Chasing Echoes ✺ One Direction (Pause)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jul. 2014
  • Opdateret: 10 sep. 2014
  • Status: Igang
I byen Davenport er der især en familie, alle snakker om. Med rockstjernen Jeffrey Styles som far skulle man tro, at Styles-børnene lever et liv i luksus. Men det er en stor løgn, hvis man skulle spørge sønnen Harry. Det finder den nye pige i byen, Tori Garland, ud af, da hun flytter ind hos sin mors veninde. Her fortæller sønnen Louis om tragedien, der ramte hans bedste ven, da Harry mistede sin forlovede i en skudepisode i centeret, og at det eneste, der i dag betyder noget for ham er hans lillesøster. Uden det er planlagt ender Tori og Harry dog alligevel med at lære hinanden at kende. Tori finder som den eneste ud af, at rivalerne på naboskolen, skudepisoden og drømmene også fylder meget hos Harry. Hun ønsker sådan at hjælpe ham, men er det muligt, når Harry for længst har givet op?

177Likes
212Kommentarer
11120Visninger
AA

4. 2 | "Se, jeg vidste, at du var ligesom de andre."

"Lonely, lonely

So you think that you know me".

- Human | Cher Lloyd

⋆ TORI 

Når jeg vågnede i et værelse, der ikke var mit eget, blev jeg altid en smule forvirret. Det samme skete denne morgen, da jeg slog øjnene op og blev mødt af en halvering af mit gamle værelse her hos Tomlinson-familien. Jeg havde ikke regnet med, at det ville komme bag på mig, men det var nok alle tankerne omkring alting, der havde vækket mig.

Der var ikke gået mange minutter, da nogle svage bank lød mod min dørs brune træ. Jeg havde kun lige fået iført mig dagens sæt tøj, dog var min overbevisning om, at det var det rigtige, ikke helt sikker. Døren gik langsomt op og familiens lillesøster, Lottie, stak hovedet ind i den sprækken. ”Godmorgen, Tori,” hilste hun med et smil. Det var anden gang, at jeg så hende, da hun først var kommet tilbage efter Louis og jeg var hjemme fra centeret. Det havde været nogle hektiske timer i går, da så mange indtryk havde angrebet mig. Både positive og negative meninger var dukket op i løbet af timerne, men omkring Liam havde jeg kun godt at sige. Han virkede flink, så jeg havde hurtigt forstået, hvordan det lige var Liam og Louis, der havde valgt Harrys side dengang.

”Godmorgen, Lottie,” smilede jeg og kiggede på mig selv i spejlet. Synet gennem det tilstøvede glas var ikke just noget, jeg følte hørte hjemme på en ny skole den første dag. Det udvalgte tøj for dagen virkede bare på så mange helt ved siden af, hvad jeg havde forestillet mig. ”Går det her tø an?” hørte jeg mig selv spørge Lottie og håbede, at vi kunne dele noget pige-til-pige tøjcheck.

Hun løftede mundvigen og trådte ind i rummet. ”Hm, jeg ville nok udskifte den bluse med den der,” mente hun og pegede på en hvid top, der lå i min seng. Jeg studerede mig selv igen og kunne godt se, hvad hun mente. En hvid top ville nok passe bedre til de grå bukser. ”Men jeg kom egentlig for at sige, at der er morgenmad,” tilføjede hun derefter og forlod mig til en beslutning, jeg selv skulle træffe.

Efter at have skiftet til den hvide bluse, Lottie havde anbefalet, gik jeg ned ad trappen og undrede mig over, at Louis ikke sad ved bordet. ”Godmorgen,” sagde jeg til Johannah og Dan, der hurtigt hilste igen. Det var en virkelig mærkelig situation, jeg befandt mig i. Jeg havde spist morgenmad med dem før, men ikke uden at mine forældre havde været til stede.

”Nå, glæder du dig til at starte i skole?” Johannah tog en bid af sin bolle, inden hendes blik faldt på mig.

Jeg trak på skuldrene, ”nervøs og spændt på samme tid. Jeg ved dog ikke lige, hvordan jeg kommer til at klare en musikalsk skole,” smågrinede jeg. Jeg elskede at skrive digte, men at skulle blande det med musik, vidste jeg ikke rigtigt, hvordan jeg havde det med.  

”Det skal nok gå. Alle, der går der, har flere grunde til at være der,” forklarede Lottie med et smil. ”Nogle er der på grund af deres drøm, andre på grund af deres forældre.”

”Deres forældre?” spurgte jeg hurtigt. Måske lidt for ivrig efter viden.

Hun trak på skuldrene. ”De lidt rigere familier, der er det tit forældrene, der bestemmer.” Jeg kunne se på Johannah og Dan, at det tydeligvis gik dem på, når der blev snakket om de lidt rigere familier. Havde de noget i mod dem, eller?

”Hvem er de rigeste?” hørte jeg mig selv spørge. Jeg nåede dog aldrig at få et svar, da Louis pludselig dukkede op, og mente vi skulle skynde os af sted. ”Allerede?” spurgte jeg en smule forvirret, da klokken kun var halv otte.

Louis svarede mig ikke, men gik blot forbi og forventede, at jeg ville møde ham ved bilen. ”Han køber sin mad på vejen,” forklarede Dan mig, da jeg forvirret rejste mig. En forklaring gjorde mig mere rolig, da jeg hentede min skoletaske for at løbe efter Louis.

Han havde allerede kørt den grå bil ud af garagen og ventede blot på, at jeg nåede frem. Det var allerede anden gang, jeg skulle køre med Louis, og ærligtalt var jeg en smule bange for det. Han kørte vildt. Hurtigt var det rigtige ord. I går havde jeg overvejet, om det overhovedet var inden for fartgrænsen, men da han selv forholdte sig helt rolig, var jeg blevet overbevist om, at han havde styr på det.

”Hvor skal vi så hen?” spurgte jeg efter at have spændt sikkerhedsselen på passagersædet.

Han startede motoren og valgte heldigvis at holde blikket på vejen. ”Davenport’s Donuts,” sagde han. ”Det var min og Harrys ting, inden han ja … ændrede sig.”

Jeg studerede Louis og følte, at jeg kunne se en form for tristhed i hans ansigtsudtryk. Det var ikke ligefrem let at miste en ven på den måde, han havde været igennem. Det var ikke ligesom at miste en, for her så Louis Harry hver dag. Det hårde måtte være, at han hver dag skulle mindes om, hvordan hans bedste ven nok ikke blev sit eget jeg igen. Det var noget af det samme, jeg havde været igennem med min søster, til gengæld havde jeg ikke mere muligheden for at se hende. Jeg kiggede stadig på Louis, der som i går havde en høj fart mod centrum. ”Men du holder stadig fast ved det?”

Han nikkede roligt. ”Det smager godt, så,” prøvede han at overbevise mig om, men jeg kendte ham godt nok til at vide, at det ligeså meget var for at holde på mindet. Det var nok noget af det eneste, han havde tilbage.

”Så jeg skal vende mig til at stå tidligere op fra nu af, gætter jeg på?”

Han løftede endelig sin mundvige, hvilket gav mig en rolig fornemmelse i maven, da jeg havde ventet på, at den morsomme Louis ville finde sin vej frem. ”Det er korrekt, medmindre du vil køre med Lottie og Dan.” Jeg rystede på hovedet, og påmindede mig selv om, at Dan stadig ikke var Louis og Lotties’ far. Det glemte jeg til tider, da de virkede som en velfungerende, glad familie.

”Jeg tror jeg vil vende mig til at stå lidt tidligere op,” svarede jeg forsigtigt og valgte derefter at overlade Louis til sine tanker og jeg til mine egne.

Efter at Louis havde fået købt sin donut, hvilket jeg slet ikke forstod, han kunne spise nu, havde han lige parkeret på skolens parkeringsplads. Vi havde kun lige nået at få en af pladserne tæt på skolen, for som Louis havde forklaret, skulle man langt ned af vejen, hvis man kom for sent. Det havde altså taget længere tid at købe hans morgenmad, end jeg lige havde regnet med. Klokken var 7:50 og skolen var fyldt med elever i alle aldre. Heldigvis behøvede jeg kun at kigge en gang, inden jeg blev overbevist om, at mit nuværende tøjvalg var bedre end min første tanke. Jeg måtte huske at takke Lottie, når jeg så hende.

Nu, jeg tænkte på Lottie, hvor dælen var Louis så blevet af? Forundret kiggede jeg rundt og kunne ikke få øje på ham blandt de mange mængder af elever. Havde han bare forladt mig, eller havde han troet, at jeg gik lige bag mig? Forvirret tog jeg min skoletaske på ryggen og tænkte på, hvorfor Louis havde været så mærkelig denne morgen. Han plejede altid at holde humøret højt og forholde sig optimistisk omkring alt, der kom hans vej, men i dag, var det som om alt glæden var suget ud af ham. Hvad kunne der dog være sket?

Jeg var lige ved at gå i panik over, at være efterladt alene tilbage, hvis ikke jeg havde hørt stemmen bag mig sige mit navn. Uden helt at kunne sætte ansigt på stemmen - dog vidste jeg, at jeg havde hørt den før - drejede jeg rundt på hælen og så Liam. Han stod sammen med en smuk blondine, og så vidt jeg huskede fra Facebook i går, var det hans kæreste.

”Det var Tori, ikke?” spurgte han med et smil. Jeg valgte at svare ham med et sagte nik. ”Nellie, det her er Louis’ veninde,” præsenterede Liam mig for kæresten, som jeg blev påmindet om hed Nellie. Hun var virkelig naturlig køn, og det ville ikke overraske mig, hvis de begge var nogle af de mere populære elever på skolen.

”Har Louis en kæreste?” Nellie virkede helt overrasket og løftede begge sine øjenbryn, da hun studerede mig.

Hvis ikke det var for, at jeg prøvede at give et godt indtryk, havde jeg nok grint ret højt. Heldigvis reddede Liam mig fra det, da han forklarede situationen. ”Nej, det her er Tori, hun bor hos ham, noget med jeres forældre?” Sidste del af forklaringen var tænkt til mig, da han nok ligesom mig, ikke kunne huske alverdens informationer, når man fik det at vide på en gang.

”Vores mødre er bedste veninder,” forklarede jeg igen for anden gang til Liam og første gang for Nellie. ”Jeg skal bo hos ham og gå på skolen her mindst resten af skoleåret.”

Jeg var glad over, at ingen af dem havde trangen til at skynde sig væk, da de nok havde bedre ting at tage sig til denne mandag morgen. Det dulmede min voksende nervøsitet og resulterede i mere rolige hjerteslag. ”Ah okay. Jeg er som sagt Nellie, Liams kæreste.” Nellie gav mig et smil, og først nu lagde jeg mærke til, hvordan de flettede fingre og sørgede for at holde hinanden tæt. Jeg kunne ikke undgå at bemærke en misundelse inden i mig, da jeg selv havde været forelsket engang.

”Er du blevet væk, Tori? Du ser lidt fortabt ud. Ikke for noget.” Jeg lod min opmærksomhed være på Liam igen, der snakkede til mig.

Jeg kiggede hurtigt rundt igen, men stadig var der intet spor af Louis. ”Ja, jeg mistede Louis, eller han mistede mig. Pludselig var han bare væk,” forklarede jeg og prøvede at tydeliggøre min forvirring og voksende nervøsitet.

”Det lyder som Louis,” hørte jeg Liam mumle. ”Men hvad skal du have nu, vi kan nok hjælpe dig finde lokalet.”

Det slog mig pludselig, at havde Louis ikke introduceret mig for Liam i går, havde jeg været så lost lige nu. Det var trods alt ham, der var kommet til mig, så lige nu kunne jeg ikke være mere taknemmelig for, at de havde reddet mig fra en tur på kontoret. Derfor tog jeg imod deres tilbud. ”Drama.” Jeg lød vidst ikke så begejstret, da jeg svarede dem, for ærligtalt var jeg slet ikke til skuespil. Jeg elskede at se film, men helt ærligt, kunne jeg ikke bare få lov til at have engelsk eller historie?

”Ja, det kommer nu ikke bag på mig, det er jo en musikalsk skole,” jokede Liam. ”Har du ikke drama nu, Nellie?” spurgte han sin kæreste.

Til mit held var hendes svar til Liams spørgsmål et nik, så før jeg vidste af det, fulgtes jeg med Nellie ned ad skolens gange. Hun kendte den pudsigt nok udenad, og før jeg fik set mig om, havde hun åbnet en dobbeltdør til et kæmpe auditorium. Med flere meter til loftet og over hundred pladser blev jeg bekræftet i, at skolen virkelig fokuserede på det musikalske og kreative. Nellie forklarede mig hurtigt, at deres lærer ønskede, at man var placeret i de fem første rækker, og efter det gik hun fra mig. Jeg så, hvordan hun gik op ad gangen mellem sæderækkerne og med et stort smil omfavnede en brunette, der så ud til at være hendes veninde.

Jeg havde kæmpet mig frem til femte række, og følte ikke rigtigt, at nogle lagde mærke til mig. Selv ikke læren viste nogen interesse i mig overhovedet. Det havde jeg nu ikke noget imod, for når fokusset ikke var på mig, var alting bedre. ”Vi tager det fra scene 7. Niall og Alicia til scenen,” hørte jeg en kvinde råbe, og fra ryggen kunne jeg karakterisere hende som ung. Hendes krop og lange, lyse hår afslørede hende. Samtidig virkede hun også alt for besat af teater og musical, da hun kort efter bedte de to elever om at skynde sig. Jeg bemærkede den blonde dreng, Niall, da han placerede sig bag tæppestykket, der nok var blevet sat op til disse lektioner. Jeg genkendte ham hurtigt fra Facebook og vidste, at jeg burde holde mig væk fra ham, nu når jeg var Louis’ ven og altså var på hans side. Jeg fandt ham dog interessant, da han efter pigens første sungne linjer, selv kom ind med en guitar for at synge med hende. Han sang godt, det måtte jeg give ham.

 

You can be amazing

You can turn a phrase into a weapon or a drug

You can be the outcast

Or be the backlash of somebody’s lack of love

Or you can start speaking up

 

Say what you wanna say

And let the words fall out

Honestly I wanna see you be brave

With what you want to say

And let the words fall out

Honestly I wanna see you be brave

 

Gad vide om det band, de fem drenge havde haft, egentlig var godt? Det måtte vel være det, der havde gjort dem populære på skolen, så et eller andet måtte de vel have gjort rigtigt. Men nu når jeg tænkte over, og så Niall, Liam og Louis for mig, kunne jeg godt forestille mig, at deres udseende også havde trukket en del af opmærksomheden. Selv om jeg stadig ikke vidste, hvordan Harry så ud, så jeg de fem stå på denne scene og fyre den af for skolens elever. Jeg måtte undersøge mere om dem, for hvis de virkelig havde haft talent, var det virkelig ærgerligt, at de havde været tvunget ud i at blive splittet.

”Godt i to, næste scene tak!” Jeg var blevet opslugt af mine egne tanker, at jeg ikke havde bemærket, at nummeret nu var slut og, at to andre nu stod på scenen. Eftersom jeg ikke anede, hvad stykket handlede om, eller hvad de havde gang i, prøvede jeg virkelig at holde fokus og følge med. Det var dog for svært, og da læren slet ikke havde tid til at forklare mig noget, faldt jeg fra en del gange. Det var derfor en skøn følelse, da klokken endelig ringede og jeg kunne komme videre til næste time. Forhåbentlig var gestussen bedre der.

Skolen føltes allerede som en endeløs labyrint, da jeg traskede op og ned ad de uensartede gange. Det var først nu, at jeg rigtigt kunne studere det hele. I forhold til min gamle skole var der noget over Davenport High, der fik mig til savne de lange, ensformige gange i Cambridge. Alt var så mere enkelt der, hvorimod jeg her ikke kunne genkende det sted, jeg nu befandt mig ved. Jeg havde sikkert været her tidligere på dagen, da Nellie havde ledt vejen, men da skolens hvide skabe op mod den hvide væg var det samme alle steder, var det også svært at skelne. Forvirret kiggede jeg igen på det nu sammenfoldede papir i mine hænder. FYSIK var skrevet med store bogstaver under den forhenværende lektion. Ved siden af stod der B27 – skulle det forestille et lokale?

Opgivende studerede jeg mine omgivelser, der bestod af hvidt på hvidt på hvidt. Et nyt tillægsord til skolen måtte blive moderne, da det sammen med farven lagde ramme for stedets målsætning. ”Vi vil være den bedste, kreative skole i England og derfor har vi renoveret –” Længere var jeg ikke nået i går, da jeg havde kigget på hjemmesiden. Jeg behøvede ikke at kigge på mere end to kolonner, før jeg havde bemærket skolens fokus på drama og musik. Alligevel var det altså stadig obligatorisk at skulle tvinges igennem fire fysik timer om ugen – hvad var pointen?

Jeg skulle lige til at påbegynde en ny søgning mod kontoret for hjælp, da en brunette overhælede mig. Uden at have regnet med sådan en let og enkelt løsning, var den nu foran mig, da hun hastigt gik ned ad gangen med en fysikbogen stikkende op af den halvåbne taske. Og ikke nok med det, så jeg også et stort B samt en pil hænge ned fra loftet længere nede af gangen, der viste vejen til B-lokalerne.

Tallene startede pudsigt nok fra 20, hvilket begyndte en underen, men samtidig også skabte et smil, da mit lokale så var tættere på, end jeg lige havde forventet. Før jeg vidste af det, så jeg den lukkede dør med de sorte, malede tegn: B27. Mit nuværende hadelokale på hele skolen. Mit absolutte hadefag over dem alle var fysik, intet slog det, selv ikke eftersidning.

Synet inde i klasselokalet kom dog heldigvis bag på mig, da den hvide farve ikke dominerede helt lige så meget som i gangene. De sorte stole og forsøgsborde gjorde det hele lidt mere overskueligt, da tanken om at se hvidt alle steder, ikke var mit største ønske. Heldigvis hjalp det sorte farveoprør og elevernes påklædning med at dulme det hvide.

Klokken ringede få sekunder efter, jeg var trådt ind og det indikerede timens start. Hurtigt lod jeg blikket glide hen over bordene og så, at den eneste ledige plads var oppe foran. En dreng iført beanie, der dækkede toppen af hans brune hår, sad og børstede snavs af sin band T-shirt. I et halvkejtet forsøg satte jeg mig op på den høje stol ved siden af ham. Til mit held så han ikke ud til at bemærke det, ellers var han ligeglad.

Da vores lærer, en ældre dame, kort efter kom ind, blev jeg bekræftet i, at skolen nok ikke brugte ekstra energi på nye elever i klasselokalerne. I hvert fald oplevede jeg igen, hvordan læren kiggede hen på mig, men undgik en præsentation for resten af klassens elever. Jeg studerede hende og gættede på hun var i slutningen af sine halvtredser, da hun langsom satte sig ned på kontorstolen ved hendes bord. Et lille smil formede sig ved hendes læber. ”Hej klasse,” hilste hun.

”Godmorgen Miss Blanchard,” lød det i kor fra klassen. Selv drengen ved min side lød til at magte at deltage i rutinen.

Vores lærer rejste sig fra sin stol og ledte efter et kridt til den tavle, skolen trods alt havde beholdt i lokalet efter renoveringen. ”Eftersom jeg er syg i dag, skal I alle sammen bruge den næste time på at lave en opgave om vores nuværende emne med jeres sidemand. Jeg forventer mindst en side med alt det, I kender til emnet inden klokken ringer.” Med en flot og sammenhængende håndskrift skrev hun 1 side inden klokken 10:45 på den sorte tavle.

Opgivende kiggende jeg på drengen ved min side, der ikke så ud til at gide at lave sådan en opgave. Jeg stank selv til fysik, så forhåbentlig vidste han da i det mindste et eller andet. Han rettede sig op i stolen og uden at kigge på mig, åbnede han sit hæfte med de vandrette linjer op. ”Jeg gætter på, at du også vil have mig til at skrive opgaven for penge?”

Hans ord kom bag på mig. Med et løftet øjenbryn så jeg, hvordan han skrev datoen øverste på sit papir i højre hjørne. Han virkede ikke til at gide noget, så at han spurgte mig på den måde, gav mig det indtryk, at han tit var ude for det, hvilket interesserede mig. ”Jeg ved ikke, om du har bemærket det, men jeg er ny her og aner ikke, hvad du snakker om.”

Først nu virkede drengen til at gide give mig noget opmærksomhed, da han studerede mig. Et par græsgrønne øjne stirrede på mig, men rullede kort efter rundt. ”Undskyld, men jeg er ret ligeglad med folk i den her klasse, så det bemærkede jeg ikke.”

Igen undrede jeg mig over, hvad hans problem var. Han virkede fuldkommen ligeglad med det faktum, at vi lige nu befandt os i et fysik-lokale for at lære noget. ”For at svare på dit første spørgsmål,” begyndte jeg og bemærkede, at han allerede havde blikket rettet mod papiret igen. ”Nej, jeg har ikke tænkt mig at give dig nogle penge for at lave opgaven alene. Godt nok er jeg dårlig til fysik, men du skal ikke sidde med det for dig selv,” fortalte jeg ham og håbede, at han ville vise lidt bedre humør mod mig. Jeg ønskede ikke at få min dag ødelagt på grund af en drengs dårlige spredning af stemningen.

Han trak på skuldrene, mens han langsomt tegnede et stort K øverst på siden. ”Det gør ikke noget, jeg er vant til det, og så er fysik mit bedste fag,” kommenterede han og skrev efter K’et et o.

”Kan du så ikke fortælle mig, hvad vi har om lige nu?”

Han læste op, hvad han skrev færdigt. ”Kosmologi.”

Kosmologi, det syntes jeg ikke at have haft om på noget tidspunkt. ”Hvad handler det om?”

Drengen løftede sit ene øjenbryn, ”har du aldrig hørt om kosmologi før?” Jeg rystede på hovedet, hvilket resulterede i et lille løft ved hans højre mundvige. ”Jeg tror ikke du ønsker, at jeg starter på at fortælle om det,” fortalte han og trak på skuldrene.

”Bare det vigtigste så?”

Han smilede forsigtigt, ”der er ikke noget, der er vigtigere end det andet. Men kort sagt så er det et felt inden for astronomi, til gengæld handler kosmologi om hvordan universet er dannet. For eksempel hvis du ser på de planeter vi kender til, så er de første fire stenplaneter og de sidste fire gasplaneter. De blev dannet ved …” Jeg prøvede at forstå, hvad han sagde, mens han fortalte om en masse ting om det her såkaldte kosmologi. Han virkede til at elske det.

”Okay, okay, jeg er med, men skriv det dog ned, det er jo præcis det, vi skal gøre med den her opgave,” smilede jeg og rakte ham den kuglepen, der lå på blokken, der lige nu viste en blank side.

Drengen stoppede pludselig og rullede med øjnene. ”Se, jeg vidste, at du var ligesom de andre,” kommenterede han og begyndte irriteret at fylde papiret med noter. Det var først nu, jeg forstod, hvad han mente. Jeg havde lige bedt ham om at skrive det ned, præcis som andre ville gøre det. Det havde bare slet ikke været min mening, at han skulle opfatte det på den måde.

”Det var ikke det-”

Jeg blev afbrudt i en undskyldning, da læren pludselig stod ved siden af mig. Hun smilede forsigtigt til mig, mens jeg så hvordan drengen ved min side hurtigt havde udfyldt en halv side. ”Hey Tori, er det rigtigt husket?” Jeg prøvede at koncentrere mig om hendes tilstedeværelse og glemme drengen og nikkede som svar. ”Velkommen til Davenport High, jeg håber du vil nyde dit ophold.”

”Mange tak.” Jeg nød, at der endelig blev vist en sød gestus omkring min start her på skolen. Også selv om samtalen ikke varede længere end nogle få sekunder.

Da hun satte sig op til sit kateder, tjekkede jeg op på drengen og så, at han afsluttede den sidste sætning på papiret. Han havde virkelig styr på det emne. Da han havde sat det sidste punktum kiggede han op på mig. Han smilede fornøjet. ”Tori,” sagde han og så ud til at more sig over at kende til mit navn. Det var først her, at det gik op for mig, at jeg ikke kendte hans. ”Er det kort for Victoria?”

Jeg rystede på hovedet, ”pudsigt nok, nej. Det er bare Tori.”

Drengen nikkede, ”bare Tori. Så er du måske alligevel lidt anderledes,” mente han og trak endnu engang på skuldrene.

”Hvad skal det bety-”

Igen blev vi afbrudt af læren, der råbte efter os begge. ”Bord 1 tilbage til opgaven. Og Harry hvor mange gange har jeg ikke sagt, at du ikke må have din hue på i mine timer?” Hun virkede irriteret, men det var ikke det, jeg bed mest mærke i. Hvad virkelig fangede min opmærksom var drengens navn. Uden jeg havde vidst det, havde jeg i de sidste minutter siddet ved siden af ham, alle snakkede om. Han var Harry Styles, som i Louis’ bedste ven, men samtidig også ham, der havde mistet sin forlovede for to år siden. Det hele gav pludselig mening.

 

†·†·†·†

Okay, de her to første kapitler har været meget længere, end hvad jeg normalt skriver. Ved ikke helt om I synes, der sker for meget, og at jeg dele dem op, eller om I bedre kan lide lange kapitler? Jeg kan dog ikke love alle bliver ligeså lange, da det tager en del tid :P

Men til sagen! Nu mødte I så Harry, hvad synes I om ham og hans personlighed? Håber virkelig, at I kan lide historien indtil videre. Kommenter endelig, hvad I synes :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...