1/5

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jan. 2014
  • Opdateret: 30 jan. 2014
  • Status: Igang
✘ Dette er so far et one shot, som måske kan blive skrevet videre på en gang. Egentlig skrev jeg det ud fra coveret, jeg har lavet, men samtidig brugte jeg det også som en udfordring for mig selv, da jeg for det første ikke er vant til at skrive i datid, og for det andet ikke er specielt god til at skrive "uhyggeligt-spændende"... Udover det, har traileren også været en udfordring, da jeg denne gang ville undlade at tilføje tekst til den, og selv har filmet nogle af tingene. Jeg håber, i kan lide det hele. (*med i One Direction konkurrencen*) ✘

41Likes
58Kommentarer
1163Visninger
AA

2. 1/5

 

Uroen sad og gnavede i mig, og i et forsøg på at få lidt af min anspændte energi ud, kørte jeg min hånd gennem mit hår, mens endnu en lyd, der lød som en blanding af et prust og et suk, forlod mine læber. Min puls var høj – meget høj endda. Ikke blot fordi tempoet, vi gik i, var ekstremt højt, men fordi jeg ikke vidste, hvad der ventede mig. Jeg frygtede det værste, og det havde jeg i grunden god grund til, da den simple seddel, vi havde fundet, langt fra stoppede fantasien i at skabe grufulde scenarier.

Tanken, om hvad der kunne være sket Zayn, sad overalt i mig og stikkede og gnavede. Den følelse havde været der i lang tid, men det var som om, den først blev udløst, da vores bange anelser blev bekræftet: Zayn var ikke okay. Langt fra.

Han var mange gange kommet for sent til aftaler, møder og interviews, og endda også helt undladt at møde op tit. Evigt og altid lød forklaring på problemer med Perrie. Noget med, at han blev nødt til at fokusere på deres forhold. Men da Liam tilfældigt var stødt ind i hende til en fest, havde hun undrende sagt, at hendes og Zayns forhold var fint, men at hun ikke havde set særlig meget til ham i den seneste tid. Da gik det op for os, at Zayn løj. Men hvad, han havde at lyve om, forblev et mysterium.

”Er i nu sikre på, vi er på rette vej? Jeg mener, er det måske en joke eller sådan noget…?” Spurgte Niall usikkert. Det var ikke første gang på turen derhen, han nervøst var kommet med forslaget om, at det hele sikkert bare var en joke. Uden at sænke tempoet, rystede Louis bestemt på hovedet. Jeg sank en klump, da jeg inderligt ønskede, at Niall havde ret, men stadig havde en ubehagelig mistanke om, at dette langt fra var en joke.

”Niall,” Lagde Liam ud, men afbrød kort sig selv, mens han rodede i sin jakkelomme. Et gys gik igennem mig, da jeg så, hvad han kort efter havde mellem sine hænder. Han rømmede sig kort, inden han begyndte at læse højt fra den seddel, der var blevet klipset fast på den stol, Zayn skulle have siddet på til det møde, vi lige havde forladt. ”Undrer I jer over, hvor Zayn er? Hvorfor tager I ikke bare hjem til ham og spørger? Han ville da fortælle sine bedste venner alt, ikke? Bare I ikke kommer for sent.” Liam sluttede oplæsningen, og det løb mig koldt ned ad ryggen, da jeg fik det reciteret. Måden, vi havde kigget på hinanden efter at have læst det, sendte mig tilbage til den gang, vi var som uadskillelige. Nu var vores venskab langt fra det samme, men i situationen var det som om, vi ikke behøvede at snakke for at blive enige om, at vi skulle af sted med det samme, og at det blev nødt til kun at være os fire. Hans bedste venner. Det var måske dumt, at vi ikke havde sagt det til nogen, men hvad skulle vi også sige? Tænk hvis det nu viste sig, at det faktisk bare var en joke.

Stilheden sænkede sig igen over os, mens vi nærmede os Zayns hus. Nialls blik var som limet fast til hans fødder, og ud af øjenkrogen syntes jeg, det lignede, han mumlede for sig selv. Sikkert noget beroligende, der kunne få hans puls ned igen. Det var nu heller ikke fordi, vores omgivelser havde nogen god effekt på vores frygt: Himlen var tung og mørkegrå, hvilket gav alt et blegt og trist skær. De næsten nøgne træer hang sløvt, så de krummede, næsten sorte grene kun blidt svajede lidt, når et af de tudende vindstød kom, og der var ikke nogen at se i miles omkreds. Det sidste var dog kun godt, da en opdagelse af os fra vores fans side ville have været alt andet end praktisk.

”Så,” Sagde jeg, da Zayns hus blev blottet for øjnene af os. Det var længe siden, jeg sidst havde været her, men jeg kunne med det samme genkende det. Jeg kiggede kort mod de andre og fangede Liams blik, der havde fået et mørkt og alvorligt skær. Han spændte i kæben og sank en enkelt gang, inden han satte gang i vores lille gruppe igen, der ellers var stoppet op, og bevægede sig op ad den lille sti til hoveddøren. Træerne i Zayns forhave knagede, da et vindstød hårdt slog, så vi alle modvilligt blev skubbet fremad.

Mine øjne søgte nervøst hen mod hoveddøren, og det var som om, min krop for et øjeblik blev fuldstændigt lammet, da jeg opdagede, at den stod på klem. Den var ikke lukket og derfor heller ikke låst, og bare det i sig selv var foruroligende. ”Døren…” Mumlede Louis lavt, inden han tog det sidste skridt hen til den. Blidt lagde han sin handskebeklædte hånd mod den, så den langsomt blev yderligere åbnet, uden så meget som en enkel knirkelyd. ”Den er åben.”

Selvom jeg ikke var meget for det, og mine fødder ærligt talt føltes, som var de lavet af sten, gik jeg lige i hælene på ham og ind i Zayns hus. Entreen var mørklagt, men et varmt og flakkende lys, der tydede på stearinlys, skinnede blødt ud ad en døråbning længere henne. ”Zayn?”

Liams høje stemme bag mig, fik mig til at fare sammen, så han undskyldende kiggede mod mig. Med hjertet siddende i halsen, stod jeg så stille, som jeg overhovedet kunne, og lyttede. Lyttede efter noget, der kunne indikere, at nogen var hjemme. Men intet svar lød. ”Zayn!?” Denne gang hævede Liam stemmen yderligere, for blot at lægge rummet i en endnu mere omklamrende stilhed end før.

Jeg nåede lige at mærke et iskoldt vindpust fra hoveddøren, inden den med et højt brag smækkede i lige bag os. Chokket tog kvælertag på mig, og jeg bed mærke i, hvordan vi var rykket væsentligt tættere på hinanden, alle med skuldrene trukket anspændt op og nervøsiteten malet i blikket. ”Jeg tror ikke, han er hjemme…” Mumlede Niall så, og fortsatte, ”Skal vi ikke bare tage tilbage til mødet igen så?”

”Mener du det?” Bed Louis, men selvom han lød vred, var det tydeligt at se, at han blot var bange og frustreret. Han stirrede sigende mod Niall, der bare syntes at krympe mere og mere. Hans flakkende blik indikerede, at han virkelig gerne ville forsvinde fra Zayns hus, som jeg heller ikke ligefrem fandt tiltalende. Efter lidt tid rystede Niall dog på hovedet, men så langt fra mindre skræmt ud. ”Kom, lad os gå mod lyset.” Besluttede Louis så og bevægede sig uden tøven mod det varme lys. Hvor hans mod kom fra, kunne jeg ikke helt gennemskue, men det, at han i det mindste prøvede at virke rolig og afslappet, havde en ligeledes effekt på mig.

”Er det ikke lige præcis det, de altid siger, man ikke skal?” Mumlede Niall lavt, men fulgte alligevel med os andre efter Louis.

Det lyse trægulv gav sig og knirkede lidt, da vi nåede hen til rummet. Varmen strømmede ud derfra, og føltes nærmest brændende mod min iskolde næse. Synet, der mødte os, var næsten magisk: Hele rummet var fyldt med levende lys. Betaget trådte vi over dørtrinet og ind i lokalet, hvor der næsten ikke var nogen flader, der ikke var dækket af stearinlys. For mig var det som om, alt forvirringen og skrækken for et kort øjeblik forlod min krop og blev erstattet af den afslappede følelse, synet af lysene gav mig. Flammerne bevægede sig roligt på vægen og kastede bløde skygger på de bare, hvide vægge.

”Guys…” Liams stemme sprang min boble af kortvarig fred, og jeg bevægede mig hen til ham. ”Hvad sker der for det her?” Undrende hævede han noget, der lignede polaroid-billeder, og jeg blev nødt til at gå tættere på for at kunne se, hvad det forestillede.

”Zayn.” Sagde Louis og tog handskerne af, inden han løftede endnu et billede fra den bunke, der lå på et lille, mørkebrunt bord foran Liam. Også jeg og Niall tog et billede til os, og jeg bed mærke i, hvordan min hånd ukontrolleret rystede lidt.

Det var ikke et godt billede. Det var lidt rystet, som om fotografen ikke havde holdt kameraet helt i ro, da blitzen gik af. Men selvom det var lidt sløret, kunne man nemt se Zayns skræmte udtryk. Hans mund var halvt åbent, og jeg ville skyde på, at han var i gang med at sige noget, da det blev taget. ”Ser han også… bange ud på jeres?” Lød det lavt fra Niall, og en klam følelse spredte sig i mig, da vi alle samtykkende nikkede.

Liam kiggede videre på billederne, mens jeg bare stod med det ene, jeg havde taget, i hånden og stirrede på det. Zayns angstfyldte blik havde låst sig fast til mit, og jeg havde det næsten som om, han bad om hjælp. Som om han råbte på mig, netop på dette billede.

”Det her er virkelig creepy.” Sagde Niall højt og lod sit billede dale til jorden. Frustreret tog han begge hænder op til hovedet, hvor han jog sine negle i hovedbunden og knugede øjnene hårdt sammen. ”Det her sker ikke. Det er ikke virkelighed.” Messede han videre. Da jeg rakte ud og rørte hans arm, trådte han hurtigt et skridt tilbage, men stoppede, da han opdagede, at det bare var mig. ”Sorry Harry, jeg er bare virkelig…”

”Skræmt? Også mig.” Svarede jeg, og prøvede at sende ham et smil, selvom det blev så tomt, som noget overhovedet kunne være, da det kort gled over mine læber. Han gengældte det dog, men det stivnede, da en hjerteskærende lyd lød gennem rummet. Mit hjerte sprang et slag over, da jeg med det samme kiggede over mod Louis, der havde udstødt lyden. Hans ansigt var ligblegt, da han bakkede væk fra sofaen. Hans blå øjne så blanke ud, og da han endelig stoppede sin gang, tog han hænderne op til munden og pressede fingrene mod sin næseryg, mens han rystede på hovedet, som for at overbevise sig selv om, at det, han lige havde set, ikke var rigtigt.

Tonsvis af faresignaler fløj igennem mig ved synet af ham, og selvom min krop var tung, bemærkede jeg det ikke en gang, da jeg bevægede mig hen til den sofa, der havde udløst Louis’ reaktion. Det var som om, tiden stod stille. Mit blod forlod mit ansigt og frøs til is. Alt i mig skreg, at jeg bare skulle komme væk, men jeg kunne ikke. Jeg kunne ikke flytte øjnene, for der, på den mørkegrå sofa, jeg mindedes at have siddet i en gang, lå Zayn. Hans øjne var vidt åbne og stirrede tomt mod loftet. Lysene spejlede sig i dem og lagde sig over hans forstenede ansigt som en slags forøgelse af kontrasterne. Hans ene arm lå slapt over brystet, med fingrene stivnet i en krampeagtig bevægelse. Men hans bryst hævede og sænkede sig ikke. Det var lige så stift og stillestående som resten af ham.

Kvalmen steg i mig, og jeg havde svært ved at få luft. Tårerne skød op i mine øjne og blændede mig, da det gik op for mig, hvad jeg lige havde set. ”Zayn!” Skreg Niall med en desperat og grådkvalt stemme. Han smed sig med al sin kraft ind over Zayns krop, der ikke kom med nogen reaktion. Hans hulk var det eneste, der fyldte rummet, hvor flammerne uforstyrret fortsatte med at æde sig vej ned ad vægen. Jeg registrerede Liam, der stod som forstenet ved siden af mig, og da jeg kiggede hen på ham, var hans blik rettet mod Niall og Zayn, men det var som om, han ikke rigtigt kiggede. Som om han havde slået blikket fra og nærmest bare… Stod og sov med åbne øjne. Dog gik der ikke lang tid, før en tåre fandt vej ned ad hans kind, for kun at blive forfulgt af flere. De gled i en lind strøm fra hans øjne, men han gjorde intet for at stoppe dem. Det var først der, det gik op for mig, at jeg også græd.

Mit hjerte krøllede sig sammen ligesom min mave, og jeg havde svært ved at få vejret. Det hele var så uvirkeligt, som var det en ond drøm. Men selvom jeg borede mine negle ind i mine håndflader, vågnede jeg ikke. Det her var ikke noget mareridt. Det skete virkelig, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Hvad gør man, når det er for sent at gøre noget som helst?

”Zayn!” Græd Niall igen og ruskede voldsomt i den stive krop. ”Vågn nu op Zayn! Det er ikke fucking sjovt!” Hans rusk blev voldsommere, og han løftede nærmest Zayn fra sofaen, mens hans stemme blev højere og mere aggressiv. ”Det her kan du ikke fucking gøre mod os! Jeg fucki-”

”Niall!” Det var som om, jeg kort kom ud af min trance ved synet af Niall, der hævede sin arm for at slå Zayn. Hurtigt var jeg henne ved ham og greb hans hånd i bevægelsen. Hans røde øjne mødte mine, og han stirrede på mig, som var det min skyld. Et øjeblik blev jeg bange for, at han ville blive vred på mig, men uventet omfavnede han mig i stedet.

Hans skuldre rystede, da jeg samlede mine arme om ham, og selvom jeg ikke havde overskuddet, lykkedes det mig alligevel at ae ham beroligende på ryggen, som om alt nok skulle gå. ”Jeg forstår det bare ikke…” Mumlede han grådkvalt mod min skulder, så jeg rystede lidt på hovedet over hans ord.

På sofaen lå Zayn stadig, og fordi Niall havde rusket så hårdt i ham, var hans blik nu vendt direkte mod mig. De døde øjne så nærmest glasagtige ud og ville ikke slippe mine. ”Jeg forstår det heller ikke.” Svarede jeg Niall, med en stemme suget for kraft.

Jeg ænsede næsten ikke, da Liam gik over til Zayn og knælede ved ham. Forsigtigt placerede han ham ordentligt på sofaen igen, så de førhen så smilende, brune øjne, ikke længere var rettet mod mig, men mod loftet. Liam sad lidt og stirrede på Zayn, inden han løftede sin hånd op til hans ansigt og blidt lukkede hans øjenlåg i. Nialls skuldre var i mellemtiden holdt op med at ryste, men han knugede sig stadig ind til mig, som var han et lille barn, der søgte beskyttelse hos sin forælder. Jeg sad bare og prøvede stadig at forstå, hvad fanden det var, der skete. Min krop kunne ikke finde ro, og da Liam kiggede på mig med et blik, der så så ulykkeligt ud, at mit hjerte sank yderligere, vidste jeg virkelig ikke, hvad vi skulle gøre, men kun at vi havde brug for at gøre noget. Vi havde brug for nogle svar.

I min favn bevægede Niall på sig og fik vredet sig ud. Hurtigt tørrede han sig under øjnene, og med et bestemt udtryk rejste han sig op, uden så meget som at kigge tilbage mod Zayn. Dog kom han ikke videre og blev bare stående med det samme udtryk. Også Liam rejste sig, og et lille suk forlod hans læber, da han ledte efter noget i sin lomme. Først troede jeg, det var sedlen, han ville finde frem, men mod min forventning var det en pakke smøger, der kom til syne i hans hånd. Med let rystende fingre fiskede han en cigaret ud af pakken og fandt også sin lighter frem. Han nåede at placere den mellem læberne, inden jeg reagerede ved brat også at rejse mig. ”Hvad fanden laver du Liam? Du kan sgu da ikke bare-”

”Bare ryge indenfor? Det er jo ikke fordi, det går ud over nogen.” Afbrød han mig hårdt og tændte beslutsomt cigaretten. Hans øjne lukkede kort i, mens han tog et dybt hvæs, og lod røgen i sine lunger berolige sig. Kort efter pustede han det ud igen, og sådan blev han ved i et godt stykke tid, inden Niall rakte ud for også at få et hvæs. Jeg stirrede bare tomt på dem. Det virkede underligt for mig, at de kunne finde på bare at ryge indenfor i stuen, hvor de lige havde fundet deres bedste ven død på sofaen. Det virkede i min optik respektløst. Ikke fordi jeg troede, Zayn ikke selv havde røget herinde før, men fordi… Jeg vidste det egentlig ikke helt. Det virkede bare forkert.

”Hvor er Louis egentlig?” Spurgte Liam undrende, og tørrede sig hurtigt under øjnene, selvom hans tårer for længst var størknet.

En underlig følelse gik igennem mig, da det gik op for mig, at jeg ikke anede det. Paranoid gik alle skrækscenarierne i gang i mit hoved, og det hele blev for meget. Jeg var på randen til at bryde sammen i gråd i troen om, at Louis sikkert også var død, da hans stemme lød bag mig. Den var hæs og rusten og tydede på gråd, men det var Louis’ stemme, hvilket betød, at han var okay. Jeg havde det som om, jeg gik på nåle, og mine følelser sad udenpå. ”Jeg er lige her.” Jeg vendte mig rundt og mødte et par lysende blå øjne omgivet af rødt. Hans kinder var opsvulmede af tårer, og hans hår rodet, som havde han hevet frustreret i det. ”Jeg.. Jeg fandt noget.” Sagde han så, og endnu en gang steg min puls.

Måden han sagde det på, skabte en intensitet i rummet, for der var ingen tvivl om, at det, han havde opdaget, ikke var godt. Uden flere ord gik han forbi mig, Liam og Niall, der havde slukket smøgen, og hen til et sofabord, der var skjult bag sofaens armlæn. På det fandt han noget frem, der til forveksling lignede den seddel, vi tidligere havde fundet. Forksellen var dog, at der på bagsiden var et billede af os. En væmmelig smag bredte sig i min mund, da jeg opdagede det store, røde kryds, der var blevet tegnet over Zayn. ”Hvad... Hvad står der?” Spurgte Niall stille, og allerede før Louis begyndte at læse op, løb det mig koldt ned ad ryggen. Jeg havde det som om, der var nogen eller noget herinde, og et usynligt par iskolde hænder var overalt på min krop.

Louis’ hånd rystede, og han måtte bide sig i læben, der allerede havde fået et lille sår, enten fordi han før havde bidt for hårdt, eller fordi den kolde luft udenfor havde gjort den sprukken, for at kunne holde sig selv i ro. Da han åbnede munden, gik min verden for alvor i stå.

1 ud af 5. Hvem bliver mon den næste? xo Jeres største fan.


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...