Summer love 2 ~ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 mar. 2014
  • Opdateret: 24 dec. 2014
  • Status: Færdig
Dette er 2´eren til Summer Love (Læs helst Summer love, inden denne, for bedre forståelse) Og de endte sammen til sidst! Nina og Niall kæmpede sig igennem det hele og er nu klar til at have et rigtigt forhold sammen. Nina skal være sammen med drengene hele sommeren i USA og ser meget frem til det sammen med Niall... Men når de endelig tror det hele er ok, og de kan elske hinanden, så tager de fejl. For hvad sker der når de sociale medier går endnu tættere på Kærligheds-pigen og gamle venner dukker op, så Nina tvinges ud i et endnu større hvivar af drama og når Niall virkelig elsker Nina af hele sit hjerte og vil beskytte hende i mod alt? Læs det i den ventede toer på Summer Love <3

192Likes
431Kommentarer
88140Visninger
AA

30. Realization

VIGTIG BESKED I BUNDEN!!

"Nothing lasts forever, nothing stays the same
 So why can't I stop feeling this way"

5 Seconds Of Summer - Wherever you are

 

Niall P.O.V

Dagene faldt på en måde i et med hinanden. Jeg tog hjem til drengene og lod som ingenting, i hvert fald, når jeg var sammen med dem. Når tiden så nærmede sig omkring aftenen og jeg gik i seng, så tog tankerne overhånd, så de fyldte mit hoved og fik mine nætter til at føle som endeløse mareridt.

Men da vi kom til en ret vigtig dato, var jeg nødt til at tage mig lidt sammen. Vi havde trods alt, ventet på det her utrolig længe.

Harry jublede stort, da Louis og Liam kom tilbage fra byen med forsyninger, til når vi skulle se hele verdens reaktion på den store begivenhed, på denne specielle dag.

Den 25. November.

Dagen vi alle fem havde ventet på utrolig længe, sammen med alle vores dedikerede fans. Det var dagen, hvor det tredje album blev udgivet: Midnight Memories.

Det var så spændende, fordi vi selv havde skrevet størstedelen af sangene denne her gang, i forhold til de to tideligere albums. Så derfor var der også lidt flere nerver på, fordi fansenes meninger, var det, der betød alt for albummet. Dog så var mine tanker stadig et helt andet sted end albummet. I dag var også en anden speciel dag... godt nok ikke for os, eller mig selv... Men en helt sjette.

"Nåå... Glæder i jer?" Spurgte Liam, mens vi alle sammen stod ude i køkkenet, efter at Liam og Louis var kommet indenfor. Harry nikkede storsmilende sammen med Louis.

"Jeg glæder mig altså virkelig meget, til at se hvad fansene siger!" Sagde Harry helt spændt, så jeg grinede lidt af ham og trak hurtigt min telefon op af lommen og lagde mærke til den lille prik ved dagens dato i min kalender. Jeg trykkede hurtigt på den og sukkede lidt for mig selv, da jeg læste noten til dagen.

"Niall?" Spurgte Louis hurtigt, så jeg slukkede min telefon og kiggede på ham.

"Huh?" Spurgte jeg, så de alle grinede lidt af mig.

"Hallo, vi spurgte dig om noget.." Sagde Harry ventende. Jeg rynkede lidt på brynene, så Zayn og Louis grinede igen.

"Glæder du dig?" Spurgte Harry og talte denne gang i et lidt højere toneleje, så man skulle tro, at jeg var døv. Jeg følte mig helt forvirret og prøvede at finde hjælp hos de andre drenge, men de grinede bare.

"Til hvad?" Spurgte jeg lidt tøvende, så Harry sukkede dybt.

"Seriøst, hvad er der med dig? Du har været så underlig lige siden du kom hjem, her den anden dag." Sagde han og kiggede undrende på mig. Jeg bed mig hurtigt i kinden og kiggede ned i jorden, mens jeg trak på skuldrene.

"Nåår ja, det skrev Harry godt. Hvordan kunne du være gået under jorden i 4 dage? Hvorfor skrev du ikke til os?" Spurgte Louis i et undrende toneleje også. Jeg kiggede hurtigt op på ham og sukkede så.

"Jeg gik altså ikke under jorden, jeg boede bare på et hotel inde i centrum, et par dage... Ikke andet." Sagde jeg, inden jeg hørte et lavt fnis fra Liam.

"Hvad lavede du der?" Jeg kiggede hurtigt på ham og måtte bide mig lidt ekstra hårdere i kinden.

"Øhh... Øhm.. Ikke noget, jeg.."

"Uhh, Niall. Der er noget du ikke fortæller os, hva?" Spurgte Zayn og puffede til min arm. Jeg prøvede at grine lidt, men kunne hurtigt høre den lidt nervøse og usikre tone.

"Er det derfor du var så længe væk, fordi du var sammen med nogen?" Spurgte Harry med et lille grin. Jeg mærkede hurtigt nervøsiteten stige op i mig, mens jeg kiggede rundt på drengene, der alle kiggede nysgerrigt på mig.

"Det er altså ikke noget.." Sagde jeg, men så hurtigt at Louis trådte hen til mig.

"Com'on, Nialler. Lad os høre om dit lille stævnemøde." Sagde han og lagde armene om mine skuldre, så jeg hurtigt åndede tungt ud.

"Jeg mødte hende bare i Brighton, og så..."

"Uhh, så du var altså sammen med en pige... Hvem!" Sagde Liam og kiggede smilende på mig, mens han vigede på sine øjenbryn. Jeg tog hurtigt min hånd op til mit hoved og kløede mig i nakken, inden jeg kiggede rundt.

"Men... Please, ikke flip ud." Sagde jeg og trådte hurtigt væk fra Louis, for en sikkerheds skyld. De kiggede alle hurtigt undrende og forvirrede på mig, mens jeg bed mig nervøst i kinden.

"Niall..?" Spurgte Harry og kiggede ventende på mig, så jeg hurtigt sukkede for mig selv... De ville flå mig!

Så jeg sukkede bare tungt, inden jeg hurtigt gik over og satte mig ned i en af sofaerne, så jeg kunne gemme mit ansigt i mine hænder.

"Niall, du bekymrer os altså ret meget nu.." Sagde Liam nervøst, så jeg rettede mig op og kiggede ud i luften, for at undgå deres blikke, da jeg sagde:

"Nina." Og som forventet hørte jeg hurtigt, hvordan der blev helt stille, indtil at helvede brød løs og Harry udbrød:

"Var du sammen med Nina?!" Jeg klemte frustreret øjnene sammen og gemte mit ansigt i mine hænder igen.

"Harry, det er ikke som du tror..." Mumlede jeg, men blev hurtigt afbrudt da han råbte:

"Efter alt hvad der skete, efter alt hvad du gjorde..!"

"Jeg tror bare vi glemte det for en stund..." Prøvede jeg, men blev hurtigt afbrudt af Louis.

"En stund? Niall, du var væk i 4 dage... Har du fucking opholdt dig på et hotel i 4 dage... og så med Nina?!" Sagde han vredt og stod med armene over kors, for at få en lidt mere alvorlig mine på.

"I forstår det ikke.." Prøvede jeg, mens jeg mærkede sorgen og frustrationen begynde at tage overhånd.

"Forstår det ikke?! Hvordan kan det være svært at forstå, at du fucking knuste hendes hjerte på den værst tænkelige måde, og så opsøger du hende fandme igen. Seriøst, Niall!" Sagde Louis nærmest rasende, mens han kiggede nedværdigende på mig. Jeg gemte hurtigt mit hoved ned i mine hænder igen.

"Hvad sagde du til hende, Niall? Hvor er hun nu?" Spurgte Liam, stadig med en chokeret tone. Jeg fjernede mine hænder fra min mund.

"Hun... forlod mig..."

"Hvad?! Hvad gjorde du ved hende?" Jeg rejste mig hurtigt op og kiggede vredt på Louis.

"Jeg gjorde fucking ingenting, okay?! Jeg mødte hende og det hele følte ligesom dengang igen, og så prøvede jeg at få det til at vare lidt længere... Jeg ønskede ikke at hun skulle gå, jeg ønskede at hun skulle blive!" Sagde jeg irriteret tilbage, så de alle kiggede forvirrede på mig igen. Jeg fortsatte:

"Jeg ønskede hun skulle blive fordi jeg savner hende, okay? Jeg fucking savner hende... Og lige i det øjeblik jeg så hende, så forsvandt fornuften, og jeg glemte alt om det der skete dengang, og det faktum at hun er kommet videre, mens jeg bare fucking i fandens sidder her og håber på at hun vil tilgive mig, mens jeg hver dag håber at hun vil sove i mine arme, når jeg går i seng... Så undskyld, at jeg har skuffet jer, fordi jeg lod savnet tage overhånd og lige tænkte på mig selv." Sagde jeg vredt, så de alle kiggede overraskede på mig, da jeg vendte mig om og sparkede frustreret til gulvet.

"Niall..." Prøvede Louis, men jeg vendte mig bare hurtigt om mod ham og de andre, inden han kunne fortsætte med sine vredesudbrud.

"Hun har fødselsdag i dag." Sagde jeg, mens jeg stadig stod med ryggen til dem og kiggede ned i jorden.

"Hvis jeg ikke havde været sådan et svin, så var det mine hænder, der lå ind foran hendes øjne, når hun blev fulgt ind til sine gaver. Det var mig, der kyssede hendes næse, når hun havde flødeskum på næsen efter kagen... Det var mig, der ville være den første og allersidste, der ønskede hende tillykke... Og ikke fucking Mark!" Bandede jeg hurtigt for mig selv og følte en trang til at slå ud efter et eller andet.

"Vent... Jeg er forvirret.. Mener du at.."

"Jeg elsker hende?" Spurgte jeg Liam, da jeg hurtigt afbrød hans spørgsmål. Jeg fnyste hurtigt lidt for mig selv, mens jeg hurtigt mærkede den underlige fornemmelse, som jeg havde haft i kroppen lige siden jeg sendte hende hjem. Den der underlige tomme og lidt kolde fornemmelse, der gik igennem mig, når minderne om hendes vidunderlige smil og latter klingede så smukt i mine ører, og mindede mig om den tid, hvor jeg kunne se og høre hende på alle tider af dagen... Men nu var det væk. Hvilket var der, hvor følelsen kom ind. For når jeg mindede mig selv om, at jeg ikke længere kunne høre hendes bedårende latter i mine ører, se hendes smukke smil, der kunne gøre mig blød i knæene til hver en tid, hører hende sige mit navn, så lyden af hendes stemme gav mig troen på at engle virkelig fandtes, eller føle hendes bløde og perfekte læber mod mine... Så kom den her følelse frem af tomhed. Nærmest som om at et stort hul udvidede sig inden i mig, for hver gang jeg tænkte på hende, samtidig med at den fyldte hele min krop med kulde og sorg.

Så jeg kiggede hurtigt på Liam, og så så hvordan de alle kiggede på mig med triste blikke, mens jeg igen, for cirka titusinde gang siden for to dage siden, hvor jeg hørte hendes desperate og sorgfulde stemme, der panisk bad mig om at fortælle hende sandheden, mens jeg inderst inde ønskede at hun ikke gjorde, så det ville være lettere for mig at give slip på hende, fordi jeg inderst inde... stadig elskede hende.

Så jeg kiggede på Liam, der stadig ventede på et svar på hans spørgsmål, sammen med de andre drenge, så jeg sukkede sorgfuldt og så fokuserede på dem.

"Jeg holdt aldrig op." Sagde jeg og mærkede hvordan det hele næsten faldt på plads inden i mig. Som om at jeg efter så lang tids benægtelse... Endelig indså, at jeg inderst inde altid havde elsket hende... Fordi det var umuligt for mig at stoppe.

"Men... Hvad så?" Spurgte Zayn hurtigt og kiggede trist på mig. Jeg trak på skuldrene og kiggede ned i jorden igen.

"Så ikke noget... Der er intet jeg kan gøre. Jeg kan ikke elske hende... Fordi jeg ender altid med at såre hende..." Sagde jeg og mærkede hvordan sorgen tog overhånd.

"Niall, for helvede... Hvad med Nina... Hvad nu hvis hun også stadig elsker dig?" Spurgte Louis. Jeg fnyste lidt.

"Det spiller ingen rolle.."

"Vel gør det så! Niall, vi ved alle godt, at det her mere end forkert... Det her er ikke sådan det skal være, og det ved du også selv!" Sagde Harry og kiggede på mig med et sørgmodigt blik. Jeg tog mig frustreret til hovedet.

"Men hvad kan jeg gøre? Jeg kan ikke være forelsket i hende... Det går galt hver gang og jeg ved jeg ender med at såre hende... Der er intet jeg kan gøre." Sagde jeg, mens jeg mærkede, hvordan min underlæbe begyndte at skælve en smule. Liam sukkede lidt forvirret.

"Men... Du sendte hende væk. Du knuste hendes hjerte..." Sagde han forvirret, men blev hurtigt afbrudt, da Harry trådte frem og sagde:

"Det er fordi, at når man virkelig elsker nogen, så er man villig til at gøre alt for dem, bare for at se dem glade..." Jeg flyttede sit blik op fra jorden, så jeg kiggede på ham og kunne se hvordan han kiggede forstående på mig og afsluttede sin sætning.

"Selv hvis det betyder, at man selv ender med at lide under det. Fordi når kærlighed er ægte, så vil man gøre alt for den person man elsker. Hvis det er bestemt til at være, så vil man også gøre alt." Han lyste op i lille smil i slutningen af sætningen, så jeg kunne se hvordan de alle hurtigt kiggede på mig, som om de havde indset noget virkelig betydningsfuldt...

Som om de forstod.

Jeg kiggede forsigtigt rundt på dem, inden de alle smilede hurtigt til mig. Jeg mærkede hvordan noget inden i mig ændrede lidt på sig. De forstod mig... De havde hjulpet mig med at forstå mig selv.

Jeg forstod.

Jeg forstod hvorfor..

Så inden jeg havde set mig om, gik jeg over mod døren, hvor jeg hurtigt tog min jakke på og puttede min telefon, pung og bilnøgler i lommen og så gik hen til døren.

"Hvad har du tænkt dig at gøre?" Spurgte Harry, da han hurtigt kiggede på mig, da jeg trak ned i håndtaget. Jeg sukkede hurtigt, inden jeg vendte mit hoved og smilede til ham, inden jeg gik.

 

Nina P.O.V

2 dage efter, vågnede jeg op til skrålen og syngen, da mine forældre og Sadie vækkede mig med fødselsdags sang og mindede mig om at det var den 25. November.

Dagen jeg blev 18.

Jeg havde smilt over hele ansigtet, da Sadie havde overøset mig med kram, plus et par enkelte kindkys en gang i mellem. Men det var jeg vant til.

Mine forældre havde givet mig en masse penge, som jeg kunne spare op til når jeg en gang i det nye år, skulle finde et universitet eller college. Af Sadie havde jeg fået en masse små gaver, fordi hun altid plejede til både jul og fødselsdage at købe en masse små ting, så hun kunne give mig så meget som muligt, fordi hun var... Ja, Sadie.

Jeg havde også fået nogle gaver fra den fødselsdag vi havde holdt for mig om eftermiddagen. Ikke det store, bare familie og nogle veninder. Helt stille og roligt, ligesom jeg kunne lide det.

Jeg syntes ikke, at jeg kunne mærke forskel fra det at være 17 til nu at være 18. Ærligt talt, så føltes det ens. Bortset fra at jeg nu var 18, hvilket betød at jeg nu havde retten til ret mange ting. Som at jeg nu var gammel nok til at klare mig selv, hvilket betød jeg kunne få kørekort, og endda flytte hjemmefra.

Det var faktisk en underlig tanke. Men jeg tog det bare en' dag af gangen.

 

Så alt i alt havde det været en fin fødselsdag. Selvom jeg et eller andet sted ikke helt havde fødselsdag før klokken 22:13, da min mor fødte mig sent. Men det var nemmere at fejre det sådan her.

Gæsterne var gået hjem omkring ved 21-tiden, så jeg var godt smadret. Hvilket betød at jeg bare havde hoppet i et par natshorts og en oversize t-shirt, mens jeg havde lagt mig på sofaen. Jeg havde tændt for tv'et og havde mest bare zappet igennem kanalerne, indtil jeg faldt over et Family Guy-marathon, som jeg så var stoppet ved.

Det var egentlig nogle ret gode afsnit, så jeg var blevet på kanalen i en times tid, da afsnittet sluttede og reklamerne så gik i gang og jeg så havde taget min telefon op, for at tjekke alle de mange fødselsdags-lykønskninger på sms'er og facebook, da en velkendt melodi, hurtigt kunne høres, så jeg vendte hovedet væk fra min telefon og til reklamerne i tv'et.

"... Drengene kom ud med deres tredje album her til eftermiddag, og det er allerede blevet taget med storm.." Sagde voiceoveren, da et billede af en cd kørte hen over skærmen, mens at nogle forskellige sange kørte i baggrunden. Jeg lagde hurtigt mærke til Best song ever og lagde så mit fokus på coveret, hvor fem drenge var på og jeg mærkede straks en knude inden i mig, så jeg satte mig op og tog min telefon i hånden. Jeg gik hurtigt på min Instagram, der faktisk mere var blevet til et sted, hvor jeg lagde underlige billeder op af enten min mad, eller et par sko og diverse. Mit allerførste billede var væk for længst... ligesom alle de andre. Hvilket også betød at hadebeskederne var mindskedes. Dog fulgte jeg stadig nogle fan-accounts, og jeg kunne ikke lade vær med at smile lidt for mig selv, da jeg så at en kendt One Direction-account havde lagt et billede op af det nye album og i billedteksten havde skrevet:

OMFG!!! JEG ELSKER MIDNIGHT MEMORIES, ALLE SANGENE ER BARE SÅ PERFEKTE... SÅ MANGE PERFEKTE SANGE!! HVILKEN EN AF JERES YNDLINGS... TELL ME!

Jeg grinede lidt for mig selv. Ejeren af accounten skrev næsten altid med caps Lock, så man skulle forstå hvor overgearet hun var. Jeg smilede lidt for mig selv og kiggede ned i kommentarerne, da mine øjne hurtigt fangede nogle:

Jeg er virkelig spændt på at se hvilken sang det er Niall har skrevet, det siges han skrev den i sidste øjeblik :)

Jeg fangede hurtigt en anden, hvilket fik min mave til at knude sig sammen.

Jeg har hørt at han skrev sangen om Nina... Er virkelig spændt på at se hvilken en, eller hvis han dedikere den direkte til iHeart Radio-koncerten!! #Ninall4Ever

Jeg sukkede hurtigt for mig selv og gik så ud af min Instagram og kiggede på klokken.

22:11

2 minutter. Om 2 minutter ville jeg være 18 år.

Kun 2 minutter tilbage.

Reklamerne stoppede og maratonet startede igen , så jeg så videre på Family Guy. Indtil jeg mærkede min telefon vibrere ved siden af mig. Jeg tog den hurtigt op og så beskeden fra Sadie:

Tillykke smukke! Om 1 minut er du lige så gammel som mig.XX HUSK JEG ELSKER DIG!!

Jeg grinede lidt og svarede hurtigt tilbage, da jeg fik endnu en besked. Denne gang fra Mark.

Hey Prinsesse, tillykke om 1 minut. Vi ses snart. Savner dig <3

Jeg måtte virkelig tage mig selv i faktisk at føle knuden inde i maven på mig, da jeg læste beskeden fra Mark. Jeg svarede bare et hurtigt tak og kunne ikke lade vær med at føle mig lidt underlig over ikke at skrive mere end bare: "Tak"

Jeg sukkede hurtigt for mig selv, inden jeg kiggede på klokken og så hvordan 12 tallet ved siden af 22-tallet, skiftede til et 13 tal og jeg tænkte for mig selv:

Klokken var 22:13. Jeg var officielt 18 år.

Jeg sukkede lidt for mig selv og sad ellers i mine egne tanker omkring hvad jeg tænkte om nu at være et år ældre, og hvad der mon kunne ske på det år, der ville gå, til jeg blev 19 om 365 dage, da en lyd afbrød mig. Lyden kom ude fra døren ved entreen, da en let banken kunne høres på døren. Jeg vidste, at jeg var den eneste vågen, så jeg rejste mig hurtigt og gik ud for at se hvem eller hvad det kunne være på den her tid.

Jeg rettede hurtigt på mit hår og t-shirt, inden jeg tog fat i dørhåndtaget og åbnede døren, så jeg kiggede ud i den mørke aften og hurtigt mærkede kulden fra den smule sne, der var faldet/ikke var tøet de sidste dage. Da det første jeg hørte var lyden af en motor, der blev tændt og jeg så så den her sorte bil, der startede og kørte ned af vejen fra husets retning.

Jeg rynkede hurtigt på brynene, da jeg hurtigt genkendte bilen med det samme. Jeg havde siddet i den bil ret mange gange efterhånden, så jeg genkendte den altid. Men da jeg så ville træde ud, for at spejde efter den, ramte min fod hurtigt noget, så jeg kiggede forskrækket ned foran døren.

Mine øjne fangede med det samme den enorme buket roser, som lå foran mine fødder. Jeg bukkede mig forsigtigt ned og tog dem op, så jeg kunne kigge lidt på bukettens smukke røde blomster, da jeg fik øje på kortet. Det var en sød lille konvolut, hvor den var i et fint bølget mønster ved lukningen. Jeg lagde hurtigt blomsterne over i den ene arm, for at kunne åbne det lille kort. Jeg så lige hvordan det lille, helt fine og enkle hvide kort med skriften Tillykke med fødselsdagen dukkede op fra konvolutten, inden jeg åbnede selve kortet, og stivnede i kroppen.

Jeg mærkede hvordan jeg hurtigt gispede skingert, hvorefter jeg så prøvede at kigge ned af vejen, for at se om jeg kunne få øje på bilen, men den var væk.

Ligesom afsenderen af blomsterne og kortet.

Jeg mærkede hvordan min underlæbe forsigtigt begyndte at skælve, mens jeg mærkede hvordan mine øjne begyndte at danne vand i krogene og jeg læste de tre små ord, skrevet med hans fine skrift, inde i kortet.

Undskyld.
Jeg elsker dig
- Niall

Og jeg nåede ikke en gang at reagere for mig selv, inden jeg mærkede tårerne hobe sig op i mine øjne og de så trillede ned af mine kinder, mens et enkelt hulk undslap mine læber.

Og for første gang i 3 måneder, så tillod jeg mig selv at græde. Og jeg græd ikke bare af det her, men af det hele. Så jeg græd, og jeg kunne ikke stoppe

____________________________________________________________________________

Tror det her er en ret sørgelig movella... Ved ikke...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...