Classic | Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 feb. 2014
  • Opdateret: 9 feb. 2014
  • Status: Færdig
Mød Niall Horan, en dreng med lavt selvværd og et brændende ønske om at blive til noget. Og mød så Jackie Birdwell, den klodsede pige, der altid falder over sine egne fødder, og hvis hjerte rummer langt flere følelser, end det burde være muligt. Da Niall bliver ansat i den café, hvor Jackie har arbejdet det sidste halve år, går der ikke længe, før de små blikke og diskrete smil bliver til dybe samtaler og uskyldige berøringer. Men én ting står i vejen for deres blomstrende forhold. På Jackies finger sidder nemlig en glitrende diamantring - en forlovelsesring. Niall lader sig dog ikke skræmme, og da Valentinsdag nærmer sig, må han gøre op med sig selv, om han er modig nok til for alvor at forsøge at vinde Jackie over på sin side. Nu er spørgsmålet - hvem står stærkest? Niall eller ringen? | Til konkurrencen Valentines Day. Shippingnavn: Nackie Horwell |

79Likes
37Kommentarer
3726Visninger
AA

7. Kapitel 6 | Day Thirteen

 ”Kommer Jackie ikke i dag?”

Danny så op og nikkede. ”Jo, det skulle jeg mene. Jeg ved ikke, om hun var aftalt noget med Tom om at komme senere. Det gør hun jo nogle gange.”

Jeg stillede mig tilfreds med svaret og så den anden vej. Men Danny havde tilsyneladende mere at sige.

”Tom fortalte mig, at det blev ret heftigt i går. Fik du scoret hende?”

Varmen skyllede op i mine kinder som små eksplosioner, og jeg mærkede sørgmodigheden overvælde mig. ”Hun gik bare,” mumlede jeg til sidst. ”Hun efterlod bare sine jakke og gik.”

Danny så medfølende på mig. ”Det er jeg ked af, kammerat. De piger sgu ikke så nemme at finde ud af.”

Jeg slog irriteret ud med armen. ”Men hun kyssede mig jo!” udbrød jeg. ”Hun kyssede mig tilbage, men så gik hun pludselig. Som om hun fortrød … ”

”Piger kan ikke altid finde ud af deres egne følelser, Niall.” Danny forsøgte at udglatte det. ”Du må ikke bebrejde dig selv.”

”Men det gør jeg, Danny. Og det er Valentinsdag i dag.”

Danny sukkede på mine vegne og kastede kluden fra sig. ”Hvorfor går du ikke ind og spørger Tom, om hun møder senere i dag?”

Jeg besluttede at gøre, som Danny sagde, men det svar jeg fik, gjorde mig langt fra mere rolig. Det viste sig, at Tom ikke havde aftalt noget med hende. Hun skulle være kommet fra morgnen af som alle os andre, og hun havde ikke ringet og sagt, at hun ville være forsinket. Faktisk havde ingen hørt fra hende. Danny ringede til hende, for han havde hendes nummer, men hun tog ikke telefonen. Bekymringen begyndte at vokse i mig.

”Hvad hvis der er sket noget med hende?” spurgte jeg fortvivlet, da det var en time siden, hun skulle have mødt.

”Du bliver nødt til at slappe lidt af, Niall.” Tom forsøgte at berolige mig. ”Hun har sikkert bare sovet over sig.”

Danny var dog af en anden overbevisning. ”Hvis du ved, hvor hun bor, kan du da tage hjem og se til hende. Det er trods alt Valentinsdag, hun har nok ikke noget imod at blive reddet.” Han vendte sig mod Tom. ”Du har da ikke noget imod, at han går et par minutter, har du?”

Tom kneb øjnene sammen, men endte med at ryste på hovedet. ”Du kan gå, hvis du vil.”

Derefter skyndte jeg mig at trække i jakken, og så spænede jeg ellers ud i regnvejret. Regnen hamrede mod hætten, og mine fødder plaskede mod det våde fortov. Jeg mærkede vandet trænge ind i mine sko, men jeg var ligeglad. Jeg ville bare gerne tale med Jackie og sikre mig, at hun ikke var kommet noget til.

Da jeg fandt frem til hendes lejelighed, måtte jeg stoppe op for at finde ud af, hvor i bygningen hun boede, men der gik ikke længe, før jeg stod og bankede hårdt på hendes dør.

Men der var ikke nogen, der lukkede op. Jeg tog forsigtigt i døren, og til min overraskelse gik den op med det samme. Den var altså ikke låst.

Jeg trak vejret dybt, inden jeg skubbede døren op og trådte ind i lejeligheden. Jeg genkendte den lette kokosduft, og da jeg kiggede rundt, kunne jeg let se Jackie i indretningen af lejeligheden. Den var ikke stor, men væggene var hvide og grundet det sparsomme møblement, føltes det ikke klaustrofobisk.

Mit hjerte bankede hårdt og hurtigt, da jeg bevægede mig rundt. ”Jackie?” kaldte jeg med en let rystende stemme. Da jeg ikke fik noget svar, gik jeg tilbage til gangen, hvor hendes sko stod fint op ad væggen. Jakken lå stadigvæk nede i caféen, men der var ikke nogle tegn på, at hun var gået ud. Jeg havde kun set Jackie gå i ét par sko, og de stod der endnu.

Med endnu mere uro i kroppen gik jeg tilbage ind i lejeligheden. Jeg gik over til det, jeg gik ud fra var badeværelset, men der var ikke nogen lyd af en bruser eller andet løbende vand. Derefter bevægede jeg mig over mod en hvid dør, der næsten kun kunne være hendes soveværelse.

”Jackie?” kaldte jeg igen. Jeg ville ikke bryde ind på hendes værelse, hvis hun lå derinde og sov. Jeg følte allerede, at jeg havde overtrådt en grænse ved at gå ind i hendes lejlighed. Men jeg fik stadigvæk ikke noget svar, og med hjertet siddende helt oppe i halsen skubbede jeg døren op.

Synet der først mødte mig, fik mig først til at sukke lettet. For midt på sengen lå Jackie med lukkede øjne og sov trygt. Jeg ville sige noget mere for at få hende til at vågne op, men da gik det op for mig, at der var noget galt.

Hun var fuldt påklædt, hun lå ovenpå dynen, og hendes brystkasse bevægede sig ikke.

Hun trak ikke vejret.

Jeg sprang hen til sengen og med famlende fingre mærkede jeg efter en puls eller et åndedræt, men jeg fandt intet. ”Jackie,” hviskede jeg og bøjede mig ned til hendes hoved for at høre hendes vejrtrækning. Men jeg fandt kun stilhed.

Det begyndte at svide i mine øjne, og da jeg lagde min hånd ovenpå hendes, strålede kun kulde mig i møde, og jeg måtte tage mig sammen for ikke at gispe.

Noget vådt faldt ned på hendes kind, og det gik op for mig, at tårerne nu trillede uhæmmet ned ad mine kinder. De faldt en efter en ned på hendes livløse krop.

Jeg mærkede, hvordan jeg langsomt begyndte at miste kontrollen. ”Jackie!” udbrød jeg og rystede hendes krop voldsomt. ”Jackie, lad nu være!”

Men hun blev liggende. Hun var væk.

 

Ord kunne ikke beskrive den smerte, jeg følte indeni. Jeg havde med rystende fingre ringet til en ambulance, men der ville gå minutter, før den nåede frem.

Hele min krop rystede, da jeg kravlede op i sengen til hende og løftede hendes hoved over i mit skød. Mine fingre dirrede, da jeg med langsomme og blide bevægelser strøg hen over panden. Hendes øjne var lukkede, og hun så fredfyldt ud, men jeg kunne ikke tro på, at hun havde ønsket det her. Hun kunne have fået hjertestop. Men så ung en pige? Det var næsten umuligt, og der var kun en ting, der kunne være mere sandsynligt.

Jeg ville ikke tro på det. Jackie kunne ikke begå selvmord. Hun havde for fanden en forlovet, der sikkert elskede hende mere end noget andet. Og så var der mig. Jeg elskede hende jo også.

Da ambulancefolkene kom, ville jeg ikke slippe hende. De ville tage hende fra mig, men jeg havde ikke nået at sige farvel endnu. Dog var der ingen nåde. En kvindelig redder talte beroligende til mig, men jeg ville ikke høre efter. Kun Jackie betød noget.

Da hun var væk kørte en eller anden mig hjem. Hvordan de havde fundet ud af, hvor jeg boede, anede jeg ikke. Jeg så heller ikke, hvem der havde gjort det. Tårerne blændede mit syn, og pludselig befandt jeg mig hjemme i min egen opgang. Et eller andet sted var der noget, der sagde mig, at jeg faktisk skulle tilbage til caféen og arbejde igen, men det kunne jeg ikke. Lige nu var jeg ligeglad med caféen. Fuldstændig ligeglad.

Med fumlende fingre fik jeg låst min lejelighed op. Da jeg kom ind, og varmen slog mig i møde, fandt jeg et brev liggende på gulvet. Pludselig væltede vreden ind over mig, og i løbet af få sekunder havde jeg samlet det op og revet det over i adskillige stykker. Vreden buldrede igennem mig, og efter at have sparket utallige gange til min stribede sofa, klaskede jeg sammen på en køkkenstol med tårerne trillende ned ad kinderne.

Det var så uretfærdigt. Det var for helvede valentinsdag!

Da jeg var faldet en smule ned, lå jeg med hovedet hvilende på mine arme og bare stirrede ud i luften. Der var ikke noget, jeg havde lyst til. Ikke andet end at tale med Jackie. Spørge hende om, hvordan hun kunne være så dum, så egoistisk.

Så var det, mine øjne landede på det iturevne brev på gulvet. Jeg opdagede til min overraskelse, at det var håndskrevet. Det var åbenbart ikke et brev fra banken eller kommunen.

På vaklende ben gik jeg over og samlede det op. Jeg satte mig ned på gulvet og stykkede de mange stykker sammen. Til sidst blev det muligt for mig at læse.

 

Hej, Niall. Hvordan går det? Jeg ved ikke, om du overhovedet finder det her brev – om du overhovedet læser det, men det håber jeg. Det håber jeg virkelig. Du fortjener en forklaring.

 

Det hele startede med, at jeg sidste sommer tog ned til guldhandleren. Jeg bad om at få lov til at se hans forlovelsesringe. Han syntes ganske vist, det var en smule spøjst, at jeg, en pige, skulle købe forlovelsesringe, men han gjorde da, som jeg bad ham om. Jeg overvejede længe, hvor mange penge jeg ville ofre på det, men til sidst blev jeg enig med mig selv om, at jeg blev nødt til at have en ordentlig diamant. Det skal man jo have, ikke?

Så jeg fandt en passende størrelse og bad om én. Du skulle have set hans ansigt, da jeg fortalte ham, at jeg kun skulle have én ring. Han kunne slet ikke forstå det. Men han stillede ingen spørgsmål, og jeg fik min ring med hjem.

Jeg ved ikke, om du måske skal sætte dig ned nu, Niall, for jeg bliver nødt til at fortælle dig en hemmelighed. Jeg har nemlig løjet for dig. Jeg har løjet for alle.

Jeg er ikke forlovet, og det har jeg aldrig været. Jeg købte en ring til mig selv, så jeg kunne være i fred. Jeg ville ikke have, at nogle fyre nærmede sig mig. Jeg ved, det lyder en smule selvfedt, men jeg kunne ikke risikere noget. Og min plan virkede rent faktisk. Der var ikke nogle af fyrene i caféen, der lagde an på mig. Alt var perfekt og lige, som jeg ville have det.

Men så kom du, Niall. Du var usikker på dig selv, og du var så let at holde af. Jeg begyndte at tale til dig, og det viste sig, at du var lige så sød, som du så ud til at være. Jeg vidste godt, at jeg burde passe på. Jeg havde jo købt ringen, så andre ikke ville nærme sig mig, og nu begyndte jeg pludselig selv at tale til fremmede. Men jeg slog det hen og tænkte, at det ikke kunne skade at have en ven i caféen.

Men du var ivrig, Niall, og inden jeg kunne nå at stoppe det, viste du tegn på, at du var begyndt at håbe på mere. Jeg blev nervøs, og selvom det gjorde ondt at lade være med at tale med dig, så gjorde jeg det, for faldt jeg først for dig, ville jeg aldrig kunne gøre det.

Men du kyssede mig, og det skulle du aldrig have gjort. Jeg vidste, at jeg ikke kunne gøre det mere, og jeg blev hjemme fra arbejde. Jeg blev nødt til at fremskynde mine planer, for jeg kunne simpelthen ikke være sammen med dig, Niall. Jeg begyndte at holde for meget af dig.

Niall. Jeg har kræft. Jeg er alvorlig syg, og jeg kan ikke helbredes. Jeg skal dø.

Jeg har i lang tid planlagt min afsked med denne verden. Det var grunden til ringen. Jeg ville ikke risikere at falde for nogen. Jeg ville ikke gøre det sværere for mig selv eller trække nogen med i faldet. Men du gjorde det, Niall. Du faldt for mig, og jeg faldt for dig.

Min mor døde af kræft, og da jeg fik det konstateret, vidste jeg godt, at der ingen vej var tilbage. Jeg er ikke en fighter, og jeg tror ikke på, at man kan overvinde noget så grufuldt som kræft ved at kæmpe imod. Men jeg ville ikke dø til kræft. Jeg vil ikke dø af en sygdom.

Så jeg planlagde mit selvmord. Ned til mindste detalje.

 

Det var den klassiske, var det ikke, Niall? Du fandt en pige, men hun var forlovet.

 

Jeg elsker dig, Niall Horan. Jeg håber, du forstår.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...