Summer love 2 ~ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 mar. 2014
  • Opdateret: 24 dec. 2014
  • Status: Færdig
Dette er 2´eren til Summer Love (Læs helst Summer love, inden denne, for bedre forståelse) Og de endte sammen til sidst! Nina og Niall kæmpede sig igennem det hele og er nu klar til at have et rigtigt forhold sammen. Nina skal være sammen med drengene hele sommeren i USA og ser meget frem til det sammen med Niall... Men når de endelig tror det hele er ok, og de kan elske hinanden, så tager de fejl. For hvad sker der når de sociale medier går endnu tættere på Kærligheds-pigen og gamle venner dukker op, så Nina tvinges ud i et endnu større hvivar af drama og når Niall virkelig elsker Nina af hele sit hjerte og vil beskytte hende i mod alt? Læs det i den ventede toer på Summer Love <3

192Likes
431Kommentarer
88140Visninger
AA

25. Okay

"I just wanted you to know
 That, baby, you're the best"

Lana Del Ray - Summertime Sadness

 

Jeg løb rundt nede mellem toiletterne. Jeg var foret vild... igen. Jeg kom tilbage til hallen og alle var væk. Jeg tog min telefon frem og ville ringe til min far, men han havde den altid på lydløs, så jeg kunne ikke komme igennem til ham. Jeg havde glemt vejen ud, og jeg havde allerede brugt for lang tid her inde, så jeg havde misset al min transport. I frustration drejede jeg rundt om mig selv og vendte mig mod scenen. Jeg huskede straks på One Direction, som havde fyret den for vildt af. Jeg blev helt glad og gik tættere på. Følelsen af at prøve at se, hvordan det føltes at stå der oppe tiltalte mig, selv om jeg burde fokusere på mit oprindelige problem... Men jeg blev afbrudt, da noget skramlede ved nogle kabler ved scenen.

"Er der nogen?" Spurgte jeg forsigtigt, men der kom ikke noget svar. Jeg gik forsigtigt hen mod scenen igen og kiggede på alle de forskellige instrumenter, indtil noget på gulvet fangede min opmærksomhed.

Et armbånd.

Mon en af drengene havde tabt det? Tænk hvis de havde! Jeg grinede over mit lille held i uheld og gik væk fra scenen, mens jeg betragtede armbåndet, indtil noget skramlede bag mig igen og nogen råbte:

"Hey!" En høj skikkelse i et par sorte bukser og en hvid t-shirt stod oppe på scenen, men lyset fra spotlightene blændede mig, så jeg kunne ikke se ansigtet, men jo tættere jeg gik på, jo tydeligere blev personen. Jeg genkendte det kendetegnende lyse hår og måtte virkelig bide mig selv i læberne, for ikke at flippe ud.

"Oh my god." Sagde jeg stille, da han nikkede og gik ned fra scenen.

"Jeg tror du har noget, der er mit." Sagde han og pegede på armbåndet i min hånd. Jeg kiggede forvirret mellem armbåndet og ham, indtil det slog mig.

"Åh ja, det må du undskylde... Jeg troede... jeg.. Jeg troede jeg var alene." Sagde jeg, mens jeg fumlede lidt med armbåndet.

"Det er okay... Jeg er Niall." Sagde han og rakte sin hånd frem, så man kunne se rødmen i hans ansigt, da jeg kom til at grine.

"Det ved jeg... Jeg er Nina." Sagde jeg og trykkede hans hånd. Han smilede akavet og så sagde vi ikke noget, mens jeg var ved at gå amok inden i mig selv. Dog startede han hurtigt en lille samtale, så det ikke var så akavet. Han var virkelig sød!

"Fedest... Jeg blev lidt sulten under koncerten og mine sko drillede lidt." Sagde han og viftede med sin ene fod. Jeg grinede, hvilket jeg gjorde for meget.

"Jeg er også selv hundesulten nu, men jeg skal lige finde ud først og finde ud af, hvordan jeg kommer hjem." Sagde jeg og gnubbede min mave. Niall kiggede ned i sin hånd, hvor han holdt en sandwich og så rakte den frem.

"Du kan få den her, så tager den i hvert fald den øverste del. Jeg hader også selv at være sulten. Problemet er bare, at jeg er det alt for tit." Sagde han, så jeg tog den lille halve sandwich og blev helt overrasket og tog straks en bid. Peanutbutter... Min yndlings...

Jeg kunne ligeså godt bare lægge mig til at dø med det samme, hvis det skulle fortsætte sådan her.

"Argh... Drengene venter på mig, jeg må hellere se at komme tilbage." Sagde han og proppede resten af sin anden sandwich ind i munden. Jeg nikkede og spiste resten af min. Niall kiggede sig omkring og så så direkte på mig.

"Jeg må hellere følge dig ud, du kan ikke blive her." Sagde han og tørte sine hænder af i sine bukser og kiggede rundt.

"Hvis du går ud omkring der ovre, så er jeg sikker på, at du nok skal komme ud." Sagde han og pegede mod en udgang, så jeg følte mig virkelig pinlig berørt, da den var så åbenlys. Jeg rødmede lidt og vendte mig så mod ham.

"Tusind tak... Har du noget i mod at få taget et billede? Eller har du for travlt?" Spurgte jeg og bed mig usikkert i kinden. Han fnyste hurtigt og rystede så på hovedet.

"Nej, det er okay." Jeg kunne skrige. Jeg fumlede lidt med min telefon og fik den frem, mens at jeg kiggede lidt akavet rundt, indtil at Niall grinede igen og så gik over og lagde armen rundt om mine skuldre, mens jeg gik ind på kameraet og tog et par billeder.

De blev virkelig gode.

"Tusind tak... I var virkelig fantastiske!" Sagde jeg helt fangirlet, så han grinede. Jeg rystede flovt på hovedet og fik øje på armbåndet, der stadig var i min hånd.

"Oh... her. Undskyld jeg tog det." Sagde jeg og rakte det til ham. Han grinede lidt og trak det så om håndledet og smilede til mig, inden han lagde armene om mig i et kram.

"Det er okay, du må have det godt." Sagde han, så jeg kunne mærke hvor tæt jeg snart ville være på at græde. Jeg nikkede bare og slap ham så, inden han vinkede og gik om bag ved, mens jeg gik over mod udgangen.

Sadie ville dø, når jeg om mandagen efter weekenden fortalte hende at jeg havde mødt Niall Horan!

 

Jeg vågnede op fra min trance og kiggede på skærmen endnu en gang, mens at overskriften på artiklen på computeren stadig stod klart sort på hvidt på skærmen:

Niall Horan bekræfter: "Jeg har IKKE nogen kæreste."

Jeg mærkede sviden ved mine øjne, men jeg kunne ikke få mig selv til at græde... Heller ikke efter 7 dage.

En uge. Jeg havde været her hjemme i Portsmouth i en uge... og det havde været det rene helvede. Min mor og far var blevet kede af det på mine vegne, og havde spurgt om vi ikke skulle ringe til nogen. Men jeg sagde at jeg var Okay.

Sadie havde været værre.

Jeg havde ikke engang været hjemme i en dags tid, inden min mor ringede til hende og sagde at jeg var kommet hjem. Jeg måtte indrømme jeg virkelig havde savnet hende... Plus hendes kram. Sadies kram var det bedste! Men hun havde bare kigget på mig som om at hele verden havde faldt sammen og hun ikke var blevet informeret om noget. I sær, da hun så mit håndled.

Men jeg sagde at jeg var Okay.

Men nu var jeg knapt så sikker. Jeg sad forstenet, mens jeg kiggede på computerskærmen, inden jeg hurtigt mærkede et par arme lægge sig omkring mine skuldre, mens at et dybt suk kunne høres, og skærmen blev lukket ned.

"Du burde ikke kigge på det." Sagde Sadie og skubbede computeren væk fra mig på sengen, så hun kunne sætte sig ved siden af mig. Jeg sukkede lidt for mig selv og tog så min hånd op til mit hoved, for at føre noget af mit hår bag mit øre. Jeg mærkede tårerne, men jeg tillod ikke at lade dem falde, så jeg bed mig bare hårdt i læben i stedet, så jeg kunne koncentrere mig om det. Jeg mærkede Sadies hånd, der hurtigt ramte mit håndled, så jeg straks mærkede hendes hud mod min hud... Hvilket mindede mig om armbåndet.

Det var der ikke mere.

Lige siden jeg ikke længere havde armbåndet om mit håndled, havde jeg tvivlet. Tvivlet om det hele bare havde været en illusion, for at fortælle mig at jeg var ved at gå fra forstanden? For det føltes sådan. Når jeg ikke havde armbåndet til at minde mig om... ham, så var jeg tom… Ikke bare på håndledet, selv om jeg følte mig helt bar og nøgen lige der, men også i mit hjerte. Hele tiden var der den følelse af, at jeg ikke var hel, fordi jeg manglede noget. En halvdel. En halvdel jeg tvivlede på om nogensinde havde eksisteret.

Jeg var følelsesløs. Jeg havde allerede været nede i byen flere gange sammen med Sadie, fordi hende og min mor ville have mig ud. Mit værelse tiltalte mig dog meget mere, men vi kom ud. Og flere var straks gået hen til mig og havde spurgt mig om tusinde uoverskuelige spørgsmål, som havde fået mit hjerte til at banke alt for hårdt i mit bryst, så Sadie havde fået mig hjem igen. Jeg havde alligevel følt mig så flov... Jeg var okay! Jeg var altså okay... Det var jeg.

"Noget du har lyst til?" Spurgte Sadie endnu en gang, så jeg kiggede på hende og så hendes halve smil, som hun efterhånden sendte mig hele tiden. Jeg kunne ikke lide det smil... Det viste sorg og beskyttelse. Og jeg havde ikke brug for, at hun skulle være ked af det for mig, eller passe på mig.

Jeg var okay.

"Jeg vil gerne udenfor." Sagde jeg. Hun lyste op i et lidt bredere smil, rejste sig fra sengen og tog mig i hånden. Jeg kunne ikke lide at hun legede storesøster overfor mig. Jeg kunne godt klare mig selv. Hun behøvede ikke at våge over mig, jeg var jo ikke dybt deprimeret.

Solen udenfor skinnede dejligt og varmt ned på min brune hud. Jeg havde nået at få noget sol i USA jo... Men det viste desværre bare også de steder, hvor solen ikke havde kunnet nå... Som mit håndled.

Vi gik udenfor og jeg trak vejret dybt ind, så det friske september luft kunne mærkes helt dybt ned i mine lunger. Sadie smilede til mig, inden hun kiggede lidt rundt i haven, indtil vi begge fik øje på det samme.

"Vil du der op?" Spurgte hun forsigtigt og kiggede på mig. Jeg kiggede fra rødderne, op af stammen, til rebstigen, den lille veranda og så træhuset oppe i træets krone. Mit lille træhus. Jeg sukkede for mig selv og rystede på hovedet. Jeg havde ikke brug for minderne... I hvert fald ikke nu. Jeg sukkede og satte mig så ned på græsset i solen, mens Sadie satte sig ned ved siden af mig.

"Er du okay?" Spurgte hun, så det slog klik inden i mig. Alle skulle altid spørge mig om jeg var okay. Forstod de intet? Jeg var Okay! Jeg havde det fint... Jeg var glad. Jeg levede... Jeg havde det fint.

Jeg skulle til at svare hende, da min telefon brummede i min lomme. Jeg havde de sidste dage fået beskeder fra nogle hver dag, og hver besked handlede om det samme:

Hey smukke, er virkelig ked af det. Er du all right? XX

Hey søde Nina, ked af det med Niall. Er du okay?

Hvorfor var det så vigtigt, hvordan jeg havde det? Eller rettere sagt, om jeg var okay? Okay var overflødigt. Okay kunne betyde så meget. Var jeg Okay i: At jeg ikke havde brækket noget? Var jeg okay i at jeg ikke var sulten... Var jeg Okay i at jeg ikke græd?

Ja, jeg var en form for... Okay.

"Nina?" Spurgte Sadie ventende og lagde sin hånd oven på min, så jeg mærkede hvordan hendes fingre ramte den nøgne og bare hud ved mit håndled igen. Jeg kiggede hurtigt ned på mit håndled og mærkede straks knuden i mit bryst, da små sætninger fløj igennem mig:

"Hvad betyder det?"

"Det betyder at jeg elsker dig, og at jeg vil gøre mit bedste forsøg på, hver dag at minde dig om det, og at jeg aldrig nogensinde vil forlade dig igen og for evigt vil kæmpe for dig!"

Jeg mærkede hurtigt hvordan mit hjerte sprang et slag over, mens minderne for gennem mit hoved. De mange minder... De mange dejlige minder, så vidunderlige, så elskværdige, så lykkelige, så... smertefulde. Jeg trak min hånd til mig og tog den op til mit bryst, så jeg holdt om det bare håndled, mens jeg mærkede smerten i brystet. Jeg var Okay, jeg græd ikke... Jeg var Okay... Jeg var...

Jeg så Sadie kiggede ventende på mig, så jeg åbnede munden for at sige noget mere, men mærkede hvordan det gjorde ondt alle steder i min krop.

"Jeg prøver..." Sagde jeg og mærkede hvordan mit hjerte bankede hårdt mod mit bryst, mens at jeg hurtigt knugede om min telefon i min anden hånd.

"Nina.." Prøvede Sadie, men jeg afbrød hende hurtigt.

"Det gør ondt." Sagde jeg, mens jeg holdt mit blik stift ud i luften. Sadie lagde hurtigt sin hånd på min ryg, for at trøste mig lidt. Men jeg kunne mærke at det her skulle ud.

"Sadie... Det gør rigtig ondt." Sagde jeg og mærkede hvordan jeg hurtigt hev efter vejret. Hun prøvede at stryge mig lidt over ryggen, for at få mig til at tale. Men nogle gange var ord bare ikke nok, så jeg vendte mit blik ned mod min telefon og låste den op, så jeg straks fik øje på baggrunden. Det var et billede af ham... Et billede af Niall. Jeg mærkede hurtigt smerten forstærkes i brystet på mig, så det fik mig til at gå ind under albummer. 

”Please, Nina… Lad vær.” Sagde Sadie og tog hurtigt telefonen ud af hånden på mig. Jeg kiggede hurtigt på hende, så hendes ellers så beskyttende blik blev mindre og mere forsigtigt, mens at jeg tog min telefon tilbage.

"Nina, du skal ikke kigge på dem." Sagde hun. Jeg nikkede enigt med hende. Jeg vidste at jeg ikke burde kigge på dem, det gjorde ondt. Det gjorde for ondt... Hvilket også var derfor, at jeg ville gøre alt for at få smerten væk. Så uden at fokusere, trykkede jeg på det første billede og Slet-knappen.

”Nej, Nina… Det må du ikke!” Sagde Sadie og kiggede chokeret på mig. Jeg sukkede tungt og gik videre til det næste billede.

”Jeg er nødt til det...” Sagde jeg og trykkede straks på et tilfældigt billede igen, så jeg kunne fjerne det.

"Se dog i det mindste, hvad det er du sletter!" Sagde hun med en hævet og vred stemme, så jeg glippede lidt med øjnene og fokuserede på det billede jeg var gået ind på, og jeg følte med det samme det lille stik.

Billedet viste en blond fyr, der smilede stort i et grin, mens han havde sin hage hvilende på en ung piges skulder. Hun havde langt brunt hår og hendes brune øjne sprudlede med den største kærlighed jeg nogensinde havde set i noget menneskes øjne. Hendes store vide smil, nåede næsten helt op til hendes øjne i et grin ligesom fyrens. Det fik hele scenariet til at se så fredfyldt, men samtidig også så lykkeligt ud. Og det var tydeligt, at de elskede hinanden.

De var lykkelige.

Man kunne tydeligt se deres store kærlighed for hinanden. Ikke bare måden fyrens hage hvilede på hendes skulder, mens hans kind var trykket mod hendes. Eller på den måde pigen havde kameraet løftet lidt op i armen, så man kunne se hvordan han havde sine arme rundt om hendes liv, mens hendes hånd var flettet sammen med hans… Nej, man kunne se lykken i deres øjne. Det var så tydeligt, at de begge var fyldt med glæde i det lille øjeblik, hvor de havde valgt at tage sådan noget så harmløst som et sølle billede, der alligevel viste mere en man skulle tro. De havde begge så meget kærlighed i deres øjne. Mere kærlighed end hvad jeg nogensinde havde troet to mennesker kunne vise. Men lige de her to, det var så tydeligt, at de var lykkelige. At de i det øjeblik virkelig elskede hinanden med alt hvad de overhovedet kunne. De elskede hinanden som hinandens bedre halvdel. 

Jeg sukkede hurtigt, inden jeg gik ud af billedet og rullede helt op til toppen af alle billederne, hvor det første billede poppede op. Jeg gik ind på det og så hurtigt hvordan et billede af den samme unge blonde fyr viste sig. Han sad på en stol, i noget der lignede et form for sommerhus. Han havde et sødt lille smil på læben, så man let kunne se hans tænder. Hans hår var pjusket, så man kunne se de mørkebrune udgroninger i siderne. Men det var ikke det, der fangede min opmærksomhed. Men udtrykket i hans øjne.

På en måde havde han hen af det samme blik, som det andet billede, men på en måde ikke. For det var ikke så meget som det andet, det her var mere som om at kærligheden var spæd. Som om at han stadig var ved at lære kærligheden at kende… Men stadig følte hvordan han elskede personen lige så meget som det andet billede. Jeg sukkede, han havde allerede kærligheden i øjnene fra starten.

Kærlighed, som ham og pigen delte. Man kunne tydeligt se, at den form for kærlighed kun var noget de to havde. Det var ikke en form for kærlighed som han kunne dele med alle. Det var hans kærlighed for hende… Deres kærlighed. Det var deres dybe og evige kærlighed til hinanden.

En kærlighed som var væk. Knust... Splittet til atomer... Og den kunne ikke reddes. Ikke igen.

Så jeg tog mig sammen og trykkede på knappen i siden af skærmen, hvor de små valgmuligheder kom frem.

Slet, eller Annuller.

Jeg kiggede på Sadie, der kiggede sørgmodigt på mig, inden jeg kiggede på skærmen igen og let bevægede min tommelfinger ned mod mit valg.

Jeg vidste at fyrens kærlighed var væk. At den delte kærlighed som fyren havde delt sammen med pigen, ikke fandtes mere…

At den kærlighed som Niall og jeg havde delt sammen… Var væk.

Det ville ikke komme tilbage… Og den her gang, vidste jeg at det var alvor. Den her gang, var der ikke nogen chance for at det ville lykkes igen. Den glade fyr og pige, var for længst væk.

Fyren ville måske komme til at få samme udtryk i øjnene igen en dag, selv om jeg faktisk tvivlede lidt på det. Men alligevel så mindede jeg mig selv om det hele, og derfor overbeviste mig selv om at han nok skulle komme til at føle den store kærlighed igen.

Det eneste jeg frygtede… var pigen. Hun så så lykkelig og glad ud. Hun elskede… Hun var elsket. Men nu efter alt det her, så vidste jeg, at der ikke var håb for at den kærlighed kunne komme tilbage til hende. Det var derfor at jeg trykkede på knappen, og hurtigt så hvordan billedet forsvandt fra albummet, inden jeg gik videre til det næste billede og gjorde det samme med det også.

Jeg fjernede det. Fjernede det hele. Alle minderne, de mange øjeblikke og stunder som pigen og fyren havde delt så mange af sammen. Jeg fjernede dem alle sammen. De ville aldrig komme tilbage, og jeg var helt sikker.

Så jeg slettede alle billederne, både af dem begge to, sammen med vennerne, vennerne alene, fyren alene… og pigen alene. Jeg vidste at det var bedst, at slette billederne af pigen, som havde troet at kærlighed kunne holde for evigt, og at hendes kærlighed til den dreng var stærk nok til at de kunne gå igennem alt. Så derfor slettede jeg dem, så jeg ikke kunne minde mig selv om hende.

Det var vel også hele formålet med at komme videre, ik? Ved at fjerne alle minder, alle øjeblikke og stunder… Permanent. Man glemmer den tid. Så jeg slettede det, lige indtil jeg kom til enden, og der ikke var flere tilbage.

Det hele var væk. Den lykkelige fyr og pige, deres smil, blikke, følelser… Det hele. Jeg havde slettet det hele og jeg kunne aldrig få det tilbage igen, men jeg ville ikke have det tilbage. Det skulle væk. Hvilket også var derfor, jeg ikke kun slettede minderne og billederne fra telefonen, men også fra mig selv. Jeg slettede det hele og lod det hele forgå inden i mig, mens alle minderne med den blonde fyr forsvandt fra mig, sammen med minderne om pigen.

Jeg slettede det hele og håbede at det ikke kom tilbage. Ikke engang følelserne. Ikke engang ham… Ikke engang pigen. Intet af det skulle blive. Det hele skulle væk og det skulle forblive væk. 

Så derfor glemte jeg det hele og kom videre.

"Nina, du vil aldrig nogensinde få de billeder igen.." Sagde Sadie og kiggede chokeret på mig. Jeg sukkede lidt, men nikkede med hovedet.

"Hvorfor skal jeg huske en person, som jeg troede var den eneste ene... men så viste sig ikke var... overhovedet?" Spurgte jeg. Hun sukkede tungt og kiggede så sørgmodigt på mig.

"Men... Hvad vil du så gøre?" Spurgte hun og kiggede bekymret på mig. Jeg sukkede lidt.

"Jeg kan ikke blive ved med at bekymre mig om en person, der ikke engang elsker, eller vil se mig... Jeg vil måske stadig huske det en gang i mellem... men det vil ikke være det samme.. Jeg vil gerne komme videre." Sagde jeg og mærkede hvordan realiteten slog mig.

Jeg ville være… Okay.

Ikke bare sådan Okay, at jeg troede jeg var okay. Jeg ville være så okay, at jeg og andre troede på det... Jeg ville glemme, så jeg kunne blive okay igen. Jeg ville komme videre, for at blive okay igen. Jeg ville være okay.

Jeg kiggede på Sadie og selv om jeg vidste at det gjorde ondt på hende, og at hun sikkert hadede min tankegang, så ville hun støtte mig, uanset hvad. Så hun lagde armen om mig og holdt mig ind til sig.

Jeg ville være okay...

Jeg var Okay.

____________________________________________________________________________

#RIP Ninall :((((

Aldrig mere Ninall...

Historien er ikke slut endnu... Bare vent.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...