Chasing Echoes ✺ One Direction (Pause)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jul. 2014
  • Opdateret: 10 sep. 2014
  • Status: Igang
I byen Davenport er der især en familie, alle snakker om. Med rockstjernen Jeffrey Styles som far skulle man tro, at Styles-børnene lever et liv i luksus. Men det er en stor løgn, hvis man skulle spørge sønnen Harry. Det finder den nye pige i byen, Tori Garland, ud af, da hun flytter ind hos sin mors veninde. Her fortæller sønnen Louis om tragedien, der ramte hans bedste ven, da Harry mistede sin forlovede i en skudepisode i centeret, og at det eneste, der i dag betyder noget for ham er hans lillesøster. Uden det er planlagt ender Tori og Harry dog alligevel med at lære hinanden at kende. Tori finder som den eneste ud af, at rivalerne på naboskolen, skudepisoden og drømmene også fylder meget hos Harry. Hun ønsker sådan at hjælpe ham, men er det muligt, når Harry for længst har givet op?

177Likes
212Kommentarer
11126Visninger
AA

7. 5 | ”Harry Styles scorer det afgørende mål!”

"I just wanna see you

I wanna see you be brave".

- Brave | Sara Bareilles

⋆ TORI 

Ikke rettet igennem

Mine lørdage var nok de mindst interessante ugedage, når man sammenlignede hver måned. Den første weekenddag brugte jeg altid på lektier, opgaver eller andet skolerelateret, jeg kunne komme i tanke om. Og siden jeg nu havde gået på Davenport High i en skoleuge, var jeg altså tvunget til at sidde foran det sorte skrivebord her tidlig formiddag. Mine forældre havde aldrig forstået, hvordan jeg kunne bruge så lang tid på min lektier, da de vidste, hvor hurtig jeg var til at lave stile til topkarakter og at det eneste fag, jeg var bagud i, var fysik og matematik. Svaret var egentlig enkelt nok, men selv når jeg begyndte at tale om det, støttede de mig uden at forstå det. Jeg ville bare så gerne ind på universitetet i min hjemby, Cambridge og siden det var verdenskendt var den drøm ikke helt let. Det var også grunden til, at jeg havde valgt at tage min to sidste år af high school her i England, da jeg håbede, at det kunne give mig en bedre chance. Nu skulle jeg bare have styr på matematikken og fysikken, der desværre var det jeg sad med lige nu og tog mig en evighed. Min fysiklærer havde tre dage efter selve lektionen valgt at give os lektier for online, og selv om jeg havde en hel bog om kosmologi ved min side, forstod jeg ikke indholdet. Bogen var startet ud med førstegenerationsstjerner og andengenerationsstjerner, hvilket for mig var tæt på volapyk.

Jeg vidste derfor ikke, om jeg burde føle mig heldig, da Louis kort efter bankede på min dør og mødte mig i et bordeaux og hvid-farvet basketsæt. Det slog mig hurtigt, at dette var den basketkamp, han havde snakket om hele ugen. ”Skal du med til kamp?” spurgte han mig med et stort smil. Jeg havde allerede kunne mærke på ham, da han bankede på døren, at han havde et eller andet vigtigt at fortælle mig. Om det så var det, eller tanken om en pause fra fysikken, der hurtigt fik mig til at takke ja, nåede jeg ikke rigtigt at tænke over. Men en ting var jeg sikker omkring, og det var, at jeg ikke ønskede at gå glip af skolens første basketkamp denne sæson.

Louis og jeg havde placeret os i Dans bil og som han lystigt dannede rytmer med fingrene mod rettet, kunne jeg mærke, at denne kamp virkelig gjorde ham spændt. Han havde prøvet at forklare mig, at disse kampe var noget af det vigtigste for skolens sammenhold og så noget med byens grill. ”Du ved, Harry plejede også at spille,” hørte jeg pludselig Louis fortælle mig, da vi drejede forbi biblioteket.

”Plejede som i at han ikke gør det mere?” spurgte jeg, selv om jeg havde min anelse omkring svaret og grunden.

Louis nikkede. ”Han droppede holdet som han droppede alt andet,” fortalte Louis koldt. Hans fingre lavede ikke længere musik med rattet som instrument. ”Det er ret så irriterende, da han var en af vores bedste spillere. Nu lader han som om, at han har en knæskade,” sukkede Louis, da der dukkede et skilt op med bogstaverne ’Idrætscenter’ stående henover.

”Hvorfor gør han dog det? Kunne han ikke bare sige, at han ikke gad længere?”

Min bedste ven trak på skuldrene, da han drejede ind på hallens parkeringsplads, der tilhørte skolens. ”Det er ikke så enkelt. Vi bruger basketkampene til at afgøre hvem af de to skoler, som der kan bruge byens grill indtil næste kamp. Altså er der en meget hård kamp mellem os og dem, og Harry har altid været den her slags leder for os, mens de har en, der hedder Zach.” Louis blev siddende i bilen, mens han forklarede.

”Så Harry hvis Harry ikke påstod, at han havde en knæskade, blev han tvunget til at spille?”

Der blev nikket ved min side. ”Præcis. Vi mener stadig, at Harry er den bedste til at være leder for vores skole, også nu, da han stadig indebærer gode argumenter og en aggression for at vinde hans diskussioner. Nogle gange virker det faktisk til, at lige præcis det at nedgøre Zach, er et af hans ønsker.” Louis trak på skuldrene og vidste ikke rigtigt mere, hvad han burde sige og løsnede derefter selen.

Jeg efterabede hans bevægelser og nåede ud til bilens baggerum med ham. ”Du må savne ham. Det er ikke let at miste en ven,” nævnte jeg for ham.

”Jeg savner ham hele tiden, ligesom du savner din søster. Det er det værste at miste sine nærmeste,” mumlende han, og jeg kunne mærke at samtalen var blevet for personlig. Jeg havde kun lige lært at kunne snakke om min søster for nogle måneder siden, så at Louis ikke var klar endnu, forstod jeg fuldt ud.

Vi nåede ind i hallen som nogle af de første, da det kun var få af pladserne på bænkene, der var besat. Jeg kiggede nærmere rundt i hallen, og fandt hurtigt ud af, hvilken side, jeg skulle placere mig på, da jeg så Harry sidde midt i det hele. Hans øjne var rettet mod mobilen i hans hænder med langefingeren, der langsomt kørte ned over skærmen. ”Du kan bare sætte dig op, Tori,” hørte jeg Louis sige bag mig, men da jeg vendte mig om, var han væk fra banen. Med et træk på skuldrene bevægede jeg mig op på bænkene og uden egentlig at have en grund til det, satte jeg mig ved siden af Harry. Jeg ved ikke, hvad der fik mig til det, men jeg følte, at det var det bedste sted for mig at sidde, da der ikke var andre i sigte, jeg vidste, hvad hed.

Harry kiggede kort op på mig, løftede det ene øjenbryn, inden hans blik igen lå på mobilens åbne App, der viste sig at være en nyhedsside. Jeg lod ham være asocial og valgte i stedet at studere hver elev, der kom ind ad de store dobbeltdøre.

Kampen havde været i gang i omkring de ti minutter, da det andet hold scorede sig foran med fire point. Jeg brugte det meste af tiden på at studere Louis’ bevægelser og aggressioner, hver gang tingene ikke lykkedes. Jeg havde fra start lagt mærke til, hvordan Louis, Liam og Niall havde overrasket mig med, hvordan de faktisk afleverede til hinanden. Efter det Louis havde fortalt mig, troede jeg, at det var umuligt for dem at have kontakt, men her kæmpede de for holdet.

”Niall Horan reducerer med 2 point for Davenport!” lød det ud over højtalerne fra de to kommentatorer, der var placeret ved et bord på den ene side af banen. Bag dem stod den anden skolens elever, der højt råbte for deres hold, ligesom flere på vores sidehalvdel gjorde. Derfra hvor jeg sad, så det faktisk ud til, at Harry og jeg, var de eneste, der ikke stod op og jublede lige nu.

Min opmærksomhed røg på et sekund tilbage til Louis, da jeg hørte dommerens høje fløjt og flere af spillerene, der løb hen mod min bedste ven, der lå og vred sig på gulvet. En kæmpe smerte viste sig i hans ansigt, da han tog sig til højre fod efter Liam havde fået snøret skoen af. Det var ikke til at se noget, men Louis ansigtsudtryk fortalte mig, at den på en eller anden måde var gal. Jeg ønskede at kunne hjælpe ham, men desværre måtte jeg se mig tvunget til at blive siddende. Det var dog som om, han kunne føle min hjælpsomhed, da han kiggede op mod mig. Hans blik virkede håbende, da det gik op for mig, at han havde øjenkontakt med Harry. Jeg havde lagt mærke til, at deres hold ingen udskiftningsspillere havde, og derfor forstod jeg Louis tanke.

”Han vil have dig til at spille, Harry,” fik jeg sagt til ham i den mindre stilhed, der havde bredt sig i hele halen siden Louis var blevet skubbet.

Harrys kiggede forfærdet på mig, og så ikke ud til at vide, hvad han skulle stille op med sig selv. ”Det- det går ikke,” startede han ud med og lignede en, der lige skulle finde sin styrke frem. ”Jeg har en knæskade,” løj han og prøvede at komme udenom at skulle spille.

”Det ved vi godt begge to, ikke er sandt,” fortalte jeg ham, og jeg kunne se i hans blik, at det ikke lige var svaret, han havde håbet på at høre. ”Hvad er der så farligt ved at spille én kamp?” spurgte jeg lidt efter, da Louis stadig lå og ømmede sig på banen og prøvede at forsikre deres træner om, at han kunne spille videre.

Harrys blik var rettet mod hans sko, da han uvilligt fortalte mig grunden. ”Alle vil kigge på mig, og det har jeg ikke lyst til.”

Det kom bag på mig, at ham, der skulle forestille at være leder, ikke brød sig om, når folk kiggede på ham. ”Du kan jo bare løbe lidt rundt og ikke gøre noget,” fortalte jeg ham og prøvede at komme på en god motivation, for ud af øjenkrogen så jeg Louis humpe rundt på banen.

”Du kan jo se, hvordan man hele tiden skal være tæt ved de andre, det gider jeg ikke.”

”Heller ikke for din ven?” spurgte jeg ham og håbede at kunne remme et ømt punkt, der ville få ham overbevist. Desværre så det kun ud til at gøre ham vredere. ”Okay, prøv at hør, Harry. Du skal bare være på banen og stå stille for den sags skyld, hvis de ikke får en udskifter til Louis, vinder de andre og det ønsker du vel ikke?” Han sagde intet. Jeg prøvede at tænke på mine lektier derhjemme og prøvede at finde noget om kosmologi, jeg kunne bruge. Utroligt nok, var der måske noget, jeg på en eller anden måde, kunne prøve at få ham overtalt med. ”Du ved universet? Der siger det kosmologiske princip, at universet er homogent, altså jævnt fordelt. Du kan bare være lige som universet og være der på banen, som du ønsker. Måske er alle spillerne ikke spredt jævnt ud på banen, men det kan du så være.” Mine ord lød ligesom volapyk som jeg huskede kapitlet, og ærligt forstod jeg ikke noget af det, jeg lige havde sagt. Det betød dog noget for Harry, der overvundet rejste sig for at gå mod omklædningsrummene. Med begejstring prøvede jeg at få Louis’ opmærksom, og da han forvirret kiggede op mod den frie plads ved siden af ham, smilede han taknemmeligt.

Det var mærkeligt at se holdet spille, efter at Harry havde udskiftet Louis. Resten af vores hold prøvede alt hvad de kunne, for at komme op på de seks point de var bagefter, mens Harry blot løb lidt rundt som han lige følte for det, uden at komme i nærheden af nogle af de andre. På nogle måder blev jeg helt trist over at se det, men det havde taget så meget mod fra hans side overhovedet at være på banen, at jeg forstod ham. Han havde det præcis samme basketsæt på som Louis, bortset fra at hans eget efternavn stod bagpå. Det undrede mig en smule, hvis han ikke havde spillet i over et år, hvordan de stadig havde tøj med hans navn, men hvis han på nogle punkter stadig var en del af holdet, var det vel svar nok? Udover sættet bar han også et hårband, der skulle holde håret væk fra at falde ned foran øjnene, da Harry nok var den med længest hår på banen.

Jeg kom ud af mine tanker, da jeg igen hørte den høje fløjte. Forvirret fik jeg øje på Harry, der nu lå på gulvet, efter at være blevet skubbet derned af Zach. Til forskel fra, da Louis var blevet skubbet, var Harry hurtigt oppe igen og skubbede irriteret til Zach, hvilket dommeren hurtigt gav ham en advarsel for. Jeg bemærkede hurtigt, hvor irriteret Harry virkede efter Zachs stunt, men hvad han havde tænkt sig at stille op med det, måtte jeg vente med at få svar på.

Dommeren gav bolden til Harry, der brugte nogle få sekunder på at kigge på dem. Han stod lige bag midterstregen og skulle lave frikast til hans holdkammerater, der prøvede at få placeret sig bedst muligt. Harry kunne have spillet til en af dem, men til hele hallens overraskelser, valgte han at skyde bolden med kurven i et perfekt skud, for bolden røg i uden at ramme ringen. Jeg var næsten målløs, for da Louis havde sagt, at han var en af de bedste, havde jeg ikke set for mig, at han ville være dygtigt.

Vores side af bænken var hurtigt helt oppe at køre og jeg kunne pludselig mærke min egen krop rejse sig fra sædet og heppe med fra sidelinjen, for at se Harry storme op og ned ad banen med den ene scoring efter den anden, det var ikke lige, hvad jeg havde set komme. ”Harry Styles scorer det afgørende mål!” Kommentatorerne lod hele salen høre vidunderet, der havde fundet sted her i hallen, da Harry let som ingen ting havde fået scoret fem ekstra mål og derfor kunne give Davenport High endnu en sejr i baggagen. Vores halvdel af hallen jublede så højt vi kunne, mens jeg så hvordan især Zach kylede bolden så langt væk, den kunne komme. Jeg studerede kort Harry, og kunne ikke helt se, om han vidste, hvad han lige havde hjulpet med. I hvert fald ønskede han ikke at blive til fejringen, for på ingen tid havde han forladt hallen.

Jeg var endelig nået ned til Louis, der blev båret rundt på ryggen af Liam. ”I vandt!” smilede jeg til ham og ønskede, at jeg kunne give ham et kram for hans tapperhed. Det var let at se, hvordan han stadig havde smerter.

Liam satte langsomt Louis ned og jeg gav ham hurtigt tilladelse til at støtte op ad mig. ”Vi kunne ikke have gjort det uden dig,” hørte jeg Liam fortælle. ”Jeg så godt, hvordan du overbeviste ham deroppe,” smilede han forsigtigt inden Nellie kom over for at overfalde ham med glæde.

Mit blik rettede sig over mod Louis. ”Tori, Harry har ikke spillet det sidste halvandet år, og det er altså ikke første gang, at en af vores spillere blev skadet. De andre gange har kampen bare endt med, at vi tabte.” Han kiggede seriøst på mig og prøvede at få mig til at indse, hvad jeg egentlig havde formået at gøre.

”Jeg tror det var kosmologien, der overbeviste ham,” lo jeg og blev påvirket af glæden omkring os. ”Nå, hvad siger du til, at jeg kører dig hjem?” spurgte jeg ham med et forsigtigt smil.

Louis rystede på hovedet. ”Nej, nej, Tori du er slet ikke med!” udbrød han. ”Nu fejrer holdet og de nærmeste sejren på grillen, så der må du gerne køre mig hen,” grinede han og jeg så hvordan drengene var begyndt at samle sig for at køre videre.

”Så er det, hvad vi gør,” nikkede jeg med et smil og hjalp langsomt en humpende Louis ud til bilen.

Grillen var tæt proppet, da min definition af nærmest nok ikke havde været helt rigtigt. Selv sad jeg med Louis, Liam og Nellie ved et bord og kunne derfor ikke se, hvem der egentlig var til stede. ”Tror du den er forstuvet?” spurgte Liam Louis efter ham og Nellie havde kysset med hinanden. De flettede stadig fingre og at se, hvordan Nellie kiggede på Liam, mens han talte med Louis, var ret svært for mig. Jeg havde selv været i et forhold engang, og selv om han havde vist sig som en idiot, savnede jeg stadig følelsen af at have en, der virkelig holdt af en. Louis var det tætteste jeg havde på det, men vi var kun venner, og jeg ønskede ikke at det blev mere. Vi havde et fint forhold til hinanden og jeg kunne fortælle ham næsten alting, men få ting ønskede jeg at gemme til en anden person, hvis han altså nogen sinde ville komme.

”Nellie!” Jeg hørte navnet blive råbt med et smil, da to genkendelige personen kom hen til bordet. Penelope og Niall nåede hen til os, da Penelope glædeligt begyndte en samtale med Nellie om, hvad de havde i vente til noget sleep over senere. Jeg bed dog ikke mærke i samtalen, da jeg så hvordan Louis og Liam stirrede ondt på Niall og omvendt. Var forholdet mellem dem virkelig så slemt, at de ikke kunne holde ud at være så tæt på hinanden, når det ikke handlede om en basketkamp? Det var næsten udholdeligt at se på.

”Tori, har du ikke lyst til at tage med hjem til Alicia?” hørte jeg Nellie spørge mig om, og jeg skulle lige hurtigt få tænkt igennem, hvad der blev snakket om.

Penelope nikkede. ”Ja, du er jo nærmest en del af os nu,” lo nu, mens jeg så drengene rulle øjne. ”Kom nu, det kunne være så sjovt,” smilede hun.

”Øhm,” fik jeg sagt, da jeg stadig ikke helt havde fået fat i, hvad de havde inviteret mig til.

”Jo, kom nu, Tori. Det er altid så hyggeligt, vi sidder på hendes værelse og snakker og sådan, indtil vi falder i søvn,” grinede Nellie og så tydeligvis gamle minder for sig i sine tanker. Jeg vidste ikke rigtigt, om jeg burde takke ja, da de her piger var helt nye for mig, og at det var første gang, Penelope talte til mig. Jeg var ikke engang sikker på, hvordan Alicia så ud, så var jeg klar til at sove sammen med dem til deres såkaldte sleep over?

”Jeg skal nok køre Louis hjem,” lovede Liam pludselig, hvilket efterlod mig uden et rigtigt valg. Det skulle nok blive en af de mest interessant lørdage i længere tid.

 

†·†·†·†

Håber, at I kunne lide det nye kapitel! Vil rette det igennem senere, men startede i 2.g i dag, så skal videre med lektierne nu, haha.

 

Og nu til det flere af jer nok har ventet på! Jeg vil afslører hvem af jer, der har fået en plads i min historie! Flere af jer vil man nok kun møde 1 gang, men det aner jeg ikke endnu, men vil prøve at få jer flere gange, men det kommer an på, hvad der passer bedst ind. Men anyway, nu vil jeg afsløre, hvem der er med og hvad I hedder! :D

 

 

Isa S. – Inez Stewart

Yasmin S. – Jaclyn Simmons

Rebekka – Beth Brooks

Mathildeblicher – Mary Butler

Maite – Sharron Foster

Jacqueline119 – Jackie Harris

Louise M. – Lola Morris

SincerlyBells – Ivy Woods

Laursbn – Lauren Jacobs

Jullebieber – Juliet Gilbert

..:love:.. – Silvia Parks

Jordbær blomster – Stephanie Logan

 

OG HALLO TUSIND TAK FOR ALLE JER DER LÆSER MED. CHASING ECHOES ER NR. 1 FOR 1D FAN FICTIONS DENNE MÅNED, ER MEGA GLAD!!!!!!!! Det betyder virkelig meget, eftersom jeg ikke har tid til at skrive så meget som jeg har, så tusind tak! :D

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...