Summer love 2 ~ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 mar. 2014
  • Opdateret: 24 dec. 2014
  • Status: Færdig
Dette er 2´eren til Summer Love (Læs helst Summer love, inden denne, for bedre forståelse) Og de endte sammen til sidst! Nina og Niall kæmpede sig igennem det hele og er nu klar til at have et rigtigt forhold sammen. Nina skal være sammen med drengene hele sommeren i USA og ser meget frem til det sammen med Niall... Men når de endelig tror det hele er ok, og de kan elske hinanden, så tager de fejl. For hvad sker der når de sociale medier går endnu tættere på Kærligheds-pigen og gamle venner dukker op, så Nina tvinges ud i et endnu større hvivar af drama og når Niall virkelig elsker Nina af hele sit hjerte og vil beskytte hende i mod alt? Læs det i den ventede toer på Summer Love <3

192Likes
431Kommentarer
88301Visninger
AA

23. Heartbreaking

"And as you move on, remember me,
 Remember us and all we used to be"

James Blunt - Goodbye my lover

 

Nina P.O.V

Jeg slog forsigtigt øjnene op, så jeg kiggede ud af vinduet og straks blev blændet af solens stråler. Jeg tog en dyb indånding og vendte mig om i sengen, så jeg fik øje på Harry. Han lå på ryggen og havde hovedet vendt mod mig, så jeg kunne se hans let åbne mund og hans bare bryst der hævede sig op og ned i takt med hans dybe vejrtrækning.

Det her havde været min anden nat uden Niall.

Jeg satte mig forsigtigt op i sengen og tørte mig hurtigt under mine øjne. De sved stadig... Men om det var fra dagen før, senere om aftenen, den søvnløse nat jeg havde haft... Eller en kombination af dem alle sammen, vidste jeg ikke. Jeg vidste bare, at jeg virkelig ikke havde det godt.

Min krop føltes som om den rystede. Min hals føltes tør, så jeg næsten troede jeg var ved at blive stum. Mine øjne sved og var helt sikkert også røde. Dog føltes intet at det lige så slemt, som det inden i mig. Det var som om en kæmpe kniv blev ved med at dreje sig rundt inden i mig og flåede alting op på sin vej. Jeg følte virkelig, at jeg hvert sekund kunne knække sammen og bare lade smerten fortære mig. Så ville jeg måske slippe for det og få det godt igen.

"Nina?" Jeg fik hurtigt et chok og kiggede så tilbage på Harry, der sad op i sengen og forsigtigt gned sig i øjnene.

"Godmorgen." Sagde jeg og prøvede at smile bare en lille smule, for at vise ham noget godt humør fra morgenstunden af. Han kiggede hurtigt på mig, så jeg kunne se at det lille smil falmede på hans læber og ændrede sig til et seriøst og alvorligt udtryk.

"Er du okay?" Spurgte han og lænede sig lidt forover, så han kunne lægge armene om sine knæ. Jeg kiggede hurtigt ned i mit skød, for at overveje om jeg skulle lyve eller fortælle sandheden, men jeg nåede ikke at gøre noget, inden et par arme føltes omkring mine skuldre og Harry trak mig ind i sin favn.

"Det hele skal nok blive Okay igen, Nina... Bare rolig." Sagde han, så jeg snøftede og lagde mine hænder oven på hans arme, mens han lagde sit hoved oven på mit og holdt mig tæt ind til sig.

Dog blev vi hurtigt afbrudt, da der blev banket på døren og den lidt efter blev åbnet. Vi kiggede begge to over på personen, der var trådt ind.

"Niall." Sagde Harry lavt, mens at Niall stod med hænderne i sine lommer og kiggede på os. Jeg mærkede hurtigt hvordan alt stivnede inden i mig, da han rettede sine øjne mod mig.

"Der er morgenmad om 5." Sagde han og holdt sit blik mod mig. Harry og jeg nikkede hurtigt, mens at jeg mærkede hvordan Harrys arme faldt fra mine skuldre og han rejste sig fra mig.

"Vi kommer nu." Sagde han og kiggede stift hen på Niall, der hurtigt kiggede på ham og så gik ud. Jeg trak hurtigt mine ben op til mig og lagde mit hoved opgivende på mine knæ.

"Hey, hey hey, hey... Nina... Kig på mig." Sagde Harry, inden jeg mærkede at han lagde sine hænder på mine fødder og satte sig foran mig på sengekanten. Jeg kiggede hurtigt ned på ham, og så at han kiggede op på mig.

"Det hele skal nok blive okay igen. Det lover jeg... Bare... ikke giv op. Du må ikke give op nu." Sagde han, så jeg kunne se hvordan tristheden sad i hans øjne. Jeg sukkede hurtigt.

"Det gør ondt." Sagde jeg stille og kiggede så til siden. Han sukkede tungt.

"Det ved jeg." Sagde han og rejste sig så sammen med mig og gik over til sit skab, hvor jeg havde lagt lidt af mit eget tøj ind sammen med hans. (Jeg ville på under ingen omstændigheder ind i det andet værelse.) Harry trak bare hans casual sorte T-shirt og sorte bukser på, mens jeg selv trak noget tilfældigt på. 

Vi begyndte at gå ned mod restauranten, der lå på stue etagen. Dog stoppede jeg hurtigt, da jeg mærkede hvordan smerten tog til, ligesom før, da jeg gik hen til bordet sammen med Harry, og så at den eneste ledige stol tilbage... Var ved siden af Niall. Han kiggede ikke engang op på mig, da jeg forsigtigt satte mig ned ved siden af ham. Hvilket gjorde at jeg straks mærkede, hvordan alt inden i mig, stivnede igen. I sær, da han hurtigt kiggede på mig og forsigtigt sagde:

"Bliv her, når vi er færdige med at spise." Jeg svarede ikke, men fjernede bare mit blik fra ham, mens at tjenerne kom ind med vores tallerkener med morgenmad. Hele morgenmaden var underlig. Jeg fik hele tiden øje på Liam, der kiggede stift og anspændt hen på Niall ovre fra den anden side af bordet, mens at Zayn på min anden side prøvede at starte en samtale en gang i mellem med Harry og Louis, der også kiggede lidt anspændt og nærmest nervøst på Niall. Jeg kunne virkelig føle den akavede og anspændte stemning omkring os, hele tiden.

I sær, da Nialls hånd hurtigt snittede min og han så kiggede på min hånd, og nærmest stivnede i sit blik. Jeg forstod ikke hvorfor, men kiggede så ned på min hånd og forstod, da jeg kunne se at han havde fået øje på den hvide lidt bølgede stribe omkring mit håndled, da jeg havde fået noget sol og armbåndet havde siddet i vejen der... Men det gjorde det ikke længere.

Der var ikke noget armbånd mere.

Jeg trak hurtigt min hånd til mig og lagde mit bestik hen over tallerkenen og tørrede min mund med min serviet, mens at de andre drenge så småt begyndte at rejse sig. Dog da jeg havde rejst mig, gik Niall hurtigt over til mig.

"Kan du gå op og hente din jakke? Jeg vil gerne snakke med dig." Spurgte han. Jeg svarede ikke, men gik bare hurtigt over til elevatoren og tog op for at hente min jakke og telefon, så jeg kunne gå ned til Niall igen. Jeg mærkede dog hurtigt en lille forandring inden i mig, da jeg trådte ud i receptionen igen og så at han stod ud i midten af rummet og bed lidt i sine negle, men da han så så mig... Så smilede han lidt til mig. Det var ikke hans "gamle" Niall-smil. Det var mere sådan et skævt og forsigtigt et, men det fik stadig et eller andet inden i mig til at gløde og gøre mig en lille smule mindre anspændt. Jeg gik hurtigt over til ham og kiggede hurtigt ned på min hånd, inden jeg tog mig sammen og skulle til at række ud efter hans... Men så puttede han sine hænder ned i sine lommer, så jeg trak min hånd til mig igen.

Vi gik udenfor og jeg følte mig lidt forvirret, da han ledte mig over mod en af de biler, der var med på touren. Jeg så hvordan han hurtigt gik over og åbnede døren for mig og kiggede på at jeg satte mig ind, så han kunne lukke døren og gå over i den anden side og sætte sig ind. Jeg kiggede på, mens han startede bilen og kiggede så ned på sin hånd, der langsomt bevægede sig over i min retning. Og selv om jeg vidste, at det bare ville gøre mere ondt inden i mig, og at jeg ikke burde ønske det, så gjorde jeg det.

Jeg ønskede virkeligt, at han ville føre sin hånd over til mig og tage min hånd i sin.

Men det var kun et ønske. For han tøvede og lagde så hånden på rattet og kiggede stift på vejen, mens jeg lagde mine hænder i skødet og sukkede tungt.

"Hvor kører vi hen?" Spurgte jeg hurtigt og vendte mit hoved mod ham. Han kiggede hurtigt på mig ud af øjenkrogen, inden han svarede:

"Et bedre sted." Jeg kiggede hurtigt uforstående på ham, men så at han så hurtigt kiggede på mig også, så jeg vendte mit hoved væk igen.

Jeg sagde ikke noget, men så bare til mens han drejede en gang i mellem, eller hævede og sænkede farten, indtil at vi passerede et skilt.

"Lufthavnen." Sagde jeg lavt for mig selv og lagde så mærke til, hvordan han spændte i grebet om rattet.

"Niall..?" Spurgte jeg nervøst, men stoppede, da jeg så at han drejede ned af vejen.

"Hvad skal vi her?" Spurgte jeg og kunne med det samme høre, hvor skinger min stemme lød. Han svarede ikke, men kørte bare hen i rundkørslen ind til lufthavnen, så jeg kunne mærke hvordan mit hjerte begyndte at banke hårdt mod mit bryst.

"Niall... Hvad skal vi?" Spurgte jeg igen, da han kørte hen til parkeringspladserne og stoppede bilen. Han kiggede stadigvæk bare stift ud i luften, så vreden med det samme tog over i mig.

"Tal til mig!" Sagde jeg med en hævet stemme, så han slap grebet om rattet og så tog hånden op til sit hoved, for at tage sin beanie af og føre sin hånd gennem sit hår, inden han beholdt den grå beanie i sin hånd og pegede på handskerummet ved mig.

"Det hele er der..." Jeg åbnede forsigtigt handskerummet, så en lille pose røg ud og landede på mine ben. Jeg åbnede posen og hev forsigtigt den lille læderbog ud, sammen med et stykke foldet papir.

"Jeg lagde din pung i din jakke i går aftes og der er det hele..." Hans stemme virkede så fjern, da jeg åbnede passet og tog papiret ud, så jeg kunne folde det ud. Indholdet fik et gisp til at uslippe mine læber, mens at mit hjerte sprang et slag over. Jeg kiggede hurtigt på Niall, der endnu en gang førte sin hånd igennem sit hår og lagde hovedet tilbage mod sædet, mens jeg selv skimmede papiret igennem og slugte bid for bid.

Det var en flybillet.

"London... Vi skal hjem." Konstaterede jeg og vendte papiret i mine hænder. Men dog, så opdagede jeg at der kun var opvist en' billet.

"Men... Hvor er den anden?" Spurgte jeg og kiggede hurtigt på ham. Han sukkede og kiggede så skævt på mig.

"Der er kun en' billet." Sagde han stille, mens han forsigtigt strammede grebet om rattet. Jeg kiggede hurtigt uforstående på ham.

"Hvorfor... Hvad skal du?" Spurgte jeg hurtigt, selvom jeg inderst godt vidste hvem billetten var til, men bare virkelig ønskede, at jeg tog fejl. Han sukkede tungt, inden han svarede:

"Billetten er ikke til mig." Jeg tog hurtigt mine hænder op for at dække mit ansigt, så jeg kunne krumme mig lidt sammen. Jeg vidste det hele havde været for godt til at være sandt.

"Det er bedst på den her måde." Sagde han, men jeg nåede ikke engang at reagere, inden jeg trak mine hænder fra mit ansigt og vendte mig mod ham, så jeg kunne råbe.

"Det ved du udmærket godt det ikke er! Niall, det her... Det... Du kan ikke bare give op!" Jeg mærkede hvordan noget desperat voksede op inden i mig og fik min stemme til at virke så skinger og lille og min krop til langsomt at begynde at skælve. Han tog en dyb indånding, mens han stadig kiggede stift ud i luften.

"Jeg giver ikke op." Sagde han, så jeg mærkede den frustrerede forvirring overtage mig igen. Men da jeg skulle til at sætte spørgsmålstegn, så sagde han:

"Jeg vil ikke have dig her mere." Jeg ved ikke om det var fordi, at det at han sagde det, eller bare det ordene egentlig betød, men jeg mærkede hurtigt hvordan smerten, som jeg havde haft inden i mig, blev forstørret.

"Hvad..?" Spurgte jeg helt stille, mens at et tåget lag langsomt og forsigtigt lagde sig ind over mine øjne.

"Jeg... Jeg kan ikke se mig selv sammen med dig." Sagde han og rettede sit blik ned, så han bukkede sit hoved. Jeg mærkede lidt efter lidt, hvordan min vejrtrækning kom ud af kontrol, mens at jeg hurtigt tog fat i kanten af sædet for at finde bare en lille form for støtte.

"Hvor længe?" Spurgte jeg, mens det nu var min tur til at rette mit blik lige ud i luften, men det gav ikke den store forskel, da alt syntes tåget og sløret for mit blik. Jeg hørte hans tunge åndedræt, inden smerten i mit hjerte for alvor kunne mærkes, da han sagde:

"Nogensinde." Jeg vendte hurtigt mit hoved mod hans, og mærkede desperationen tage overhånd.

"Nej... Du lyver. Du tror det hele vil være meget bedre sådan her, men ved du hvad, Niall? Det vil det ikke! Både du og jeg ved, at det her ikke ville kunne gå... Vi... Du... Jeg vil ikke lade dig gøre det her!"

"Det bliver du nødt til." Svarede han bare koldt, så desperationen ændrede sig til vrede inden i mig, og fik mit blod til at koge.

"Og hvad havde du så regnet med ville ske? At du ville sende mig til England, mens du bliver her? Hvor længe tror du seriøst det ville holde, før at en af os ville tage tilbage? Niall, du ved at vi..."

"Nej, Nina." Afbrød han mig, så jeg stoppede og kiggede forvirret på ham. Nej? Hvad mente han med, nej?

"Det er anderledes den her gang." Sagde han koldt.

"Men.."

"Vi ender ikke sammen igen, Nina. Ikke den her gang... Det er slut." Jeg mærkede hurtigt hvordan følelsen af at en lang sprække begyndte at opstå inden i mig, som langsomt rev en del over af mig, som havde opbygget sig inden i mig de sidste måneder.

"Nej... Det kan det ikke..."

"Vi skal ikke være sammen mere, Nina. Du bliver nødt til at rejse..." Jeg mærkede hurtigt hvordan min vejrtrækning kom helt ud af kontrol, så jeg med det samme kiggede rasende på ham.

"Nej! Nej, jeg gør ej... Jeg vil blive her. Jeg vil ikke hjem... Jeg vil være her... Jeg vil være her sammen med jer.." Jeg mærkede hvordan sprækken inden i mig stille og roligt tog mere og mere til inden i mig, mens jeg så på at han bare kiggede stift ud i luften.

"Du var alligevel nødt til snart at komme hjem. Din skole starter om mindre end to uger..."

"Jeg er fucking ligeglad! Niall, jeg bliver her, og der er intet du kan gøre ved det. Jeg bliver her, hvor jeg hører til." Sagde jeg og satte mig lidt tilbage i sædet igen, men Niall fnyste bare og kiggede på mig med et skævt smil.

"Du hører ikke til her, Nina." Sagde han, mens han beholdt det lille smil på sine læber. Jeg mærkede hvordan smerten fra sprækken, der splittede mig i to, fik vandet i mine øjne til at hobe sig op.

"Jo, jeg gør... Jeg... Jeg hører til her... Hos dig. Niall, jeg hører til hos dig!" Sagde jeg helt skingert og frustreret, mens at de første tårer trillede ned af mine kinder.

"Hvordan kan du hører til hos mig? Man kan ikke hører til hos nogen, når man ikke engang har kendt dem i mere end tre måneder." Spurgte han og kiggede på mig med et frustreret blik. Jeg mærkede hvordan flere tårer trillede ned af mine kinder, mens jeg lænede mig længere hen af mit sæde.

"Hvad betyder det, hvor længe vi har kendt hinanden, hvis det eneste jeg ønsker, er at blive hos dig?!" Spurgte jeg med en mere grådet og hævet stemme, så han kiggede skævt over på mig. Jeg fortsatte:

"Hvad betyder det hvor længe jeg har kendt dig, hvis det eneste jeg ved, er at jeg elsker dig... Og jeg ønsker at være ved din side, så længe jeg lever?... Niall, jeg er ligeglad med alt andet, bare ikke dig. Jeg vil være hos dig... Jeg vil blive her."

"Men jeg vil ikke..."

"Jeg er ligeglad!" Råbte jeg hurtigt, mens at flere tårer trillede ned af mine kinder.

"Jeg er ligeglad, okay? Jeg kender dig, Niall. Jeg ved, at du aldrig nogensinde ville kunne sige farvel på den her måde... Du er lige så dårlig til at sige farvel, som jeg selv er. Vi kan ikke sige farvel, Niall. Det ved du!" Sagde jeg, mens at min stemme knækkede over til sidst, da flere tårer trillede ned af mine kinder. Han sukkede hurtigt tungt, inden han sagde:

"Jeg er ked af det, Nina. Men jeg kan ikke det her mere... Jeg.." Han stoppede hurtigt og kiggede så på mig, så chokket straks gik igennem mig, da jeg så hvordan at sorgen tydeligt var printet ind i hans øjne.

"Jeg elsker dig ikke mere." Sagde han, så sprækken inden i mig tog fat i det sidste, og fik mit hjerte til at dele sig i to og min stemme til at udforme sig i et hulk.

"Du lyver.." Prøvede jeg at sige beroligende til mig selv, for at stoppe mine ukontrollerede tårer og hjerteknuste hulk.

"Nina.."

"NEJ!" Skreg jeg bare hurtigt og vendte mig så om mod ham.

"Niall, du kan ikke gøre det her... Du ville aldrig nogensinde gøre sådan noget her... Det her er ikke dig... Du... Du elsker mig, Niall!" Råbte jeg grådkvalt og desperat, mens at smerten inden i mig voksede og voksede.

"Nina, jeg ønsker virkelig ikke at se dig sådan her, men jeg kan ikke være sammen med en pige som jeg i sidste ende vil ende med at såre..."

"Men du sårer mig nu!" Sagde jeg og kiggede på ham, så jeg kunne se det opgivende udtryk i hans øjne.

"Nina, jeg gør det her for din egen skyld... Du har det ikke godt her... Det er bedst på den her måde.."

"Bedst?! Niall, hører du slet ikke hvad det er jeg siger? Jeg vil blive her!" Jeg prøvede virkelig at holde mig i ro, men min stemme knækkede ved hver anden sætning, mens at tårerne trillede ned af mine kinder og gjorde det umuligt.

"Niall, please! Jeg vil ikke tvivle igen... Jeg vil ikke glemme. Jeg vil blive her sammen med dig. Jeg vil ikke hjem, hvis jeg ved at jeg aldrig kommer til at se dig igen. Jeg vil ikke have at du bliver endnu et minde.." Hulkede jeg og bukkede mit hoved ned, for ikke at kigge på ham, men det blev hurtigt løftet op, da han tog fat i mine kinder, så han kunne kigge på mig.

"Nina, lyt til mig... Du bliver nødt til at glemme."

"Nej..." Sagde jeg og rystede på hovedet, mens at hans hænder lå på mine kinder og blev fugtige af den store strøm af tårer.

"Nina, jeg lover dig, at du vil få det godt igen. Du vil blive glad, du vil smile... Du vil være lykkelig." Sagde han med så håbefuld en stemme, at jeg mærkede hvordan hulkene stoppede en smule, så det bare var min hyperventilerende vejrtrækning, der var tilbage.

"Du vil leve længe og lykkeligt... Og du vil være smukkere end nogensinde.."

"Men det skal være med dig! Jeg vil være lykkelig med dig!" Prøvede jeg at sige ud gennem den ukontrollerbare vejrtrækning, men mærkede så hvordan hans hænder holdt strammere på mine kinder.

"Nina, lyt til mig." Men jeg rystede bare på hovedet, så han til sidst tog hårdt fat for at holde mit hoved stille og råbte:

"Nina, lyt til hvad jeg siger! Du kommer over det her... Du vil glemme det hele og komme videre. Du vil blive glad igen og du vil blive lykkelig. Det lover jeg." Sagde han, mens han kiggede ventende på mig.

Jeg mærkede hvordan jeg dybt inden i mig selv, langsomt, men grundigt, faldt fra hinanden Iige så stille. Jeg vidste at Niall løj, jeg vidste det! Men inderst inde, så var der bare intet håb tilbage mere...

Så jeg kiggede hurtigt på ham ud gennem mine grædefærdige øjne... Og nikkede.

Efter det føltes alt tomt og Nialls brændende berøringer blev kolde. Han åbnede døren samtidig med at jeg selv gjorde det, så jeg kunne gå ud i den blide start september luft, der varmede mine våde kinder. Niall kom over til mig med min taske på ryggen og min kuffert i hånden, som han havde taget fra bagagerummet. Jeg følte at vejen ind til lufthavnen var lang, men da vi så kom ind og fik checket min billet og sendt min bagage af sted. Føltes det som om, at jeg gjorde mig klar til et endnu længere og pinefuldt marathon.

Niall stod ved siden af mig, da jeg tjekkede tiden og så at jeg havde alt for kort tid tilbage.

Jeg havde så ondt inden i, da jeg kiggede på ham. Det her var ikke min Niall... Det her var en anden. Niall ville aldrig nogensinde gøre sådan her. Aldrig.

Mine tanker blev afbrudt, da jeg så at viserne oppe på klokken rundede ned forbi 6-tallet.

En halv time.

"Så det er sådan her det ender?" Spurgte jeg, mens jeg vendte mig blik op mod ham. 

"Det er bedst sådan." Sagde han bare koldt og kiggede hurtigt på mig... Og selv om jeg vidste, at det inderst inde bare var et lille ønske om at det måske var rigtigt, så kunne jeg se de røde og blanke øjne med en følelse af sorg kigge stift ind i mine. Dog jeg vidste godt at det bare var et puds mine øjne spillede mig, så jeg kiggede væk før jeg nåede at tro mere på det end nødvendigt. Niall sukkede og trak min taske ned fra sin skulder, som han havde holdt sammen med min kuffert, og en smule tøvende rakte den hen til mig, så jeg tog i mod den.

"Jeg ved du lyver." Sagde jeg, så jeg hurtigt så hvordan han frøs lidt i sine handlinger.

"Inderst inde så elsker du mig stadig... Det ved jeg." Sagde jeg lavt og hørte så hans tunge udånding. 

"Jeg er ked af det." Sagde han og kiggede ned i gulvet. Jeg snøftede lidt, men tørrede mig så hurtigt under øjnene. Jeg ville ikke græde... Jeg kunne ikke græde.

"Vil du sige farvel til de andre fra mig?" Spurgte jeg og følte mig helt lille og dum af den skingre og desperate tone i min stemme. Han nikkede hurtigt, inden han kiggede væk og jeg så hørte mit fly blive kaldt til boarding over højtalerne. Jeg kiggede hurtigt på Niall, der bare kiggede væk fra mig, men kun ganske kort, inden han hurtigt tog fat i min nakke og hurtigt slog armene om mig og hev mig ind i sin favn. Jeg sørgede omhyggeligt for at indånde hans duft så meget som muligt, inden at jeg mærkede hans blide læber, der forsigtigt rørte min pande i et kort, men skælvende kys, inden han slap mig og trådte tilbage, så han kunne putte sine hænder i sine lommer.

Jeg sukkede tungt for mig selv og vendte mig så om for at gå hen mod rulletrapperne, mens at jeg mærkede hvordan mit halve hjerte bankede hårdt mod mit bryst og fik min underlæbe til at skælve. En tårer trillede hurtigt ned af min kind, men jeg tørrede den straks væk.

Ikke græd nu, Nina. Ikke græd. Ikke græd. Det hele er bare en drøm... Du skal bare lige vågne op. Du skal bare lige vågne op...

Jeg gik forsigtigt hen til trappen og stillede mig op på det første trin, der ville føre mig op til boardingdelen af lufthavnen. Jeg kiggede en enkelt gang ned på passet og billetten i min hånd, inden jeg kom op til toppen af rulletrappen og kiggede mig tilbage.

Han var væk.

Han var allerede væk og han havde taget en stor del af min med sig. Jeg kunne tydeligt mærke det.

Jeg var ikke længere et komplet puslespil... Jeg manglede noget. Og selv om jeg inderst inde ønskede at det ikke var rigtigt, så var han den brik jeg manglede... Men aldrig ville få tilbage.

Så jeg vendte mig om og fortsatte med at gå, mens jeg mærkede hvordan mit hjerte knustes.

Jeg burde have vidst at Niall og jeg aldrig ville blive mere end en "Summer Love"

____________________________________________________________________________

Undskyld ;((

R.I.P Ninall...

Jeg håber at i ikke hader mig for meget nu...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...