Chasing Echoes ✺ One Direction (Pause)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jul. 2014
  • Opdateret: 10 sep. 2014
  • Status: Igang
I byen Davenport er der især en familie, alle snakker om. Med rockstjernen Jeffrey Styles som far skulle man tro, at Styles-børnene lever et liv i luksus. Men det er en stor løgn, hvis man skulle spørge sønnen Harry. Det finder den nye pige i byen, Tori Garland, ud af, da hun flytter ind hos sin mors veninde. Her fortæller sønnen Louis om tragedien, der ramte hans bedste ven, da Harry mistede sin forlovede i en skudepisode i centeret, og at det eneste, der i dag betyder noget for ham er hans lillesøster. Uden det er planlagt ender Tori og Harry dog alligevel med at lære hinanden at kende. Tori finder som den eneste ud af, at rivalerne på naboskolen, skudepisoden og drømmene også fylder meget hos Harry. Hun ønsker sådan at hjælpe ham, men er det muligt, når Harry for længst har givet op?

177Likes
212Kommentarer
11128Visninger
AA

3. 1 | "Velkommen til Davenport."

"Watching the ground

I swear I've seen these streets before".

- Walking Backwards | Sam Tsui

⋆ TORI 

”Tori, vi skal lige have noget benzin på bilen og så bag efter spiser vi lidt, lyder det okay?” Det var en trykket stemning i den et år gamle Mercedes, da vi kørte ned ad den store, brede motorvej. Vi havde kun lige passeret skiltet mod London og klokken havde ikke engang slået 10 endnu.

”Helt fint,” svarede jeg lavt. Mit blik fulgte de mange træer ved vejkanten og meddrog endnu mere hovedpine, end jeg havde haft før på grund af køresygen. Alle tankerne fløj rundt i tankestrømme og gjorde hele den her tur sværere at overkomme. Selvfølgelig glædede jeg mig til et nyt eventyr, ekstremt meget endda, men det havde været en stor beslutning at skulle vælge at opleve det foruden mine forældre. De var, hvad der fik mig igennem dagen, så at andre nu skulle overtage den rolle, var en forskruet tanke. Jeg kunne vælge selv at gribe chancen, men mine egne råd viste sig tit at blive overgået af andres bedre og mere gennemtænkte idéer.

Mine mange tanker stoppede brat, da jeg bed mærke i omgivelserne omkring mig, der var blevet udskiftet med en tankstation. Jeg følte hurtigt, hvordan de nervøse, men samtidig også spændte forestillinger blev erstattet med en fuld koncentration omkring mine forældre. Om nogle få timer ville de overlade mig selv og min dømmekraft til en ny verden, og jeg ønskede at tilbringe de tilbageværende timer med dem med en positiv indstilling. Jeg skulle huske at nyde vores samvær.

Efter at have forladt den tilproppede bil, skubbede jeg mig selv igennem svingdøren. Benzintanken, vi havde holdt ind ved, virkede ikke just indbydende, så at indgangen var i stykker, kom ikke bag på mig. Jeg fik hurtigt set mig omkring og valgte at lade omgivelserne komme i sidste række for hvad, der fik lov til at styre mit humør. Stedet var stort og havde flere borde til sultne chauffører og medkørere, der ønskede at få en bid mad. Jeg var dog ikke helt så imponeret, da en spildt kop kaffe havde formet en klistret masse på det hvide gulv. Til gengæld lugtede det ikke helt skidt, men det var nok bare min kærlighed til pomfritter, der skinnede igennem.

”Lad os sætte os,” foreslog min far og pegede et bord ved vinduet ud. Jeg havde intet imod hans valg, da jeg nød at følge de mange passerende biler udenfor. Af en eller anden grund fandt jeg altid mig selv sidde og overveje, hvor de mon alle sammen skulle hen. Nogle skulle måske videre til havnen, for at køre til Europa, hvor andre kunne bare være på vej mod en tætliggende by. Måske var der endda nogle, der var på vej mod Davenport som mig eller USA som mine forældre senere skulle. Angående det, var det som om min mor læste mine tanker, da hun afbrød stilheden.

”Vi håber stadig, du ved, at det var en virkelig svær beslutning,” smilede hun beroligende og lagde sin hånd over min som støtte. ”Hvis vi vidste, at du så gerne ville blive her, havde vi gennemtænkt det endnu engang,” fortalte hun mig.

Det var først nu, at jeg opdagede, min far stod i kø til maden. Vidste de allerede, at jeg ville have pomfritter? ”Mor, som jeg har sagt det tusind gange før, jeg har det fint,” prøvede jeg at overbevise hende om. ”Cambridge har bare altid været min store drøm, men selv om det virker skræmmende at bo uden jer, vil det hjælpe mig meget som person,” forsvarede jeg, og vidste godt, at mine forældre næsten havde aflyst det hele. Jeg havde heldigvis overtalt dem til at droppe tanken, for min far fortjente muligheden inden for sit job, og at han havde fået muligheden for at bo i USA i to år, ville jeg ikke tage fra ham.

Igen følte jeg, at de kunne læse mine tanker, da min far vendte tilbage med et smil på læberne. ”Pomfritter til Tori og røræg til Nicole,” annoncerede han og stillede tallerknerne foran os.

”Altid så høflig, Byron” klukkede min mor og rystede kærligt på hovedet. ”Tror du, at det er på tide?” spurgte hun, da min far gled ind på bænken ved siden af hende. Tid til hvad?

”Jeg finder det lige,” fortalte min far inden han hev en lille æske frem fra sin jakkelomme. Mit øjenbryn steg, mens jeg studerede den blå plasticæske. ”Vi har noget til dig, Tori.”

Mit blik studerede dem. De havde begge begyndende tegn på rynker – derefter stoppede den ydre sammenligning. Min mor havde farvet sort hår og havde fornyligt klippet det til skuldrene, hvorimod min far havde en tynd, mørkebrun skægstubbe, der matchede de brune lokker. Folk spurgte tit, hvordan jeg havde fået min lyse hårfarve, men i familien kendte vi alle til min mors naturlige hårfarve. ”Hvad er det?”

Min mor skubbede æsken hen over bordoverfladen. ”Det var din mormors,” forklarede hun. ”Jeg lovede hende, at jeg ville give dig den, når du stod over for en stor forandring i dit liv. Hun havde nok tænkt, når du startede på Cambridge, men din far og jeg mente, at den tid var nu.” Spændt tog jeg fat om æsken og knugede den næsten til mig. Min mormor havde betydet alt for mig, da jeg var lille, men desværre havde jeg mistet hende allerede som niårig. Jeg havde en ti centimeters porcelænsfigur stående hjemme på værelset fra hendes lejlighed, men nu ville jeg eje noget meget mere personligt.

”Wow,” mumlede jeg, da jeg med fingrespidserne legede med det lille guldvedhæng, der havde hængt for enden af hendes halskæde. Det forestillede en fugl med spredte vinger. Hun havde tit fortalt mig, at den lige havde spredt sine vinger for første gang, og at den var på vej ud på eventyr. Derfor passede den perfekt. ”Mener I virkelig det?” smilede jeg.

Min mor nikkede, ”som du nok selv ved, er det oprindeligt et halskædevedhæng, men din far har rodet med det, så du kan få den på dit armbånd.” Jeg kiggede på min venstre arm, der altid havde et sølvarmbånd med en masse vedhæng om håndledet. ”Vi ved godt, det er guld, men så viser det bare, at det vel har lidt mere betydning end de andre.” Jeg studerede de andre vedhæng. Armbåndet havde jeg fået i dåbsgave og ved hver særlig lejlighed, havde mine forældre givet mig et vedhæng, der symboliserede episoden. Jeg havde f.eks. et T, både for mit navn, men også fra min første skoledag, da jeg der skulle til at lære at stave. Men min mor havde ret, dette vedhæng havde en større betydning. Jeg elskede alle de andre, men det her var trods alt min mormors, og at det kunne guide mig til mit nye liv, passede perfekt.

”Tusind tak,” takkede jeg og fastgjorde fuglen til smykket.

”Din mormor ville være stolt af dig, Tori.”

Vi havde spist vores mad, mens vi sammen havde påmindet hinanden om gode stunder. Nogle havde kun involveret os tre, andre havde min storesøster, Bridget, medvirket i. Nu sad jeg dog fastspændt i bilen. Min far havde fået fyldt benzin på bilen, og jeg havde for længst spændt sikkerhedsselen. Kort efter blev motoren startet og på nogle få sekunder havde min far sat bilen i gear. Vi havde nu en jævn hastighed mod mit nye hjem i Davenport og som kilometerne faldt på GPS’en, steg min nervøsitet.

***

Efter tre timers kørsel nåede vi byskiltet, der med store blokbogstaver havde DAVENPORT skrevet med sorte bogstaver. Mit blik klistrede sig til det, indtil det ikke mere var muligt. Vi havde været her flere gange før, men aldrig havde det været for at overnatte mere end en nat. Den ene nat ville nu blive til flere måneder, og selv om nervøsiteten stadig voksede, følte jeg også spændingen dukke op fra dybet.

”Så er vi endelig fremme. Godt byen ikke er ligeså stor som Cambridge,” lo min mor, da man på byskiltet kunne læse, at der var bosat omkring de tyve tusind. Det var faktisk en af grundende til min glæde var så stor, som den var. I min fødeby og hvor jeg var vokset op, boede der over hundred tusind mennesker. Havde man en veninde i byen, kunne hun bo så langt væk, at en gåtur pludselig ville blive meget længere, end man havde forventet. Men her i Davenport ville jeg lettere kunne komme rundt i byen, hvis det altså skulle ske, at jeg fik en veninde. Jeg anede ikke, hvad der ville komme til at ske, når jeg startede på skolen i morgen.

Vi nåede længere og længere ind i byen og for hvert drej føltes vejene de samme. Det blev mere og mere firkantet og ens, men husene var alligevel så forskellige. Især Tomlinson-huset skilte sig ud på den lange lige vej, men om det var følelsen af deja-vu, der tog over, kunne jeg ikke helt finde frem til. I hvert fald bemærkede jeg det genkendelige hus, da vi kom ned for enden af vejen. Et hvidt 1-tal prægede hoveddøren og viste os, vi var nået frem, hvis vi nu lige skulle være i tvivl.

Min mor virkede mest begejstret over at være kommet frem, det kunne jeg se i hendes ansigt. Hun ønskede nok ikke at sige det, men jeg vidste godt, hvor glad hun blev, når hende og Johannah kunne tilbringe tid sammen. Det kunne dog ikke blive særlig meget denne gang, da min mor og far havde et fly at nå tilbage i London om nogle timer.

Vi nåede op til hoveddøren og ikke mange sekunder gik, før min mor lod ringeklokken give lyd fra sig. Jeg kunne genkende stemmen indefra råbe og før vi forventede det, mødte Johannah os alle med et smil. ”Nicole!” udbrød hun med det største smil og gav sin bedste veninde et stort kram. Det var tit morsomt for mig at se, hvordan min mor virkede som en teenager, hver gang hun tilbragte tid med Johannah. ”Tori og Byron! Kom I bare indenfor,” inviterede hun og fjernede sig fra dørkarmen, så vi alle tre kunne komme ind i den aflange gang. Jeg huskede huset som havde jeg været her i går. Det var nu et par måneder siden, men det lignede sig selv. ”Vi har lige sat op til frokost, I må være sultne,” foreslog hun og lukkede døren bag os. Det var først nu, jeg mærkede, hvordan pomfritternes kraft havde sluppet op. Jeg var virkelig sulten.

”Det er så skønt at være her,” sagde min mor, da vi nåede ind til spisestuen og hilste på Johannas mand.

Johannah smilede, ”det er skønt at se jer, og dig Tori, hvordan har du det?” spurgte hun. Da min mor havde foreslået, at jeg kunne bo her hos Johannah, havde jeg ikke troet, at det faktisk kunne lade sig gøre. De boede ikke i det største hus, og så var der to børn i forvejen.

”Jeg har det okay. Man skal lige vende sig til det hele,” forklarede jeg og kom igen i tanke om, hvor tæt på det var, at mine forældre forlod mig.

”Det er forståeligt, men lad os tænke på noget andet og få spist noget mad,” foreslog hun. ”Louis, vi har gæster!” råbte hun kort efter. Louis var familiens søn på min alder, og vi plejede altid at bruge tiden sammen, når familierne besøgte hinanden. Han var morsom, men samtidig også mærkelig og så forstod han mig, hvilket mange havde svært ved. Jeg ville nok mene, at han var min bedste ven, hvis jeg selv kunne bestemme.

Jeg hørte en dør åbne og så ham derefter komme ned ad trappen. Han fik øje på mig og et stort smil viste sig på hans læber. ”Tori!” Han trak på i’et i enden og løb som et lille barn hen til mig for at give mig et stort kram. Kan I se, hvad jeg mener?

”Hej med dig Louis,” lo jeg og studerede ham ordentlig. Han havde klippet sit hår lidt kortere siden sidst og barberet det fremkommende skæg væk. Det klædte ham bedst sådan.

Det gik op for mig, at Louis og jeg var de eneste, der ikke havde sat os endnu. Jeg lagde hurtigt mærke til, hvordan min mor og Johannah tænkte den samme tanke, som de altid gjorde. De havde begge den her drøm om, at Louis og jeg ville blive kærester, men på det punkt var Louis og jeg enige. Vi var blot gode venner.

”Jeg er ked af, at Lottie ikke kunne være her, men hun er sammen med en veninde.” Johannah virkede ikke særlig stolt over, at hun ikke havde fået Lottie overtalt til at være en del af vores selskab. Men for mig gjorde det ikke så meget, for jeg vidste, at Lottie tit måtte føle sig udenfor, især når Bridget ikke kom med længere. ”Nå, skal vi smage på maden?”

Vi havde siddet omkring bordet i godt og vel en halv time. Mine forældre og Johannah og hendes mand, Dan, havde fået udvekslet de nyeste information om jobbet, livet og hvad ellers voksne nu diskuterede. Louis og jeg derimod snakkede om, hvor lækkert det var lige at have haft en forlænget weekend. ”Glæder du dig til i morgen?” spurgte han, inden han uelegant puttede en skive franskbrød ind i munden.

Jeg trak på skuldrene. Burde jeg fortælle ham sandheden, at jeg rent faktisk glædede mig til at møde nye mennesker, eller skulle jeg lyve for mine forældres skyld, og fortælle ham, at jeg havde lidt svært ved at overkomme det. Okay, når jeg tænkte over det, var det begge dele, jeg gik rundt og tænkte på. Det var svært, ikke at have mine forældre ved min side, men jeg havde gerne længe ville prøve noget nyt. ”Jeg ved det ikke rigtigt, jeg er nok lidt spændt,” svarede jeg og fik på en måde begge dele med. Min logiske hjernehalvdel fortalte mig, at det ikke ville være den bedste idé at fortælle, hvor meget jeg så frem til det, nu når mine forældre sad rundt om spisebordet.

”Du vil elske det! Jeg kan vise dig nogle af mine venner på Facebook senere,” foreslog han. Det lød egentlig ikke så skidt.

Idét jeg skulle til at svare ham, hørte jeg Johannahs ord, der fik mig til at stoppe vores samtale. ”Vi savner sådan Bridget,” fortalte hun mine forældre, uden at få det til at lyde for meget.

Min mor nikkede. ”Det gør vi også, men vi ved hun har det godt.” Jeg mærkede følelserne blusse op, og vidste ikke rigtigt, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Det var først nu, at jeg bemærkede det faktum, at mine forældre for første gang siden de fik Bridget skulle bo alene uden nogle af deres døtre. Det- Igen blev jeg revet ud af mine tanker, da Louis venligt lagde sin hånd på min, for at fortælle, at det hele nok skulle gå. Og jeg indså, at han havde ret. Mine forældre kunne jo stadig besøge mig, når de ønskede det.

***

Det var nu en time siden, mine forældre havde taget af sted. Det havde været noget af en afsked, da både tårer og smil havde været involveret. Tårerne havde været min mors. Jeg havde haft det så svært ved at skulle sige farvel, da jeg endnu ikke havde indset, hvad det egentlig var jeg skulle til at igennem. Det ville nok først gå op for mig om nogle dage, og så ville jeg fortryde, at jeg ikke græd sammen med min mor. Men for nu blev det sådan her, og det gav mig en vis spænding at vide, at jeg i morgen kunne starte eventyret. Det var dog først, da Johannah havde sagt: ”Velkommen til Davenport,” at en del af det, var gået op for mig. I morgen ville jeg starte på en ny skole, godt nok en med fokus på musik og drama, men det skulle nok gå – håbede jeg. Det var også grunden til, at Louis og jeg var i gang med at logge ind på hans Facebook.

”Har du mange venner på skolen?” spurgte jeg Louis, da en masse reklamer og få statusopdateringer viste sig på hans startside.

Han trak på skuldrene. ”Det er en længere historie, men for at svare på dit spørgsmål så pt. nej. Jeg kan forklare dig det, når vi kommer ind på profilerne.” Jeg nikkede til hans svar og valgte at lade ham om det, da han søgte på det første navn. Liam.

”Det her er Liam. Det er ham, jeg bruger mest tid med, træner med og så videre,” forklarede han. Liam-fyren havde et normalt profilbillede for nutidens unge, nemlig et, hvor han så godt ud. Han var iført en hvid T-shirt, så han prøvede ikke at skjule sine muskler. Udover det stod han i en park og havde ikke det længste hår, men det klædte hans ansigt. ”Hans kæreste hedder Nellie.” Louis klikkede videre ved at trykke på boksen om information, hvor der rigtigt nok stod Nellie Price. En meget flot pige viste sig på skærmen. Også her var der tænkt over profilbilledet, da dette var taget fra et photo shoot. ”Hende snakker jeg også jævnligt med.”

Louis viste mig flere profiler, blandt andet tre drenge, Zayn, Niall og Mitch, samt to piger, Alicia og Penelope. En af dem var kæreste med den anden, men med alle de informationer, var det svært at holde styr på hvem. Jeg havde dog lagt mærke til, at Louis ikke virkede særlig glad for at fortælle mig om Zayn, Niall og Mitch. Måske var det, det komplicerede, han havde fortalt mig om tidligere?

”Du virker ikke særlig glad for de drenge,” pointerede jeg og ventede hans reaktion.

Heldigvis tog han det stille og roligt. ”Jeg kan lige så godt fortælle dig det, inden en anden på skolen siger det.” Hans ord kom bag på mig. Jeg vidste godt, at Louis var en af de mere populære på hans skole, men at alle ligefrem kendte årsagen til, at han tydeligvis havde mistet nogle venner, kom bag på mig. ”Der skete en ulykke her i Davenport for to år siden, der påvirkede stort set alle i byen. Især min ven, Harry, blev så sur og frustreret, at han fuldkommen lukkede af fra hans venner. Vi havde et band engang, Harry, Zayn, Liam, Niall og jeg. Desværre blev Niall og Zayn så frustreret over, at Harry droppede at komme til vores øvetidspunkter, så til sidst endte vi med at vælge side. Liam og jeg valgte at støtte Harry, men Zayn og Niall valgte os fra og har nu et nyt band med Mitch. Lang historie.” Louis virkede trist som han var kommet videre i historien. Men jeg forstod mig. Det at miste venner, var ikke spor sjovt.

Jeg kunne ikke dy mig, da jeg efter at have ventet nogle få sekunder, kiggede på Louis. ”Hvad var det for en ulykke?”

Et suk undslap hans læber, da han begyndte at søge et nyt navn. Summer. Han fortalte mig intet, men lod mig blot studere hendes væg. Billedet viste en blond pige, meget naturlig, men da hun havde hovedet halvt vendt fra kameralinsen, var det svært at se mere end det. Men det var ikke billedet, der tog min opmærksomhed, i stedet var det beskederne, flere personer havde skrevet til hende.

Savner dig sådan

Du fortjente det ikke, Summer. Kom tilbage!

R.I.P – helt underligt at skulle sige det til dig

Selv Louis havde skrevet en besked for nogle måneder siden.

Over et år siden, vi savner dig på skolen.

Havde Louis været gode venner med Summer? Og hvordan passede hun ind i puslespillet? Jeg nåede ikke at spørge, da Louis valgte selv at forklare det. ”Summer var Harrys kæreste. Han var knust.” Det hele gav mening nu. Jeg kiggede på Summers profil og fik det næsten dårligt. Jeg havde selv prøvet det, så jeg vidste præcis, hvordan det var at miste en, man havde kær. Det måtte have været forfærdeligt for Harry, især hvis han havde ændret sig så meget, som Louis havde beskrevet det.

”Må jeg se Harrys profil?” spurgte jeg Louis og fik hurtigt et nik.

”Der er nok ikke så meget at komme fra. Summer var en af de sødeste piger på vores årgang. Det ødelagte ham virkelig …”

Jeg forstod, hvad Louis mente, for da jeg fandt frem til den rigtige profil, var det intet profilbillede og den sidste status var lige over to år gammel.

Verden er et kaos. Stjernerne vil passe på dig. For evigt og altid. Elsker dig.

130 likes

Det måtte være til Summer, hvis man tog udgangspunkt i datoen. Men hvorfor stjerner? Jeg fik et bud på et svar, da jeg kiggede op på hans coverbillede. Et billede af universet med en masse stjerner. Han havde skiftet til det efter Summers død. Igen skulle jeg til at spørge for at få mere information, men vi blev afbrudt, da Louis mobil vibrerede. Et smil fandt frem til hans læber.

”Hvad siger du til at møde Liam før tid? Han spørger, om jeg vil møde ham i centeret.” Jeg tænkte ikke rigtigt så længe over det, da jeg blot nikkede. Jeg skulle jo møde eleverne på et eller andet tidspunkt, og lige nu så jeg det kun som en fordel, at kende en udover Louis. ”Oh og før du spørger, Summer og Harry var forlovet.”

 

†·†·†·†

Det var så første kapitel, og jeg er ret spændt på den her historie.

Hvad synes I så om det I har læst indtil videre? Kom gerne med jeres tanker :D

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...