Summer love 2 ~ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 mar. 2014
  • Opdateret: 24 dec. 2014
  • Status: Færdig
Dette er 2´eren til Summer Love (Læs helst Summer love, inden denne, for bedre forståelse) Og de endte sammen til sidst! Nina og Niall kæmpede sig igennem det hele og er nu klar til at have et rigtigt forhold sammen. Nina skal være sammen med drengene hele sommeren i USA og ser meget frem til det sammen med Niall... Men når de endelig tror det hele er ok, og de kan elske hinanden, så tager de fejl. For hvad sker der når de sociale medier går endnu tættere på Kærligheds-pigen og gamle venner dukker op, så Nina tvinges ud i et endnu større hvivar af drama og når Niall virkelig elsker Nina af hele sit hjerte og vil beskytte hende i mod alt? Læs det i den ventede toer på Summer Love <3

192Likes
449Kommentarer
88081Visninger
AA

26. Sweet harmony


2 OG EN HALV MÅNED SENERE

 

"Du' så underlig." Grinede jeg og tog en tår af min juice, så Sadie måbede af mig.

"Mærkelig? In your dreams! Jeg er den mest normale af os to." Sagde hun og prøvede at kigge alvorligt på mig, men det holdt ikke længe, inden hun dog brød ud i latter. Jeg sukkede grinende af hende, inden jeg tog en bid af min sandwich og trak min telefon op af lommen. Jeg fik hurtigt øje på beskeden, der var blevet modtaget for nogle minutter siden og jeg smilede hurtigt ved synet af afsenderens navn, men ikke nær så meget som beskedens indhold.

Henter dig efter skole. Savner dig! XX

Jeg udslap et lille fnis, så et hvin hurtigt kunne høres. Jeg kiggede til siden og så Sadie sad med et kæmpe smil på læben, mens at hun havde rykket sig hen til mig og havde kigget med på min telefon.

"Uhhh, ham igen? Kan i virkelig ikke undvære hinanden bare et par dage?" Spurgte hun og skubbede lidt til min skulder. Jeg rullede hurtigt mine øjne af hende og rykkede mig så væk. Hun var altid så nysgerrig.

"Seriøst, søster... Det har stået på i så lang tid, behøver det være så hemmelighedsfuldt?" Spurgte hun og kiggede på mig. Jeg sukkede og smilede så til hende.

"Ikke alle forhold behøver blive offentliggjort med det samme... Jeg.. Vi, vil gerne tage det langsomt." Sagde jeg. Hun sukkede.

"Er du sikker på, det ikke har noget at gøre med..."

"Nej." Jeg afbrød hende hurtigt, inden at hun nåede at fuldføre sætningen. Jeg vidste godt hvem hun ville nævne, men hun behøvede ikke at nævne det.

"Hør... Vi har det fint sammen. Vi er glade... Jeg er glad." Sagde jeg og smilede så til hende. Hun sukkede lidt, men nikkede så til mig.

"Fint... Men i burde stadig offentliggøre det." Sagde hun og skubbede så til mig igen, i det at klokken ringede for at indikere at frokostpausen var slut. Hun prustede opgivende, mens at hun hurtigt svang sin taske over sin skulder og rejste sig fra den bænk vi havde sat os på. Jeg smed hurtigt vores skrald ud, inden vi fulgtes ad ud af kantinen. Sadie fortsatte lige ud og hen mod matematik, mens jeg drejede ned af gangen og hen til mit skab, så jeg kunne få mine bøger og mit penalhus. Jeg åbnede mit skab og kiggede på det nyeste billede jeg havde sat i lågen i min lille opslagstavle. Jeg smilede lidt for mig selv over billedet og huskede godt da det var blevet taget. Jeg trak hurtigt mine bøger ud, da jeg hørte to yngre elever komme gående snakkende forbi mig.

"Jeg kan seriøst ikke vente mere!"

"Nej vel? Så du Story of my life videoen?"

"Oh my fucking god, ja! Hvad fanden sker der for dem... De er så skide lækre nu! Og 1DDay.. Oh my god, det bliver min død." Jeg grinede hurtigt lavt for mig selv. Jeg vidste allerede nu, hvem de to piger talte om, og det fik mig automatisk til at smile en smule.

"Seriøst ik? Niall er blevet så lækker, det er så vildt... Det kan godt være at folk siger at det mest kan ses på de andre, men god damn, Niall Horan er det bedste!" Hvinede den ene pige, og jeg måtte indrømme at navnet straks fik noget til at krible inden i mig. Lidt ligesom en gåsehudsfølelse, bortset fra jeg ikke fik gåsehud.

Hvis jeg skulle være ærlig, så havde jeg faktisk haft den følelse de sidste 2 en halv måned. Dog ikke hele tiden, mere hvis jeg så billeder, eller lige hørte musikvideoer, så kom den frem. Jeg havde valgt ikke at snakke med Sadie om det, fordi hun sikkert ville lege psykolog og så finde på en masse teorier. Der var også et eller andet omkring det, der gjorde at jeg helst bare ville glemme det. Jeg rystede hurtigt på mit hoved og lukkede så mit skab i.

"Hey Nina." Sagde nogle bag mig, og jeg kiggede hurtigt bag ud og fik øje på at den ene af de to yngre piger hurtigt vinkede til mig. Jeg sukkede lidt for mig selv og smilede så til hende.

Selv om man ikke skulle tro det, så var der stadig piger, der hvinede når de så mig. Det hørte vel bare med. Havde man en' gang haft del i det berømte liv, så skulle der meget til at slippe ud... Hvis man altså overhovedet kunne.

Jeg rettede lidt på mine bøger i mine arme og gik så hen mod matematik.

 

Efter to lange, og nærmest helvedes langsomme matematik timer, ringede klokken endelig ud og vi havde fri. Jeg hørte Sadies dybe, men lettede suk bag mig, da jeg rejste mig og vendte mig om mod hende.

"Ihh, se vejret." Sagde hun og lavede en trist mine, mens hun kiggede ud af vinduet og ud i det grå, kolde og våde november-vejr.

"Måske kan Mark køre dig hjem." Sagde jeg og tog min jakke på. Hun sukkede, men smilede så til mig.

"Ihh ja, for jeg vil da helt vildt gerne sidde som det tredje hjul mellem dig og Lover-boy." Sagde hun og grinede lidt af sin egen sjovhed. Jeg rystede på hovedet.

"Så gå, tumpe." Sagde jeg, mens vi gik ud af klasseværelset.

"Hallo, jeg er da slet ikke.."

"Nina, kan jeg lige tale med dig?" Sadie og jeg stoppede hurtigt op, da min matematik-lærer hurtigt lagde sin hånd på min skulder. Jeg kiggede hurtigt hen på hans uhyggeligt alvorlige mine gennem hans briller og vendte mig så mod Sadie, der hurtigt nikkede på hovedet og gik ud af klassen sammen med resten af eleverne, så jeg var alene tilbage med min lærer.

"Sid lige ned, Nina." Sagde han og gik hen til sit kateder. Jeg mærkede straks nervøsiteten stige op i mig og satte mig så ned foran katederet.

"Noget galt?" Spurgte jeg undrende. Han stillede sig hurtigt ind foran mig og lænede sig derefter op af katederet.

"Har du meget at tænke på for tiden?" Spurgte han og kiggede nøje på mig. Jeg rynkede brynene lidt.

"Øhh nej... Det synes jeg ikke." Svarede jeg undrende og kiggede op på ham.

"Kan du så forklare mig hvordan det kan være dit gennemsnit er faldet?" Jeg mærkede hurtigt hvordan jeg stivnede i kroppen og så kiggede chokeret op på ham.

"Er jeg faldet?" Spurgte jeg chokeret. Han sukkede hurtigt og nikkede på hovedet.

"Ja, og det er ikke kun i matematik. De andre lærere siger også at du halter lidt... Du plejede at ligge i spidsen." Sagde han, så jeg hurtigt trak vejret dybt ind.

"Er der noget galt?" Spurgte han og bukkede sig ned mod mig, så han kunne kigge bekymret på mig. Jeg sukkede hurtigt, men rystede bare på hovedet.

"Det går. Jeg tror bare jeg er lidt træt... Min hjerne har føltes lidt sløret i et stykke tid. Jeg skal nok gøre mig bedre." Sagde jeg og sendte ham så et smil. Han sukkede lidt, men smilede så tilbage. Jeg sukkede lidt og rejste mig fra stolen.

"Husk jeg kun minder dig om det, fordi jeg ved du kan bedre." Sagde han og klappede mig hurtigt på skulderen. Jeg smilede taknemmeligt og nikkede så på hovedet, inden jeg sagde farvel og gik ud til Sadie, der stod og ventede på gangen.

"Hvad så?" Spurgte hun. Jeg rystede bare på hovedet og fulgtes videre med hende udenfor, hvor jeg straks fik øje på den velkendte blå bil og en høj fyr stod lænet op af den med sin hætte over hovedet. Jeg kiggede tilbage på Sadie for at se om det var okay, og hun rullede bare smilende med øjnene, så jeg hurtigt grinede lidt for mig selv og så satte i løb resten af vejen.

"Mark." Grinede jeg hurtigt, så fyren trådte frem og spredte sine arme ud, inden jeg løb over og løb ind i hans favn.

"Hej, smukke." Sagde han og klemte mig ind til sig, så jeg grinede lidt og så kiggede op på ham. Jeg havde mødt Mark i omkring midten af Oktober. Det var lidt specielt, fordi jeg mødte ham, da jeg var gået i biografen med Sadie og han så sad på sædet ved siden af mig. Filmen havde vist sig at være virkelig dårlig, så han havde hele tiden kommet med små kommentarer, som gjorde at den straks blev endnu sjovere. Vi havde udvekslet numre efter filmen og han havde inviteret mig ud et par dage efter... Og sådan var det hele vel egentlig startet.

Jeg kunne virkelig godt lide Mark. Han var omkring et år ældrere end mig og boede i nabobyen. Han var ret høj og havde de flotteste brune øjne sammen med hans søde leverpostejsfarvede hår. Han var virkelig sød og vi havde have de bedste samtaler en gang i mellem. Jeg kunne virkelig godt lide ham.

"Jeg har savnet dig." Sagde jeg og smilede lidt genert til ham. Han grinede lidt, inden han lænede sig ned og gav mig et hurtigt kys på munden. Sadie kom hen til os og hilste.

"Er det fint, hvis hun kører med?.. Det er bare det at det regner en lille smule og.."

"Klart. Sadie er sjov nok." Sagde han og blinkede hurtigt til Sadie, der bare vendte øjne af ham. Vi satte os hurtigt ind i bilen, da det så ud til at regnen tog til. Jeg satte mig op foran, så Mark hurtigt smilede til mig og hurtigt nussede mig på armen, inden han lagde hånden på rattet.

"Hvorfor kom i lidt efter alle de andre?" Spurgte han, da han startede bilen og begyndte at køre. Jeg sukkede hurtigt.

"Min lærer ville snakke med mig... Han mener jeg er faldet i gennemsnit.."

"What?!" Afbrød Sadie, så jeg kiggede om på hende.

"Hvordan kan du være faldet? Du har den bedste hukommelse i verden." Sagde hun chokeret. Jeg sukkede hurtigt.

"Jeg ved det ikke... Jeg tror bare at jeg har været lidt træt her på det sidste." Sagde jeg, men mærkede så hurtigt at Mark lagde sin hånd på min skulder og klemte mig blidt.

"Måske har du bare brug for at få tømt dit hoved, man siger at man bliver lettere ufokuseret, hvis man har mange ting at tænke på." Sagde han og smilede hurtigt til mig. Jeg sukkede lidt og trak på skuldrene.

"Jeg er alene i weekenden... Så kan jeg få tænkt ud der." Sagde jeg, men fik godt hurtigt øje på hvordan Mark trak lidt i mundvigen i et smil, mens at han klemte min skulder igen, så jeg rødmede.

"Mens i stopper jeres private intense Bella/Edward moment, så tror jeg altså det er bedst at du er alene, når du er alene." Sagde Sadie og klappede mig på skulderen, så Mark hurtigt fnyste lidt.

"Hvordan kan det være at du hader mig så meget, Sadie? Hvad har jeg gjort?" Spurgte han grinende, så hun rullede med øjnene af ham igen, inden hun lænede sig over og ulede ham i håret. Jeg grinede hurtigt af dem begge to... De var altid så underlige.

 

Jeg for hurtigt ud af bilen, da vi nåede hjem til mig, efter at have sat Sadie af ved hendes hus. Jeg fumlede lidt med nøglerne og kom endelig indenfor sammen med Mark. Vi smed hurtigt jakkerne, mens jeg fik mine sko af, der allerede havde nået at blive drivvåde bare af at have gået kort udenfor. Jeg lagde hurtigt min taske og skulle til at træde ud af mine sokker, da et par arme kunne føles rundt om mit liv og jeg så blev løftet op i luften af Mark. Jeg skreg grinende, mens han selv grinede højt og satte mig så hurtigt ned i døren mellem entreen og stuen. Jeg grinede hurtigt og vendte mig så om mod ham og nåede lige at se det store smil på hans læber, inden han lod dem ramme mine. Jeg smilede hurtigt, mens at jeg grinende skubbede til ham, så vi slap hinanden og jeg trådte væk fra ham og gik ud i køkkenet.

"Hvad skal dine forældre i weekenden, siden du er alene?" Spurgte han og fulgte efter mig ud i køkkenet, hvor jeg åbnede skabet for at finde kakaoen frem. Han gik hurtigt hen til et af de andre skabe og tog to kopper ned til os.

"Altså min fars forfremmelse kræver et kursus, som han skal på indtil slutningen af december, så han vil være meget væk. Og min mor har personalefrokost." Sagde jeg og fandt elkeden frem, så jeg kunne koge noget vand til kakaoen. Mark nikkede forstående og gik så over og satte sig op på en af køkkendiskene.

"Må jeg komme forbi og holde dig med selskab?" Spurgte han og prikkede mig i siden, så jeg kom til at fnise lidt.

"Nahh, jeg tror Sadie har ret. Hvis jeg skal prøve at holde mit gennemsnit oppe, er jeg nok nødt til at være alene." Sagde jeg og hældte vand i kedlen. Han lavede hurtig en trist mine.

"Kan du så ikke bare være alene med mig?" Spurgte han og kiggede bedende på mig. Jeg sukkede lidt og måtte tage mig selv i at overveje det... Men Sadie havde ret.

"Jeg har brug for Nina-tid... Selvom jeg stadig gerne vil være sammen med dig." Sagde jeg og stillede mig på tær, så jeg kunne kysse ham på kinden. Han smilede lidt og nussede mig så hurtigt på kinden, inden han hoppede ned fra køkkendisken og så lagde armene om mig, så han vendte min front mod ham.

"Du er dejlig, ved du det?" Spurgte han og lænede sin pande ned mod min. Jeg smilede hurtigt.

"Du er også selv ret dejlig, at du ved det." Sagde jeg og lukkede mine øjne, da han lænede sig ned mod mig. Dog var det ikke mine læber han kyssede... men min næse. Jeg kiggede hurtigt overrasket op på ham, så han opdagede mit udtryk.

"Noget galt?" Spurgte han og slap mig, i det at kedlen havde kogt færdigt og han så tog kakaoen frem og puttede i kopperne. Jeg blinkede lidt med øjnene, inden jeg fokuserede på ham igen og rystede på hovedet.

"Lige meget... Jeg kom bare lige i tanke om noget." Indrømmede jeg og hældte så vandet i kopperne med kakao, så jeg kunne røre rundt i det.

"Hvilket?" Spurgte han og kiggede smilende på mig. Jeg mærkede igen den lille følelse af gåsehud, men som ikke var gåsehud... Jeg rystede hurtigt lidt på hovedet, så følelsen gik væk og jeg kiggede smilende på ham.

"Det ved jeg ikke... Jeg har allerede glemt det." Sagde jeg og smilede så til ham, så han bare rystede på hovedet af mig og bukkede sig ned og kyssede mig på kindbenet.

Gåsehudsfølelsen kom frem igen, og jeg stivnede. Jeg kom hurtigt i tanke om en følelse af varme, som i et stød efter en berøring... Eller en bølge af varme efter et kærtegn... En følelse af...

"Skat, hvor er du henne i dag?" Spurgte Mark grinende inde fra stuen, så jeg hurtigt blinkede med øjnene og fokuserede på ham. Han trak koppen ned fra sin mund og smilede grinende af mig.

"Du er helt væk." Sagde han. Jeg rystede på hovedet og gik så ind i stuen og satte min kop ned på spisebordet, for at lade den køle lidt af.

"Jorden kalder, Nina Andrews!" Råbte Mark denne gang, så jeg fokuserede helt på ham.

"Argh... Undskyld, jeg tænkte bare lige på en matematik-opgave." Sagde jeg hurtigt, så han kiggede nøje på mig, inden han sukkede og så gik over og satte sin egen kop ned på bordet også.

"Du dør nu." Sagde han med et skævt smil, og inden jeg nåede at undre mig over hvad han mente, greb han fat om livet på mig og svang mig over skulderen, så jeg skreg højt. Han grinede bare, inden han sammen med mig, væltede ned i sofaen og begyndte at kilde mig. Jeg skreg så højt jeg kunne, mens det blandede sig med mit høje grin og min sprællen. Dog stoppede han hurtigt og lænede sig ind over mig i stedet.

"Undskyld... Er du okay?" Spurgte han, så jeg straks mærkede gåsehudsfølelsen igen, men jeg tvang mig selv til at skubbe den væk, mens jeg smilede til Mark og så lagde armene om ham og trak ham ned mod mig, så jeg kunne kysse ham.

Jeg havde det godt. Jeg var glad...

Jeg var okay.

____________________________________________________________________________

Kunne altså ikke finde en sang, men arbejder på det :)

Kom det meget bag på jer? Eller havde i regnet med det??

Skulle jeg have gået mere i detaljer, eller var det fint sådan her?

Og hvad tror i gåsehudsfornemmelsen kan betyde??

Skriv, skriv, skriv,

Det er i jo så fantastiske til!! Så bare behold gejsten (Og ring til 70121416... Ej måtte bare lige;D)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...