Chasing Echoes ✺ One Direction (Pause)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jul. 2014
  • Opdateret: 10 sep. 2014
  • Status: Igang
I byen Davenport er der især en familie, alle snakker om. Med rockstjernen Jeffrey Styles som far skulle man tro, at Styles-børnene lever et liv i luksus. Men det er en stor løgn, hvis man skulle spørge sønnen Harry. Det finder den nye pige i byen, Tori Garland, ud af, da hun flytter ind hos sin mors veninde. Her fortæller sønnen Louis om tragedien, der ramte hans bedste ven, da Harry mistede sin forlovede i en skudepisode i centeret, og at det eneste, der i dag betyder noget for ham er hans lillesøster. Uden det er planlagt ender Tori og Harry dog alligevel med at lære hinanden at kende. Tori finder som den eneste ud af, at rivalerne på naboskolen, skudepisoden og drømmene også fylder meget hos Harry. Hun ønsker sådan at hjælpe ham, men er det muligt, når Harry for længst har givet op?

177Likes
212Kommentarer
11122Visninger
AA

5. 3 | "Har du et problem?"

"Written in these walls

are the stories that I can't explain".

- Story of My Life | One Direction

⋆ TORI 

”Nå, hvordan var første skoledag?” Johannah stod bøjet hen over spisebordet af eg, mens hun prøvede at nå helt ind til bordkanten ved væggen med den våde klud. Jeg var kun lige akkurat trådt ind af døren.

Med sagte skridt lod jeg min skoletaske hænge over højre skulder, da jeg nåede ind i stuealrummet. ”Fint nok,” erkendte jeg og trak på skuldrene. Egentlig havde jeg ikke nogle passende ord til at beskrive skoledagen. Speciel var nok det tætteste, jeg kunne komme på en beskrivelse. ”Jeg havde drama, fysik og engelsk,” fortalte jeg hende, mens jeg studerede, hvordan hun fik nået den ydre bordkant. Hun pustede tilfreds ud, da hun rettede sig op.

”Og er det nogle fag, du kan lide?” Det glædede mig, at hun allerede fra dag to prøvede at få mere information om mine interesser. Vi kendte en del om hinanden, men yndlingsfag i skolen eller yndlingsmusik var ikke en del af det.

Jeg kunne ikke decideret ryste eller nikke med hovedet, da blandingen af dagens fag havde været en hvis procentdel mere mod de dårlige fag. ”Mit yndlingsfag er engelsk, så det var skønt, men drama og fysik, nah.” Hun nikkede forstående og fortalte mig, at hun havde haft det på samme måde i hendes skoledage. ”Men jeg var heldigvis makker med en dreng i fysik, der vidste en del.” Først nu tænkte jeg ordentlig tilbage på min fysiktime med Harry. Han havde virket så indelukket, sur og opgivende, alligevel følte jeg at have set en bedre side af ham i nogle få sekunder. Alligevel var det ikke positive ord, jeg huskede ham for.

”Se, jeg vidste, at du var ligesom de andre.”

Der var et eller andet inden i mig, der ønskede at overbevise ham om, at han tog fejl. Jeg mindede om mange på flere punkter, men at bede ham om penge, for at få lavet opgaven for mig, det var ikke mig. Men jeg ville nok ikke se ham igen, så hvad var pointen med at lade det fylde så meget i tankerne? Godt nok var han på mit fysikhold, men jeg havde ikke planer om at blive makker med ham igen. Han skulle ikke have lov til at beskadige min dag, medmindre jeg gav ham lov.

”Hvem? Er han en af Louis’ venner?” Jeg havde næsten glemt, at jeg havde en samtale kørende med Johannah, hvis hun ikke havde ladet sit blik forblive ved mig.

Jeg nikkede. ”Harry … Styles, var det?” svarede jeg, og mærkede igen, hvor svært det var at holde styr på alle de nye mennesker, jeg havde mødt i dag.

Johannahs blik veg pludselig væk fra mig og hendes glæde i ansigtet lod til at forsvinde. ”Åh ja,” mumlede hun. ”Harry ser vi ikke så meget til for tiden. Han plejede at komme flere gange om ugen, men efter ulykken ser vi ham aldrig mere.” Hun løftede blikket fra gulvet, men kiggede ikke på mig mere end nogle få sekunder. ”Har Louis fortalt dig om det?”

”Ikke meget,” svarede jeg.

Johannah nikkede sagte, og jeg kunne mærke på hende, at hun ikke helt vidste, om hun skulle fortsætte eller lade forklaringen være Louis’ opgave. ”Det var meget tragisk. Man ved endnu ikke, hvem der gjorde det,” startede hun, men stoppede hurtigt. Hun virkede ikke til at ville snakke om det, og en masse tanker om hvorfor, bombarede min tankestrøm. Til sidst valgte jeg at lade det ligge og forlod hende alene tilbage, da jeg kæmpede mig op af trappen til mit værelse.

Uden rigtigt at gå i mod min indre bevidstheds idé, tog jeg ud efter computeren på mit skrivebord. I det lille værelse var alting meget primitiv, men Johannah og Dan havde dog skaffet mig et mindre bord. Jeg følte ikke rigtigt, at jeg havde kontakt til min fornuftige hjernehalvdel, da jeg begyndte at skrive bogstaverne ind i søgefeltet på Facebook. Efter få sekunder havde jeg stavet mig frem til Harry Styles.

Det var ikke muligt for mig at se alt det, Louis’ profil havde åbnet til, så jeg måtte nøjes med coverbillederne. Egentlig vidste jeg ikke, hvad det var, jeg søgte, men noget andet end ti billeder af universet havde været godkendt. Han elskede virkelig universet og kosmologi, for det eneste coverbillede, der skilte sig ud fra mængden, var af dem. Harry og Summer. På stranden stod de i hinandens arme og det var ikke svært at bemærke deres kærlighed til hinanden. Summer, der i øvrigt var en super køn pige, nu når jeg havde muligheden for at se hende, smilede kærligt til Harry, der sødt gengældte det. Jeg kunne dog ikke stoppe med at tænke, at de trods deres alder, havde været forlovet. Det var virkelig tidligt – måske lidt for tidligt …

Da jeg ikke rigtigt havde fået noget ud af Harrys lukkede profil, valgte jeg at søge lidt rundt på de personer, jeg havde snakket med i dag. På Nellies profil blev det til en lang vej gennem gallerier fyldt med billeder af alt fra fest til en picnictur med Liam. Nialls profil viste ikke meget andet end delte sangtekster og opslag sammen med hans kæreste, Penelope. Jeg genkendte hende hurtigt fra scenen tidligere – det var nu meget kært. Udover dem, jeg ikke kendte så godt, endte jeg med at tjekke Louis’ profil. Det kom ikke bag på mig, at han for et minut siden havde postet et billede af ham og Liam i træningscenteret. Han havde kørt mig hjem, men havde allerede givet udtryk for, at han ikke mente, det kunne lade sig gøre hver dag, da han skulle videre til træning. Han var ret besat.

Efter at have fanget mig selv i at være en for stor stalker, valgte jeg at lukke computeren og bevæge mig neden under til Johannah. Dan arbejdede sent, så forhåbentlig kunne jeg hjælpe hende med maden. ”Super dejligt at se dig, Tori! Jeg hader at spørge efter hjælp, men med de her to i maven, kommer du som sendt fra himlen.” Hun smilede stort til mig, mens jeg kiggede på hendes mave. Jeg havde hørt så meget om det fra min mor, at jeg ikke længere tænkte så meget over, at hun var gravid. ”Jeg tænkte at lave lasagne, hvad tænker du om det?”

”Det lyder skønt,” svarede jeg ærligt og hjalp hende med at tage ingredienserne ud fra samtlige skabe og det store køleskab ved døren. ”Er Louis tit væk, når I spiser?” spurgte jeg lidt efter stilheden havde bredt sig.

Johannah tændte ovnen og svarede mig halvhjertet. ”Næsten hver dag. Han lever lidt sit eget liv og træner hele tiden, du ved.” Det var let at tyde hendes manglende begejstring for Louis’ valg, så det næsten gjorde ondt. Det lød ikke til, at hendes søn befandt sig inden for husets vægge særlig mange timer om dagen. ”Men han laver sine lektier og kommer fint igennem skolen, så jeg kan vel ikke rigtigt være andet end tilfreds,” sagde hun og prøvede at lyde munter, men jeg kunne sagtens læse hende. Det var mærkeligt, ikke at have sin søn tæt ved sig hele tiden.

Efter to timer var det sidste bestik vasket af og det tilbageværende levn var sat på køl. Det havde været endnu en mærkelig omgang rundt om spisebordet, da jeg ærligt følte mig mere tilpas med Louis’ selskab også. Dog havde hvad end, han havde lavet, endt i, at han kun for få minutter siden var trådt ind ad døren. Johannah havde endda spurgt, om han var sulten, men med et stille ryst på hovedet og et venligt ’ellers tak’ havde han forladt stuen. Jeg kunne allerede mærke, hvordan det var anderledes at bo hos familien, da jeg aldrig så den her side af Louis, når vi besøgte hinanden. Forhåbentlig kunne jeg udveksle et ord eller flere med ham senere på aftenen.

”Tori?” Jeg blev revet ud af mine tanker, da Johannah nævnte mit navn. ”Lottie vil gerne ned til grillen, har du mulighed for at køre hende?” Forvirret kiggede jeg hen på Johannah og derfor videre hen på Lottie, før det gik op for mig, at det var den eneste mulighed. Jeg lod lektierne vente og nikkede med et skuldertræk. ”Du kan vise hende vejen, ikke Lottie?” Hendes datter rullede med øjnene, imens jeg fik kastet et bundt nøgler mod mig som jeg til mit held greb. Det var første gang, at jeg selv skulle køre rundt i Davenport, og der var vel en lille smule spænding gemt bag det nervøse ansigtsudtryk.

Lottie havde enkelt givet mig direktion til midtbyen, og før jeg havde troet det, havde jeg sat hende af. Jeg var allerede på vej væk derfra, da jeg vidste, hvordan hun tydeligvis havde det med, at hun stadig blev nødt til at blive kørt. Desværre for hende var der endnu nogle år til, før hun kunne få sit eget kørekort. Lige siden jeg havde fået mit, havde jeg elsket ansvaret og selvtilliden, der fulgte med. Endelig kunne man køre hen til veninderne, uden at forældrene skulle hjælpe til. Derfor nød jeg også, hvordan jeg selv kunne køre rundt i Davenports centrum, for lige at tjekke bygningerne ud. Jeg kom forbi et af træningscentrene, en biograf, byens anden skole – som skulle være vores fjender – og så den bygning, der tiltrak al min opmærksomhed. Biblioteket.

Lige siden jeg havde lært at adskille punktummer fra kommaer var min kærlighed til bøger steget. Tanken om at sidde og bruge adskillige minutter, hvis ikke timer, på at læse sætning efter sætning, fik mig altid i godt humør. Havde det ikke været fordi, at jeg skulle bo hos Louis, var det helt sikkert, at hele min samling af alt fra Harry Potter til en ældre græsk bog var flyttet med mig. Desværre havde det ikke været muligt, så jeg var endt hos familien Tomlinson uden en eneste bog. Derfor fandt jeg mig selv låse bilen og gå mod bibliotekets døre. Snart ville jeg trænge til at læse en bog, så at anskaffe mig en nu, når muligheden var der, var nok den bedste idé, jeg havde fået hele dagen.

Jeg fortrød dog hurtigt, at jeg overhovedet havde fået tanken, da jeg nåede ned til hylderne og genkendte den eneste person, der så ud til at være her. Harry. Selvfølgelig af alle i verden, var det Harry, der befandt sig her sent på aftenen. Den havde jeg ikke set for mig. Han så dog ikke ud til at have fået øje på mig, så jeg strøg hurtigt hen over gulvet og standsede ved en tilfældig hylde. Jeg følte ikke rigtigt at kunne forklare mine undvigelsesmanøvre, eller hvorfor jeg udnyttede dem, men hurtigt kunne jeg konkludere, at det i hvert fald ikke hjalp.

”Ser man det, det er jo Tori, som ikke var kort for Victoria.” Jeg ville ikke sige, at jeg direkte stirrede på ham, men mit blik var nok derhen af. Pludselig var han i humør til at joke rundt med mig, efter at have givet mig den behandling i fysiklokalet?

Jeg rullede med øjnene og gav ham igen med det bedste, jeg kunne komme på, når min tidsgrænse var få sekunder. ”Og du er jo Harry, hvis efternavn ikke er Potter, så vidt jeg ved.” Joken var latterlig, det havde jeg indset, men det var vel bedre end at forblive tavs, når han i realiteten stod lige ved siden af mig.

”Harry Potter-fan?” spurgte han roligt.

”Måske, måske ikke. Hvad får dig til at tro det?”

Han pegede op, og som han forklarede, læste jeg skiltet over os. ”Du står i fantasy-sektion.”

Jeg trak på skuldrene. ”Du fik mig, men hvad så med dig, du står her også?” Kort studerede jeg ham, og indså pga. hans outfit, at det ikke var mere end nogle timer siden, vi havde mødtes. Altså var det kun få timer siden, han havde virket så langt fra imødekommende, som man kunne være.

Harry pegede igen, denne gang var det dog mod en vogn med bøger, der var placeret bag ham. ”Jeg arbejder her.” Det kunne jeg næsten have sagt mig selv, tænkte jeg. Det virkede ikke som et sted en som Harry ville befinde sig, medmindre han var nødt til det.

”Har du så nogle gode bøger at anbefale?” spurgte jeg, før jeg havde gennemtænkt spørgsmålet i mine tanker. Jeg følte allerede, at jeg havde udvekslet for mange ord med ham, men efter hans opførsel tidligere, ønskede jeg stadig at vide, hvad der prægede ham. Det måtte være mere end Summers død, der irriterede ham, nu da ulykken fandt sted for to år siden.

Hans ansigt blev pludselig koldt, da han svarede mig. ”Jeg læser ikke, medmindre det er bøger om kosmologi,” uddybede han kort og præcist. Hvorfor overraskede det mig ikke?

”Du går virkelig op i det, hva’?”

”Har du et problem?” Hans spydige bemærkning kom tilbage på ingen tid, og jeg mærkede attituden fra fysik finde vejen frem til hans ydre endnu engang. Derefter gik han. Jeg rystede på hovedet, da han var væk, for han var godt nok en mundfuld, hvis man ikke lige fik overvejet ens ord og vendinger. I få sekunder havde jeg oplevet ham med et lille smil på læben, det andet var hans kold som is.

Jeg valgte at prøve at droppe tanken om grunden til hans humørsvingninger, da jeg fandt bogen, jeg ledte efter. Det gik dog ikke som jeg havde håbet, for jeg fandt kort efter mig selv tage sagte skridt hen mod intet ringere end fysikafdelingen. I hele mit liv havde jeg aldrig nærmet mig den afdeling, kun skolens fysikbog, var hvad jeg ejede. Det måtte altså være min underbevidsthed, der spillede mig et puds og tvang mig til at dykke lidt ned i Harrys måder at opføre sig på. I hvert fald fandt jeg kort efter mig selv med en kosmologi-bog i hånden, klar til at bippe de to bøger ind.

Jeg fandt hurtigt frem til skranken, men måtte hurtigt indse, at for at låne bøgerne, skulle jeg have dem scannet ind hos bibliotekaren. Harry undveg at kigge på mig, da jeg skubbede de to bøger tværs over skranken med fantasy-bogen øverst. ”Hvorfor fireren?” hørte jeg ham alligevel spørge, da han ikke kunne gemme sin nysgerrighed.

”Det er den bedste,” fastslog jeg og kiggede på Harry Potter-bogen imellem os. Jeg havde læst serien flere gange og allerede ved første gennemlæsning, havde jeg bemærket min ekstra spænding ved at bladre igennem den.

Harry lod ikke til at tænke videre over den bemærkning, så først da han så den gemte bog nedenunder, kiggede han op. Jeg kunne ikke læse ham, mens hans blik viste en større forundring og måske en smule glæde. I hvert fald virkede han tydeligvis overrasket over, at jeg havde lånt en bog om hans interesse. Han havde dog ikke planer om at kommentere på det, for han forholdt sig relativt stille. Først da jeg vendte om for at forlade bygningen, hørte jeg ham rømme sig bag mig.

”Afsnittet om stjerner er det bedste,” mumlede han, men da jeg kiggede bagud for at vise en venlig gestus, havde han ryggen til mig og var på vej mod en af de mange reoler med bøger. Jeg kunne da i det mindste forlade stedet med mere velbehag denne gang.

Efter en længere, indviklet vej hjem, jeg kun kom igennem pga. Louis’ vejledning gennem telefonen, kunne jeg endelig åbne døren til huset. Klokken var over otte, så jeg havde det sidste kvarter mærket et mindre stresstilfælde, da jeg var blevet mere og mere frustreret. Det var min anden skoledag i morgen, så fik jeg ikke lavet mine lektier ordentligt, var min plan om et godt indtryk i hvert fald spoleret. Hvis bare Louis og jeg havde været samme årgang, kunne vi have lavet papirarbejdet sammen. Desværre var han en del af den ældste årgang på vores high school, hvorimod jeg var anden ældste.

Apropos Louis, så fandt jeg ham med en stor chips pose foran fjernsynet i stuen. ”Tori!” hilste han med de knasende snacks i munden. ”Du fandt hjem,” jokede han, hvorefter jeg så ham synke mundfulden af chips. Det var helt mærkeligt, at han allerede kaldte det hjem. Det skulle jeg stadig lige vende mig til.

”Jeg var heldig at have en ven, der kunne guide mig,” sagde jeg taknemmeligt, og overvejede om jeg burde sætte mig i sofaen eller få lavet mine lektier.

Louis’ blik vendte tilbage til skærmen, der viste en fodboldkamp fra den engelske liga. ”Hvor var du da henne?” spurgte han.

”Jeg lånte nogle bøger på biblioteket,” svarede jeg, og besluttede mig for at sidde ned i bare nogle få minutter. Jeg havde ikke snakket ordentligt med Louis hele dagen, så hvis dette var min eneste mulighed, måtte lektierne vente lidt endnu.

Louis rullede med øjnene. ”Bøger er kedelige,” lød det fra ham. Jeg kunne godt mærke på ham, at fodboldkampen var vigtigere for ham lige nu. Først da han så de to bøger, jeg havde lagt i skødet, lod han opmærksomheden være på mig i få sekunder. ”Åh Gud, ikke også dig vel? Jeg advarer dig Tori, skal jeg høre på mere ligegyldig viden om hvordan vores univers blev dannet, går jeg amok,” bekendtgjorde han nærmest hidsigt, inden hans blik faldt tilbage på skærmen. Jeg sad stille tilbage og studerede ham og gennemgik hans ord i tankerne. Snakkede Harry så meget om det, når de var sammen, eller havde Harrys interesse allerede stået på før Summer døde? ”Du burde se fodbold i stedet,” hørte jeg Louis sige, og jeg valgte at blive ved emnet, da jeg ikke magtede mere hovedpine for i dag.

”Jeg kan sagtens se fodbold,” forklarede jeg ham, selv om jeg mente at huske, at han godt vidste det.

Louis grinede kort. ”Det vil jeg se, før jeg tror det,” svarede han og tilbyd mig en håndfuld chips. Jeg huskede endelig, hvordan det var, Louis og jeg plejede at have det, når vi var sammen.

”Er det ikke bare nok at fortælle dig, at det er Manchester United, der spiller mod Chelsea og det er midt i Premier League?” sukkede jeg og mærkede en tilfredshed over at kunne springe mine fars lange foredrag over de næste mange måneder.

Heldigvis virkede Louis tilfreds nok, da han anerkendende nikkede. ”Fair nok, jeg tror dig,” sagde han med et smil, inden han brød ud i en sejrsdans, da de røde United-spillere sparkede bolden direkte ind i nettet bagerst i målet. Kampen stod nu 3-0, så jeg valgte ligeså stille at trække op på værelset, for at klargøre lektierne til i morgen.

Forhåbentlig kunne kosmologibogen hjælpe mig i fysik, så jeg ikke behøvede at skrive idéen om at låne den på listen over de dummest valg i mit liv. 

 

†·†·†·†

Så kom der endelig et nyt kapitel. Næste kapitel vil blive fra Harrys synsvinkel, da jeg ikke ønsker at holde hans liv alt for hemmeligt. Tænker at lave 3xTori's synsvinkel og 1xHarry's synsvinkel. 

Og så har jeg overvejet, at nogle af jer kunne få nogle roller i historien. F.eks. elever på skolen, ansatte i nogle af byens butikker og sådan. Skal alligevel bruge nogle navne til de roller, så tænkte det kunne være sjovere, hvis det var jer :D Hvad tænker I? :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...