Classic | Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 feb. 2014
  • Opdateret: 9 feb. 2014
  • Status: Færdig
Mød Niall Horan, en dreng med lavt selvværd og et brændende ønske om at blive til noget. Og mød så Jackie Birdwell, den klodsede pige, der altid falder over sine egne fødder, og hvis hjerte rummer langt flere følelser, end det burde være muligt. Da Niall bliver ansat i den café, hvor Jackie har arbejdet det sidste halve år, går der ikke længe, før de små blikke og diskrete smil bliver til dybe samtaler og uskyldige berøringer. Men én ting står i vejen for deres blomstrende forhold. På Jackies finger sidder nemlig en glitrende diamantring - en forlovelsesring. Niall lader sig dog ikke skræmme, og da Valentinsdag nærmer sig, må han gøre op med sig selv, om han er modig nok til for alvor at forsøge at vinde Jackie over på sin side. Nu er spørgsmålet - hvem står stærkest? Niall eller ringen? | Til konkurrencen Valentines Day. Shippingnavn: Nackie Horwell |

79Likes
37Kommentarer
3726Visninger
AA

6. Kapitel 5 | Day Twelve

Den dag stod jeg op, så jeg kunne sidde og se solen stå op i mit køkken. Radioen spillede i baggrunden, men jeg lyttede ikke til den filmanmeldelse, de havde gang i. I stedet sad jeg og overvejede dybt, hvad Danny indirekte havde forslået mig at gøre.

Problemet var bare, at jeg ikke var særligt romantisk anlagt, og jeg kunne for den sags skyld heller ikke lave mad. En middag var altså udelukket. Men noget andet måtte jeg gøre. Bare et eller andet.

Jeg spekulerede på det hele morgenen, og heller ikke da jeg var mødt nede i caféen, havde jeg fundet ud af noget. Dog distraherede Jackie mig, da hun smilede til mig og rakte mig mit forklæde. Jeg tog hurtigt imod det, men jeg gjorde mig sikker på, at mine fingre lige akkurat strejfede hendes, da jeg tog det.

”Jeg har på fornemmelse, at der bliver travlt i dag.” Det var Tom, der var dukket op ude fra baglokalerne. ”Stil lidt ekstra kager frem, Danny. Og Niall, henter du ikke nogle flere papkrus ude fra lageret?” Jeg nikkede, gjorde hvad jeg fik besked på og vendte tilbage med en lidt mindre stak krus. Jeg stille dem fra mig ved siden af kaffemaskinen.

”Godt, så er vi klar. I kan passe jer selv, hæng ud, eller hvad I unge nu gør. Vi åbner om femten minutter.”

Danny forsvandt omgående ud i baglokalerne sammen med Tom, og derved efterlod de Jackie og mig tilbage i den tomme café. Jackie lod sig dumpe ned ved at bordene, men jeg blev stående op ad disken med armene over kors.

”Du virker så fjern, Niall.” Jackies stemme var lav og beroligende. ”Jeg kan ikke lade være med at føle, at jeg har gjort noget forkert. Sagt et eller andet?”

Jeg rystede på hovedet. ”Du har ikke gjort noget, Jackie.” Men det havde han. Han havde friet til hende.

”Hvorfor vil du så ikke tale med mig længere?”

Jeg tav og sank en klump. Jeg kunne på ingen måde fortælle Jackie, hvad jeg følte for hende. Det ville være det rene selvmord lige nu. Jackie føltes længere væk fra mig, end hun før havde gjort i den tid, jeg havde kendt hende, og hvis jeg først begyndte at plapre ud om min latterlige kærlighed nu, ville jeg da først skræmme hende væk. Jeg kunne ikke gøre det. Ikke nu.

”Jeg vil da gerne tale med dig,” stønnede jeg omsider.

”Du lyder også meget entusiastisk, Niall. Det der er meget let for mig at tro på.”

”Undskyld, Jackie, men jeg har bare meget at tænke på lige for tiden! Jeg har problemer, som ikke løser sig selv!”

Hun lukkede munden og lænede sig lidt tilbage. Jeg ville sige noget mere til hende – undskylde – men i det samme kom Tom tilbage, og jeg måtte bide det i mig.

 

Dagen sneglede sig af sted. Danny gik tidligt, så jeg havde ikke mulighed for at spørge ham, om han have nogle råd, og Tom havde jeg ikke tænkt mig at tale med. Jackie havde lukket sig en smule inde i sig selv. Hun havde hverken talt eller set på mig resten af dagen. Jeg tog hele tiden mig selv i at sidde og stirre på hende, og da hun ikke drejede hovedet og opdagede mig, kunne jeg sidde sådan længe. Tom begyndte efterhånden at blive irriteret på mig, fordi jeg hele tiden faldt hen i mine egne tanker.

Sidst på dagen begyndte han at råbe ordrer til mig, fordi jeg ikke gjorde noget selv.

”Niall, få så fjernet de tallerkener!”

Jeg bar tallerknerne ud og satte mig ned igen.

”Og tør bordene af, Niall!”

Med et suk rejste mig og begyndte at fjerne madrester og kaffepletter fra glasbordene. Jeg hørte Tom hviske noget til Jackie bag mig, men jeg gad ikke engang koncentrere mig om at høre, hvad han sagde. At de hviskede om mig, var jeg dog helt klar over.

Da jeg var færdig med bordene, besluttede jeg rent faktisk at lave noget, så jeg begyndte at rengøre kaffemaskinen. Jeg var næsten færdig, da det gik op for mig, at jeg var alene med Jackie. Hun stod lænet op ad disken, og hun ikke gjorde noget for at skjule, at hun så på mig.

Jeg løftede et øjebryn og forventede, at hun ville sige noget til mig. Og det gjorde hun da også.

”Niall … ” sukkede hun, da jeg ville vende mig væk igen. Jeg stoppede midt i min bevægelse og så afventende på hende. ”Tom bad mig om at tale med dig,” mumlede hun.

Jeg nikkede afmålt. ”Okay, så tal.”

Hun pressede læberne sammen. ”Du laver ingenting, og Tom bliver nødt til at overveje, om du kan blive ved med at arbejde her. Det er ikke, fordi han gerne vil fyre dig, men det kan han blive nødt til. Hans siger, det er min skyld.”

Jeg så overrasket op. ”Hvad er din skyld?”

”At du ikke arbejder, som du har gjort alle de andre dage. Passer det, Niall?”

Jeg vred nervøst kluden mellem mine hænder og lænede mig op ad kaffemaskinen for at se afslappet ud. Om det virkede, anede jeg ikke. ”Jeg har bare meget at tænke på,” sagde jeg undvigende.

”Men har det noget med mig at gøre?”

Jeg trak på skulderen. ”Måske,” mumlede jeg. ”Lidt.”

Hun stønnede. ”Jeg vil ikke være skyld i, at du bliver fyret, Niall! Kan du ikke … tage dig sammen, eller sådan noget?”

”Det er jo ikke min skyld!” Min stemme havde nu fået en snert af irritation. Jeg kunne jo ikke gøre for, at Jackie havde fanget mig på den måde. Jeg var selv træt af det, og lige nu kæmpede jeg en indre kamp om, om jeg skulle forsøge at vinde hende over på min side eller sige op og aldrig se hende igen.

”Vil du ikke nok fortælle mig, hvad jeg har gjort?” Jackie bevægede sig over til mig, og hun stod nu så tæt på, at jeg kunne lugte hendes parfume. Den duftede svagt af kokos.

Jeg sank endnu en nervøs klump og forsøgte at lade være med at falde helt hen i hendes berusende duft. Jeg rystede på hovedet. ”Det kan jeg ikke, Jackie.”

”Niall.” Hun så på mig med sine brune øjne, og jeg mærkede, hvordan al modstand blev suget ud af mig. Jeg ville så gerne fortælle hende det, men hun var forlovet og ville garanteret blive stødt eller fornærmet over alt det, jeg havde at fortælle. Hun ville ikke synes om det, for hun havde jo en stor og stærk mand, der rendte rundt nede i Spanien og blev solbrun, og jeg var bare en lille, bleg svækling. Jeg havde aldrig været noget, og det ville jeg aldrig blive.

”Fortæl mig det nu, Niall.”

Hendes bedende stemme afgjorde det. Jeg kunne ikke holde det inde længere.

Men mine følelser kom ikke ud som ord. Jeg anede slet ikke, hvad jeg gjorde, da jeg løftede armene og trak hende ind til mig. Jeg greb fat om hendes skuldre og pressede mine læber mod hendes. Hun gav sig først i overraskelse, men så mærkede jeg, hvordan hendes kæbemuskler slappede af, og inden længe var min drøm gået i opfyldelse.

Der var ingen ord. Kun kærtegn. Jackie lod sine hænder hvile i min nakke, og jeg flyttede mine ned til hendes hofter. Jeg trak hende blidt længere ind til mig, og hun fulgte villigt med. Hendes varme og nærvær gjorde mig helt beruset, og selvom jeg var klar over, at Tom stadig gik rundt ude i baglokalerne, var jeg ligeglad. For Jackie Birdwell kyssede mig, og der var intet andet, der på det tidspunkt betød noget. Kun Jackie.

Jeg blev overrasket, da hun udvidede kysset. Det var hende, der havde taget det skridt, og det gjorde mig glad. Det gav mig selvtillid. At hun ikke havde afbrudt det endnu, var fantastisk. Måske havde jeg rent faktisk en chance.

Håbet blomstrede frem i mig, men netop som jeg ville række ud efter mere af hendes varme, trak hun sig tilbage, og pludselig vågnede jeg op til virkeligheden. Hun famlede sig med store øjne baglæns, mens hun så på mig. Der var noget i hendes øjne, jeg havde svært ved at tyde. Der var forbløffelse, men også noget andet. Skræk.

Jeg rynkede panden og rakte ud efter hende, men det fik hende kun til at sætte farten op, og i løbet af få sekunder var hun forsvundet ud af døren. Hendes jakke lå stadig på disken, men hun kom ikke tilbage efter den.

Hun kom ikke tilbage.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...