Summer love 2 ~ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 mar. 2014
  • Opdateret: 24 dec. 2014
  • Status: Færdig
Dette er 2´eren til Summer Love (Læs helst Summer love, inden denne, for bedre forståelse) Og de endte sammen til sidst! Nina og Niall kæmpede sig igennem det hele og er nu klar til at have et rigtigt forhold sammen. Nina skal være sammen med drengene hele sommeren i USA og ser meget frem til det sammen med Niall... Men når de endelig tror det hele er ok, og de kan elske hinanden, så tager de fejl. For hvad sker der når de sociale medier går endnu tættere på Kærligheds-pigen og gamle venner dukker op, så Nina tvinges ud i et endnu større hvivar af drama og når Niall virkelig elsker Nina af hele sit hjerte og vil beskytte hende i mod alt? Læs det i den ventede toer på Summer Love <3

192Likes
449Kommentarer
88127Visninger
AA

29. Tell me you love me

"I don't love you

but I always will."

The Civil Wars - Poison and Wine.

 

Jeg slog forsigtigt øjnene op, så jeg kiggede ud af vinduet og kunne se sneen, der dalede ned fra himlen og lagde sig i et smukt og hvidt lag hen over byen. Det virkede helt varmende at vide, at det sneede udenfor, mens man lå indenfor under en varm dyne. Jeg smilede lidt for mig selv og krummede mig mere sammen, for at føle dynens varme mere omkring mig. Dog var det ikke helt dynen, der fik mig til at smile. Den var en af det, men nok kun omkring 20 procent. De resterende 80 procent kom fra de to arme, der lå trygt og solidt omkring mig, mens et hoved var gemt ned i min hals, og fik mig til at føle mig sikker.

Niall.

Jeg smilede og rykkede mig lidt tilbage, så jeg mærkede hans overkrop støde på min. Et kort og lavt fnys kunne hurtigt høres, efterfulgt af et kort gab.

"Godmorgen." Lød hans lave hæse morgenstemme, som jeg så småt havde vænnet mig til.

”Har du været vågen længe?” Spurgte han søvnigt, så jeg hurtigt smilede lidt for mig selv og forsigtigt rystede på hovedet, mens jeg mærkede at han hurtigt klemte mig lidt ind til sig, inden han slap mig, for at sætte sig op. Hans hår strittede ud til alle sider, så han så virkelig cute ud. Jeg grinede lidt og rakte så forsigtigt hånden op for at nusse ham i håret, så han vendte sit hoved og kiggede smilende på mig. Jeg smilede selv tilbage, inden han fniste og så lænede sig ned for at kysse mig på læberne. Jeg grinede hurtigt, mens jeg lagde armene om hans hals, og han lagde sine hænder rundt om mit liv, så han kunne vende os rundt. Jeg grinede hurtigt og trak så mine læber fra hans, for at kysse ham på næsen. Han grinede lidt og rejste sig så helt op, så jeg hurtigt lagde mig på tværs i sengen og hev dynen over mig, mens jeg lagde mig på siden og støttede mit hoved på min hånd, mens jeg kiggede på at han gik over til den sofa, der var i hotelværelset. Han kløede sig hurtigt i håret, inden han trak sin telefon ud af opladeren henne ved sofabordet og kiggede på skærmen i nogle få minutter, inden han lagde den ned på bordet igen.

Jeg grinede lidt for mig selv, da han hurtigt kiggede over på mig og rynkede sin næse, i den der søde mine, som kun han kunne. Jeg rullede om på ryggen og kiggede bag ud på, at han gik over mod sengen og satte sig, så hans hoved var lige over mit og hver hans knæ, var på hver side af mit hoved. Han prikkede mig hurtigt på næsetippen, så jeg fniste og derefter vendte mig om og satte mig op, så jeg kunne lægge mine ben rundt om livet på ham, så han grinede og lænede sig frem for at smelte sine læber sammen med mine.

Det her var så surrealistisk.

Havde man spurgt mig den dag jeg mødte Niall igen, om jeg havde forventet at jeg skulle ende op sammen med ham den næste morgen, så ville jeg ikke have troet mine egne ører. Selv om det var sandt.

Og selv her fire dage efter, hvor jeg vågnede op i hans arme på dette hotelværelse, så kunne jeg stadig ikke tro det.

I fire hele dage havde alt andet end Niall været ligegyldigt for mig. I fire dage havde jeg ikke lavet andet end at kramme, omfavne, kærtegne, holde om, grine med, eller kysse Niall. Det var som om at vi i de fire dage havde levet i en boble, hvor det kun var ham og jeg, der eksisterede, mens alle andre omkring os, betød ingenting.

For i fire dage var jeg vågnet op til Niall, som jeg kunne gå ture i byen med, gå på restaurant med, ligge i sengen med, slappe af med, sove med... kysse med. Ja, i fire dage havde jeg lavet alt med Niall.

Vi havde haft det så hyggeligt med at gå rundt på hotellet og lade som om at alle var ligeglad for en gangs skyld. At omverdenen var ligeglade med hvem Niall var, hvem jeg var, hvem vi var og jeg elskede det. Det havde i fire dage, været vores lille boble som jeg frygtede ville sprænge. 

Jeg slap Nialls læber og satte mig op, efter at han havde lagt os ned. Han kiggede hurtigt på mig, inden han rørte min næse med sin og grinede lidt, for så at rejse sig, så vi kunne komme i gang med dagen.

Der var ikke noget køkken på hotelværelset, så hvis vi skulle have mad, skulle vi ud. Vi gik ned i lobbyen og var på vej ud i byen for at skaffe morgenmad. Niall havde sine fingre flettet sammen med mine, mens mine ledige arm var omkring livet på ham. Vi gik og grinede lidt sammen over en historie han fortalte, da jeg vågnede op, da en blitz hurtigt mødte mine øjne. Jeg blinkede en enkelt gang, inden jeg fokuserede på en ung pige, der stod henne ved receptionsdisken sammen med sine forældre og hurtigt så helt chokeret ud, da jeg opdagede at hun tog billeder af os. Jeg frøs straks i kroppen og stoppede op, så Niall gik frem og hurtigt kiggede bag ud på mig, da han blev strækket ud i sin arm, fordi jeg ikke længere fulgte med. Han rynkede lidt på brynene og trådte et skridt tættere på og spurgte med et smil.

"Kommer du, baby?" Spurgte han og hev mig hen til sig. Jeg smilede hurtigt og klemte blidt hans hånd, mens jeg rystede tankerne om at pigen havde taget billeder af os ud af hovedet.

Vi fortsatte med at gå over mod døren, da en ung stemme hurtigt sagde:

"Niall Horan?" Både Niall og jeg stoppede begge to op og kiggede bagud på pigen, der havde taget billeder, som gik hen mod os.

"Øhh... Kan jeg få et billede?" Spurgte hun og trippede lidt med fødderne. Niall kiggede hurtigt på mig og jeg smilede bare og nikkede, mens jeg hurtigt opdagede at jeg allerede havde sluppet hans hånd. Han gik hurtigt hen til pigen, der fumlede lidt med kameraet, inden jeg tilbød at tage billedet for hende, så det ville blive bedre. De poserede hurtigt, inden at Niall gav hende et hurtigt kram og jeg gav hende kameraet tilbage, mens at Niall gik over til mig og lagde sin hånd på min lænd. Pigen smilede lidt genert og virkede lidt splittet mellem at gå, eller blive, indtil hun sagde:

"Er i sammen igen?" Hun bed sig usikkert i læberne og jeg mærkede hurtigt hvordan Niall knugede mig lidt ind til sig og forsigtigt kiggede på mig ud af øjenkrogen.

"Min veninde jeg og blev rigtig kede af, da du bekræftede at i ikke var sammen mere... Så jeg ville bare spørge, om i er sammen igen?" Spurgte hun forsigtigt og pillede lidt ved sine negle. Niall sukkede lidt, inden han smilende sagde:

"På en måde.." Jeg mærkede straks hvordan jeg frøs i kroppen, inden pigen lyste op i et smil og så sagde at hun var glad på vores vegne og så gik. Niall grinede lidt for sig selv, inden hans hånd fandt vejen ned til min igen, hvor han så flettede vores fingre sammen, for at fortsætte ud af receptionen. Jeg kiggede hurtigt ned på vores hænder, mens at jeg kunne mærke hvordan mit hjerte bankede hårdt... For hårdt faktisk. En klump samlede sig i min hals, mens jeg prøvede at skubbe følelsen væk inden i mig. Dog føltes det bare som om det blev værre, mens at Nialls og pigens ord spillede sig om og om igen i mit hoved.

Er i sammen igen?

På en måde.

Nej... Nej, vi var ikke...

Jeg stoppede op og mærkede så hvordan Nialls hånd gled ud af min igen, mens han fortsatte hen mod dørene. Han vendte sig undrende straks om mod mig.

"Babe?" Spurgte han undrende. Jeg kiggede hurtigt ned i jorden, mens tankerne kørte rundt i mit hoved.

"Jeg vidste at det her var forkert.." Sagde jeg lavt for mig selv, så jeg kunne høre hvordan min vejrtrækning lød en smule ukontrolleret.

"Babe, hvad snakker du om?" Spurgte Niall og rakte ud efter min hånd igen, men jeg trak den hurtigt til mig, mens at jeg mærkede hvordan mit hjerte bankede hårdt mod mit bryst.

"Jeg er ikke din kæreste." Sagde jeg, mens at jeg mærkede hvordan jeg langsomt brød ud af den lille bobbel og kom tilbage til den virkelige verden igen.

”Nina..” Sagde han og kiggede undrende på mig, mens at jeg hurtigt hævede mit hoved og kiggede ham ind i øjnene. Hans udtryk ændrede sig straks til et panisk et, og han nåede ikke at gribe fat i mig, inden jeg vendte om og løb hen mod elevatoren, mens jeg kunne høre han råbte efter mig.

Jeg fik hurtigt lukket elevatoren, så jeg kunne komme op til etagen, hvor jeg løb hen mod værelset og fumlede lidt med nøglekortet (Som til mit held var i min lomme, da vi begge havde været enige om at Niall sikkert ville have smidt det væk). Jeg fik låst mig ind på værelset og for over mod sengen for at pakke mine ting sammen, mens jeg kunne mærke hvordan det hele brændte inden i mig. Jeg vidste at jeg burde have lyttet til mig selv, da jeg sagde det her ville ende galt.

”Nina!” Råbte Niall, inden han for hen af gangen og ind på hotelværelset, hvor han kiggede chokeret på mig.

”Babe, hvad laver du?” Spurgte han og gik hurtigt over på den anden side af sengen, for at få øjenkontakt med mig.

”Hold op, Niall.” Sagde jeg og gik ud mod toilettet for at hente mine andre ting. Han fulgte hurtigt med mig, mens jeg hurtigt gik ud igen.

”Tal til mig!” Sagde han nervøst. Jeg sukkede dybt, mens jeg pakkede alle mine toiletsager ned i en af de poser, hvor jeg havde købt ting de forrige dage..

”Det går ikke det her, Niall.” Sagde jeg lavt, så han straks kiggede forvirret på mig.

”Hvad mener du? Hvad går ikke… Jeg… For helvede, Nina, tal til mig!” Sagde han i et lidt højere toneleje. Jeg sukkede og stoppede hurtigt alle mine bevægelser, for så at vende mig om mod ham.

”Niall, vi kan ikke blive ved med det her… Det er forkert.” Sagde jeg og kiggede ham ærligt i øjnene. Han kiggede forvirret på mig.

”Hvad er forkert? Baby, jeg forstår det ikke… Hvad er det du gør?” Spurgte han. Jeg sukkede opgivende og satte mig så ned på sengen og lagde ansigtet i hænderne. Han satte sig hurtigt ved siden af mig.

”Please… Luk mig ind.” Sagde han og lagde sin hånd på min ryg. Jeg rettede mig lidt op og kiggede på ham.

”Hvad er det vi har gang i, Niall?” Spurgte jeg stille, så han kiggede på mig.

”Hvad er det vi laver? Hvad er… det her?” Spurgte jeg hurtigt og viftede rundt i værelset. Han kiggede rundt og så på mig.

”Vi…” Men så stoppede han hurtigt og sagde intet, så jeg sukkede og nikkede.

”Præcis.” Sagde jeg og rejste mig så fra sengen, men han greb med det samme fat i min hånd.

”Please, Nina… Du kan ikke gå… Ikke nu.” Jeg sukkede opgivende.

”Hvornår så? Regner du med at vi kan blive her, i den her lille boble af hvad det end er, og så hele tiden skubbe sandheden til side? Hele tiden udskyde sandheden og virkeligheden... fordi vi begge ved at virkeligheden ikke er det her… Undskyld, Niall, men det vil jeg ikke.” Sagde jeg og smed mine toiletting ned i den ene pose, inden jeg hurtigt åbnede skabet bag os, for at hive det sidste tøj ud.

”Nina, Jeg… Jeg ved ikke… Kan du ikke… Please, bliv…”

”Hvorfor, Niall? Hvad er formålet? Hvad regner du med der vil ske? Regner du med at det hele vil ordne sig, hvis jeg bliver, og vi så på den måde… ender sammen igen?” Spurgte jeg og kiggede ventende på ham. Han svarede ikke, men kiggede derimod hurtigt væk, så jeg vidste at det var det han håbede på. Jeg sukkede hurtigt, inden jeg lagde de sidste ting ned i en af poserne og tog dem ned fra sengen.

”Det her var en fejl, Niall. Det burde ikke have været sket.” Sagde jeg og tog hurtigt min jakke over armen og mine poser i hånden.

”Wow… Så du slår op med mig… Igen.” Sagde han lavt, mens han sad lænet forover på sengen. Jeg stoppede hurtigt på min vej over mod døren og kunne mærke vreden blussede op i mig, så jeg straks smed tingene ned på gulvet.

”Nej Niall. Det gør jeg ikke… Jeg slår ikke op med dig, for vi var aldrig sammen!” Sagde jeg i en vred tone, så han kiggede op på mig og skulle til at åbne munden, da jeg hurtigt mærkede vreden tog overhånd.

"Hvis jeg ikke husker rigtigt, så var det dig, der slog op med mig." Sagde jeg og mærkede hvordan smerten hurtigt opstod i brystet på mig bare ved mindet.

"Nina..." Sagde han hurtigt og rejste sig, men jeg afbrød ham hurtigt.

"Nej... Det gjorde du ikke engang. Du gav bare op på mig." Sagde jeg og mærkede hvordan raseriet pumpede rundt i min krop og ud i mine årer.

"Du kæmpede ikke engang... Du gav bare op." Sagde jeg i et lavt, men faretruende tonefald. Han tog sig frustreret til hovedet, mens han trak vejret dybt.

"Du gav bare op, som om jeg var skrald.." Sagde jeg lavt igen, mens smerten i mit bryst blev dybere og dybere, som hvis flængen genopstod.

”Undskyld.” Sagde han stille. Jeg prustede tungt ud.

”Ja… Jeg siger også undskyld. Det her er min skyld… Jeg skulle ikke have gået med dig..”

”Hold op med at lyv!” Sagde han hurtigt og kiggede så vredt på mig.

”Jeg lyver ikke, Niall. Jeg lyver overhovedet ikke, for det er sandt! Jeg skulle have ladet dig være og bare taget hjem igen. Hjem til Sadie, mor og far, Mark..."

”Når ja… Mark… Din "rare" kæreste!” Sagde han og skubbede hurtigt en af puderne hårdt ned på gulvet.

”Hold op, Niall! Du ved at Mark er min kæreste nu. Det er ham jeg hører til hos... Hvorfor forstår du det ikke?!” Spurgte jeg vredt. Han rettede sig straks op og kiggede frustreret på mig.

”Jeg forstår alt, Nina! Jeg forstår at Mark gør dig glad… Men gør han dig lykkelig?” Spurgte han og kiggede så seriøst på mig. Jeg kiggede forvirret på ham.

”Hvad mener du? Mark gør mig glad… Jeg er glad sammen med Ham. Jeg kan rigtig godt lide ham, og jeg ved han også kan lide mig…”

”Men elsker i hinanden?” Afbrød Niall mig hurtigt og kiggede mig så i øjnene. Jeg kiggede stumt på ham, så han grinede.

”Selvfølgelig ikke…”

”Hold kæft, Niall! Du kan ikke bare komme her og bestemme om vi elsker hinanden, eller ej! Du kender ham ikke… Du ved ikke hvad han gør for mig. Du ved ikke hvad jeg føler for ham!” Råbte jeg og kiggede lynende på ham.

”Jo. jeg gør! Du kan se på alle om de elsker nogen… Du kan se det på alle, Nina!” Råbte han også.

”Okay! Så bevis det." Svarede jeg kontrolleret tilbage.

”Okay… Kan du se i hans øjne at han kigger på dig… Ikke bare sådan hurtigt, men virkelig kigger på dig og hele dig? Kan du mærke at hver gang han rører dig, så brænder hele hans krop bare ved din berøring. Kan du se at han hele tiden smiler af dig, at du får ham til at grine… får ham til at tro på at kærlighed kan ændre hele dit liv? At han hver dag ser dig og tænker: ”Der er den pige, som jeg vil elske resten af mit liv. Det er den pige som jeg hver dag vil vågne op til og vide at hun elsker mig, men aldrig lige så højt som jeg nogensinde vil elske hende.” Kan du det?” Spurgte han og kiggede alvorligt på mig. Jeg prøvede at bearbejde det hele i mit hoved, mens tanker om Mark, men også Niall, blev ved med at suse rundt i mit hoved med alt for høj fart.

”Hvordan kan du…”

”Vide alt det?” Sluttede han min sætning. Jeg nikkede ventende, mens jeg langsomt følte mig mindre og mindre.

”Fordi det var sådan jeg følte omkring dig.” Sagde han og kiggede mig så oprigtigt i øjnene, så jeg stivnede i kroppen.

Jeg ville skrige, ikke bare af ham, men af hele verden. Hele den her omgang lort, som jeg så småt havde undgået, fordi… Ja, fordi jeg ikke ville indse hvor såret jeg var. Det var derfor jeg havde taget det hele så fint… Simpelthen fordi jeg ikke kunne indse det. Jeg kunne ikke indse at noget så vidunderligt… Var slut. At noget så helt og vidunderligt fantastisk, bare var bristet for øjnene af mig... At Niall bare havde skubbet mig væk.

"Men du sendte mig væk.." Sagde jeg lavt, mens jeg mærkede hvordan jeg langsomt begyndte at skælve i kroppen. Han kiggede hurtigt tænkende på mig, så jeg rettede mit blik op mod ham igen.

"Hvis du virkelig følte sådan omkring mig, hvorfor kæmpede du så ikke?" Spurgte jeg og kiggede op på ham, mens jeg mærkede hvordan jeg kom tættere og tættere på bristepunktet. Han skulle til at åbne munden, men jeg afbrød ham bare hurtigt:

"Hvis du virkelig elskede mig så meget som du påstår, hvorfor gav du så bare op sådan uden lige?" Spurgte jeg, mens jeg mærkede hvordan raseriet og smerten overtog hele min krop.

"Baby, jeg.."

"Du sendte mig væk!" Råbte jeg afbrydende og kiggede på ham, så han kiggede forskrækket på mig.

"Jeg ønskede at du ville kæmpe... Jeg ønskede at du ville give os en chance, Niall. Men du sendte mig bare væk, som var jeg ingenting." Sagde jeg skælvende, så han hurtigt trådte tættere på mig.

"Jeg elskede dig med alt hvad jeg havde, Niall. Jeg elskede dig så meget at jeg ville være blevet... Jeg ville have tilgivet dig... Men du gav bare op og sendte mig væk.." Sagde jeg og kiggede ned, mens jeg holdt mine øjne klemt hårdt sammen for ikke at græde, men da jeg så mærkede hans hånd på min arm, hævede jeg mit hoved og råbte med alt hvad jeg kunne:

"JEG ELSKEDE DIG!" Han frøs i hele kroppen og stoppede så sine handlinger.

"Jeg elskede dig med alt hvad jeg havde, alt hvad jeg kunne... Og så gav du bare op." Sagde jeg, mens jeg kunne høre hvor skinger min stemme var, mens at den knækkede til sidst.

"Jeg troede du hadede mig.." Sagde han og kiggede mig forsigtigt i øjnene, så jeg ikke kunne lade vær med at udslippe et skælvende grin.

"Hvorfor skulle jeg det? Når du virkelig elsker en person, er kærligheden nok til at overse deres fejl. Jeg var en dum forelsket pige." Sagde jeg, inden jeg rettede mit blik op mod ham igen.

"Det er jeg stadig." Han kiggede straks alvorligt på mig, mens jeg kom med et dybt suk.

"Hvem prøver jeg at narre? Jeg elsker dig... For fanden, jeg stoppede aldrig.. Niall, jeg er ikke Okay... Jeg elsker dig stadig, og jeg kan ikke komme videre, fordi minderne om dig er printet fast i mit hjerte. Jeg ser dit ansigt for mig, når jeg lukker mine øjne og jeg kan stadig lige så tydeligt mærke dine arme omkring mig, når jeg sover, eller hører dig synge ind i mit øre sent om aftenen. Ja, hvis jeg koncentrere mig godt nok, kan jeg stadig føle at du kysser mig... For jeg kan ikke give slip, Niall. Jeg prøvede en gang før, men der narrede jeg bare mig selv." Jeg stoppede lidt, mens jeg mærkede at min vejrtrækning blev lidt roligere.

"Jeg elsker dig stadig, Niall... Også selv om du ikke elsker mig." Sukkede jeg og bukkede mig så ned efter mine ting og tog dem i mine hænder og arme, inden jeg gik resten af vejen hen til døren.

”Undskyld.” Sagde jeg hurtigt, inden jeg åbnede døren og så gik ud af hotelværelset, mens jeg hurtigt hørte ham løbe efter mig.

”Nina, vent!” Råbte han desperat efter mig henne af gangen, så jeg selv satte i løb hen mod elevatoren, der hurtigt åbnede for mig.

”For satan, Nina… Undskyld Okay? Undskyld jeg fuckede det hele op… Undskyld, Nina!” Råbte han højt efter mig, mens dørene i elevatoren gik i og de tog mig ned til receptionen, hvor jeg hurtigt nåede at løbe ud til midten af lokalet, inden jeg hørte Nialls paniske stemme kalde på mig henne fra trapperne af.

"NINA!" Skreg han og stoppede stakåndet op, da han fik øje på mig. Jeg stoppede også.

”Undskyld, Nina! Men jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre… Jeg har savnet dig hver dag lige siden… Jeg har ikke lavet andet de sidste to måneder, end at ligge søvnløs, fordi jeg for fanden har savnet dig. Jeg ved jeg fuckede det hele op… Og jeg ved jeg sårede dig, og jeg er så ked af det, Nina… Men jeg mente intet. Jeg vil ikke have at du går… Jeg vil have dig til at blive! Please, Nina!” Råbte han og gik tættere på mig. Jeg frøs lidt i kroppen, da han kom helt hen til mig

”Så sig det, Niall… Sig hvad du altid har sagt til mig. Du kender ordene… Sig dem.” Sagde jeg stille og kiggede op på ham. Han åbnede munden let.

”Tre ord… Dig og mig Niall. Sig dem og så bliver jeg.” Sagde jeg kort. Han kiggede kort ned på mig og åbnede munden.

”Jeg…” Startede han og jeg gik med det samme et skridt frem, mens de tre ord var ved at blive fremsagt af ham. Jeg vidste, at hvis han sagde de tre ord… Så havde han ikke ment noget af det han havde sagt dengang. Så vidste jeg, at han havde løjet for mig, fordi han stadig havde følelser for mig.

”Jeg… Jeg..” Sagde han og kiggede på mig med våde og røde øjne, da jeg gik tættere på ham.

”Please Niall… Please, bare sig dem… fortæl mig at du ikke hader mig… Bare sig dem, du har sagt det så mange gange før…” Sagde jeg helt skingert og kiggede op på ham.

"Jeg sårede dig på den værst tænkelige måde.." Sagde han, mens hans underlæbe skælvede en smule. Jeg lagde hurtigt mine hænder på hans kinder, for at kigge ham ind i øjnene.

"Jeg er ligeglad. Bare sig det, Niall. Sig det, og alting ville blive som det var før... Det lover jeg." Bad jeg og kunne mærke hvordan min stemme knækkede til sidst. Han åbnede munden, mens at hans øjne blev blanke og et par enkelte tårer trilede ned af hans kinder.

"Kom nu, Baby. Bare sig dem, jeg ved du kan." Sagde jeg og stillede mig på tær, for at læne min pande mod hans og lægge mine hænder om i hans nakke. Han greb desperat fast i min jakke, mens han forsigtigt lod flere tårer falde ned af sine kinder.

"Jeg beder dig, skat." Sagde jeg og kiggede ind i hans øjne, der kiggede knust inde i mine, mens han langsomt gav slip på min jakke, og så sagde:

”Jeg kan ikke..”

Jeg kunne mærke hvordan den sidste del Niall havde haft i mit hjerte splintredes og fjernede ham fra mig. Jeg sukkede knust, inden jeg nikkede og så stillede mig ned på flad fod igen og slap ham. Dog tog han hurtigt desperat fat i mit håndled.

"Jeg holder af dig, Nina... Jeg.." Jeg smilede lidt og rystede på hovedet, inden jeg tog fat om hans hånd og hev den af mig, så jeg kunne træde væk fra ham.

"Det er okay, Niall. Du skal nok blive okay." Sagde jeg og tog mine ting over armene, inden jeg vendte om og gik målrettet hen mod døren. Og denne gang stoppede han mig ikke.

Jeg vendte mig hurtigt om og så at han havde sat sig ned på hug og havde krummet sig helt sammen. Og selv om jeg ikke følte andet end smerte i det øjeblik jeg gjorde det, så fortsatte jeg ud af bygningen, inden jeg begyndte at løbe.

____________________________________________________________________________

Summer Love = Ulykkelig kærlighed, det kan vi alle sammen godt indrømme.

Hvorfor tror i at Niall ikke kan sige han elsker hende?

Skriv, skriv, skriv og atter skriv!! Vi er snart over de 200 kommentarer...

Plus mange tak for 148 favoritter, jeg havde inderst inde aldrig troet, at Summe Love serien ville blive taget så godt imod. Så mange tak..

Og lige et enkelt glædesflip...

Jeg er nu på 100 likes på Summer Love (1'eren) TUSIND TAK!!!

og IGEN, Undskyld :( XX

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...