han og kiggede på mig. Jeg måtte indrømme, at jeg måbede lidt, men alligevel så kom der også en anden følelse frem.

"Men... hvordan... Hun... Nina, ville aldrig bare rejse uden videre..." Sagde jeg lavt for mig selv, inden at følelsen i mig blev til vrede, så jeg kiggede op på Niall.

"Hvad sagde du til hende?" Spurgte jeg hurtigt med en hævet tone, så han kiggede på mig.

"Det jeg var nødt til, Harry. Hun kan ikke være her.."

"Hvad i... Hvad sagde du til hende?" Spurgte jeg hurtigt, mens at vreden bruste op i mig.

"Hvad jeg blev nødt til... Hun var nødt til at tage af sted..." Jeg holdt hurtigt min hånd op for at stoppe ham, mens jeg analyserede hans ord... Ville det sige?

"Du sendte hende af sted?" Spurgte jeg, for at indse det hele. Han førte hurtigt sin hånd op til sit hår og rodede det igennem, mens han forblev tavs. Det var nok svar for mig.

"Du sendte hende væk... Du... Hvordan kunne du gøre det mod hende?" Spurgte jeg, mens chokket stadig sad i mig. Han kiggede hurtigt på mig og sukkede så tungt.

"Jeg kunne ikke gøre andet." Sagde han med sin kolde og næsten følelsesløse stemme, så vreden voksede. Jeg vendte mig lidt væk fra ham og kløede mig tænkende i nakken. Han kunne da ikke bare... Han kunne da ikke...

Jeg tog en dyb indånding, inden jeg vendte mig mod ham igen og så mærkede hvordan vreden blev større.

"Din idiot." Sagde jeg, mens at raseriet tog fat i mig og jeg trådte tættere på ham.

"Din forpulede idiot!" Råbte jeg denne gang og mistede så kontrollen, så jeg skubbede til ham og han røg bag ud. Denne gang kiggede han op på mig, så jeg kunne se det røde i kanterne af hans øjne igen.

"Din fucking.." Råbte jeg, inden at jeg trådte tættere på ham.

"Idiot!" Afsluttede jeg og skubbede til ham, i det at de andre drenge hurtigt kom ud på gangen og så for over til os, da Niall efter at være skubbet tilbage, for mod mig og bankede ind i mig.

"Stop!" Råbte Zayn, mens at Niall slog mig i brystet og skubbede hårdt til mig. Louis løb hurtigt over og stillede sig i mellem Niall og jeg, så vi begge hurtigt stoppede op. Det ville ikke være kønt, hvis vi bankede mod hinanden og så maste Louis i mellem os... Plus Louis havde sit seriøse ansigt på, så vi stoppede.

"Hvad fanden sker der med jer?!" Råbte han.

"Han er en skide idiot, det er hvad han er!" Råbte jeg, så Niall kiggede rasende hen på mig.

"Du ved ikke en skid om noget som helst, Harry!"

"Hun fucking græd i to dage, Niall! Jeg ved alting... Du er ikke den eneste, der kendte hende!" Råbte jeg hurtigt tilbage, så han straks for forbi Louis og over mod mig.

"Hun var min kæreste. Jeg kendte hende bedre end nogle af jer gjorde... Det kunne ikke gøres anderledes... Jeg var nødt til at gøre det!" Råbte han, mens jeg kunne se hvordan han blev rødere i sine øjne.

"Hvad mener... Niall, hvor er Nina?" Spurgte Louis forsigtigt og kiggede så undrende på os sammen med Liam og Zayn.

"Han sendte hende hjem... Efter alt det her, så sendte han hende hjem, uden at informere os." Svarede jeg, så Niall straks kiggede rasende på mig.

"Måske du skal huske at hun var min kæreste, og ikke din..." Sagde han, så Louis straks gik i mellem os igen.

"Stop nu!... For helvede, i er brødre." Sagde han og holdt sine hænder op foran Niall og jeg. Jeg vidste at Louis havde ret, men alligevel, så kunne jeg ikke lade vær med stadig at være rasende på Niall.

"Det her går ikke... Vi burde ikke gøre sådan her." Sagde Louis og kiggede på os alle sammen. Selv om han var den, der altid tog det mest afslappet af os alle sammen, så var det altid meget overraskende at se ham sådan her. Niall fnyste hurtigt.

"Fint... jeg er også ligeglad!" Sagde han og trådte væk fra os, men Liam greb hurtigt fat i ham.

"Hey makker, slap af... Jeg er sikker på.."

"Lad mig være!" Råbte han og rev sin arm til sig, inden han kiggede på os alle sammen med de samme røde øjne som før. Jeg mærkede hvordan det chokerede mig... Det her virkede slet ikke som ham... Der måtte være noget mere bag det hele.

Det var der bare nødt til.

Men for nu, tog Liam bare sin arm til sig igen, så Niall hurtigt trådte væk fra os, mens jeg havde et lille håb om, at han så ville fortælle os sandheden. For en hver kunne tydeligt se, at der var noget galt. Det her var ikke Niall... Slet ikke.

Niall elskede Nina... For guds skyld, drengen havde været på grådens rand, da han kom hjem fra klubben den aften og hun så sov inde ved mig. Det havde ikke været sjovt, at se ham lide, da Rebecca tog med hjem, fordi hendes ting lå inde på Nialls og Ninas værelse, så hun måtte sove der inde, så Niall havde ligget søvnløs inde hos Louis og Zayn. Og heller ikke med hendes stunt morgenen efter.

Jeg vidste godt, at Nina havde misforstået det hele... Men alligevel, så havde Niall også selv taget nogle dumdristige beslutninger. Så jeg syntes stadig, at han var en kraftidiot.

Men alligevel, så virkede det helt håbløst, da han tavst gik hen mod elevatoren og efterlod os tilbage.

 

* * *

 

Tre dage gik.

Jeg måtte indrømme, at jeg så småt kunne mærke hvordan vi alle desværre på en måde vænnede os til det hele, lidt efter lidt.

Selvfølgelig var det ikke en kæmpe omvæltning... Men det at hun pludselig manglede, var underligere end man lige skulle tro. Så selvom vi prøvede at opføre os så normalt som muligt, så måtte jeg indrømme, at jeg savnede hende.

Selvfølgelig havde Niall haft ret i, at Nina var hans kæreste... Og tro mig. Jeg havde aldrig haft sådan nogle følelser for Nina. Hun tilhørte Niall, og ingen andre. Men alligevel, så savnede jeg hende. Hun havde stadig formået på den halvanden måned hun havde været her, at komme ret tæt på os alle sammen. Hun var en meget sød og venligtsindet pige, så selvfølgelig kunne det mærkes at hun ikke længere var ved os.

Men alligevel, så vidste jeg ikke om det var tanken om, at der nu var en plads mindre, end hvad der plejede, som fik mig til at føle mig trist til mode, eller noget andet. For et' var, at det var underligt, at man ikke kunne sige godmorgen til hende mere, hilse i løbet af dagen, eller have de samtaler sammen som man også havde haft. Men når det kom til en' bestemt af os, så var der noget inden i mig, der føltes helt knust på hans vegne...

Niall.

Jeg måtte indrømme, at jeg stadig var rasende på ham, men så igen... Jeg kunne ikke være rasende på ham. Ikke i den tilstand han havde.

Jeg frygtede faktisk i starten, at han ville blive ligesom sidste gang, hvor han ikke ville spise, sove eller drikke noget som helst... Men jeg havde dog meget mere at frygte. For denne gang, var det værre end sidste gang.

For Niall var i en langt værre tilstand...

Han var kommet hjem den ene aften og havde indtaget en alt for stor mængde alkohol, end hvad han havde haft brug for. Plus han rent faktisk tog en øl eller to om aftenen nu. Det var det mest unormale af det hele. Men det normale var, at han smilede, grinede og fjollede som han plejede... Det var som om intet var sket.

Men så alligevel, så var intet okay. For selv om han smilede og grinede, så kunne jeg se igennem ham. Se hans udtryk, når han sad alene og så hev sin telefon op. Jeg forstod stadig ikke rigtigt, hvad det egentlig var han kiggede på, når han bare sad og stirrede på sin telefon. Eller hvorfor at han en gang i mellem gik fra os, og så var væk ret lang tid af gangen.

Jeg prøvede at skubbe tanken væk, men da vi kørte hen på det nye hotel vi skulle være på. (Dog kun en' overnatning) Så så jeg hurtigt at han trak sine tasker over skulderen og så bare gik direkte hen mod hotellet uden at vente på os andre. Jeg vendte mig hurtigt om og kiggede efter ham, mens at Louis også vendte sig om.

"Harry." Sagde han og kiggede på mig. Jeg kiggede ventende på ham, men han sagde ikke noget. Han tog bare mine tasker og svang dem over sine egne skuldre, så jeg forstod hvad han mente. Jeg sukkede lidt, men nikkede så, inden jeg gik ud af bussen og fulgte efter Niall.

Han var allerede kommet op til værelserne, og jeg prøvede at åbne dørene, men det var kun da jeg kom til det sidste, at døren gik op. Jeg åbnede døren forsigtigt, så jeg hurtigt kunne høre lyden af guitarspil. Jeg rynkede lidt på brynene, inden jeg fortsatte ind i rummet og fik øje på den velkendte blonde skikkelse, der var bøjet ind over guitaren, mens han skriblede lidt på et papir. Dog så jeg også noget andet. Hans telefon lå foran ham og en gang i mellem kiggede han på den... og snøftede.

"Nialler?" Spurgte jeg forsigtigt, så han forskrækket kiggede over på mig og straks stoppede hans spillen på guitaren. Jeg mærkede hvordan jeg spændte lidt i maven, da han hurtigt satte guitaren fra sig, for så at snøfte og tørre sine øjne.

"Niall, tal til mig." Sagde jeg og satte mig ned på sengen ved siden af ham, så jeg hurtigt fik øje på hans telefon. Han så det godt og tog så hurtigt telefonen i hånden og låste den. Jeg sukkede, så han hurtigt kiggede på mig, så jeg kunne kigge ind i hans røde og blanke øjne. Jeg rakte forsigtig hånden ud, så han kunne give mig telefonen. Jeg låste den op, så jeg så billedet.

Hun kiggede smilende ind i kameraet, så man kunne se hvordan glæden sad godt plantet i hendes øjne, mens hun rakte ud med hånden. Hendes lange brune hår hang hende bølget ned over skuldrene og indrammede hendes smukke ansigt. Det var et vidunderligt billede.

Jeg kiggede på Niall, der hurtigt snøftede endnu en gang.

"Har du nogensinde elsket en person så meget, at du vil gøre alt, bare for at se dem være lykkelige?" Spurgte han. Jeg mærkede en klump forme sig i min hals og svarede ikke, da han fortsatte:

"Har du nogensinde kigget på en person, og set lige ind i hendes øjne og bare vidst at hun var den eneste ene? Så bare det at kigge ind i hendes øjne, kunne få dine knæ til at føles som gele, din hjerne til at kludre sig sammen... og dit hjerte til at stoppe..." Han stoppede og rettede blikket mod jorden.

"Jeg kan stadig høre hendes stemme, når jeg sover... Mærke hende i mine arme..."

"Niall..." Prøvede jeg hurtigt, men så så at han rystede på hovedet, inden han rettede blikket lige ud i luften.

"Jeg troede virkelig, at hun ville var den eneste ene... Men jeg kunne se at jeg ødelagde hende..."

"Niall, hold nu op..." Jeg prøvede at trænge i gennem, men han rettede bare sit blik ned igen.

"Det er hårdt at sige til en person, at du ikke elsker hende, når du inderst inde elsker hende med alt hvad du har og alt hvad du kan." Han stoppede, mens at en enkelt tårer flød ned ad hans kind.

"Jeg er virkelig ked af alt det der skete, Harry. Jeg er virkelig virkelig ked af alt det jeg gjorde... Jeg er en idiot." Sagde han og klemte øjnene sammen. Jeg sukkede hurtigt.

"Niall, vi får snart pause, så kan du tage hjem til hende..."

"Nej, det vil jeg ikke. Det er slut, Harry. Jeg vil ikke se hende igen." Sagde han og rejste sig fra sengen. Jeg kiggede hurtigt på, at han holdt sin telefon i hånden, som han hurtigt kiggede på, så billedet af Nina vistes.

"Det er svært at give slip på nogle som du aldrig vil stoppe med at elske... Men hun har brug for at blive glad igen... Selv hvis det betyder jeg ikke kan være sammen med hende." Sagde han og slukkede sin telefon helt, for så at sætte sig på sengekanten og lade den falde til gulvet.

____________________________________________________________________________

Er det slemt, hvis jeg græd her til sidst? :((((

For det gjorde jeg ret så meget....

Men i hvert fald. Jeg siger tusind tak for at i kommenterer så meget som i gør... Alle jeres kommentarer varmer altid så meget, og gør mig så glad. Så keep up!!

Jeg er ikke sikker på hvor mange kapitler SL2 bliver på, eller hvor lang tid den tager at læse, men jeg håber at det ikke trækker ned at den måske bliver lang.

(Jeg har jo sagt at jeg er dårlig til at formulere mig kort, og er vild med detaljer... Så er ikke sikker på længden) Men jeg gør det så godt jeg kan.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...