One Direction & Justin Bieber | Good Girl (Bad Girl 2)

Alle har hver sine problemer, nogle større end andre. Tiffany har store problemer, og da Harry gør forholdet forbi, står hun uden et sted at bo. Hun må derfor leve på gaden, og det er ikke helt nemt. Heldigvis kommer en fyr med et godt hjerte forbi, og han får i sidste ende overtalt Tiffany til at tage med ham hjem. Fyren med det gode hjerte er ikke hvem som helst, men selveste Justin Bieber, men det vil han helst holde hemmeligt for Tiffany. De får efterhånden følelser for hinanden, og da det hele kører på skinner, dukker One Direction - inkl. Harry op. Det bliver ikke helt nemt da Harry stadig har følelser for Tiffany, men er de gengældt? Hvad skal man gøre, når man bliver nød til at vælge mellem to personer? Jo, man kunne for eksempel drikke sig fuld og tage med en tilfældig fyr hjem. Får Tiffany nogensinde helt styr på sit liv, og bliver Tiffany nogensinde en good girl, eller er hun bare født til at være en bad girl? Kun én ting er sikkert - fortiden følger med, lige meget hvad.

108Likes
159Kommentarer
16308Visninger
AA

13. Wild wild love

Harrys synsvinkel:

Til mit uheld var min kærlighed til Tiffany kun vokset. Af en eller anden grund, blev hun mere og mere perfekt ´for hver dag der gik. Og tro mig, det var ikke smart at være forelsket i en af sine venners kæreste. Jeg syntes godt man kunne kalde Justin min ven, desværre var jeg bare en enormt dårlig ven.

Helt ærligt, hvordan ville i have det hvis din ven gik og bagte på din kæreste?

Nemlig...

Men nu var det jo heller ikke fordi det var specielt nemt for mig. Jeg kunne ikke komme mig over min eks, jeg var fuldstændig forelsket i hende, hun var sammen med en af mine venner, om aftenen kunne jeg høre hende have sex med en anden og trust me - det lød til at hun virkelig nød det.

Og udover det havde jeg ikke selv været i seng med nogen siden Tiffany og jeg slog op....

"Zaaayeehn!"

Jeg kunne tydeligt høre det var Tiffany, og kort efter kunne jeg også høre en høj soap operah latter. Jeg så op fra min iphone, og på græsplænen lå Tiffany helt smurt ind i græs, med en Zayn siddende på sig. Hendes hud var våd, hvilket også forklarede alt det græs der havde klistret sig fast til hendes hud. Gud, hvor så det egentlig frækt ud. Okay, Harry - stop de der tanker og lad være med at glo.

Og seriøst - hvordan kunne jeg få græs til at være frækt?

"Harry.."

"Mmmh..?" Mumlede jeg og så hen på Lou. Han lavede lige det der kom-med-jeg-skal-snakke-med-dig-håndtegn, og selvfølgelig fulgte jeg med ham ned i den anden ende af haven. Da Lou vendte sig om mod mig, havde han virkelig et seriøst blik.

Jeg havde ikke lige regnet med vi skulle snakke seriøst sammen?

"Harry, svar ærligt - kan du stadig lide Tiffany?"

"Ja, hvor mange gange skal jeg sige det?" Svarede jeg irriteret og vippede lidt med foden. Det irriterede mig at han spurgte, for helt ærligt - han vidste jo  godt jeg kunne lide hende, så hvorfor skulle jeg indrømme det? Hvis han havde forventet jeg var stolt af det, så var jeg det langt fra. Hvordan kunne man være stolt af sådan noget?

"Det er fint du er det, men prøv at gøre det lidt mindre åbenlyst."

"Hvad mener du?"

"Hold op! Du stirrer på hende, tjekker hende ud, er altid tæt på hende, holder øje med hende - du er som en åben bog, bro!" Sagde Louis og slog ud med armene.

"Det gør jeg altså ikke!"

"Oh jo du gør, og Justin finder snart ud af du går og bager på hans kæreste - og jeg tror ikke han bliver særlig glad for det." Advarede Lou med en løftet pegefinger.

Velkommen tilbage til folkeskolen Harry!

Suk...

"Hvad skal jeg gøre? Tage en pose over hovedet?"

"Noget i den stil," sagde Lou grinende og gik tilbage til de andre, som lå ved poolen som sædvanligt. Men fair nok - Zayn kunne bunde, så han kunne for en gangs skyld overleve at bade.

 

Tiffanys synsvinkel:

Jeg vågnede op om morgenen, og pænt sagt var jeg totalt smadret. Det var ligesom at have tømmermænd, bare meget værre. Fuck Harry, det var sikkert ham der havde smittet mig. Hmpf.. Det betød min dag skulle tilbringes i sengen, wee..! Føl lige ironien, ikke?

Jeg vrissede irriteret, og smaskede hovedet ned i puden - den største fejl i mit liv. Er i sindssyge det fik mit hoved til at gøre ondt! Jeg sukkede dramatisk og tog mig til hovedet.

"Hvordan syntes du selv det går, babe?" Grinede Justin, og kiggede på mig.

"Helt fint tak!"

"Easy tiger." Mumlede Justin, og kyssede mig på munden. Hans læber gled ned af min hals, men så måtte jeg også skubbe ham væk. Jeg elskede at elske med Justin, men fandeme ikke når jeg havde ondt i hovedet, nu måtte drengen lige styre sig!

"Ikke nu, jeg har ondt i hovedet."

"Hvem siger jeg ville gå hele vejen?" Svarede Justin flabet med et drillende smil på læben.

"Jeg kender dig, du går altid hele vejen," grinede jeg flirtende og lod en finger glide op af hans blottede overkrop.

Trust me - den overkrop der, daaamn - den var bedre end på billeder!

"Lige over." Mumlede Justin mod mine læber, inden han rejste sig op fra sengen og gik ud på badeværelset.

"Forlader du mig bare?" Spurgte jeg chokeret og begravede mig under dynen.

"Der er jo nogen der skal have noget ud af livet." Svarede han flabet, og trust me - den sad.

"Fair nok, godnat." Mumlede jeg og lukkede øjnene i.

Men guess what - jeg fik ikke lov at sove længe, inden Justin havde smidt sig oven på mig. Få noget ud af livet, bla bla - sikke meget han fik ud af sit liv...

"Hvad blev der af at få noget ud af livet?" Spurgte jeg flabet og trak dynen væk fra mit ansigt, så jeg faktisk kunne se ham.

"Du er mit liv."

"Aww.. Så romantisk du er i dag, Biebs?" Grinede jeg og rodede lidt i hans hår.

Seriøst, jeg elskede bare hans hår! Når han havde sat det var det bare helt perfekt, og når han ikke havde sat det var det bare vildt blødt og nuttet!

"Jeg er altid romantisk," sagde han hæst og agede mig på kinden, hvilket fik os begge til at flække af grin.

Trust me - det var ikke vores stil sådan noget. Slet ikke...

"Helt sikkert - men måske du burde smutte ud til dine venner?" Svarede jeg klogt og blinkede til ham. Hell yeah, blink var bare så ufrækt, men jeg kunne ikke lade være...

"Du har så mange gode idéer," grinede han, og kyssede mig på munden, inden han smuttede ud til de andre.

Forladt..... igen.....

Tud tud.

Okay, videre i livet - jeg skulle sove.

Jeg skubbede de tunge metaldøre op. De afslørede en hel gang - fyldt med fængselsceller. Hurtigt så jeg ned af mig selv, og jeg var iført intet andet end en stor orange T-shirt og et par lange orange bukser. Ivrigt vendte jeg mig om, men blev mødt af en varm krop. Jeg så op mod den, og i det samme opdagede jeg det var en fængselsvagt. Han gav mig et hårdt skub i ryggen, og kastede mig ind i en celle. Det var en gammeldags celle med tremmer, så jeg kunne se ind i alles celler. I cellen over for var Justin. Ikke kun Justin - en stor muskuløs mand stod og tæskede ham. Justin havde blå mærker over hele kroppen og blod kom ud af hans næse. Jeg fangede hans øjne som for første gang ikke var varme og glade. De var kolde og sørgmodige. Et slag ramte ham i ansigtet, så han fløj gentagende ind i den tykke betonvæg, inden han faldt til jorden.

"Justiiin!" Skreg jeg, men han rørte sig ikke. Tårerne strømmede ned af mine kinder, men i stedet for vand kom der blod. Endnu en gang skreg jeg Justins navn, men denne gang satte han sig langsomt op og lænede sig op af væggen. Den store muskuløse mand grinede hånligt af ham, inden han gav ham en knytnæve i maven, hvilket fik Justin til at komme med et højt klynk. Jeg gled ned på det kolde gulv, og lukkede øjnene i. Blodet der strømmede ned af mine kinder blev til en stor pyt.

"Tiffany." Jeg så op, og foran mig stod Stella. Hun så på mig med et blik, som ikke sagde andet end ad.

"Stella." Klynkede jeg og greb ud efter hendes hånd, men i en hurtig bevægelse trak hun den til sig.

"Se dig selv, du er beskidt!" Sagde hun frastødende, inden hun gik væk fra min celle, og videre ned af gangen. Gentagene gange råbte jeg efter hende, men jeg fik intet svar tilbage.

Pyttet af blod var vokset, og mit tøj var helt gennemblødt af det mørkerøde blod. Igen så jeg over mod Justin, i håb om det hele bare var en drøm, men det var det ikke. Hans hår var rødt af indtørret blod, og han lå bare op af væggen, han så så død, men levende ud.

Et par hæle kom klikkende ned af gangen, og jeg så mod ejeren. Det var sandt, det var Mandy. Min bedste veninde gennem så mange år, og bag hende gik Ryan og Dylan.

"Mandy," peb jeg, og tørrede blodet væk fra mine kinder, så godt som jeg nu kunne.

"Hvorfor snakker du til mig, fremmede?" Svarede hun skarpt, og gav mig et udstødende blik, det samme med Dylan og Ryan.

"Jamen... det er mig.. Tiffany."

"Nej, den Tiffany jeg kendte var stærk. Hun kæmpede til det sidste, og hun var smuk. Hun var selvsikker, og ignorerede alt der gik mod hende. Hun var ikke dig!"

"Dyl"

"Du skal ikke snakke til mig! Se dig selv, du er ikke værdig til at leve." Afbrød Dylan mig hårdt, og borede sine øjne ind i mine.

"Please, bliv." Græd jeg og greb fat og de tykke tremmer.

"Bliver hos en som dig! Haha - hvorfor? For at se dig dø? Ellers tak!" Grinede Mandy, og hendes grin blandede sig med Ryan og Dylans. Igen lød den klikkende lyd, og de var væk.

Et højt og skingert skrig forlod mine læber, men ikke engang Justin sendte mig et blik. Jeg blev ved med at skrige. Jeg var blevet forladt - af alle dem som elskede mig. Stella, Justin - selv mine venner!

"Du larmer," lød en hvæsen. Jeg så hen mod den anden ende af min celle, og der sad han.

"Styles!" Jeg greb ud efter ham - men i stedet fik jeg et hårdt slag, og faldt tilbage med tremmerne.

"Sty"

"Du skal ikke røre mig! Tænk jeg engang syntes om dig - du er jo ulækker!" Hvæsede han, og borede sine onde øjne ind i mine. Tårerne løb ned af mine kinder, og høje klynk forlod mine læber.

Jeg havde mistet alt.

"Hvordan kunne du overhovedet gøre det!?"

"Hvorfor?"
"Hvordan kan du leve med en person som dig!?"

En masse stemmer og spørgsmål lød, og jeg holdte mig for ørene, men stemmerne blev kun tydeligere og tydeligere.

"Jeg har ikke gjort noget!" Skreg jeg og slog ud i luften med den ene arm.

"Løgner!"

"Du slog din egen familie ihjel."

"Du skød din mor."

"Du skar din far ihjel."

"Der lød skrig i over en time."

"Hun er en morder."

"Hun burde dø."

Stemmerne, svarene - jeg kunne ikke holde det ud. Flere skrig forlod mine læber, og mi hoved gjorde ondt. Jeg lukkede øjnene og lod tårerne få frit lød. Jeg åbnede igen øjnene, men denne gang stod alle som jeg elskede ude foran cellen. Justin, Harry, drengene, Mandy, Dylan, Ryan, min familie, Austin fra fitness. De havde en ting tilfælles - og det var det der kom ud af deres mund. Morder.

Et skrig forlod mine læber, og råbene blev højere og højere.

"Tiffany!" En rusken for igennem min krop, og jeg slog panikslagen øjnene op. Mit tøj og hår var gennemblødt af sved, og mine øjne sveg på grund af de mange tårer som have forladt dem.

"Sty." Min stemme knækkede, og igen begyndte tårerne at komme.

"Rolig, det var bare en drøm." Harry lagde sine arme om mig, og pressede mig helt ind til ham.

"Det var så... så virkeligt.."

"Bare slap af, det hele er okay nu." Sagde han beroligende og kørte en hånd op og ned af min arm. 

"Gå." Mumlede jeg, da jeg langt om længe var hold nogenlunde op med at græde, og kunne holde min stemme i ro.

"Hvorfor?" Spurgte han undrende og sendte mig et sødt smil.

"Jeg græder ikke - jeg har ikke brug for hjælp." Sagde jeg hårdt og skubbede ham væk.

"Stop nu bare med at være så kostbar!" Sagde han irriteret og borede sine øjne ind i mine.

"Jeg er ikke kostbar!" Hvæsede jeg og lagde tryk på ikke.

"Stop nu. Du giver mig ikke engang et blik, ikke engang en chance til. Du ved jo jeg kan lide dig, i det mindste kunne du sige hej når du ser mig!"

"Så jeg er kostbar?" Jeg pressede mine læber mod Harrys, og lod min tunge glide ind i hans mund.  

 

Harrys synsvinkel:

Lige så hurtigt som hun havde ladet sine læber møde mine, lige så hurtigt havde hun trukket dem til sig igen. Det eneste der var at sige om det kys, var at det var fantastisk. Selv om det kun varede omkring fem sekunder, var det fantastisk. Det var skønt, det mindede mig om dengang det bare var hende og mig sammen. Dog var det i fængslet, men hellere fængsel end det her...

"Nå, jeg er sulten." Mumlede Tiffany, og straks var hun forsvundet ud af døren. Så kunne jeg sidde tilbage uden at vide hvad der lige var sket. Kyssede hun mig kun for at bevise hun ikke var kostbar, eller var der noget bag det? Hmm.... Måske var det også bare fordi hun var ked af det? Nej, der måtte næsten være noget bag. Man kysser ikke bare nogen sådan - ikke med mindre der er noget bag, og jeg var næsten sikker på der var noget bag.

I lang tid lå jeg bare og tænkte. Indtil jeg komme i tanke om hvor jeg lå. I Justin og Tiffanys seng - og tro mig, her havde foregået en del i denne seng.

Det var vel også fint at rejse sig, så kunne jeg gå ned til Tiffany? Før eller siden måtte jeg jo finde ud af om der virkelig lå noget bag.

"Tiffany?"

"Styles." Sagde hun koldt. Jeg sank en klump, inden jeg satte mig hen ved siden af hende i sofaen.

"Det før..."

"Jeg var ikke mig selv, okay?" Svarede hun skarpt og borede sine øjne ind i mine.

"Så der var ikke... noget bag det?" Spurgte jeg en smule usikkert, og kørte en hånd igennem håret.

"Der var intet bag det."

"M"

"Og Justin skal ikke have noget at vide om det!" Afbrød hun, og gav mig et blik som kunne dræbe.

Det var vidst bedst hvis jeg bare holdte det for mig selv,  derfor nikkede jeg kort som svar.

 

XXXX

 

Et rimelig langt kapitel, men jeg er faktisk rigtig tilfreds med dette kapitel - så håber selvfølgelig også i synes om det!

Og så må i meget gerne skrive i kommentar, hvis i har nogle idéer til hvad der kan ske, da jeg synes det er meget sjovt at læse hvad i tænker - men at jeg også kan få en hel del inspiration til historien fra jer! <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...