One Direction & Justin Bieber | Good Girl (Bad Girl 2)

Alle har hver sine problemer, nogle større end andre. Tiffany har store problemer, og da Harry gør forholdet forbi, står hun uden et sted at bo. Hun må derfor leve på gaden, og det er ikke helt nemt. Heldigvis kommer en fyr med et godt hjerte forbi, og han får i sidste ende overtalt Tiffany til at tage med ham hjem. Fyren med det gode hjerte er ikke hvem som helst, men selveste Justin Bieber, men det vil han helst holde hemmeligt for Tiffany. De får efterhånden følelser for hinanden, og da det hele kører på skinner, dukker One Direction - inkl. Harry op. Det bliver ikke helt nemt da Harry stadig har følelser for Tiffany, men er de gengældt? Hvad skal man gøre, når man bliver nød til at vælge mellem to personer? Jo, man kunne for eksempel drikke sig fuld og tage med en tilfældig fyr hjem. Får Tiffany nogensinde helt styr på sit liv, og bliver Tiffany nogensinde en good girl, eller er hun bare født til at være en bad girl? Kun én ting er sikkert - fortiden følger med, lige meget hvad.

108Likes
159Kommentarer
16314Visninger
AA

25. I will always be there for you

Tiffanys synsvinkel:

 

"Justin, der er noget, jeg er nødt til at fortælle dig." Sagde jeg og bed mig i læben. Woauw, det var lang tid siden, jeg havde været så nervøs for at fortælle nogen noget.

"Mmmh.." Mumlede Justin og så fra tv'et hen på mig. 

"Her den anden dag." Startede jeg og bed mig nervøst i læben. 

"Mmmh.." 

"Harry og jeg"

"- har noget kørende." Afsluttede han min sætning. 

Hvordan fuck kunne han afslutte min sætning!?

"Hvorda"

"- Jeg havde det lidt på fornemmelsen." Sagde han og gjorde tegn til at jeg skulle sætte mig ved siden af ham i sofaen. 

"Du må ikke blive sur, jeg er virkelig ked af det. Jeg ved ikke, hvad der skete, jeg tænkte ikke rigtig over det." Sagde jeg og så ned på mine hænder. 

"Jeg er ikke sur. Jeg har også tænkt lidt på det.."

"På hvad?" Spurgte jeg og så underende på ham.

"Du ved, at vi måske burde gå hvert til sit." Sagde han, og det gav et stik i hjertet. 

"Gå hvert til sit?" Spurgte jeg med et løftet øjenbryn, selv om jeg allerede vidste hvad han mente. Og ikke mindst havde en tanke om hvorfor..

"Du har brug for noget tid.. alene." Sagde han og lagde en hånd på mit lår. 

"Mmh.." Mumlede jeg.

Han havde helt ret. Jeg havde brug for noget tid alene. Men jeg var ikke god til at være alene - slet ikke. Sidste gang jeg var alene, var inden jeg røg i spjældet. Det er sku mange år tilbage - en tre stykker? Hmm.. 17-årige Tiffany. Druk, sex, druk, sex, og et par slagsmål. Sikke et kontrolleret liv. Og så endte det endda med, at jeg i en alder af 17 fik lov at dræbe to personer. Selvfølgelig med hjælp fra Dylan, Ryan og Mandy. Jeg savnede dem sku, ironisk nok. 

"Men vi kan stadig være venner, ikke? Holde kontakten ved lige?" Afbrød Justin mine tanker. 

"Jo, selvfølgelig." Sagde jeg og rejste mig. 

"Hvad skal du?" Spurgte han med et løftet øjenbryn. 

"Pakke mine ting." Sagde jeg køligt og gik op ad trappen og ind i soveværelset. Jeg fandt en kuffert frem og begyndte at pakke mit tøj ned. 

"Du må altså godt blive, indtil du ha" 

"- Nej." Sagde jeg og lynede kufferten, da den var helt fuld. 

Justin sukkede og tog en kuffert mere frem og hjalp mig med at pakke resten af mine ting ned. Jeg havde ikke så meget, der skulle med, andet end mit tøj, make-up og sådanne ting. Jeg var jo flyttet ind hos Justin, så alle møblerne var hans. Det var vel også okay, hvem gad rende rundt på gaden med en sofa på slæb? Ikke mig, det kan jeg godt sige jer! 

"Jeg kører dig hen til et hotel og betaler den første uge." Sagde Justin, da vi havde fået pakket alle mine ting ned. 

"Okay." Sagde jeg. Jeg ville da ikke klage over at få betalt hotel i en hel uge + at slippe for at betale taxa til hotellet. 

 

XXXX

 

Hvorfor havde jeg ikke tænkt på at kontakte mine gamle venner noget før? 

Jeg havde ringet til Mandy, som havde det samme nummer som for tre år siden. Hun boede sjovt nok stadig i London, men vi fik da en sjov samtale. Men det vilde var, at Dylan var flyttet til USA. Og han boede intet mindre end en halv time fra mig. Dylan og jeg havde aftalt at tage i byen sammen i aften - som i gamle dage. Det skulle nok blive sjovt, og jeg glædede mig en del. Vi skulle mødes ude foran mit hotel om en halv times tid, så jeg var ved at gøre mig klar. Lårkort, højhalset sort kjole, mine trofaste og ikke mindst udtrådte vans, klassisk mørkerød læbestift og mørke øjne. Jeg havde sku næsten altid det samme på, når jeg var i byen, men det var vel ikke uden grund. 

Mit blik gled hen på vækkeuret som stod på sengebordet. 22:53. Så kunne jeg vel godt bevæge mig ned mod lobbyen. 

I elevatoren gav en ældre dame mig et nedladende blik. Og helt ærligt, hun måtte sku lige tage sig sammen. Hvis hun syntes, jeg virkede som en luder, hvad fanden skulle hun så selv ud for klokken elleve om aftenen? 

Da jeg kom ud foran hotellet og væk fra den gamle dame, fik jeg straks øje på Dylan. 

"Hey, Dylan." Sagde jeg med et smil og gik hen til ham.

"Hvad så, Tiffany, lang tid siden?" Sagde han med et grin og gav mig et kram.

"Ja, jeg har jo været ret så optaget de sidste par år." Sagde jeg med et skævt smil.

"Vi er sku taknemmelige for, du tog lortet for os alle sammen. Virkelig." Sagde han. 

"Det er, hvad man har venner til." 

"Skal vi gå?" Spurgte han og nikkede hen mod gaden, hvor nattelivet var i fuld gang. 

"Tænk du spørger." Halvt grinede jeg og puffede til ham med skulderen. 

"Du er måske ikke blevet til det fine, efter du er begyndt at rende med pop-holdet?" 

"Jeg siger dig - aldrig sats på hollywoodholdet, de skaber kun problemer." Sagde jeg og rullede med øjnene. 

"Det er nok nærmere dig, der skaber problemer for dem, hvis jeg kender dig ret?" Konstanterede han nærmere end han spurgte. 

"Hver sin mening." Sagde jeg og trak på skuldrene. 

"Lad os smutte ind her." Sagde Dylan, og puffede mig ind på en fyldt bar. 

"Føj, her stinker." Sagde jeg og rynkede på næsen. Stanken af alkohol, stoffer, opkast, sved og måske endda en anelse blod gjorde mig svimmel.

"Du er slet ikke blevet fin på det." Sagde Dylan ironisk og rullede med øjnene. 

"Det er jeg ikke." Sagde jeg bestemt og susede op i baren for at få noget at drikke. Når jeg havde fået lidt alkohol ned, ville stanken nok blive mindre slem. 

"Kan jeg hjælpe?" Spurgte bartenderen i baren og så ned på mig med et smil.

"Det ville være dejligt med en drink." Sagde jeg forførende og kørte to fingre op ad hans arm. 

"Javel, du kan få den på huset." Sagde han med et bredt smil og begyndte at blande noget sammen til mig. 

Da den var færdigblandet, satte han den foran mig, hvorefter jeg gik. Ikke tale om at jeg skulle have ham på nakken. 

"Waouw, tænk du stadig har det i dig." Sagde Dylan drillende og løftede sin drink, som kun guderne måtte vide, hvordan han havde fået fat i. 

"Ja ja, bliv nu ikke for overrasket." Sagde jeg selvsikkert og slog mit glas mod hans, inden jeg førte det op til munden og tog en slurk. Den var sku god. Lidt syrlig, men ikke for meget - high five til bartenderen. 

"Her. Gem det til senere." Sagde Dylan med et skævt smil og rakte mig en pose med noget pulver. 

"I will." Sagde jeg med et grin og proppede den lille pose ned i min bh. 

 

Harrys synsvinkel:

 

"Undskyld mig, hvad!?" Spurgte jeg Louis og så med store øjne på ham.

"De er ikke sammen mere. Han kørte Tiffany hen på et hotel." Gentog han. 

"Hvorfor mon? Har du en ide, Harry?" Spurgte Niall og så hen på mig med et blik, som sagde mere end tusind ord. Og et af ordene var skuffet.

"Okay, jeg er træt af de hentydninger, hvad fanden har du lavet Harry?" Afbrød Zayn. 

Der var ikke noget at sige til, at han var træt af alle de hentydninge,r Niall var kommet med. Hver gang han havde chance for det, havde han sendt en hentydning til, at jeg skulle fortælle drengene, hvad jeg have haft gang i. 

Og nu gjorde jeg det. 

"Tiffany og jeg kyssede." Sagde jeg og sukkede. 

Niall hostede - igen, endnu en hentydning. 

"Forhelvede Harry..." Sagde Zayn og rystede på hovedet. 

"Hvad er der galt med dig? Kan du ikke klare, at andre har et kærlighedsliv, når du ikke har?" Spurgte louis og så bebrejdende på mig. 

"Der var altså to t"

"- Jeg er da ligeglad, om der så var femhundrede indblandet - pointen er, at du var indblandet." Afbrød Louis.

"Du kunne jo køre over til hende og undskylde?" Foreslog Liam, hvis forslag hurtigt blev skubbet lang, langt væk. 

"Glem det." Sagde jeg hårdt og understregede det ekstra godt. 

"Det er da det mindste, du kan gøre." Brød Niall ind, og hurtigt havde alle stemt for Liams idé. 

"Hvordan kan I være så sikre på, det er på grund af mig, de har slået op?" Spurgte jeg. På samme tid vendte drengenes blikke hen mod mig med det samme udtryk i øjnene, som udtrykte, at jeg var helt åndssvag lige nu. Hvilket på sin vis var rigtigt...

"Hotellet ligger fem minutter væk her fra til fods. God tur, Casanova." Sagde Louis og pegede hen mod døren. 

"Godt så, vi ses når jeg har gjort mig selv til grin og sikkert ødelagt hendes dag endnu mere. Forresten, så må I hellere lave popcorn klar til min hjemkomst, for det, jeg kommer til at fortælle, bliver bedre end reality-tv." Sagde jeg fornærmet og smækkede døren efter mig. 

Fem minutter efter stod jeg i elevatoren på vej op til Tiffanys hotelværelse. 

"Hej, Tiffany. Jeg er ked af det med dig og Justin." 

Nej, det kunne jeg ikke sige. Hun hadede jo, når andre havde ondt af hende. 

"Hey, Tiffany. Jeg ville bare..."

Hvad ville jeg bare? Hvorfor var jeg her overhovedet? 

Jeg var her netop for at undskylde og fortælle, hvor ondt jeg havde af hende. Hvor måtte hun hade mig, når jeg gik derfra. 

Mine tanker og overvejelser blev afbrudt af en ding-lyd og elevatordørene, som åbnede. Jeg gik med tunge skridt hen til det værelse, som jeg havde fået af vide var Tiffanys. Af nervøsitet bed jeg mig i læben, inden jeg bankede på døren. Kort rømmede jeg mig og rettede ryggen. 

Da hun ikke åbnede, bankede jeg på igen, måske hun havde overhørt det? 

Det viste det sig, at hun ikke havde. Efter sammenlagt at have banket på døren og ventet i et kvarter, indså jeg, at hun ikke var der. Medmindre hun ikke gad åbne. Der var et kighul i døren, så det var ikke umuligt, at hun havde set, det var mig, og bevidst valgte ikke at åbne. 

"Jeg har brug for noget at drikke." Sagde jeg til mig selv med et suk. 

På vej ned til byens centrum var mine overvejelser på, hvad jeg skulle have. En drink, cola, en æblejuice, øl, vin, eller måske bare en flaske vand? Jeg anede det ikke, og jeg anede heller ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Hvordan skulle jeg kunne leve med at have ødelagt et parforhold? Havde de ikke været nok igennem? Og det var jo ikke engang Tiffanys skyld, kun min. Jeg havde på en måde overfaldt hende, hvis jeg huskede rigtigt. Havde hun overhovedet en chance for at sige nej? 

Var jeg virkelig stadig forelsket i Tiffany? 

Jeg så en pige, der mindede mig om Tiffany, stå og kysse med en fyr ovre på den anden side af gaden. 

Fedt, Harry, nu hallucinerede du også! 

Jeg rystede på hovedet og så igen pigen, som lignede Tiffany. Var det sådan, hun så ud, dengang hun gik i byen hver aften og tog stoffer? Hvis det var tilfældet, ville jeg ikke have noget i mod at være stødt ind i hende. 

 

Tiffanys synsvinkel:

 

Jeg kunne godt mærke, at jeg ikke var van til at drikke og tage så mange stoffer, som jeg var engang. Det påvirkede mig noget mere, derfor havde jeg også forsøgt at holde mig lidt tilbage. Forsøgt. Dog så Dylan pisse fræk ud - både med rent og beskidt blod. Og han syntes, hvis jeg ikke tog helt fejl, heller ikke at jeg så helt værst ud. Vi havde faktisk altid haft et eller andet kørende mellem os, selvfølgelig ikke noget seriøst. Bare altid vist en eller anden form for interesse for hinanden. 

Måske var det derfor, vi stod med tungerne i halsen på hinanden udenfor en bar. 

"Kan vi ikke tage over på hotellet?" Spurgte jeg lettere forpustet og trak mig lidt tilbage fra ham.

"Bruger du nu dine tricks på mig?" Spurgte han drillende og kørte en hånd om på min røv. 

"Mmh.." Mumlede jeg.

"Du er fandeme utrolig." Sagde han med et grin.

"Jeg vil bare gerne have det bedste ud af det." Sagde jeg med et skævt smil. 

"Godt så, skal vi så gå?" Spurgte han og begyndte allerede at gå. 

"Vent.. Kan du ikke gå i forvejen, jeg tror jeg kender ham der ovre." Sagde jeg og pegede hen på et lille supermarked, hvor en fyr var på vej ind. 

"Så lad gå." Sagde han. 

"Super. Vi ses." Sagde jeg forførende og kørte en hånd ned ad hans arm, inden jeg slingrende halvt løb, halvt humpede over vejen. 

Plørefuld og påvirket af stoffer gik jeg ind i supermarkedet og så efter ham. Jeg fik efter lidt tid øje på den krøllede paryk. Han var på vej ud af supermarkedet, så jeg skyndte mig hen til ham. Supermarkedet var mennesketomt, pånær manden bag kassen, så der var kun en til at se nedladende på mig. Heldigvis. 

Da jeg nåede hen til ham, lagde jeg armene om ham bagfra og lagde ellers bare al min vægt over på ham. 

"Hvad fa - Tiffany!?" Udbrød han overrasket. 

"Styles." Sagde jeg forførende og sendte ham et skævt smil. 

"Hvad laver du her?" Spurgte han overrasket 

"Ikke noget. Ville du have en joint?" Spurgte jeg og trak en joint op af lommen. 

"Ellers tak. Du skal vidst hjem." Sagde han og lagde en støttende arm om mig, hvorefter han tog mig med ud af butikken. 

"Ja, Dylan venter sikkert." Sagde jeg og kørte en hånd op under hans t-shirt, så jeg kunne føle hans mavemuskler under den varme hud. 

"Dylan?" Spurgte han undrende.

"Mmhh..." Mumlede jeg og slikkede mig om læberne. 

"Hvorfor venter han?" Spurgte han. 

"Hvorfor tror du?" Spurgte jeg med et grin. 

"Wow wow, Tiffany. Du kan ikke bare have sex med alle mulige." Sagde Harry alarmerende og stillede sig over for mig. 

"Nej da, jeg vil også meget hellere være sammen med dig." Sagde jeg forførende og kørte hænderne ned i hans boxers. Han fik et sjovt udtryk i ansigtet, da jeg gjorde det, så jeg brød ud i grin.

"Okay, jeg tror bare, du skal hjem og sove. Alene." Sagde han og trak mine hænder op af hans boxers. 

"Hvorfor alene? Det er jo meget sjovere at være flere." Sagde jeg forførende og slikkede på min pegefinger. 

Han sukkede og trak mig med videre. 

"Dig, mig og Dylan kunne også få det sjovt sammen." Foreslog jeg. 

Han ignorerede mig. Som var det noget nyt, tænkte jeg og rullede med øjnene. Men ærligt talt, så ville det ikke gøre mig noget, hvis Harry, Dylan og jeg kunne få noget op at køre. Det ville sku være frækt, måske Justin også ville deltage? Haha, okay, han havde lige dumpet mig, så svaret ville fra hans side nok være nej. Hvorefter han ville sende mig på en psykiatrisk afdeling i en bjerghule i vor kære stat, North Carolina. 

Ellers tak. 

 

Harrys synsvinkel:

 

"Hvilket værelse?" Spurgte jeg, da vi steg ud af elevatoren. Godt nok var det mindre end en time siden, jeg havde været her, men jeg havde glemt, hvilket værelse hun boede på. 

"Noget med ni." Mumlede hun og sendte mig et fordrukkent blik, som jeg ignorerede. 

"Det hjælper jo meget." Sagde jeg ironisk. 

"Nøglerne er her." Mumlede hun og hev et nøglekort op af sin taske.

"Det er et nøglekort, men tak." Sagde jeg, og fandt efter en tid frem til det rigtige værelse.

"Harry?" Spurgte hun, inden jeg nåede låse døren op.

"Hvad?" Spurgte jeg og vendte mig om mod hende. 

"Nu når Justin og jeg ikke længere er sammen, er der jo ingenting, der stopper os." Sagde hun forførende og lænede sig ind mod mig, så jeg kunne lugte hendes giftige ånde.

"Er du ikke blevet lidt for gammel til det der?" Spurgte jeg og låste døren op og åbnede op til hotelværelset. 

"Til hvad?" Spurgte hun og forstod tydeligvis ikke, hvad jeg mente. 

"Til at rende frem og tilbage. Kan du ikke se, det ikke gør godt for noget? Du mister alt ved det." Sagde jeg hårdt, da det forhåbentligt ville hjælpe med at få hende til at forstå alvoren i det, jeg sagde. 

"Der er ikke så meget at miste. Det har der ikke været de sidste mange år." Sagde hun og trak på skuldrene. 

Jeg sukkede. Hun havde ret, hvad havde hun at miste? Et hjem, familie, job - hun havde allerede mistet alt, hvad der betød noget. Undtaget hendes venner, som hun tydeligvis ikke tænkte på. Både Justin, drengene og jeg holdt af hende, og ingen af os ønskede det her for hende. Vi ville til hver en tid hjælpe hende, men det var fandeme svært at hjælpe en, som ikke ville hjælpes. 

"Tiffany?" Lød det, og en fyr, som jeg gættede på var Dylan, dukkede op i gangen, hvor vi stod. 

"Hvem fanden er det?" Spurgte han mistroisk og skævede over til mig.

"Ikke nogen, han går nu." Sagde Tiffany og åbnede døren for mig. 

"Mener du virkelig det her?" Spurgte jeg og så ind i hendes matte, fortumlede øjne. 

"Ja. Du har jo ikke lyst til at lave noget." Sagde hun og lænede sig sexet op ad døren og nikkede ud mod gangen. 

"Tænk nu lige på, hvad du ødelægger for dig selv." 

"Overbeskyttende Harry. Jeg er gammel nok til at passe på mig selv. Det har jeg gjort så længe, jeg kan huske, og se på mig. Jeg lever, er ikke handicappet og har et pisse godt liv foran mig. Alkohol, sex og måske - måske ikke - lidt crystal, hm." Startede hun belærende og sluttede af med et fnis. "Forresten, spring over lightergas. Så engang en blive bims af det, du ved, dte opløser hjernen. Kuk kuk." Grinede hun. 

Det kunne ikke beskrives, hvordan det i mine øre lød. Hun havde virkelig brug for hjælp - om hun ville eller ej. 

"Hør på dig selv. Du har brug for hjælp, og de eneste, som kan hjælpe dig, er dem, du har smidt væk. Justin, drengene og jeg - vi ønsker det bedste for dig, men du gør kun det værste for dig selv." Sagde jeg og lagde min hånd på hendes for at vise, at jeg var der for hende, selv om man ikke skulle tro det.  

"Jeg har en fornuft. Og det var Justin og dig, som droppede mig. Og drengene ser jeg stadig, måske ikke lige Louis, men han har aldrig været sådan helt vild med mig." Sagde hun og lagde armene over kors.

"Kom nu bare med. Det er fandeme snart din sidste chance for at få en fremtid overhovedet." Sagde jeg hårdt, da min tålmodighed var ved at slippe op. 

"Jeg har en fremtid. Uden dig." Sagde hun hårdt.

"Hold nu kæft. Hvor er hende, som jeg mødte nogle år tilbage?" Spurgte jeg. 

"Her." Sagde hun koldt. Hendes humør var faldet en del, og jeg havde på fornemmelsen, at det var grundet, hvad end det var, hun havde taget og drukket i løbet af aftenen. 

"Det må være dagens joke. Hende jeg mødte bekymrede sig faktisk om andre. Hun tog sig, selv om det hundrede procent kun var fordi hun kede sig, af mig, da jeg kom ind. Det var en fejltagelse, at hun var røget ind i det fængsel, i modsætning til hende stående her nu." Sagde jeg i håbet om, at en sammenligning ville få hende på bedre tanker. 

I håb om. 

"Hende, du mødte, kedede røven ud af bukserne. Du betød intet for hende." Sagde hun hårdt, hvilket jeg afviste som sandt, for min egen skyld. 

"Det ved du godt selv ikke passer." 

"Ved du, hvad der ikke passer? At jeg var en anden dengang. Jeg er den samme person, som jeg hele tiden har været. Tiffany, som elsker at gå i byen, have one-night-stands og være så fandens provokerende, at man tror, det er løgn. Jeg nyder at flirte med idioter som dig, som æder alt råt. Så hvis du ikke bryder dig om, hvad du ser nu, så er det sku synd for dig." Sagde hun hårdt og gennemborede mig med sit blik.

"Held og lykke med at leve resten af dit liv. Det får du brug for." Sagde jeg og gik ud af døren, som hun smækkede hårdt efter mig. 

Jeg satte mig foran døren og sukkede. Jeg kunne sku ikke klare at skændes med hende, for hun havde på nogle punkter ret og nogle argumenter, som jeg ikke kunne argumentere imod. Derudover var hun også på nogle punkter helt væk, og det var spild af tid at forsøge at tale hende til fornuft. I sær når hun var påvirket. Hun havde jo altid været van til at passe sig selv og lave sine egne regler, så hvordan kunne jeg tror, at jeg bare sådan kunne komme og lave regler for hende. 

Men hun havde brug for hjælp - det var ikke til at komme udenom. Intet menneske kunne holde til at drikke og tage stoffer som hun i dag havde gjort, og helt sikkert ville fortsætte med. Det var jo det rene gift - og dødsensfarligt. Det var et vidunder, at hendes krop ikke havde bukket under endnu. 

Måske var jeg overbeskyttende, men jeg så intet andet valg end at ringe til politiet. Dem blev hun fandeme nødt til at lytte til. Jeg aftalte med dem, at de kom og hentede hende, hvorefter de ville køre hende til en form for afvænningsklinik et sted langt væk og hjælpe hende. Jeg gik, inden de kom, for jeg havde ikke lyst til at se, når de hentede hende. Hun ville helt hundrede hade mig for det, men en skønne dag ville hun måske takke mig for det.

Takke mig for at have fået hende på rette spor. 

 

XXXX

 

Sidste kapitel. 

Jeg har været vidt omkring, hvordan det hele skulle ende, om hun skulle ende med Justin, Harry, Dylan, helt alene? 

Jeg valgte så en lidt åben slutning, da jeg godt kan lide man selv kan digte lidt videre på historien, og hvordan det i fremtiden ville se ud for både Justin, Harry og Tiffany. 

Men jeg vil bare sige tusinde millioner gange tak, for at I har holdt ud igennem lange pauser mellem kapitlerne. Og helt ærligt - jeg syntes sku det er vildt at slutte movellaen med næsten 4K visninger, 92 likes og 166 favoritter! <3

Alt det arbejde og tid jeg har lagt i har ikke været helt spildt, og til slut har jeg en mini serie på to movellaer med både gode og mindre gode kapitler. Og jeg er ret stolt over at have skrevet dem færdige, for indimellem har jeg tænk at de aldrig ville ende. Min skrivemåde har også ændret sig rigtig meget, og da jeg her for et par uger siden kiggede tilbage for at få opfrisket de små vigtige detaljer fra 1'eren, blev jeg helt chokeret over, hvordan jeg skrev dengang. 

Hvis I har lyst, må I endelig skrive en kommentar, om hvad I synes om movellaerne samlet - og om slutningen selvfølgelig! God - dårlig?  

Og en sidste sidste sidste ting!

Når jeg i fremtiden skal skrive movellaer, hvad vil I så foretrække? At jeg skriver en hel movella færdig, og derefter publicere dele af den i løbet af en-to måneder, så det ikke ender ud i så lange pauser mellem kapitlerne. Eller foretrækker i bare klassikeren, hvor der uregelmæssigt kommer kapitler ud - nogle gange flere om dagen, andre gange et enkelt om måneden? 

Jeg kan personligt se fordele og ulemper ved begge, men hvad synes I? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...