Chasing Echoes ✺ One Direction (Pause)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jul. 2014
  • Opdateret: 10 sep. 2014
  • Status: Igang
I byen Davenport er der især en familie, alle snakker om. Med rockstjernen Jeffrey Styles som far skulle man tro, at Styles-børnene lever et liv i luksus. Men det er en stor løgn, hvis man skulle spørge sønnen Harry. Det finder den nye pige i byen, Tori Garland, ud af, da hun flytter ind hos sin mors veninde. Her fortæller sønnen Louis om tragedien, der ramte hans bedste ven, da Harry mistede sin forlovede i en skudepisode i centeret, og at det eneste, der i dag betyder noget for ham er hans lillesøster. Uden det er planlagt ender Tori og Harry dog alligevel med at lære hinanden at kende. Tori finder som den eneste ud af, at rivalerne på naboskolen, skudepisoden og drømmene også fylder meget hos Harry. Hun ønsker sådan at hjælpe ham, men er det muligt, når Harry for længst har givet op?

177Likes
212Kommentarer
11122Visninger
AA

6. 4 | "Der er en ny pige på fysikholdet."

"Oh I'm a mess right now

Inside out".

- I'm A Mess | Ed Sheeran

⋆ HARRY 

Ikke rettet igennem

Hver dag, når jeg hørte klokken ringe ud, var det forskelligt, om jeg blev glad eller irriteret. I dag var en af de dårlige dage. Jeg havde kun lige akkurat fundet mig til rette i det omklamrende, hvide klasselokale, da klokken havde givet lyd fra sig og signaleret at denne onsdags skoletimer var overstået. Efter en helvedes lang dag kunne jeg slynge skoletasken om på ryggen og rejse mig fra de ensartede borde. Alle skolens lokaler lignede hinanden, lugtede af ny maling og var det sidste sted, jeg ønskede at befinde mig. Selv ikke fysikkens lærerige fortællinger, fik mig til at føle mig til rette.

Udmattet begyndte jeg min gang mod skolens parkeringsplads, og havde det ikke været for min bedste ven Louis, havde jeg siddet i min bil lige nu. ”Hey Harry.” Uden at kunne beslutte mig for om det irriterede mig, kiggede jeg op fra gulvet og så Louis’ blik ligge på mig. Det var ikke svært at gennemskue ham – han følte sig utilpas i situationen. ”Jeg tænkte på, om du ville med Liam og jeg på grillen?” Han havde altid været mere selvsikker i forhold til sin humor, hvorimod modet altid havde haltet lidt bagefter. Hans stemme var derfor stille og han prøvede så godt som muligt at se på mig, men blikket veg flere gange væk. Var han så bange for mig?

Det sårede mig tit og meget, hvordan mine bedste venner følte sig dårligt tilpas, når vi udvekslede ord med hinanden. De kunne jo sagtens snakke til mig, det var bare sjældent, jeg lagde mere end et halvhjertet smil i det. ”Ellers tak.” Mit svar forlod mine læber, og det kom ikke bag på mig, hvis Louis ikke ville stå overrasket tilbage. Jeg afslog ham stort set altid, hele tiden, også selv om jeg måske ønskede at tage med ham på grillen. Jeg kunne bare ikke.

Louis nikkede opgivende og indså hurtigt, at det havde været forgæves. ”Okay,” svarede han koldt og trist, inden han drejede om på hælen for at nærme sig vores fællesven, Liam. Jeg kunne let se, hvordan han forklarede samtalens udfald, at det heller ikke var gået i dag. Det pinte mig, ærligt, men tingene kunne ikke altid gå, som man håbede her i livet. Det havde jeg lært for to år siden og det hjemsøgte mig tit. For mig gik tingene aldrig, som jeg egentlig ønskede, men lige nu var realiteten og grunden til mit afslag ikke så slemt, som det kunne være. Jeg skulle nemlig som hver anden dag hente min søster i børnehaven.

En halv time var gået siden skoledagens afslutning, da jeg parkerede bilen ved en af børnehavens få parkeringspladser. Stedet lignede sig selv, som dengang jeg selv havde gået her, og havde ikke fået andet end ny rutchebane og en omgang maling. Jeg fik hurtigt låst bilen, da Louis’ spørgsmål havde taget tid fra mig, og iførte mig mine solbriller i håret, inden jeg gik mod bygningen.

Der lugtede altid af madpakke og lort, da jeg trådte ind ved hoveddøren, der befandt sig lige ved siden af toiletterne. De mange gange jeg var kommet her, endte tit med at  resultere i børn, der råbte jeg er færdig, hvorefter en stresset ansat ville løbe ud for at hjælpe. Det afhang af tiden, jeg ankom på. Derfor undgik jeg det i dag. Da de fleste børn var på blevet hentet på dette tidspunkt, hørte de ansatte altid døren, når den gik op. Jeg blev hurtigt mødt af den selvsamme kvinde ved navn Beth, der hver dag bød mig velkommen. ”God eftermiddag, Harry,” hilste hun, mens hun stod med en dreng i sine arme. ”Nu skal jeg vise dig hen til Darcy,” sagde hun og gik forbi indgangen med børnenes skabe, så vi nåede alrummet, der havde så meget legetøj, at man fik helt ondt i hovedet. ”Darcy, din storebror er her,” råbte Beth, mens hun satte drengen ned på gulvet, hvorefter han glad løb ud på legepladsen.

”Har der været nogle problemer?” spurgte jeg, inden Darcy nåede at komme.

”Hun havde ikke fået madpakke med igen,” svarede Beth ærligt og virkede oprigtigt bekymret for min lillesøsters velfærd. Jeg var ligeså nervøs, dog også rimelig irritabel.

”Jeg er virkelig ked af det, men mine forældre er lidt stressede de her måneder,” løj jeg og mærkede straks hvordan min fornuft greb ind og standsede den voksende vrede i at buldre over. Kun fordi jeg befandt mig et sted med børn, kom jeg succesfuldt igennem tanken om mine forældres opførsel.

Beth nikkede, da Darcy kom løbende ind til os. ”Du gør et flot arbejde som storebror, Harry, men sørg lige for madpakken i morgen ikke?”

Jeg svarede hende ikke, da min lillesøster forventede at komme op i mine arme, hvilket var en ting, jeg gerne gjorde. Hendes lyse hår, der var arvet fra vores mor, var sat op i noget, der i morges havde været en hestehale, men nu lignede en morgenfrisure. Det var utroligt, hvordan hun præsterede at ødelægge den frisure, jeg hver morgen brugte mindst to minutter på at skabe. ”Harry,” smilede hun glad, da hun kun lige havde lært at udtale det, mens de grønne øjne kiggede direkte ind i mine.

”Darcy,” smilede jeg og elskede at se min lillesøster så glad. På en eller anden måde smittede det mig altid. ”Er du klar til at tage hjem?” spurgte jeg hende og prøvede at virke så begejstret om huset som muligt. For sandheden var, at jeg afskyede det. Rigtig meget endda.

Jeg gav Beth en hilsen med på vejen, inden jeg vendte om og tog mig lang tid om at pakke Darcy’s ting, inden vi hånd i hånd gik mod bilen. ”Forsædet, forsædet,” gentog hun ivrigt og pegede mod bilens passagersæde. Desværre måtte jeg endnu engang skuffe hende, da jeg åbnede døren til børnesædet bagi. Jeg skulle ikke risikere, at der skete hende noget. ”Dumme Harry,” hørte jeg hende mumle, men kunne heldigvis smile over, at hun ikke var seriøs omkring det. Hun vidste godt, at det var mig, der passede bedst på hende, og mig hun altid kunne komme til. Sådan havde det altid været …

Jeg rullede bilen op til husets front og sukkede, da jeg løsnede selen og åbnede døren. Darcy tog jeg i mine arme og sammen nærmede vi os den bygning, jeg hadede aller mest hele verden. Heldigvis signalerede antallet af biler, at jeg ikke behøvede fokusere på gæster lige nu.

”Er du sulten?” spurgte jeg min lillesøster, da vi nåede op på mit værelse og hun nikkede ivrigt. Det var et sceneri, jeg havde oplevet flere gange, da hun var en kræsen pige, der havde svært ved at spise børnehavens mad. Hvorfor kunne Maggie ikke bare have lavet den madpakke, da hun afleverede hende? Det endte med, at jeg måtte gå nedenunder til køkkenet for at tilberede noget mad. Heldigvis havde jeg ikke noget imod det, da tid med min lillesøster var det, jeg elskede aller mest i hele verden.

Da jeg var færdig tog jeg tallerknen i hånden og gik mod trappen. Dens bredde signalerede værdien af dette hus, sammen med udsmykningen, møblerne og grundens størrelse. Huset var tre etager højt og det største i hele Davenport. Nogle gange nød jeg stilheden, det kunne medbringe, andre gange hadede jeg det for at være så let for folk at forsvinde for en. Dette skete igen for mig, for da jeg nåede dørkarmen ved mit værelse, var Darcy væk. Jeg regnede dog hurtigt ud, hvor hun befandt sig, da jeg allerede, da vi kom ind i huset kunne lugte den kraftige lugt af tyk røg fra stuen.

Af ren had smed jeg tallerknen med maden og stormede neden under som regn og torden, der skulle i krig mod ingen ringere end mine forældre. Jeg fandt dem som altid dasende i deres elskværdige lædersofaer, Jeffrey med benene på sofabordet og Maggie med Darcy på skødet. Jeg havde været fin med det, hvis detaljen med cigaretterne, de begge holdte mellem fingrene, ikke havde været en realitet. Tyk røg havde fyldt stuen, der gav mig en kvalmende fornemmelse og tanken om, at Darcy var fanget i centrum, gav mig en stærk følelse af ubehag, der senere resulterede i kuldegysninger.

Rasende gik jeg hen til sofaerne og prøvede så godt som muligt, ikke at råbe alt for højt, når Darcy var publikum. ”Hvordan kan I sidde og ryge, mens jeres femårige datter sidder imellem jer?!” bandede jeg lidt for højt, og så hvordan Darcy var på renden til at græde. Flot, Harry, super flot.

”Slap nu af, sønnike,” brokkede Jeffrey sig, og lod som om, jeg slet ikke var tilstede.

Maggie var enig. ”Vi har også lov til tid med vores datter, Harry,” bestemte hun sig for og prøvede at få Darcys opmærksomhed. Min lillesøsters blik var dog rettet mod mig og jeg havde for længst læst det. Hjælp mig.

”Hvorfor tror du, at jeg bruger så meget tid med hende, mor?” spurgte jeg og væmmedes ved kaldenavnet. Kunne jeg, havde jeg også kaldt dem Jeffrey og Maggie selv i direkte tale, men da jeg første gang prøvede den metode, fik jeg en ordentlig lussing. ”Kom Darcy,” ordrede jeg min lillesøster, der ivrigt prøvede at komme væg fra Maggies skød. Heldigvis valgte hun, at lade min lillesøster gå, da de som altid ikke magtede en længere diskussion med deres tyveårige søn.

Darcy og jeg nåede ud i entreen før hun sagde noget. ”Hvor skal vi hen?” Hun havde opfattet, at jeg var ved at iføre mig en jakke og fandt hendes frem, da hun spurgte.

”Vi skal besøge Lou, så lover jeg, at du får noget mad der,” forklarede jeg hende med et smil, inden vi gjorde den sædvanlige rutine, når hun skulle have sin jakke på. Heldigvis tøvede hun ikke og få sekunder efter, kunne vi lade huset blive mindre og mindre, da jeg kørte bilen ned ad den genkendelige vej.

Lou var en kvinde på alder med Maggie, men hun var af en hel anden personlighed. Vi havde mødt hinanden igennem Darcys børnehave, da hun selv havde en datter der. Hun havde hurtigt opdaget, at der var nogle problemer, og siden hun havde talt til mig første gang, var hun endt som en af mine største støtter, men samtidig også det bedste sted til at flygte fra virkeligheden. Derfor parkerede jeg bilen ude på vejen foran det nyrenoverede toetagershus.

Lou kunne hurtigt fornemme at den var gal, da hun åbnede døren for mig. Hun vidste det, da det altid var grunden til jeg kom, men jeg kunne se på hende, at hun kunne se vreden i mine ansigtstræk. ”Kom inden for I to,” tilbød hun, men allerede før det, var Darcy sprintet ind til Lous datter, Lux. ”Nå, hvad bringer dig så her i dag, Harry?” spurgte hun mig blidt, da vi sammen gik ud i køkkenet, hvor hun begyndte at lave te til os.

Jeg tog en dyb indånding og prøvede at holde min forklaring på så få ord som muligt. ”Mine forældre er bare fuldkommen ligeglade med Darcy. I dag tog de hende ind i stuen, mens de røg hende direkte op i ansigtet.” Min dulmede vrede blussede op igen, men jeg ønskede ihærdigt at holde den på et ordentlig niveau. Lou satte sig foran mig, mens jeg kunne høre elkedlen i baggrunden. ”Jeg ved bare ikke, hvad jeg skal stille op med dem.”

”Du gør et godt job,” startede Lou og studerede mig. ”Ikke mange brødre ville gøre så meget for deres lillesøster,” fortalte hun og prøvede som altid, at få mig til at indse, at jeg gjorde et imponerende stykke arbejde med at være Darcys erstatning for rigtige forældre. ”Men lad os lade det ligge for nu, det kan jeg se, at du har brug for.” Hun tog overhånd af situationen og efter at have afventet min reaktion, der endte med et nik, forsatte hun sin idé. ”Hvordan går det Harry? Ikke derhjemme, men med skolen og det sociale liv. Har du været sammen med Louis eller Liam på det seneste?”

Jeg rystede straks på hovedet til sidste del af spørgsmål, da jeg ikke ønskede at mine bedste venner blev samtalens emne. ”Skolen er okay, men kun fordi jeg har om kosmologi på det ene fysikhold,” forklarede jeg og mærkede et lille smil finde sin vej frem.

”Det er jo godt, Harry. Hvilket af fysikholdene er det så?” spurgte Lou, da hun godt vidste, at jeg hadede det ene af mine fysikhold. Efter ulykken med Summer, havde skolen besluttet at erstatte mine dramatimer med fysik, derfor havde jeg seks fysiktimer om ugen både med sidste år- og andensidste års elever.

”Det dårlige, men der er en ny pige på fysikholdet, og hun var den første, der ikke gad betale mig nogen penge,” fortalte jeg og så Tori for mig. Jeg kunne ikke rigtigt gøre mig på klog på den pige, hun virkede anderledes, men igen var der også noget, der fik mig til at have en dårlig fornemmelse omkring hende. Også selv om hun var den første, der nogen sinde havde lånt en kosmologibog på biblioteket udover mig.

Lou løftede sit øjenbryn, ”så hun forventede bare, at du lavede hendes opgave, uden at betale overhovedet?” Lou kendte til mit problem om, hvordan andre elever blot så mig som en, der kunne ordne deres fysikafleveringer. Aldrig havde de brugt mere tid på mig end det.

”Nej, hun ønskede slet ikke, at jeg lavede hendes opgave. Det var ret mærkeligt.” Jeg huskede tilbage på vores fysiktime i mandags, hvor hun i starten havde overrasket mig, men da hun så bad mig om at skrive det ned, var jeg blevet usikker på hende. Hun virkede på en måde til at være ude efter det samme som alle andre, men da jeg ikke havde stødt ind i hende siden biblioteket, tænkte jeg ikke længere på hende.

Lou nikkede, ”det lyder som en god ting,” smilede hende. ”Lov mig, at hvis du føler, hun er anderledes, så snak med hende. Du ved godt, at du trænger til nogle jævnaldrene at snakke med Harry. Hvis Louis eller Liam er for meget, fordi de kender nok til din fortid, så prøv at snak med hende, hvis hun er anderledes. Hun har nok ikke hørt om Summer endnu.” Når Lou begyndte at give gode råd, endte ordene altid med at gentage sig i mine tanker resten af dagen. Hver gang havde hun ret, også i dag. Lou var den eneste, jeg snakkede med, men hun var altså på alder med mine forældre. Måske havde hun også ret omkring det med Tori, men hvordan kunne man have boet i Davenport i mere end to dage, uden at have hørt om tragedien, der ramte vores by?

Summer viste sig for mig, og som hver anden gang mærkede jeg mig selv zoome væk fra mine omgivelser. Hendes blonde, lyse hår lå stille spredt rundt om hendes hoved, som vi lå der på stranden sammen. ”Tænker du nogen gange, hvad der ville ske, hvis du sagde dine forældre igen i forhold til vores bryllup?” havde hun spurgte mig en sen sommeraften få uger inden, hun havde forladt mig. Jeg havde rystet på hovedet, og fortalt hende, at jeg slet ikke ville turde at sige sådan noget til dem – det var dengang. I dag havde tingene ændret sig, og i dag tænkte jeg ikke mere, der gjorde jeg det bare.

”Harry? Du var væk igen,” hørte jeg pludselig Lou fortælle mig, da jeg løftede mit blik fra bordet. Jeg undskyldte og gav hende et lille smil. ”Der er for resten noget, jeg skal fortælle dig,” sagde hun derefter, men for første gang i flere måneder var der en tristhed over hendes optræden.

”Godt eller dårligt?” spurgte jeg forvirret, selv om jeg nok havde gættet det.

Hun sukkede, ”dårligt desværre. Min mand er blevet fyret, så vi bliver nødt til at sætte huset til salg.” Hun holdt en kort pause, mens jeg prøvede at justere mig til situationen. ”Det er ikke noget vi ønsker, men vi bliver nødt til at flytte ud af Davenport, Harry.” Hun var ikke meget for at indvie mig i deres planer, men jeg kunne føle på hende, at det virkelig ikke var deres ønske.

Jeg var kort sagt forfærdet og mærkede allerede angsten komme tilbage. ”Hv-hvornår?” stammede jeg, og håbede at hendes svar ville være en måned langt ude i fremtiden. Desværre gik det ikke sådan.

”Vi har allerede familier, der kommer og ser på huset, så det ser ud til vi er heldige i alt det her med hussalg. Jeg er virkelig ked af det, Harry. Men du kan altid komme og besøge mig, selv om jeg lover dig, at det hele nok skal vende på et tidspunkt. Det fortjener du efter alt det, du har været igennem.” Hun gav mig et forsigtigt smil.

Jeg vidste ikke rigtigt, hvad jeg skulle svare, og prøvede blot at vise min taknemmelighed. ”Det håber jeg, at du har ret i.”

Hun nikkede. ”Jeg plejer jo at have ret.”

 

†·†·†·†

Kapitlet blev ikke lige så langt som de andre, men det var første kapitel fra Harrys synsvinkel, hvilket jeg synes er lidt sværere, men håber I kunne lide det. Hvad tænker I om Harrys liv? Havde I forestillet jer det sådan?

 

Og så vil jeg gerne sige tusind mange gange tak, for mens jeg ikke har opdateret er historien kommet på forsiden for 1D-fanfictions denne måned, plus jeg har rundet både 100 likes og 200 favoritlister, hvilket betyder super meget for mig!

I forhold til at være med i historien, mødte I allerede en af jer i det her kapitel, men jeg vil ikke sige hvem, da jeg stadig er i gang med at finde personer til historien. I har til næste kapitel til at skrive, da jeg godt kunne tænke mig lidt flere, har dog allerede fundet omkring 7 :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...