Classic | Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 feb. 2014
  • Opdateret: 9 feb. 2014
  • Status: Færdig
Mød Niall Horan, en dreng med lavt selvværd og et brændende ønske om at blive til noget. Og mød så Jackie Birdwell, den klodsede pige, der altid falder over sine egne fødder, og hvis hjerte rummer langt flere følelser, end det burde være muligt. Da Niall bliver ansat i den café, hvor Jackie har arbejdet det sidste halve år, går der ikke længe, før de små blikke og diskrete smil bliver til dybe samtaler og uskyldige berøringer. Men én ting står i vejen for deres blomstrende forhold. På Jackies finger sidder nemlig en glitrende diamantring - en forlovelsesring. Niall lader sig dog ikke skræmme, og da Valentinsdag nærmer sig, må han gøre op med sig selv, om han er modig nok til for alvor at forsøge at vinde Jackie over på sin side. Nu er spørgsmålet - hvem står stærkest? Niall eller ringen? | Til konkurrencen Valentines Day. Shippingnavn: Nackie Horwell |

79Likes
37Kommentarer
3731Visninger
AA

3. Kapitel 2 | Day Two

Den overvældende duft af kaffe slog mig i møde, da jeg den morgen trådte ind i caféen. Vejret var koldere den dag, og folk havde fundet jakkerne frem igen, men fuglene sang stadig forsigtigt i træernes toppe. De gav mig modet til at træde ind i caféen igen, selvom jeg havde lavet utallige fejl dagen før og følte mig godt og grundigt ydmyget.

Det, der var sket med kaffemaskinen, var sket yderligere to gange mere, men det var Tom, der havde hjulpet mig. Jackie var forsvundet ud i baglokalerne, og jeg så hende først igen, da jeg skulle hente min jakke.

Det viste sig, at jeg var en halv time for tidligt på den, og derfor fandt jeg Danny og Tom siddende ved et af de små caféborde med hvert deres krus i hånden.

”Niall,” hilste Tom og trak stolen ud ved siden af sig. ”Du er tidlig på den. Kom og sæt dig ned.”

Jeg krængede jakken af skuldrene og lod mig dumpe ned på den spinkle stol, der gav sig under min vægt.

”Du er ikke så snakkesalig.” Tom så undersøgende på mig. ”Det må vi have lavet om på.”

Jeg forsøgte at smile, men det blev bare til en sær grimasse.

Jeg havde engang talt så meget, at folk blev trætte af at være i samme rum som mig. Da jeg var mindre talte jeg uafbrudt, og jeg var ikke engang på grænsen til at være genert. Men efter et par år uden rigtige venner i folkeskolen og yderligere to med mild mobning, havde den evne ligesom trukket sig tilbage, og nu var der kun usikkerhed og manglende selvværd tilbage. Det irriterede mig, at jeg ikke kunne være som alle andre. Sprudlende og snakkesalig.

”Hvornår kommer Jackie i dag?” Danny stillede sin kaffe fra sig og lænede sig tilbage i den lille stol.

”Hun kommer om et par timer. Jeg gav hende lov til at møde lidt senere i dag. Hun skulle et eller andet.”

Danny nikkede og rejste sig op. ”Hvad vil du have forrest på hylderne i dag?”

Tom tænkte sig kort om og gav så Danny nogle korte instrukser. Da Danny var væk, vendte han som igen mod mig.

”Han er nu en god dreng, ham Danny,” mumlede han, så jeg blev i tvivl om, om han talte til mig. ”Jeg har overvejet, om jeg burde give ham hårnet på. Han nægter at klippe garnet.” Han lo af sig selv, og denne gang præsterede jeg at fremtvinge et smil.

”Nå,” sagde han så og rejste sig, ”hvad skal vi sætte dig til i dag, Niall? Hvad siger du til endnu en dag bag kasseapparatet? Nej, ved du hvad, du kan få lov til at servere!”

”Altså bringe mad ud?” Min stemme var lav, men Tom hørte mig og nikkede.

”Vi udstyrer dig med en blok, og så tager du dig af de kunder, som sætter sig ved bordene.”

Jeg vred nervøst min hænder, men besluttede så at i dag skulle være bedre end i går, og med den tanke i hovedet tog jeg forklædet på og gjorde mig klar med blokken i hånden.

Da jeg sad på en stol ude bagved og forberedte mig mentalt på, at caféen skulle åbne, kom Danny ud til mig.

”Vi fik vist aldrig rigtigt hilst på hinanden,” sagde han og rakte hånden frem. Jeg trykkede den. ”Jeg hedder Danny Evans, men det ved du nok allerede.”

Jeg nikkede. ”Niall Horan,” sagde jeg.

Danny satte sig ned ved siden af mig og smed et viskestykke fra sig. ”Hvis du bliver i tvivl om noget derude, kan du bare komme til mig. Tom har det med at kaste jer nye ud i arbejdet med det samme. Han siger, det er den eneste måde, I lærer det på. På sin vis har han vel ret.” Danny rejste sig og klappede mig på ryggen. ”Vi åbner nu. Du må hellere holde dig klar.”

Jeg så efter Danny, da han gik ud i caféen igen. Lidt efter ringede den efterhånden velkendte klokke over døren, og en stemme bestilte en sort kaffe og et stykke kage. Jeg hørte klokken ringe igen.

”Så er det dig Niall.” Tom dukkede op bag mig og skubbede mig ud i caféen. Og da jeg kom ud, sad der ganske rigtigt to unge piger og ventede ved et af de små caféborde i hjørnet. De havde røde næser og den ene havde en skoletaske med.

Jeg tvang et smil frem, fandt blokken og forsøgte at se afslappet ud, da jeg stillede mig foran pigerne og bad om deres bestilling.

De bestilte det samme. En kop varm kakao med kanel og flødeskum.

Mit hjerte bankede hårdt i mit bryst. ”Og I vil ikke have et stykke kage med? Vi har hindbærsnitter for en tier.”

Den ene pige så tvivlende over på den anden, men hun rystede på hovedet. ”Nej tak.”

Jeg nikkede og gik over bag disken for at lave kakaoen. Det gik fint med den første, men noget gik galt ved nummer to, og jeg måtte have hjælp i form af Danny, der trådte til og bad mig gå over med den første kop imens. Da jeg kom tilbage efter nummer to, blev døren åbnet igen. Jeg kiggede op, og så først en skægget mand og derefter Jackie træde ind i varmen. Jackie.

Med den varme kop mellem mine hænder, så jeg ud af øjenkrogen på hende, mens jeg forsigtigt gik over mod pigerne. Men det var dumt, og det fik jeg snart at føle.

Idet Jackie drejede hovedet og mødte mit blik, gled koppen ud af mine hænder, og det var med en højlydt klirren, at både væske og glas ramte linoleumsgulvet. Jeg gispede og bøjede mig ned, men det var for sent.

Der lå kakao og flødeskum ud over hele gulvet.

 

Med ansigtet skjult i hænderne sad jeg og gemte mig i lagerrummet, hvor ingen endnu havde fundet mig. Jeg havde bildt mig selv ind, at de garanteret ikke engang ledte efter mig. De havde alligevel ikke brug for mig.

Jeg kunne slet ikke fatte, hvor dårligt mine to første arbejdsdage var gået. Det hele havde været katastrofe efter katastrofe. Jeg havde inderligt håbet på, at i dag ville gå bedre, men nej.

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Måske skulle jeg bare finde Tom og fortælle ham, at jeg sagde op. Jeg kunne snige mig ud af bagdøren, så de andre ikke ville se mig. Men jeg havde brug for pengene. Havde jeg ikke et job, ville jeg ikke kunne sørge for mig selv, og jeg ville miste lejeligheden. Det var ikke let at finde et job.

Hele min krop spjættede, da døren gik op og en stribe af lys slap ind i rummet. Jeg så op og blev overrasket over at se en pige med langt, brunt hår stå i døren. Hun så på mig og lænede hovedet op ad dørkarmen.

”Hvad laver du herinde, Niall?”

Jeg mærkede mit hjerte sætte farten op og mine håndflader blive svedige. Var jeg ikke blevet ydmyget nok i dag? Skulle Jackie nu også finde mig halvtudende og fuldstændigt gennemblødt af kakao?

Jeg rømmede mig og bad til, at min stemme ikke ville ryste.

”Jeg trængte bare til at være lidt alene.”

Jackie trådte et skridt frem, så døren lukkede i bag hende, og mørket omsluttede os begge. På en måde gjorde det mig mere rolig. Nu kunne hun ikke se alle mine nervøse bevægelser eller min elendighed.

”Tom bad mig om at snakke med dig. Han så dig forsvinde herud.”

Jeg holdt vejret. Så de havde altså hele tiden vidst, at jeg befandt mig herude. ”Hvorfor lod I mig så sidde her? Er der ikke kunder i caféen?”

”Danny og Tom tager sig af dem. Han sagde, jeg skulle lade dig være i fred lidt. Han forstår godt, hvad du går igennem.”

Jeg stivnede og lukkede hurtigt munden. ”Hvad mener du?”

Jackie tøvede og lænede sig op ad en af hylderne med syltetøj. På trods af mørket så jeg hende trække let på skulderen. ”Vi lavede alle sammen de fejl i starten. Du er ikke den eneste, Niall.”

De ord varmede mere, end jeg turde indrømme. Nysgerrigheden begyndte også at røre på sig, efterhånden som min elendighed begyndte falme. ”Tom sagde, at du var uduelig i starten,” sagde jeg forsigtigt og smilede svagt. ”Passer det?”

Jackie sukkede, men jeg kunne fornemme smilet spille om hendes læber. ”Tom er meget sød,” sagde hun så, ”men nogle gange burde han virkelig holde sin kæft.” Hun lo. En lille, fin symfoni, som ramte mig og fik smilet til at vokse på mine læber.

”Så det passer?”

”Ja, det passer,” sukkede hun og slog ud med armene. ”Jeg havde aldrig arbejdet før, men jeg var mere end klar, og det førte nok til nogle lidt uheldige situationer.”

Jeg grinede af hende, og hun lo også, men så faldt hun lidt ned og blev mere alvorlig. ”Men helt ærligt, Niall. Vi lavede alle fejl som dine, og det gælder bare om at komme ovenpå. Kommer du med ud?”

Jeg så ned ad mig selv. ”Jeg er ikke sikker på, det er en god idé,” mumlede jeg og trak ud i buksebenet. ”Jeg har kakao ud over det hele.”

Jackie kneb øjnene sammen. ”Det går,” sagde hun hurtigt og rakte ud efter håndtaget. Men bevægelse blev større, end hun havde regnet med, og i mørket fløj hendes hånd frem og ramte et af de store syltetøjsglas, så det væltede og ramte gulvet med en højere lyd, end min kakaokop havde gjort. Hun gispede og sprang tilbage, men jeg nåede ikke at flytte mig, og før jeg vidste af det, havde jeg både kakao og syltetøj smurt langt op ad benene.

Jackie stønnede og åbnede døren, så vi begge kunne se skaden. Det var ikke et kønt syn. Den klistrede substans havde spredt sig ud over hele gulvet, og glasskårene lå skarpe og glimtede i det svage lys.

”Det her er pinligt,” mumlede Jackie og satte hurtigt håret op i en rodet knold i nakken. ”Gå med dig, det er min tur til at være alene.”

Jeg lo, da hun gav mig et skub i ryggen, så jeg igen trådte ud i lyset. Jeg var udmærket klar over, at hun lige havde gjort grin med mig, men jeg kunne tage det.

Når det var Jackie, kunne jeg tage det. 

 

________________________________________________________________________

Tusind tak til jer, der læser med. Det betyder meget, at I også støtter et lille, tidspresset projekt som dette. Jeg vil egentlig bare lige sige, at jeg er klar over, at der er flere tastefejl end normalt, men det er som sagt på grund af tidspresset. Jeg håber, I overlever. x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...