Summer love 2 ~ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 mar. 2014
  • Opdateret: 24 dec. 2014
  • Status: Færdig
Dette er 2´eren til Summer Love (Læs helst Summer love, inden denne, for bedre forståelse) Og de endte sammen til sidst! Nina og Niall kæmpede sig igennem det hele og er nu klar til at have et rigtigt forhold sammen. Nina skal være sammen med drengene hele sommeren i USA og ser meget frem til det sammen med Niall... Men når de endelig tror det hele er ok, og de kan elske hinanden, så tager de fejl. For hvad sker der når de sociale medier går endnu tættere på Kærligheds-pigen og gamle venner dukker op, så Nina tvinges ud i et endnu større hvivar af drama og når Niall virkelig elsker Nina af hele sit hjerte og vil beskytte hende i mod alt? Læs det i den ventede toer på Summer Love <3

192Likes
431Kommentarer
88300Visninger
AA

13. Silence treatment

"Everybody got a dark side

can you love me? Can you love mine?"

Kelly Clarkson - Dark side

 

Et billede af Nina, der sad grædende foran mig, vækkede mig, så jeg straks for op med et sæt.

"Nina?!" Spurgte jeg og kiggede panikslagent rundt i det oplyste hotelværelse fra solen gennem de hvide gardiner. Dog slappede jeg med det samme af, da jeg så at hun lå helt roligt og sov i mine arme med fronten ind mod mig. Hendes hoved hvilede op af min skulder. Jeg sukkede lettet og lænede så mit hoved ned mod hendes, så jeg kunne kysse hende i håret, mens jeg forsigtigt førte hånden op til hendes hår, så jeg kunne nusse hende. Hun glippede forsigtigt lidt med øjnene, inden hun førte hånden op til sit ansigt, så hun kunne gnubbe sig i øjnene, inden hun lænede sig lidt op og kiggede desorienteret rundt. Hun var altid lidt tåget om morgenen. Forstået at hun lige skulle kigge lidt rundt, for så at kunne vågne helt. Jeg kiggede hurtigt på hendes brune hår, der hang uglet ned over hendes skuldre, mens hun satte sig lidt op. Hun bøjede i benene, så hun kunne støtte sine albuer på sine knæ, og jeg så hurtigt lagde min hånd på hendes ryg, for at nusse hende. Men helt uventet kiggede hun hurtigt om på mig, og rykkede sig så hen til kanten af sengen, så hun kunne rejse sig op.

"Øhm, det var ikke min mening, at... Jeg... Undskyld." Sagde hun og kiggede skiftevis på mig og ned i gulvet, inden hun hurtigt gik over mod toilettet, hvor hun så låste døren efter sig. Jeg kiggede forvirret rundt i rummet, inden det hele kom tilbage til mig. Jeg var ikke den eneste, der var lidt forvirret og desorienteret her til morgen.

Jeg tog mig frustreret til hovedet og satte mig så også selv op i sengen. Selv i min søvn kunne jeg ikke undvære hende.

Hvordan skulle jeg overhovedet komme igennem det her, hvis hun slet ikke ville i nærheden af mig? Jeg sukkede dybt, inden jeg rejste mig og gik over og bankede på døren.

"Nina, kan du ikke komme ud?" Spurgte jeg lavt og kiggede ventende ned i jorden, inden jeg hørte låsen blive drejet om og døren så gik forsigtigt op.

"Niall..." Sagde hun kort gennem den lille åbning mellem døren og mig. Jeg tog en dyb indånding, og skulle til at åbne munden, inden at en høj brummen hurtigt kunne høres ovre fra sofaen. Nina åbnede døren helt, og gik så over og hev sin telefon ud af sine shorts fra dagen før. Hun kiggede lidt overvejende på opkaldet og trykkede så på en af knapperne, inden hun tog den op til øret.

"Det er Nina." Sagde hun hurtigt og rettede sig op, mens hun førte en hånd igennem sit hår. Jeg satte mig over på kanten af sengen, for at vente på at hun ville afslutte opkaldet så hurtigt som muligt, så vi kunne snakke.

"Jeg er egentlig optaget lige nu.." Sagde hun og kiggede så lidt over på mig, men tavs så hurtigt igen og nikkede et par gange. Hun var så sød, når hun snakkede i telefon. Hun nikkede altid eller rystede på hovedet, som hvis at modparten kunne se hende gennem telefonen. En af hendes små ting. Hun sukkede hurtigt, tog telefonen væk fra sit øre, men holdt så hånden ind over og kiggede på mig.

"Jeg er nødt til at tage den her." Sagde hun forsigtigt og kiggede på mig.

"What?" Spurgte jeg forbløffet og lænede mig lidt frem.

"Er der ingen mulighed for at det kan vente... Bare en halv time?" Spurgte jeg og kiggede ventende på hende. Hun sukkede lidt, men tog så røret op til øret igen.

"Ja, jeg er her." Sagde hun ind i røret. Jeg kunne virkelig ikke tro det... Havde hun slet ingen tanke eller ønske om at snakke det her igennem? Wow...

"For fuck sake!" Sagde jeg hurtigt og rejste mig fra sengen, for at tage en trøje over hovedet og så gå ud af værelset og hen til drengene. Hvis hun havde brug for at være alene, skulle hun fandme også have lov til det...

 

Nina P.O.V

Jeg var nok den største idiot i hele verden! Hvorfor skulle jeg altid besvære det hele for mig selv!? Hvorfor skulle det være så svært, at gå hen og sige undskyld? Hvorfor skulle jeg absolut altid prøve, at klare det hele selv? Hvorfor... Hvorfor skulle jeg såre mig selv, ved at se den dreng jeg elskede allermest i hele verden, vige væk fra mig.

Jeg var virkelig en idiot.

I dag var dagen, hvor vi pakkede det hele ned, så vi kunne komme videre fra New York. Drengene skulle dog køre omkring formiddagen, fordi de skulle ind i byen til et interview, så jeg blev hjemme sammen med crewet, for at hjælpe... Og for at undgå Niall.

Jeg vidste at han var rasende, fordi jeg undgik ham. At han var sur, fordi han havde prøvet at komme i kontakt med mig, og jeg så bare havde lukket ham ude. Jeg vidste at det var helt forkert af mig at gøre, men alligevel...

Inderst inde følte jeg mig stadig splittet. For det var jo ikke kun mig, der havde såret Niall ved at holde min mund... Han havde også selv såret mig. Selvfølgelig ville der ikke have været noget problem overhovedet, hvis jeg bare havde lyttet til ham og fortalt ham fra starten af, at der lå mere bag. Men det havde bare gjort det hele lidt mere svært, fordi han nævnte... Ja, ham. Hvilket måske også havde været grunden til, at jeg havde søgt til ham i sikkerhed i nat, fordi mine drømme var fyldt med en såret og blodig Niall.

Så selv i min søvnfulde tilstand, var han den jeg søgte hen hos. Hvilket også var derfor, at jeg var nødt til at stoppe det her, så hurtigt som muligt... Og jeg var endda ikke den eneste, der havde de tanker. Det fik jeg bekræftet, da en af kvinderne fra crewet kaldet Monica, kom hen til mig til frokost.

"Hey Nina." Sagde hun og lagde sin hånd på min skulder og jeg smilede hurtigt til hende. De fleste havde efterhånden lært hvem jeg var og jeg havde efterhånden også lært næsten dem alle sammen at kende... I hvert fald dem jeg så hver dag. Monica var en af dem.

"Jeg hørte det med Horan." Sagde hun og smilede skævt. Jeg sukkede lidt og trak på skuldrene, mens vi stod i køen til frokosten og hældte på vores tallerkener.

"Det er lige meget." Sagde jeg hurtigt og fokuserede på min mad. Hun grinede lavt.

"Han er virkelig vild med dig, den dreng." Sagde hun, så jeg sænkede min fart lidt, da jeg var kommet et stykke foran hende. Hun tog noget kylling og nåede hen ved siden af mig igen. Jeg vendte mit hoved mod hende, for at vise hende at jeg lyttede og hun smilede.

"Jeg kan huske den første gang han nævnte dit navn for os andre... Det var som at se julelys i den drengs øjne. Han var så cute!" Sagde hun grinende og jeg kunne ikke lade vær med at smile lidt, mens vi gik over og fandt et bord vi kunne sætte os ned ved, så vi kunne spise.

"Men på samme tid, så var det også første gang at jeg nogensinde, i den tid jeg har kendt ham... Hvilket faktisk er ret længe.."

"Tre år." Sagde jeg hurtigt og smilede til hende. Hun spærrede øjnene op.

"Åh gud, så længe? Tiden løber fra mig." Sagde hun og tog en tår af sin cola. Jeg grinede lidt og kiggede så ventende på hende.

"Men ja, for første gang i tre år... Så var der noget ændret ved ham. Jeg kunne ikke helt sætte fingeren på det i starten, men det var der. Det var som om at han på en eller anden måde virkede... lykkeligere. Han smilede mere, grinede mere, var mere livlig... Han var som et lille barn juleaften, hver dag. Er du klar over, hvor irriterende det var?" Spurgte hun hurtigt, men dog med et grin i stemmen. Jeg smilede stort og kunne sagtens mærke varmen i mine kinder, inden at jeg nikkede og hun fortsatte.

"Jeg husker en samtale jeg hørte han havde sammen med drengene... Og jeg må virkelig indrømme, at jeg ikke en' gang i mit liv, har hørt en dreng fortælle så åbenhjertigt om en pige, som jeg gjorde den dag. På en måde, så lød det så ægte... Ærligt. Og ja, Nina. Jeg deler samme meninger som drengene om at Niall er ham vi passer lidt mere på.."

"Fordi han er mindre?" Spurgte jeg og kiggede på hende. Hun grinede lidt, men rystede på hovedet.

"Den dreng er faktisk vokset, tro mig... Men nej, Nina, vi passer på ham på grund af noget mere personligt, hvis du ved hvad det er?" Spurgte hun og kiggede på mig. Jeg sukkede lidt og kunne godt huske, at jeg havde haft omkring samme samtale med Harry før.

"Hans hjerte. Niall har et meget godt hjerte." Sagde jeg og smilede. Monica nikkede og lagde så hurtigt sin hånd oven på min.

"Et er at se en dreng med så meget kærlighed i sine øjne, være knust... Og jeg hader selv den tid lige så meget som du  sikkert selv gør... Men Nina... Dig og Niall. I er specielle... I havde knapt nok kendt hinanden i en uge, før at Niall tog dig på date og alt muligt, så man har vel lov at være lidt skeptisk. Men så alligevel er jeg sådan en håbløs romantiker, at jeg et eller andet sted tror, at fordi i allerede faldt så hurtigt for hinanden i starten, var fordi... Tja, tror du på sjælepartnere?" Spurgte hun. Jeg kiggede lidt forbløffet på hende og rystede på hovedet.

"Du ved, to personer, som allerede fra starten af deres dage, er skabt til at være sammen og uanset hvad, så ender de sammen. Uanset om de ikke laver andet end at skændes, slås eller elske hinanden, så vil de altid ende sammen til sidst. Som to puslespilsbrikker, der kun passer med hinanden og ingen andre." Forklarede hun, og jeg huskede straks følelsen jeg havde... den gang, hvor det hele føltes tomt og sort, og jeg følte jeg havde mistet en stor del af mig selv... Som hvis jeg var et puslespil, der manglede den ene' brik. Jeg sukkede hurtigt.

"Tror du at han ville kunne tilgive mig?" Spurgte jeg usikkert og lagde min hånd i nakken, mens min albue støttede på bordet og kiggede på min næsten urørte tallerken. Monica grinede hurtigt.

"Nina, har du set den dreng? Han er jo skruptosset med dig... Han kan jo nærmest ikke holde en time, uden at den dreng er nødt til at nævne dit navn, bare for at berolige sig selv... For ikke at tale om den måde han kigger på dig." Sagde hun, og jeg kiggede straks på hende.

"Altså, jeg har ikke set en dreng kigge sådan på en pige, som Niall gør med dig. Det er sådan helt tryllebunden. Han får de der helt funklende øjne, der glimter som hvis han kiggede på.. Tja.. pizza." Sagde hun og jeg kunne ikke lade vær med at grine.

"Har du lige sammenlignet mig med pizza?" Spurgte jeg. Hun rystede grinende på hovedet.

"Drengen kunne dø for pizza... Men Nina, det jeg faktisk prøver at sige er: Han elsker dig. Og selv om det kan være svært og der kommer bump på vejen, så vil han altid elske dig igennem tykt og tyndt. Drengen har ikke haft så store og tydelige følelser for en pige, som han har med dig. Så bare rolig, Nina. Det hele skal nok gå. Det er bare en lille bakke i må komme over. Så uanset hvad, så må du ikke give op." Sagde hun og aede mig blidt på hånden, mens hun smilede til mig. Jeg følte mig straks lettet, mens at jeg godt kunne se hvad det var jeg skulle gøre.


Omkring senere den eftermiddag, da drengene kom tilbage, så vi kunne køre videre. Sad jeg inde i bussen, da Louis, Harry, Zayn og Liam trådte ind og hilste på mig. Jeg hilste også glædeligt tilbage, men prøvede dog at få øje på den sidste af de fem drenge, der dog også kom ind lidt efter, og vi fik hurtigt øjenkontakt. Jeg sad med en bog i skødet, da han forsigtigt satte sig ned ved siden af mine fødder, hvilket allerede gav mig en smule håb. Jeg sukkede lidt, da bussens motor kunne høres, så vi startede og begyndte at køre. Jeg kiggede lidt på Niall, der sad foroverbøjet og selv om han prøvede at få det til at ligne at han kiggede væk, så kunne jeg godt se han kiggede på mig ud af øjenkrogen. Jeg tog en dyb indånding, inden jeg lagde min bog fra mig og gik over og tog en notesblok og en kuglepen, der lå på bordet og satte mig tilbage i sofaen, så jeg kunne skrive:

Hej. Jeg sukkede lidt, inden jeg uden at kigge, lagde den hen på Nialls lår. Han kiggede hurtigt på papiret og svarede ikke, men tog bare imod den blyant jeg holdt i hånden. Jeg fik papiret tilbage og kiggede ned på hans svar:

Hey x. Jeg tog en dyb indånding og skrev:

Tell me I'm a screwed up mess, that I never listen. Jeg hørte godt Nialls lille fnys. Jeg vidste at jeg bedst ville kunne forklare mig med et sprog som han forstod bedst. Han kløede sig lidt i nakken, inden han skrev igen og så sendte blokken tilbage.

Baby, tell me what to change, I'm afraid you'll run away. Jeg smilede lidt, inden jeg skrev:

I'm going out of my mind, all day and all night. Han fnyste lidt igen, inden han klikkede med kuglepennen et par gange og så skrev:

You're still the one. Jeg grinede lidt og smilede stort, inden jeg hurtigt skrev:

Du er så underlig. Han grinede lavt, da han fik den tilbage, men fik så et mere seriøst udtryk, da han sendte papiret tilbage og jeg så læste:

Jeg savner dig. Jeg kiggede lidt på papiret, inden jeg kiggede på ham. Han kiggede først lidt ud i luften, inden han forsigtigt flyttede sit blik mod mig. Jeg vidste det var underligt, men jeg var ved at skrige på grund af den her tavshedsbehandling, så jeg tog mig sammen og skrev:

Jeg elsker dig. Og lagde det på hans lår. Han kiggede kort på papiret, inden han kiggede på mig

"Jeg er virkelig ked af det, Niall. Jeg burde have sagt det til dig..." Jeg stoppede, da jeg mærkede en klump i min hals vokse sig større, mens mine øjne begyndte at svide, men jeg prøvede at fortsætte:

"Jeg ved det var forkert, men please! Det piner mig ikke at høre dig tale til mig." Jeg stoppede og kiggede så kort på ham igen, mens et par tårer trillede ned af mine kinder. Han sukkede lidt, og jeg nåede kun at snøfte et par gange, inden han tog fat i min hånd, rejste sig fra sofaen og trak mig med hen mod sovekabinen. Jeg så lige hvordan han lukkede døren bag os, og endda låste den, inden jeg snøftede endnu en gang og han så slog armene om mig.

"Undskyld, undskyld, undskyld, undskyld.." Sagde han, mens han knugede mig ind til sig. Jeg sukkede hurtigt, inden jeg lod tårene falde og græd ind i hans skulder, mens jeg holdt ham stramt om brystet.

"Jeg troede du hadede mig." Hulkede jeg og knugede mine arme rundt om ham. Han rystede med det samme på hovedet og klemte mig helt ind til sig.

"Jeg var bare frustreret... Undskyld, det er min skyld." Sagde han. Jeg rystede på hovedet.

"Nej, det er min skyld. Jeg skulle have fortalt dig det med det samme... Jeg burde have sagt det.. Jeg."

"Shh. Babe, det er okay. Jeg er her. Jeg går ikke... Undskyld, jeg var en kæmpe idiot!" Sagde han og slap grebet om mig, så han kunne lægge sine hænder på mine kinder og kigge mig i øjnene. Jeg kunne mærken hvordan trangen steg frem i mig, så jeg smilede bare hurtigt, inden jeg lagde mine hænder omkring hans nakke, så jeg kunne trække mig hen til ham og kysse ham. Han greb med det samme lidt mere fat ved min kæbe og jeg mærkede hvordan roen og lettelsen straks overtog min krop, som om at den lille puslespilsbrik, som man altid havde vidst havde passet, men denne gang havde drillet dig som en i fanden, alligevel faldt på plads igen som altid. Niall slap mig hurtigt, men kun for at han kunne rette sig ud i ryggen, men så tage fat om livet på mig og så svinge mig rundt med et grin på læberne, inden han satte mig ned på gulvet og kyssede mig igen.

"Gør aldrig sådan noget mod mig igen!" Sagde han og slap mine læber, for at kigge mig i øjnene. Jeg nikkede hurtigt og kiggede på ham.

"Så må du aldrig nævne "det" igen." Sagde jeg. Han nikkede kort, for så at lukke sine øjne og læne sig mod min læber igen, men jeg tog hurtigt fat i hans hoved og stoppede det.

"Jeg mener det. Du må aldrig nævne det igen... Jeg hader hvad der skete den dag og vil gerne glemme det." Sagde jeg og kiggede seriøst på ham. Han sukkede lidt, men kyssede mig så på kinden.

"Jeg elsker dig, Nina. Uanset hvad. Og jeg er ked af, at jeg er en idiot en gang i mellem... Men du gør mig tosset" Sagde han og kiggede mig i øjnene. Jeg smilede lidt, inden jeg slog armene om halsen på ham igen og krammede ham tæt ind til mig.

"Jeg elsker dig mere, din store kartoffel." Sagde jeg og slappede helt af i kroppen. Monica havde ret, det var bare et lille bump på vejen, eller en form for bakke man bare lige skulle over. Det ville altid blive godt igen. Uanset hvad, så vidste jeg, at Niall var den jeg helst så mig selv sammen med, så jeg ville gerne have at det forblev sådan.

____________________________________________________________________________

 Aww, Ninall!!

Det er dejligt de fandt ud af det igen, de er jo så perfekte sammen. Som to puslespilsbrikker :D

Jeg tænkte på om det kunne være noget, hvis i ville kigge på min Oneshots med One Direction. Forklaringen står i beskrivelsen :)

Indtil videre har jeg 13.500 ord stået skrevet i Word omkring Summer Love 2 (altså kapitler) Så jeg har rimelig styr på historiens gang... Og jeg glæder mig så meget til at i kommer til at læse det!!

Håber i har haft en lige så god påske som jeg.

Elsker jer og ses snart igen!!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...